Datid

Snestormen over den amerikanske østkyst bevirker, at flight 4592 må omdirigeres til Toronto Airport i stedet for som planlagt at lande i John F. Kennedy-lufthavnen. Som kompensation for forsinkelsen bliver de indlogeret på et firestjernet hotel og henvises til morgenflyet dagen efter.

Efter at have vasket rejsestøvet af sig beslutter de sig for at blive på hotelværelset og dele en flaske champagne.

»Hold kæft, hvor er det dejligt! Endelig fri.«

Lasse læner sig tilbage og strækker sig ud på sengen. Sofia, som står i undertøj og sminker sig foran spejlet ved siden af sengen, samler et vådt håndklæde op og kaster det hen på ham.

»Kom her og lav et barn med mig,« siger han pludselig, stadig med håndklædet over ansigtet. »Jeg vil have et barn med dig,« gentager han, og Sofia stivner.

»Hvad sagde du?«

»Jeg sagde, at vi skal lave et barn.«

Sofia ved ikke, om han bare laver sjov med hende.

»Mener du det? For alvor?«

Nogle gange kan han sige sådanne ting for blot sekundet efter at trække det i sig igen. Men der er noget i hans stemme, som lyder anderledes.

»Ja, sgu. Du nærmer dig jo de fyrre, og så begynder det at blive for sent. Ikke for mig, men for dig. Og jeg føler, at vi måske skal gå videre … Åh, du ved nok, hvad jeg mener.« Han fjerner håndklædet, og hun kan se, at han mener det helt alvorligt.

»Elskede! Forstår du, hvor glad det her gør mig?«

Måske er det alkoholen eller den lange anstrengende rejse, som påvirker hende og får hende til at græde. Det er nok en blanding af det hele.

»Men lille ven, græder du?« Han rejser sig fra sengen og kommer hen til hende. »Er der noget galt?«

»Nej, nej, nej. Jeg bliver bare så utrolig glad. Selvfølgelig vil jeg gerne have et barn med dig. Det ved du, jeg altid gerne har villet.« Hun ser ham i øjnene i spejlet.

»Ja, men så gør vi det! Nu eller aldrig.«

Hun går hen til sengen. Han omfavner hende, kysser hende i nakken og begynder at knappe hendes bh op.

Hans øjne lyser fuldstændig som før, og det pirrer hende.

Bagefter går de hen til en natklub på Nassau Street. Et af de få steder på gaden, hvor køen ikke er så lang.

Klubben er dunkelt oplyst og består af en række forskellige rum adskilt af røde fløjlsforhæng. I det største af dem er der en lille scene, som står tom, da de ankommer.

Der er ikke særlig mange mennesker, og de sætter sig i baren og tager en drink. Der går et par timer, hvor hun bliver stadigt mere beruset, flere mennesker dropper ind, og musikken på scenen skrues op.

En mand og en kvinde slår sig ned ved siden af dem i baren.

Bagefter vil hun ikke engang kunne huske, hvad de hedder, men hun vil aldrig glemme det, der siden sker.

I starten udveksler de bare blikke og smil. Kvinden komplimenterer Sofia for en eller anden detalje i hendes påklædning.

Det bliver til flere drinks, og inden længe trækker alle fire sig tilbage til en sofa i en roligere del af lokalet.

Et stort rum.

Lyset er dæmpet ligesom musikken. Sofaen formet som et hjerte.

Da forstår hun, hvad det er for et slags sted, Lasse har taget hende med hen.

Det var ham, der foreslog et klubbesøg. Og var det ikke ham, som med beslutsomme skridt førte dem ned til Nassau Street?

Hun føler sig lidt dum, fordi det tog så lang tid for hende at regne ud, hvor de befinder sig.

Derefter går alt så hurtigt og let.

Og det skyldes ikke kun alkoholen. Det skyldes, at der sker noget mellem hende og Lasse i de to fremmedes nærværelse.

Han præsenterer hende som sin livsledsager. Hans kropssprog fortæller, at de hører sammen, og hun forstår, at det er, fordi han vil have, at hun skal føle sig tryg ved situationen.

På et tidspunkt forlader hun bordet for at gå på toilettet, og da hun vender tilbage, sidder kvinden ved siden af Lasse, og pladsen ved siden af manden er ledig. Hun mærker straks ophidselsen, og blodet dunker i hendes tindinger, da hun sætter sig ned.

Hun ser på Lasse og kan se, at han har forstået, at hun ved, hvad der foregår, og at hun ikke har noget imod det.

Hun vil gerne dele ham med en anden. Hun er der jo, og hun ved, at han aldrig ville gøre noget uden hendes samtykke.

Der findes ingen hemmeligheder længere. De vil elske hinanden lige højt, uanset hvad der sker.

De skal også have et barn sammen.

Da Sofia vågner næste morgen, har hun en frygtelig hovedpine. Bare hun gaber, ser hun stjerner.

»Vågn op, Sofia … Vi skal med flyet om godt en time.«

Hun kaster et blik på uret på hotellets natbord.

»Satans, kvart i seks … Hvor længe har jeg sovet?«

»Sådan nogenlunde i en halv time,« griner Lasse. »Du skulle have set dig selv i går.«

»I går?«

Hun smiler til ham, selvom hovedpinen gør smilet til en smertefuld anstrengelse.

»Du mener lige for nylig? Kom her!«

Hun er nøgen og lader dynen glide ned. Hun lægger sig på maven og trækker det ene ben op under sig. »Kom!«

Lasse griner igen. »Du er sgu så smuk, når du ligger sådan … Men du har vel ikke glemt, at vi har gæster?«

Hun kan høre bruserne løbe ude på badeværelset. Hun kan se de nøgne kroppe gennem dørsprækken, da hun vender sig om for at kysse ham.

»Skulle det være en hindring?«

Har de gjort det rigtige? Under alle omstændigheder føles det godt for hende, og han virker også glad.

»Det må blive et lynknald,« hvisker han. »Fly venter ikke på galninge.«

Hendes hovedpine føles nu kun som en behagelig svimmelhed.

De forlader hotellet i al hast med taxi for at nå flyet. Manden og kvinden vinker leende til dem, uden at de hverken udveksler adresser eller telefonnumre.

Under flyrejsen døser hun hen, ikke mindst takket være de tre miniflasker med vodka, som de har delt til morgenmaden.

Hun vågner ved, at han forsigtigt puffer til hende.

»Sofia? Du skal se det her. Det er næsten futuristisk …«

Hun er faldet i søvn mod hans skulder og retter sig op stiv i leddene og ser ud gennem vinduet. Der ligger New York snehvid på begge sider af Hudsonfloden, som skærer et sort snit midt gennem billedet under dem. Gadenettet i Bronx og Bergen ligner smalle streger på et hvidt ark papir. Skyggerne fra skyskraberne ligner diagrammer.

Det føles trygt, at han sidder ved siden af.

Da de ankommer til hotellet på Manhattans Upper West Side, skinner solen fra en klar himmel. Sofia har været i New York et par gange tidligere, men det er snart ti år siden sidst, og hun har glemt, hvor smuk byen kan være.

Hun og Lasse står tæt omslyngede ved vinduet i hotelværelset, og fra femtende etage har de en fantastisk udsigt over Central Park, som skjuler sig under det tykke lag sne, der er faldet i nattens løb.

»Du fortryder vel ikke det, der skete i går?« spørger han og stryger hendes hår væk fra panden.

Hun vender sig om og kysser ham på munden.

»Lasse … det er længe siden, jeg har følt … Vi er hinanden så nær nu.«

»Vil du møde dem igen?«

Hun ser på ham med påtaget forbavselse. »Hvem?«

De ler, og hun knipser spøgefuldt til hans næse med pegefingeren.

Så bliver hun alvorlig. »Lasse, det spiller ingen rolle, det var en nat og … den var speciel. Det føltes, ligesom dengang vi lige havde mødt hinanden.«

Hun stryger ham over kinden. »Men det skyldtes ikke dem. Det var noget, som skete mellem dig og mig. Det var ligesom før … men det var bedre. Jeg følte også noget nyt med dig. Jeg stoler på dig nu … ja, jeg mener ikke, at jeg ikke har stolet på dig før, men nu føler jeg, at …« Hun kan ikke rigtig finde ordene.

»Ja?« Han ser både glad og lidt sørgmodig ud.

»Jeg føler, at jeg giver mig selv til dig, Lasse. Du får hele mig, alt af mig, og jeg stoler på, at du passer på mig.«

Hun ser ham direkte i øjnene, og hun synes, han ser trist ud.

»Jeg …« Han afbryder sig selv og omfavner hende længe og hårdt. Hun får en følelse af, at han vil fortælle hende noget.

»Jeg elsker også dig,« siger han lidt efter, men hun tror, at han egentlig havde tænkt sig at sige noget andet.

I spejlet inde i værelset kan hun se vinduet, som han står vendt mod. Hans ansigt ses i glasset, og hun synes, det ser ud, som om han græder. Hun tænker på, hvordan hun havde det for bare nogle uger siden. Det føles som en anden verden. Nu vil han have et barn med hende, og alt vil blive anderledes.

Så slipper han hende og ser på hende igen. Jo, han har grædt, men nu har han et stort, bredt smil på. »Ved du, hvad jeg synes, vi skal lave nu?«

»Nej … Hvad skal vi lave nu? Du har jo været her hundred gange, så du må vel vide det,« siger hun og ler også.

»Først spiser vi en tidlig frokost nede i hotellets restaurant. Maden er enestående, det var den i hvert fald, da jeg var her sidste år. Derefter hviler vi os i et par timer, og bagefter tager jeg dig med hen et sted. Til et meget specielt sted på denne tid af året.«

»På denne tid af året?«

»Ja, det er ikke en sexklub. Det er et spændende sted af andre grunde. Du må vente og se. Det er en overraskelse.«

De klæder om og tager elevatoren ned til restauranten.

Da de er kommet til desserten, er det lykkedes hende at overtale ham til at springe siestaen over og afsløre overraskelsen i stedet. Da får han noget underfundigt i blikket, undskylder sig og forsvinder ud af restauranten. Ti minutter efter kommer han tilbage, men han går ikke hen til deres bord, men til baren, bøjer sig over disken og rækker noget til manden på den anden side. De fører en kort, lavmælt samtale, og derefter vender han smilende tilbage.

Pludselig høres tonerne fra en guitar og en trommehvirvel fra højttalerne. Der er ganske tomt i lokalet, og Sofia forstår straks, at musikken, som bliver spillet, er tilegnet hende. Hun genkender umiddelbart sangen, men kan først ikke komme i tanker om, hvor hun har hørt den.

Hun lægger skeen fra sig og ser på Lasse, som bare sidder der og smiler.

»For pokker, Lasse! Jeg elsker jo den her … hvordan vidste du det?«

Nu husker hun, hvor hun har hørt musikken før.

For et års tid siden. Hun havde været i biografen og set en asiatisk film, en thailandsk eller vietnamesisk film, hvor sangen blev spillet. Hun havde egentlig ikke syntes, at filmen var noget særligt, men kunne ikke glemme melodien, som blev spillet igen og igen, mens parret i filmen strakte sig efter lige at være vågnet, røg cigaretter i morgensolen eller havde sex med hinanden.

Da hun var kommet hjem efter biografturen, havde hun allerede glemt, hvad filmen hed, men hun kan huske, at hun havde sagt til Lasse, at der var en sang i den, som hun godt kunne lide. Han havde grinet af hende, da hun prøvede at synge den for ham, men han havde tydeligvist forstået, nøjagtig hvad det var for en, hun mente.

Men hvorfor har han ikke sagt noget om det tidligere?

Han siger ingenting, og Sofia bliver utålmodig. »Hvem er det, som synger? Det er jo fra den der film … men du har jo ikke engang set den?«

Han læner sig frem. »Nej, men jeg har hørt dig synge sangen. Skål med mig, så skal jeg fortælle dig det.«

Han hælder op i deres glas og fortsætter. »Pigen i sangen kommer faktisk fra det sted, hvor vi skal hen. Og hvad angår pladen, så har den stået i skabet under stereoanlægget i ti år vel, men du har aldrig villet lytte til den, de få gange du har ladet mig spille den. For gammeldags, plejer du at sige. Det her er den sidste sang på pladen.«

De skåler, men Lasse sidder bare der tavs foran hende. Hun slår sig til tåls, tænker efter og lytter til teksten. Og inden længe forstår hun det.

And the straightest dude I ever knew was standing right for me all the time … Oh, my Coney Island baby, now. I’m a Coney Island baby, now.

Hun sukker og læner sig smilende tilbage i stolen. »Coney Island? Skal vi til Coney Island? Midt om vinteren?«

Hendes opfattelse af Coney Island, som ligger på den anden side af Manhattan længst ude i Brooklyn, er sandstrande og nedslidte forlystelsesparker fra tyverne. Om sommeren kan man måske tage derhen, men ikke sent i november.

»Lasse, du er ikke rigtig klog.«

»Tro mig, der er fantastisk der,« siger han og ser alvorlig ud. »Du vil elske det.«

Hun kærtegner hans håndryg. »Strande, karruseller, sjap, blæst og tomhed? Narkomaner og herreløse hunde? Skulle jeg synes om det? Og hvem er idioten, som synger?«

De kysser hinanden længe, og han fortæller, at det er Lou Reed.

»Lou Reed? Vi har da ingen plade med Lou Reed …?« siger hun spørgende.

Han smiler. »Kan du ikke huske omslaget? Lou Reed i jakkesæt og butterfly og ansigtet halvt skjult bag en sort hat.«

Hun ler. »Lasse, du tager gas på mig. Jeg siger jo, at vi ikke har den plade derhjemme. Jeg gør rent i skabene nu og da til forskel fra visse andre.«

Han ser forlegen ud. »Men vi har da den plade, har vi ikke?«

Hans tvivl morer hende. »Jeg er helt sikker på, at vi ikke har den, og du har aldrig spillet den for mig. Men det gør ikke noget. Det, du lige gjorde, opvejer, at du er lidt skør.«

»Det, jeg lige gjorde?«

»Ja, spillede sangen, din tossede rad.« Hun ler igen. »Du huskede, at jeg kunne lide den.«

Han ser lettet ud, og usikkerheden forsvinder fra hans ansigt.

»Jamen … Så drikker vi ud!«

De skåler igen, og hun tænker på, hvor meget hun elsker ham.

Da hun sang sangen for ham efter biografturen, havde han ladet, som om han ikke kendte den. I virkeligheden har han ventet stædigt på den rette lejlighed til at spille den for hende.

I et år har han ventet på lejligheden, han har ventet, og han har husket.

Det er en detalje, men en detalje, som hun lægger stor vægt på. Han bryder sig om hende; selvom han aldrig siger det direkte, så siger han det på sin egen måde.

Den sidste dag bruger de på at shoppe og slappe af på hotelværelset.

Coney Island havde været vidunderligt, fuldstændig som han sagde.

Forlystelsesparken uden for Brooklyn holdt vinterlukket, men de havde besøgt flere hyggelige barer indtil sent om natten.

Stranden havde været øde, og de havde kun haft selskab af søfuglene, mens de spadserede rundt på halvøen frem til de små timer.

På flyet hjem tænker Sofia på, hvor længe siden det er, at de har haft mulighed for at være sammen på denne afslappede måde. Hun føler, at hun lige har genfundet en Lasse, som hun hele tiden har vidst var der, men som hun ikke har set i flere år.

Pludselig er han der igen, den Lasse hun engang blev forelsket i.

Tilbage i Stockholm blegner alt dog hurtigt. Efter at have været hjemme i nogle uger forstår Sofia, at hvor gerne hun end ønsker det modsatte, så vil han altid komme til at trække tæppet væk under hende.

Lige så pludseligt som han var vendt tilbage til hende, forsvinder han igen.

De sidder ved morgenbordet og læser aviser.

»Du?«

»Mmm … « Han er optaget af det, han læser.

»Graviditetstesten …«

Han ser ikke engang op fra avisen.

»Den var negativ.«

Nu kigger han op. Forbavset.

»Hvad?«

»Jeg er ikke gravid, Lasse.«

Han sidder tavs i nogle sekunder. »Undskyld, det glemte jeg …« Han smiler skamfuldt og vender tilbage til avisen.

Hans forvirring klæder ham ikke længere.

»Glemte? Har du glemt, hvad vi talte om i New York?«

»Nej da.« Han ser træt ud. »Der har bare været så meget med arbejdet. Jeg ved knap nok længere, hvad det er for en dag.«

Raslen med avisen.

Han stirrer ned i den, men hun kan se, at han ikke læser. Øjnene står stille, og blikket er ufokuseret. Han udstøder et suk og ser endnu trættere ud.

Dagene i New York begynder at ligne diffuse minder om en drøm. Hans nærhed, fortroligheden mellem dem, dagen, de tilbragte på Coney Island, alt er borte.

Drømmen er blevet erstattet af en grå, forudsigelig hverdag, i hvilken hun og Lasse bare passerer forbi hinanden som skygger.

Hun tænker på, hvor tydeligt det er, at han tager hende for givet. Han har også glemt alt om barnet, de skal have sammen. Hun kan ikke forstå det.

Det føles, som om hun snart vil eksplodere.

»Sofia, der var lige en ting,« siger han og lægger omsider avisen fra sig. »De ringede fra Hamburg og sagde, at tingene var gået i skuddermudder. De har brug for mig dernede, og jeg kunne ikke sige nej.«

Han rækker ud efter juicen og ser usikkert på hende, hælder først op til hende og så til sig selv.

»Du ved, at tyskerne aldrig holder pause. Ikke engang når det er jul og nytår.«

Da slår det klik for hende.

»Nu må du kraftedeme holde op!« skriger hun og kaster avisen i hovedet på ham. »Sankthansaften var du borte. På Luciadagen var du borte. Og nu også både jul og nytår! Det holder ikke længere. Du er jo for fanden chef og må vel for helvede kunne uddelegere dit arbejde i helligdagene til andre!«

»Søde Sofia, tag det nu roligt.«

Han slår ud med armene og ryster på hovedet.

Hun synes, det ser ud, som om han griner. Selv ikke når hun er vred, tager han hende alvorligt.

»Det er ikke så let, som du tror. Vender jeg ryggen til, bryder det hele sammen bag mig. Tyskerne er godt nok dygtige, men ikke særlig selvstændige. De kan lide lov og orden og at marchere i lige rækker, ved du.«

Han ler og prøver smilende at nærme sig hende. Men hun er stadig rasende.

»Det er måske ikke kun i Tyskland, at ting og sager bryder sammen bag din ryg, hvis du ikke er nærværende.«

»Hvad? Hvad mener du?«

Han ser pludselig bange ud. »Hvad mener du med, at det bryder sammen? Er der sket noget?«

Hans reaktion kommer bag på hende, og hendes vrede fortager sig.

»Nej, jeg ved ikke, hvad jeg mener, jeg blev bare så enormt vred og skuffet over at skulle være alene i helligdagene endnu en gang.«

»Det forstår jeg godt, men jeg kan ikke rigtig gøre noget ved det,« siger han og rejser sig op, vender hende ryggen og begynder at stille morgenmaden tilbage i køleskabet. Han føles pludselig så uendeligt fjern.

Senere da han står i brusebadet, gør hun noget, som hun aldrig tidligere har gjort i deres ti år sammen.

Hun går ud i entréen og tager hans arbejdstelefon op af jakkelommen. Den, som han altid har på lydløs, når han holder fri og er hjemme. Hun låser den op og finder frem til de seneste samtaler.

De første fire samtaler er tyske numre, men det femte er til et nummer i Stockholmsområdet.

Flere tyske numre og så samme Stockholmsnummer igen.

Hun scroller videre nedad, og det samme nummer vender tilbage med jævne mellemrum. Hun kan se på datoerne, at han ringer til nogen i Stockholm flere gange om dagen.

Hun kan høre ude fra badeværelset, at han er blevet færdig med sit bad, og lægger mobilen tilbage i hans jakke.

Han skjuler noget.

Hun mærker vreden vende tilbage.

Hun bliver stående i entréen og hører ham dreje på hanen til vaskekummen. Han vil barbere sig, og hun ved, det tager ham omkring fem minutter.

Hun tager mobilen op igen, finder frem til det fremmede nummer og ringer op, mens hun skæver til badeværelsesdøren.

En behagelig kvindestemme svarer.

»Hej, skat. Du ville jo være optaget …«

Sofia bliver iskold.

»Hallo … Er du der?« Stemmen lyder glad.

Hun trykker på afbryd.

Hun sætter sig ved køkkenbordet.

Bag min ryg, tænker hun. Alt bryder sammen bag min ryg.

Lasse kommer ud med et håndklæde om livet. Han smiler til hende og går ind i soveværelset for at tage tøj på. Når han er færdig, ved hun, at han vil lave kaffe.

Hun åbner køleskabet, tager mælkekartonen ud og tømmer den i vasken. Derefter krøller hun den tomme karton sammen og smider den i skraldeposen.

Han kommer ud i køkkenet.

»Hvis du vil have kaffe, må du gå ud og købe mælk. Der er ikke mere.«

»Er der ikke mere? Jeg købte jo en ny karton i går.«

»Ja, hvad ved jeg om det. Jeg bruger ikke mælk.«

Han sukker og åbner køleskabet for at kontrollere, at hun taler sandt.

»Hvis jeg går ud og køber mælk, må du lave kaffe imens.«

Da hun hører døren smække, går hun ud i entréen og ser, at han kun er stukket i en trøje. Jakken hænger der stadig.

Hun tager mobilen op og ser, at der er to ubesvarede opkald.

Det er formentlig den ukendte kvinde, som har ringet, men hun tør ikke kigge efter, eftersom de så vil forsvinde fra displayet.

Hun går til beskeder og åbner indbakken.

Da hun har læst de cirka tredive beskeder, Lasse og den fremmede kvinde har sendt til hinanden gennem flere måneder, føles det, som om hun går ind i en væg.