Vita bergen

Tunnelbanen fra Rådhuset til Centralstationen, skifte til grøn linje mod Medborgarplatsen. Derefter samme spadseretur, som hun gik et par timer tidligere, bare i modsat retning. Folkungagatan, fire karréer og så hjemme. Et hundred og tolv trappetrin.

Da hun kommer hjem, sætter hun cd’en, hun har kopieret, i sin computer.

»Første afhøring af Bengt Bergman. Klokken er tretten tolv. Afhøringsleder er Jeanette Kihlberg, og bisidder er Jens Hurtig. Bengt, du er mistænkt for flere forbrydelser, men denne afhøring handler i første række om voldtægt eller grov voldtægt samt mishandling eller grov mishandling, hvilket betyder mindst to års fængsel. Skal vi begynde?«

»Mmm …«

»Endvidere vil jeg bede dig tale tydeligt ind i mikrofonen der. Hvis du nikker, kan det ikke høres på båndet. Vi vil bede dig udtrykke dig så klart som muligt. Godt. Så begynder vi.«

Der er stille lidt, og Sofia kan høre, at nogen drikker noget og derefter sætter glasset ned på bordet.

»Hvordan synes du, det føles, Bengt?«

»For det første vil jeg gerne vide, hvad du egentlig har for en formel uddannelse?«

Hun genkender straks sin fars stemme.

»Hvad gør dig egnet til at spørge mig ud? Jeg har i det mindset otte års universitetsuddannelse bag mig og har desuden læst en del psykologi på egen hånd. Kender du Alice Miller?«

Hans stemme får hende til at fare sammen, og refleksmæssigt viger hun tilbage og løfter armene for at beskytte sig.

Selv som voksen er hendes krop så præget, at den reagerer instinktivt. Adrenalinen pumper rundt, og hendes krop gør sig klar til at flygte.

»Bengt, nu må du forstå, at det er mig og ikke dig, som leder denne afhøring. Er det forstået?«

»Det ved jeg ikke rigtig …«

Jeanette Kihlberg afbryder ham straks. »Er det forstået, spurgte jeg?«

»Ja.«

Sofia ved, at hans trodsighed skyldes, at han stadig er så vant til at styre alt, og at han føler sig utilpas i rollen som forbryder.

»Jeg spurgte, hvordan du synes, det føles?«

»Tja, hvad tror du? Hvordan ville du synes, det var at sidde her og være uskyldigt anklaget for en masse grimme ting?«

»Jeg ville nok synes, at det var forfærdeligt, og gøre alt, der stod i min magt for at forsøge at få redt det hele ud. Har du det også sådan? Har du lyst til at fortælle os, hvorfor du blev anholdt?«

»Som du sikkert allerede ved, blev jeg stoppet af politiet syd for byen, da jeg var på vej hjem til Grisslinge. Vi bor der, på Värmdö. Jeg havde samlet den her kvinde op, som stod i vejkanten og var helt blodig. Jeg havde kun til hensigt at hjælpe hende og køre hende til Södersygehuset, så hun kunne få passende pleje. Det kan vel ikke være strafbart?«

Hans stemme, hans måde at udtale ordene, overlegenheden, pauserne og den påtagede ro fik hende til at blive ti år igen.

»Du hævder altså, at du er uskyldig i at have påført sagsøger Tatjana Akhatova de skader, som findes dokumenterede på det stykke papir, du allerede har læst?«

»Det er jo fuldkommen absurd!«

»Har du lyst til at læse, hvad der står i dokumentet?«

»Nu er det sådan, at jeg afskyr vold. Jeg ser aldrig andet end nyhederne i tv, og hvis jeg undtagelsesvis gerne vil se en film eller gå i biografen, vælger jeg en kvalitetsfilm. Jeg vil ganske enkelt ikke have noget at gøre med den ondskab, som findes udbredt i det her …«

Fornemmelsen af den nåledækkede sti ned til søen. Hvordan hun allerede som seksårig har lært, hvordan man skal tage på ham, så han bliver sød, og hun husker den søde smag af gamle Elsas karameller. Det kolde brøndvand og den stive børste mod huden.

Jeanette Kihlberg afbryder ham igen. »Vil du læse det, eller skal jeg gøre det?«

»Jeg vil foretrække, at du gør det, jeg vil som sagt ikke …«

»Ifølge lægen, som undersøgte Tatjana Akhatova, kom hun ind på Södersygehuset søndag aften cirka klokken nitten og fremviste følgende skader: voldsomme sprængninger i anus samt …«

Det er, som om man taler om hende, og hun mindes smerten.

Hvor ondt det havde gjort, selvom han havde sagt, at det var dejligt.

Hvor forvirret hun havde været, da det gik op for hende, at det, hun gjorde med ham, var forkert.

Sofia orker ikke at lytte længere og slukker.

Hans modbydelige handlinger har tydeligvis indhentet ham, tænker hun. Men det er ikke det, han har gjort mod mig, han bliver straffet for. Det er ikke retfærdigt. Jeg tvinges til at overleve med mine ar, mens han bare kan gå videre og fortsætte med det der.

Sofia lægger sig på gulvet og stirrer op i loftet. Hun vil bare sove, men hvordan skal hun kunne det?

Hendes navn er Victoria Bergman, og han findes stadig.

Bengt Bergman. Hendes far. Han lever stadig.

Knap tyve minutter fra hende.

Da de giver hinanden et knus, kan Sofia mærke, at Jeanette lige har taget bad og lugter af en anden parfume end sidste gang. De går ind i stuen, og Jeanette stiller en bag-in-box på sofabordet.

»Sid ned. Jeg finder nogle glas. Jeg går ud fra, at du gerne vil have vin.«

»Tak, gerne. Det har været en drøj uge.«

Tag karaflen. Fyld den op med vin. Fyld glasset.

Sofia hælder lidt vin op.

Aflæs situationen. Spørg om noget personligt.

Sofia bemærker, hvor fugtige Jeanettes øjne er, og forstår, at det ikke kun skyldes træthed.

»Hvordan har du det egentlig? Du ser ked ud af det.«

Øjenkontakt. Vis medfølelse. Måske et lille smil.

Hun ser Jeanette i øjnene og smiler forstående.

Jeanette ser tavs ned i bordet. »Åke, den lort,« siger hun pludselig. »Jeg tror, han er forelsket i sin galleriejer. Hvor dum har man egentlig lov at være?«

Tag hendes hånd. Kærtegn den.

Sofia tager Jeanettes hånd. Hun kan mærke, at Jeanette er anspændt, men inden længe slapper hun af og besvarer Sofias håndtryk.

»Jeg er ærlig talt nok også ligeglad. Jeg er dødtræt af ham.« Jeanette holder inde og snuser. »Hvad er det, der lugter af?«

Sofia tænker på syltetøjsglassene i køkkenet, på Gao bag bogreolen og opfanger samtidig den syrlige stank af kemikalier, som fylder lejligheden.

»Det er noget med afløbet. Naboerne er ved at ombygge deres toilet.«

Jeanette ser skeptisk ud, men stiller sig tilfreds med forklaringen.

Styr samtalen ind på noget andet.

»Har I hørt mere om Lundström? Eller ligger han stadig i koma?«

»Ja, det gør han, men det forandrer egentlig ikke noget. Anklageren har fæstnet sig ved medicinen og alt det der … Ja, du ved jo …«

»Har I tjekket det, spindelvævsmanden fortalte?«

»Du mener Petter Christoffersson? Nej, vi er ikke kommet videre med det endnu. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal tro. Hvis jeg skal være helt ærlig, så virkede han mest interesseret i mine bryster.« Hun griner, og det smitter af.

Sofia føler sig lettet.

»Men fik du et indtryk af ham?«

»Ja, det er vel det sædvanlige. Kompleksfyldt, usikker, sexfikseret,« begynder Jeanette. »Formentlig voldelig, i hvert fald når det gælder sådanne ting, som er vigtige for ham. Og med det mener jeg alt, som går imod hans vilje eller sætter spørgsmålstegn ved hans ideologi. Han er absolut ikke uintelligent, men hans intelligens er destruktiv og virker selvnedbrydende.«

»Du lyder jo som en psykolog.« Sofia drikker af vinen. »Og jeg må indrømme, at din diagnose af den unge mand gør mig lidt nysgerrig …«

Jeanette sidder tavs et stykke tid, inden hun med forstilt alvor fortsætter. »Lad os antage, at Petter Christoffersson bliver stillet over for at skulle tolke betydningen af en situation, som for eksempel involverer … utroskab. Lad os sige, at hans kæreste har overnattet hos en mandlig ven. Han ser det som et svigt, og han vil altid vælge det alternativ, han finder mest negativt for sig selv og alle indblandede …«

»Men i virkeligheden har hun sovet alene på kammeratens sofa,« indskyder Sofia.

»Og …« fortsætter Jeanette, »at overnatte hos en kammerat er for ham ensbetydende med at bolle med kammeraten, og det i alle de stillinger hans hjerne kan fantasere sig til …«

Jeanette afbryder sig selv og overlader det til Sofia at afslutte tankegangen.

»Og bagefter har de talt om, hvad han er for en idiot, som sidder derhjemme og ikke fatter en skid.«

De bryder ud i latter, og da Jeanette kaster sig bagud i sofaen, ser Sofia en rødbrun plet på det lyse stof. Hun tager hurtigt en pude og kaster den efter Jeanette, som parerer, tager den op og lægger den ved siden af sig og skjuler pletten efter Samuels blod uden at vide det.

»Du lyder sgu som en kollega. Er du sikker på, at du ikke har taget en psykologieksamen?« Sofia læner sig frem og lægger sin hånd på Jeanettes, samtidig med at hun løfter vinglasset med den anden hånd og fører det til munden.

Jeanette ser næsten genert ud.

»Og hvad mener du om hende kvinden, som han siger, han har set?«

»Jeg tror, at han har set en lys, attraktiv kvinde sammen med Samuel. Han har også stirret på kvindens røv. Han er ung og har sex på hjernen. Registrere, stirre, registrere, stirre, fantasere og så onanere.« Jeanette griner. »Derimod tror jeg ikke, at det er samme kvinde, han har leveret byggematerialerne til.«

Virk interesseret.

»Nå, og hvorfor ikke det?«

»Det her er en fyr, som kun ser en kvindes bryster eller hendes røv. Alle kvinder er ens for ham.«

»Det, som måske nok kan forbavse mig, er, at han ikke siger, at kvinden flirtede med ham eller noget lignende. Det ville være mere i stil med hans sandhed eller tolkning af situationen, hvis du forstår, hvad jeg mener. Det ville næsten være mere troværdigt.«

Jeanette ryster på hovedet og griner igen. »Det faktum, at han ikke lyver, gør altså hans forklaring en anelse mindre troværdig? Hvis dét er psykologi, så forstår jeg godt, hvorfor du arbejder med det. Du må blive overrasket hver dag …« Hun kyler det sidste af vinen i sig og hælder et tredje glas op.

De sidder tavse en stund og ser på hinanden. Sofia kan godt lide Jeanettes øjne. Blikket er fast og nysgerrigt. Intelligensen ses i øjnene. Og så er der også noget andet. Mod, karakter. Det er svært at sætte fingeren på det.

Sofia indser, at hun bliver stadigt mere fascineret af hende. I løbet af ti minutter har alle Jeanettes følelser og egenskaber vist sig i hendes øjne. Latter. Selvtillid. Intelligens. Sorg. Skuffelse. Tvivl. Frustration.

I en anden tid, på et andet sted, tænker hun.

Hun må bare sørge for, at Jeanette ikke opdager det mørke i hende.

Hun er tvunget til at holde det tilbage, når de ses, og Jeanette vil aldrig møde Victoria Bergman.

Men hun og Victoria er knyttet til hinanden som siamesiske tvillinger og derfor også afhængige af hinanden.

De deler samme hjerte, og blodet, som strømmer i deres kroppe, er det samme blod. Men når Victoria foragter hendes svaghed, beundrer hun Victoria for hendes styrke. Og hun ved, at hun gør det med den underdaniges beundring for den stærke.

Hun mindes, hvordan hun lukkede sig inde i sig selv, når hun blev drillet. Hvordan hun pænt spiste op og lod ham tage på sig.

Hun havde tilpasset sig, hvilket Victoria aldrig ville have gjort.

Victoria havde gemt sig dybt inde i hende.

Victoria havde ventet og set tiden an. Afventet det øjeblik, hvor Sofia blev nødt til at slippe hende fri for ikke selv at gå til grunde.

Havde hun bare søgt i sig selv, havde hun måske fundet styrken, men i stedet havde hun forsøgt at slette Victoria fra hukommelsen. I næsten fyrre år havde Victoria forsøgt at gøre Sofia opmærksom på, at det var hende og ikke Sofia, som skulle føre an, og indimellem havde Sofia faktisk lyttet.

Som da hun fik den lille dreng til at holde op med at plapre nede ved åen.

Som da hun tog hånd om Lasse.

Sofia kan mærke, hvordan hovedpinen slipper, hvordan elastikken, som er hendes samvittighed, strækkes ud så langt, at den nu er på vej til at springe. Hun mærker, at hun vil fortælle Jeanette alt. Fortælle om, hvordan hendes far forgreb sig på hende. Beskrive nætterne, når hun ikke har turdet sove, af frygt for at han skulle komme ind til hende. Om dagene i skolen, hvor hun ikke kunne holde sig vågen.

Hun vil fortælle Jeanette, hvordan det føltes at proppe sig med mad og bagefter kaste den op. At nyde smerten fra et barberblad.

Hun vil fortælle alt.

Så vender Victorias stemme pludselig tilbage.

»Du må undskylde, men nu kan jeg mærke vinen og skal på toilettet.«

Sofia rejser sig og mærker, hvordan alkoholen styrter op i hovedet. Hun fniser og støtter sig mod Jeanette, som reagerer ved at lægge sin hånd over hendes.

»Du …« Jeanette ser op på hende. »Jeg er enormt glad for, at jeg har mødt dig. Du er det bedste, som er hændt mig i … ja, jeg ved ikke hvor lang tid.«

Sofia standser op, overrumplet af ømhedserklæringen.

»Hvad sker der med os, når vi ikke længere er nødt til at ses? I kraft af vores arbejde altså.«

Smil. Svar ærligt.

Sofia smiler. »Jeg synes, vi skal ses igen.«

Jeanette fortsætter. »Så skal du også møde Johan. Ham vil du kunne lide.«

Sofia stivner. Johan?

Hun har helt glemt, at der findes andre personer i Jeanettes liv.

»Er det tretten, han er?« siger hun.

»Lige præcis. Han begynder i syvende til efteråret.«

I år ville Martin være fyldt tredive.

Hvis ikke hans forældre ved et tilfælde havde set en annonce om et hus til leje i Dala-Floda.

Hvis ikke han havde villet op i pariserhjulet.

Hvis ikke han havde ombestemt sig og ville bade i stedet.

Hvis ikke han havde syntes, at vandet var for koldt.

Hvis ikke han var faldet i vandet.

Sofia tænker på, hvordan Martin forsvandt efter turen i pariserhjulet.

Hun ser Jeanette dybt i øjnene, samtidig med at hun hører Victorias stemme inde i hovedet.

»Hvad siger du til, hvis vi tager Johan med til Gröna Lund en weekend?«

Sofia betragter Jeanettes reaktion.

»Det lyder vildt sjovt. Sikke en god ide,« siger hun og smiler. »Du vil elske ham.«