Gamla Enskede

Solen havde været oppe i flere timer og havde brændt morgenduggen af græsplænen.

Jeanette Kihlberg så ud gennem køkkenvinduet og kunne se, det ville blive en varm dag. Det var vindstille, og varmebølgerne svævede allerede over tegltaget på den anden siden af vejen.

Avisbuddet med barnevognen kom forbi ved syvtiden.

Martin Thelin, tænkte hun. Ligesom med Jimmie Furugård havde det været svært at pille ved Thelins alibi. Mens Furugård havde været på en hemmelig opgave i Sudan, havde avisbuddet været på et behandlingshjem. Seks måneder i Hälsingland. Hurtig havde dobbelttjekket hans udgange. Martin Thelin var ikke indblandet.

Klokken blev halv otte, og hun sad alene ved køkkenbordet og spiste morgenmad.

Johan sov stadig i sin seng. Hun vidste ikke, hvor Åke var. Han havde været ude med en kammerat aftenen før. Han var ikke kommet hjem og havde heller ikke svaret, da hun havde ringet til ham for en halv time siden.

Hvordan fanden kan han gå på værtshus, når vi ikke har nogen penge? tænkte hun.

Af de fem tusind, hun havde fået af sin far, havde hun givet de to til Åke. Vennerne giver, havde han sagt. Javel. Hun vidste kun alt for godt, hvordan han opførte sig efter nogle glas. Spenderbukserne på, en omgang til alle. Flinke Åke. Deres penge. Nej, hendes penge, som hun havde lånt af sin far, og som også skulle række til Johan.

Hun og Åke havde knap nok set hinanden i flere dage, og hun tænkte på den mislykkede aften med biografbesøget og middagen.

Hvor var de blevet forskellige.

Forandringen var ikke sket pludseligt, den havde langsomt sneget sig ind på dem, og det var umuligt at sige, hvornår det var begyndt. For fem år siden, to år siden, et halvt år siden? Det kunne hun ikke sige.

Hun vidste bare, at hun savnede den kommunikation, de havde haft engang. Selvom de så forskelligt på mange ting, havde de diskuteret, snakket, været nysgerrige, overrasket hinanden. Men dialogen var langsomt blevet forvandlet til to tavse monologer. Samtalerne drejede sig mest om arbejde og økonomi, og selv ikke der kunne de føre en dialog, selvom det burde være så enkelt.

Død kommunikation.

Hun følte sig besværlig, han var irriteret og uinteresseret.

Jeanette drak det sidste af sin kaffe og ryddede af bordet. Derefter gik hun ud på badeværelset, børstede tænderne og gik ind i brusebadet.

Kommunikation, tænkte hun. Hvor oplevede hun den?

Hos pigerne på fodboldholdet, ja. Ikke altid, men tilstrækkelig ofte til at hun savnede dem, hvis der gik lang tid mellem kampe og træning.

Med dem kunne hun kommunikere, ikke kun verbalt, men også fysisk. Spillet, samarbejdet på banen, at forstå hinanden med blikke og kropssprog. En instinktiv kommunikation gennem kollektive, fysiske bevægelser.

Når det fungerede, var det fantastisk. Alt gik så let. Bagefter kom det verbale af sig selv.

Ti, femten forskellige individer med forskellige meninger, præferencer og forudsætninger indgik i et fællesskab. Selvfølgelig var alle ikke lige enige med alle, men man kunne tale åbent med hinanden om næsten hvad som helst. Og så var det lige meget, om de grinede, spøgte eller skændtes.

To spillere, som fungerede sammen på banen, kunne blive venner, selvom de var totalt forskellige som personer.

Alligevel omgikkes hun ikke nogen af dem uden for banen. De havde kendt hinanden i flere år, havde mødtes til fester og var gået i byen for at tage en øl sammen, men hun havde aldrig inviteret nogen af dem hjem.

Hun vidste, hvad det skyldtes. Hun havde ikke energi til det, ganske enkelt. Hun havde brug for al sin energi på arbejdet, og hun vidste, at så længe hun arbejdede med det, hun gjorde, var det en absolut nødvendighed.

Jeanette gik ud af brusebadet, tørrede sig og begyndte at tage tøj på. Hun kastede et blik på uret og så, at hun risikerede at komme for sent på arbejde.

Hun gik ud af badeværelset, åbnede døren ind til Johans værelse på klem og så, at han stadig sov dybt. Derefter gik hun ud i køkkenet igen og skrev en kort besked til ham.

»Godmorgen. Kommer sent hjem. Aftensmad i fryseren. Skal bare varmes. Hav en god dag. Knus, mor.«

Det var næsten tredive grader ude i solen, og hun ville meget hellere have ligget på en strand et sted sammen med Johan. Men hun vidste, at der kom til at gå lang tid, inden der kunne blive tale om ferie.

Det kom dog ikke til at vare helt så længe, som hun troede.