Hammarbyhöjden

Pigen, som åbnede døren, var lille og tynd og så ikke ud til at være en dag over atten.

»Hej, det er mig, der er Jeanette Kihlberg. Og det er Jens Hurtig, min kollega.«

Pigen slog blikket ned, nikkede og gik foran ud i et lille køkken.

»Vil I have kaffe?« spurgte hun og satte sig ved køkkenbordet. Jeanette bemærkede, at hun virkede nervøs.

»Nej tak. Det er sødt af dig, men vi bliver her ikke så længe.«

Jeanette satte sig over for hende, mens Hurtig blev stående i døråbningen.

»Der stod et andet navn på døren,« sagde Jeanette.

»Ja, jeg fremlejer på tredje eller fjerde hånd.«

»Jeg ved godt, hvordan det er. Stockholm er helt håbløst. Det er umuligt at finde et sted at bo, hvis ikke man ligefrem er millionær.« Jeanette smilede.

Pigen så ikke længere helt så bange ud og tvang et skævt smil frem.

»Ulrika, jeg vil gå lige til sagen, så du slipper for os hurtigst muligt.«

Ulrika Wendin nikkede og pillede nervøst ved borddugen.

Jeanette gjorde kort rede for anklagen mod Karl Lundström, og pigen lod til at slappe lidt af, da hun forstod, at bevisbyrden mod den pædofile var så stærk, at den med al sandsynlighed ville resultere i en domfældelse.

»For syv år siden anmeldte du ham for voldtægt. Din sag kan blive genoptaget, og jeg tror, du har gode chancer for at vinde.«

»Vinde?« Ulrika Wendin trak på skuldrene. »Jeg vil ikke begynde forfra med det der …«

»Vil du fortælle, hvad der skete?«

Pigen sad tavst og stirrede ned i borddugen, mens Jeanette studerede hendes ansigt.

Hun så frygt og rådvildhed.

»Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde …«

»Begynd med begyndelsen,« sagde Jeanette.

»Det var …« prøvede hun. »Det var mig og en veninde, som svarede på en annonce på nettet …« Ulrika Wendin tav og kastede et blik på Hurtig.

Jeanette forstod, at hans tilstedeværelse generede Ulrika, og gav tegn til ham om, at det var bedst, at han forlod rummet.

»Først var det mest for sjov,« fortsatte pigen, da Hurtig var forsvundet ud i entréen. »Men vi blev hurtigt klar over, at vi kunne tjene penge på det. Ham, der havde sat annoncen i, ville i seng med to piger samtidig. Vi ville få fem tusind …«

Jeanette mærkede, hvor svært det var for hende at fortælle det.

»Okay. Hvad skete der så?«

Ulrika Wendin så stadig ned i bordet. »Jeg var ret vild dengang … Vi blev fulde og aftalte at mødes med ham, og han hentede os i sin bil.«

»Karl Lundström?«

»Ja.«

»Okay. Fortsæt.«

»Vi tog hen til et værtshus et sted. Han gav drinks, og min veninde stak af. Han blev sur til at begynde med, men jeg lovede at følge med til den halve pris …«

Jeanette kunne se, at pigen var flov.

»Jeg ved ikke, hvorfor det blev sådan …«

Stemmen blev svagere. »Jeg blev så svimmel, og han tog mig med tilbage til bilen. Derefter husker jeg ingenting. Da jeg vågner, er det på et hotelværelse.«

Jeanette forstod, at hun var blevet dopet.

»Og du ved ikke hvilket hotel?«

Nu mødte Ulrika Wendin Jeanettes blik for første gang.

»Nej.«

Til at begynde med havde pigens forklaring været tøvende og usammenhængende, men nu blev den mere direkte og saglig. Hun fortalte, at hun var blevet tvunget til sex med tre mænd, mens Karl Lundström havde stået ved siden af og filmet. Til sidst havde han selv forgrebet sig på hende.

»Hvordan ved du, at det var Karl Lundström?«

»Jeg vidste ikke, hvem han var, før jeg ved et tilfælde så ham i avisen.«

»Og så anmeldte du ham?«

»Ja.«

»Og du kunne udpege ham ved en vidnekonfrontation?«

Ulrika Wendin så træt ud. »Ja. Men han havde et alibi.«

»Er der en mulighed for, at du kan have taget fejl?«

Pigens øjne gnistrede af foragt.

»Nej, sgu. Det var ham.«

Ulrika Wendin udstødte et suk og stirrede fraværende ned i bordet.

Jeanette nikkede. »Jeg tror dig.«