Datid

Hun er den eneste pige på sommerferiejobbet. Femten drenge, som hidser hinanden op, og laboratoriet er jo ikke så stort, især når det regner hele tiden, og de ikke kan være ude. De plejer at spille sorteper om, hvem som skal gå med Kragepigen ind i det andet rum.

Den store græsplæne neden for Polacksbackens gamle kaserne er fyldt med karruseller, lykkehjul med chokoladegevinster og markedsboder. Det er i midten af august, og et omrejsende tivoli er på besøg i Uppsala i en uges tid.

Hun vil vise Martin rundt på området, mens hans forældre tager ind til centrum for at spise middag.

Martin er i sit allermest charmerende humør, og hun kan mærke, at han synes, det er ekstra sjovt at være der kun med hende. Hun er, efter de somre de har tilbragt sammen, blevet hans bedste ven, og det er hende, han går til, når han vil tale om noget vigtigt. Hvis han er ked af det, eller hvis han vil lave noget spændende, noget forbudt.

I løbet af forårssemesteret har hun savnet ham så meget, at hun flere gange om ugen har taget bussen og besøgt ham i villaen i Bergsbrunna.

Hun har savnet deres somre sammen, deres lege og hemmeligheder. Det har slet ikke været det samme, når forældrene var der, fordi de hele tiden ville bestemme alting og hverken havde viden eller fantasi nok til at forstå, hvad Martin virkelig ønskede sig og havde brug for.

Hun regner med, at denne sommer bliver den sidste, de får sammen, eftersom Martins far har fået tilbudt et nyt, vellønnet job nede i Skåne. Familien skal flytte derned til august, og moren har fortalt, at de allerede har fundet en barnepige til Martin, som vist er meget dygtig og ansvarsfuld.

Victoria har lovet at møde forældrene klokken otte ved pariserhjulet, hvor Martin får lov at afslutte aftenen med en milevid udsigt over Uppsalasletten. Man kan vist se helt hjem til Bergsbrunna derfra.

Hele eftermiddagen har Martin med stor begejstring set frem til turen op i luften. Uanset hvor på området man befinder sig, kan man se pariserhjulet med dets gondoler næsten tredive meter over jorden.

Selv glæder hun sig ikke til turen, for den bliver ikke bare afslutningen på aftenen, det bliver måske også sidste gang, de overhovedet kommer til at lave noget sammen.

Der kommer ikke noget bagefter.

Og hun vil ikke have, at de voksne skal være med. Derfor foreslår hun, at de tager en tur i pariserhjulet med det samme, så de kan få en tur til, når Martins mor og far er tilbage. Så kan Martin udpege forskellige steder for dem, allerede inden de selv opdager dem.

Han synes, det er en smaddergod ide, og inden de går hen for at stille sig i køen, køber de hver sin sodavand. Da de står lige under hjulet og kigger op, svimler det for dem. Der er så utroligt højt op. Hun lægger armen om ham og spørger, om han er bange.

»Kun lidt,« svarer han, men hun kan se på ham, at det ikke er helt sandt.

Hun ugler ham i håret og ser ham ind i øjnene.

»Der sker ikke noget, Martin,« siger hun og prøver at lyde overbevisende. »Jeg er jo hos dig. Så kan der ikke ske noget farligt.«

Han smiler til hende og knuger krampagtigt hendes hånd, da de tager plads i en af gondolerne. Efterhånden som nye passagerer stiger på, og de kommer længere og længere op i luften, knuger Martin hendes arm mere og mere. Da gondolen vipper, og de bliver hængende et øjeblik næsten helt oppe, samtidig med at den sidste vogn bliver fyldt op dernede, siger han, at han ikke vil længere.

»Jeg vil ned.«

»Men Martin,« forsøger hun, »når vi er kommet helt op, kan vi se hele vejen hjem til Bergsbrunna, og det vil du jo gerne, ikke?« Hun peger ud over landskabet omkring dem og peger på samme måde, som når hun viste ham skoven. »Se derovre,« siger hun, »der er badebroen, og derovre er fabrikken.«

Men Martin vil ikke se.

»Kan vi ikke godt køre ned igen?« siger han med desperation i stemmen.

Hun forstår det ikke. Han havde jo lige syntes, at det var en god ide, og han havde plaget hende halvt ihjel om det pariserhjul, og pludselig vil han ikke.

Hun bliver grebet af en trang til at ruske grundigt i ham, men lader være, da hun ser, at han begynder at græde.

Da hjulet atter snurrer, kigger han på hende og tørrer tårerne væk med trøjeærmet. Da hjulet snurrer rundt for tredje gang, lader hans frygt til at være blæst væk, i stedet er hans nysgerrighed blevet vakt af udsigten, som åbner sig for dem.

»Du er den bedste i verden,« hvisker hun ind i hans øre, og grinende omfavner de hinanden.

Under turen ser de flere velkendte steder. De ser legepladsen og bakkerne i Vilan, hvor de ofte har kørt med pulk om vinteren, men ikke Martins hjem i Bergsbrunna, for det skjuler sig bag skoven i Sävja. På den anden side af Polacksbackens kasernebygninger ses Fyrisåen, Kungsängsbroen og rensningsanlægget.

Mellem træerne skimtes en række husbåde, som ligger på åen. Nogle børn bader ved en af broerne, og deres latter kan høres helt op til gondolen, hvor de sidder.

»Jeg vil også bade,« siger han.

Der er næsten femogfyrre minutter, til de skal møde Martins forældre, og der er ikke langt ned til åen, men luften er blevet koldere, og de har ikke badetøj med. Hun ved også, hvordan der kan lugte dernede, hvis vinden blæser fra den forkerte retning og fører den sødlige, kvalmende duft af skidt og afføring med sig fra rensningsanlægget længere borte.

Men han er stædig og vil bare bade. Og da det er en ganske særlig aften for dem, giver hun efter uden at protestere alt for meget.

Følelsen af at aftenen ikke bliver så perfekt, som hun har ønsket sig, griber hende igen.

Da turen i pariserhjulet er slut, bliver han ivrig efter at komme ned til åen.

De forlader trængslen på tivoliområdet, runder kasernebygningerne og følger stien, som fører ned gennem den kløftlignende skrænt mod Fyrisåen.

Broen, hvor børnene badede for lidt siden, er tom nu, bortset fra et efterladt badehåndklæde, som hænger over en af pælene. Husbådene vipper mørke og tomme på åens sorte vand.

Hun går med lange, beslutsomme skridt ud på broen, bøjer sig ned og mærker på vandet.

Senere vil hun ikke kunne forstå, hvordan han kunne blive væk for hende.

Pludselig er han bare borte.

Hun råber på ham. Hun leder desperat mellem buskene og i sivene nede ved bredden. Hun falder og slår sig til blods på en skarp sten, men Martin er ingen steder at se.

Hun løber ud på broen igen, men ser, at vandet er helt stille.

Intet.

Ikke en bevægelse.

Det føles, som om hun befinder sig i en fugtig boble, som lukker alle lyde og indtryk ude.

Da hun bliver klar over, at hun ikke kan finde ham, løber hun med rystende ben tilbage til tivoliområdet og strejfer planløst rundt mellem ølteltene og karrusellerne, inden hun til sidst sætter sig ned midt på en af de livligere gangstier.

De forbipasserendes ben og fødder og en kvælende lugt af popcorn. Blinkende lys i alle farver.

Hun har en følelse af, at nogen har gjort Martin fortræd. Og da er det, at gråden kommer.

Da Martins forældre finder hende, er hun ikke til at komme i kontakt med. Hendes gråd vil ingen ende tage, og hun har tisset i bukserne.

»Martin er borte,« gentager hun. I baggrunden hører hun faren tilkalde en samarit, og hun mærker nogen svøbe et tæppe omkring hende. Nogen tager om hendes skuldre og lægger hende i aflåst sideleje.

Til at begynde med er de ikke særlig bekymrede for Martin, for området er ikke så stort, og der er masser af mennesker, som kan tage sig af et enligt barn.

Men efter at have ledt i en god halv time sniger uroen sig ind på dem. Martin er ikke på området, og efter endnu en halv time ringer faren til politiet. Nu begynder man mere systematisk at gennemsøge tivoliets omgivelser.

De finder ikke Martin den aften. Det er først, da de dagen efter trækker vod i åen, at de finder hans lig.

Ud fra skaderne at dømme er han druknet, måske efter at have slået hovedet mod en sten. Det bemærkelsesværdige er, at han engang i aftenens eller nattens løb er blevet slemt flænset. Man udleder, at skaderne skyldes en propel i en bådmotor.

Victoria indlægges på Akademiska sygehus til observation i et par dage. Hun ytrer ikke et ord det første døgn, og lægerne konstaterer, at hun har fået et alvorligt chok.

Først den anden dag kan hun afhøres af politiet, og hun får et hysterisk anfald, som varer i mindst tyve minutter.

Hun fortæller politimanden, som afhører hende, at Martin forsvandt efter en tur i pariserhjulet, og at hun blev grebet af panik, da hun ikke kunne finde ham.

Det tredje døgn på Akademiska vågner Victoria midt om natten. Hun føler sig beluret, og stuen stinker. Da hendes øjne har vænnet sig til mørket, kan hun se, der ikke er nogen der, men hun kan ikke frigøre sig fra fornemmelsen af, at nogen kigger på hende. Og så er der den der kvælende lugt som fra afføring.

Hun kravler forsigtigt ud af sengen, forlader stuen og går ud på gangen. Lyset er tændt, men der er stille.

Hun ser sig omkring for at finde kilden til sin uro, og så ser hun den. En blinkende rød lampe. Indsigten er brutal og rammer hende hårdt i mellemgulvet.

»Sluk!« skriger hun. »I har kraftedeme ikke ret til at filme mig!«

Hun hører fodtrin, som hurtigt nærmer sig fra alle retninger.

Hun vidste det. De har ligget på lur, de har fulgt og dokumenteret hver bevægelse, hun har gjort, omhyggeligt noteret hvert ord, hun har sagt.

Måske hele livet.

Hvordan kunne hun være så dum, at hun ikke havde anet noget tidligere?

Tre personer fra natpersonalet dukker op samtidig.

»Hvad er der i vejen?« spørger en af dem, mens de to andre griber fat i hendes arme.

»Gå ad helvede til!« skriger hun. »Slip mig og hold op med jeres optagelser! Jeg har ikke gjort noget!«

Plejerne giver ikke slip, og da hun gør modstand, tager de et endnu fastere greb om hende.

»Så, så, tag det nu roligt,« forsøger den ene sig.

Hun hører, at de snakker bag hendes ryg og rotter sig sammen mod hende. Komplottet er så åbenlyst, at det er latterligt.

»Hold op med jeres skide koder, og hold op med at hviske til hinanden!« siger hun sammenbidt. »Fortæl, hvad det er, der foregår. Og prøv ikke på noget, jeg har ikke gjort noget, det var ikke mig, som smurte bæ på vinduet.«

»Det ved vi godt, det ikke var,« siger en af dem.

De prøver at berolige hende. De lyver hende lige op i ansigtet, og hun har ingen, hun kan kalde på, ingen som kan hjælpe hende. Hun er i deres vold.

»Lad være!« skriger hun, da hun ser en af dem gøre en sprøjte klar. »Slip mine arme.«

Derefter falder hun i dyb søvn.

Hvile.

Om morgenen kommer psykiateren ind til hende. Han spørger, hvordan hun har det.

»Hvad mener du?« siger hun. »Der er ikke noget galt med mig.«

Psykiateren forklarer Victoria, at hendes skyldfølelser over Martins død har fremkaldt hallucinationerne. Psykose, paranoia, posttraumatisk stress.

Victoria lytter stiltiende til det, han siger, men indvendigt rejser sig en stum og kompakt modstand, som en storm i anmarch.