Tvålpalatset

Tordensort regn trommede løs på Münchenbryggeriets kobbertag, og skarpe lyn kastede deres skær over Riddarfjärden.

Ved frokosttid besluttede Sofia Zetterlund, at det var bedst at rense tankerne med en spadseretur i kvarteret omkring Mariatorget. Hun kunne også mærke en begyndende hovedpine.

Det var varmt i vejret, og formiddagens skybrud fik torvet til at dampe i solskinnet.

Til venstre for bronzestatuen af den fiskende Thor havde nogle ældre mænd samlet sig til et parti boule, og på græsplænen lå folk spredt ud på tæpper. Biludstødningen fra Hornsgatan blandede sig med støvet fra grusstierne og gjorde det svært at trække vejret.

Hun rundede hjørnet ved 7-Eleven og gik op mod Mariakirken.

Tyve minutter senere var hun tilbage på klinikken.

Hovedpinen var blevet værre, og hun gik ud på toilettet, pjaskede vand i ansigtet og tog to Treoer. Hun håbede, det ville være nok til at give hende kræfterne tilbage.

Hun låste skabet under skrivebordet op, fandt papirerne om Karl Lundström frem og genopfriskede sin hukommelse.

Hendes udtalelse var gået ud på, at der under samtlige samtaler ikke var fremkommet noget, som kunne foranledige indlæggelse på en lukket psykiatrisk afdeling. Hun havde begrundet sin skrivelse med, at Karl Lundströms udtalelser byggede på ideologisk overbevisning, og derfor havde hun anbefalet fængsel.

Sådan ville det dog næppe komme til at gå.

Alt pegede på, at byretten ville beslutte at anbringe Karl Lundström på en institution. Eftersom han under afhøringerne og på Huddinge sygehus havde været påvirket af Xanor, mente man ikke, at hendes udtalelse kunne anvendes som grundlag for en domstolsafgørelse.

Hendes samtaler med ham var med andre ord blevet erklæret ligegyldige.

Byretten havde kun set en ynkelig og forvirret mand, men Sofia havde gennemskuet, at det, Karl Lundström havde sagt, ikke var noget, han havde opdigtet under påvirkning af medicin.

Karl Lundströms synspunkt var, at det kun var ham, der så sandheden. Overbevisningen om den stærkes ret og i forlængelse heraf hans eget privilegium at kunne begå overgreb mod svagere individer. Han højagtede sine egenskaber og var stolt af dem.

Hun kunne huske, hvad han havde sagt.

Det var en lang forsvarstale.

»Jeg synes ikke, at det, jeg har gjort, er forkert,« havde han sagt. »Det er kun samfundet, der synes det. Jeres moral er besmittet. Drift er noget urgammelt. Guds ord indeholder ikke noget forbud mod blodskam. Alle mænd har det samme begær som jeg, et urgammelt begær, som beror på kønnet. Det er allerede blevet sagt på pentameter. Jeg er Guds skabning og handler ud fra den opgave, han har givet mig.«

Moralfilosofiske og kvasireligiøse bortforklaringer.

Hun kunne kun konstatere, at Karl Lundströms overbevisning om sin egen storhed gjorde ham til et meget farligt menneske.

En, som anser sig selv for at have høj intelligens.

Og udviser en betydelig mangel på empati.

Karl Lundströms evne til at manipulere ville sandsynligvis føre til, at han efter en tid på Säter eller en anden psykiatrisk institution ville blive bevilget udgang, og hvert sekund, han tilbragte i frihed, ville indebære fare for andre mennesker.

Hun besluttede sig for at ringe til kriminalkommissær Jeanette Kihlberg.

I det her tilfælde var det hendes pligt at blæse på juraen.

Jeanette Kihlberg lød mildest talt forbløffet, da Sofia præsenterede sig og sagde, at hun gerne ville aftale et møde, så hun kunne fortælle, hvad hun vidste om Karl Lundström.

»Hvordan kan det være, at du har skiftet mening?«

»Jeg ved ikke, om der er en forbindelse til netop din sag, men jeg tror, at Lundström kan være indblandet i noget større. Har Mikkelsen fulgt op på Lundströms historie om Anders Wikström og videofilmene?«

»Så vidt jeg forstår, er de i gang med det lige nu. Men Mikkelsen tror, at Anders Wikström er et fantasifoster opfundet af Lundström, og at de ikke vil finde noget. Jeg forstår, at du undersøgte ham. Han virker afgjort syg.«

»Ja, men ikke syg nok til at blive fritaget for ansvaret for sine handlinger.«

»Nej … okay? Men der findes vel en skala på det at være syg?«

»Ja, en straffeskala.«

»Hvilket betyder, at man kan have syge anskuelser og blive straffet for det?« uddybede Jeanette det.

»Nemlig. Men straffen skal afpasses efter gerningsmanden, og i det her tilfælde anbefalede jeg fængsel. Det er min overbevisning, at psykiatrisk behandling ikke vil hjælpe Lundström.«

»Jeg er enig,« sagde Jeanette. »Men hvad siger du til det faktum, at han var påvirket af medicin?«

Sofia lo. »Af det jeg har læst, var det ikke i tilstrækkeligt store mængder til, at det kunne være afgørende. Det drejede sig om meget små doser Xanor.«

»Det samme stof, som Thomas Quick fik.«

»Ja, ja. Men Quicks medicinindtagelse havde et helt andet omfang.«

»Så det synes du, jeg skal se bort fra.«

»Præcis. Jeg mener, det vil være værd at afhøre Lundström om de døde drenge. Trækken fra en åbnet dør kan jo få en anden til at åbne sig.«

Jeanette grinede.

»Trækken fra en åbnet dør?«

»Ja, hvis det, han påstår om at købe et barn, har et gran af sandhed i sig, kan du måske få mere ud af ham.«

»Jeg er med. Tak fordi du tog dig tid.«

»Det var så lidt. Hvornår kan vi ses?«

»Jeg ringer til dig i morgen formiddag, og så kan vi mødes over en frokost. Vil det være i orden?«

»Det er en aftale.«

De lagde på, og Sofia så ud gennem vinduet.

Solen skinnede udenfor.