Allhelgonagatan

Dalslandsgatans støjende trafik druknede i harmonikamusikkens velkendte toner. Ud gennem et åbent vindue buldrede Balladen om briggen Blue Bird av Hull, og Sofia Zetterlund stoppede op og lyttede, inden hun fortsatte hen mod Mariatorget.

Nogle forbipasserende nikkede smilende, og en kvinde begyndte at synge med på teksten om skibsdrengen, som blev surret fast til stormasten og siden glemt, mens skibet sank.

Musikken blev til en uventet afbrydelse og fungerede som en verbal katalysator i et land, hvor ingen taler med hinanden uden grund. Alle kan deres Evert Taube, for man får ham ind med silden og modermælken.

Efter aftenen med Jeanette følte Sofia sig forvirret. Det, som fra starten havde været tænkt som et møde, og som skulle handle om hendes arbejde, havde udviklet sig til noget meget privat. Jeanette havde rørt ved hende følelsesmæssigt, og fysisk havde Sofia oplevet en spænding, som hun aldrig havde følt før. Jeanette havde fået hende til at føle sig attraktiv på en måde, som selv ikke Lasse havde formået.

Samtidig skræmte det hende, at en person i så høj grad kunne påvirke hendes velbefindende og på den måde få kontrol over hende. Det var aldrig lykkedes Mikael at trænge så dybt ind i hende, som det var lykkedes Jeanette at gøre, og hun havde syntes om det.

Nydt det og givet sig hen til hende.

Nu var hun ikke længere så sikker på, at det havde været en god ide.

Et forhold til Jeanette ville gøre det hele så meget mere kompliceret.

Da hun kom ud på Allhelgonagatan, standsede hun op, tog den lille diktafon op af tasken og tog hovedtelefonerne på. På kassettehylsteret læste hun, at optagelsen var lavet for fire måneder siden.

Sofia trykkede på play og gik videre.

»… så jeg tog færgen til Danmark sammen med Hannah og Jessica, de der to hykleriske tøser, jeg lærte at kende i Sigtuna, og de skulle absolut til Roskildefestivalen og lade mig være alene i teltet med fire væmmelige tyske fyre, som kørte på hele natten og pillede og gnubbede og trykkede og stønnede, samtidig med at jeg hørte Sonic Youth og Iggy Pop et sted langt borte og ikke kunne bevæge mig, eftersom de skiftedes til at holde mig fast …«

Fuldkommen afskærmet vandrede hun ind i en søvnlignende tilstand, hvor hun hverken så eller hørte menneskene omkring sig.

»… vidste, at mine såkaldte venner stod længst fremme foran scenen og sked totalt på, at jeg lå døllet ned af deres søde dessertvin og blev voldtaget og bagefter ikke havde lyst til at fortælle, hvorfor jeg var ked af det og bare ville væk derfra …«

Magnus Ladulåsgatan. Alt gik af sig selv. Timmermansgatan. Ordene blev til billeder, hun aldrig tidligere havde set, men som alligevel var velkendte.

»… og fortsatte til Berlin, hvor jeg tømte deres rygsække for alt og løj og sagde, at vi var blevet udplyndrede, samtidig med at jeg lå og sov, mens de var ude for at købe mere vin, som om vi ikke havde drukket for meget allerede. Men de udnyttede vel, at deres fine forældre ikke var med, men sad hjemme i Danderyd og arbejdede for at kunne sende flere penge ned til Tyskland, så vi kunne fortsætte på interrail …«

Så går det op for hende, hvad det er, Victoria vil fortælle, og husker, at hun faktisk har lyttet til det kassettebånd flere gange før. Hun er sikker på, at hun har hørt fortællingen om Victorias rejse gennem Europa mindst ti gange.

Hvordan kunne hun have glemt det?

»… til Grækenland og sidde fast i tolden og få bagagen gennemsøgt af hunde og blive kropsvisiteret af liderlige gamle knarke i uniformer, som stirrede på brysterne, som om de aldrig havde set bryster før, og så synes, at det var passende at bruge plastichandsker, når de stak fingrene op i en. Siden gik det onde over, når man drak vodka og stort set intet huskede fra hele Italien og Frankrig og vågnede til live igen et sted i Holland. Så syntes begge de to forrædere, at det fandeme kunne være nok, og sagde, at de ville tage hjem, og jeg forlod dem på Gare du Nord og flygtede til en fyr i Amsterdam, som heller ikke kunne holde nallerne i ro, og det var derfor, han fik en blomsterkrukke i hovedet. Det var kun rimeligt at hugge hans tegnebog, og pengene rakte rigeligt til et hotelværelse i København, hvor alt skulle slutte og stemmerne gøres tavse, og man ville vise, at man turde. Men bæltet løsnede sig, og man faldt ned på gulvet, så tanden knækkede og …«

Pludselig mærker hun, at nogen tager hende i armen, og det giver et sæt i hende.

Hun vakler og træder et skridt til siden.

Nogen river hovedtelefonerne af hende, og i et sekund er alt fuldkommen stille.

Hun ophører med at eksistere, og hun bliver rolig.

Det er, som når man kommer op til vandoverfladen efter at have dykket alt for dybt og endelig kan fylde lungerne med frisk luft.

Siden hører hun bilerne og skrigene, og hun ser sig forvirret omkring.

»Hvad er der galt med dig?«

Hun vender sig om og stirrer ind i en mur af mennesker på fortovet, og hun opdager, at hun selv står midt ude på Hornsgatan.

Øjne, som betragter hende og gransker hende kritisk. Ved siden af hende en bil. Føreren dytter vredt, truer med en knytnæve og kører så igen.

»Skal du have hjælp?«

Hun hører stemmen, men kan ikke afgøre, hvem i folkemængden den tilhører.

Det er svært at fokusere.

Hun går hurtigt op på fortovet og hen mod Mariatorget.

Hun tager diktafonen op for at tage båndet ud og lægge det tilbage i hylsteret. Hun trykker på eject.

Forbavset stirrer hun ind i det tomme kassettebåndsrum.