Datid

Nede på badebroen bevæger hun hånden frem og tilbage i vandet.

»Det føles ikke særlig koldt,« lyver hun.

Men han vil ikke gå ud til hende.

»Der lugter så underligt her,« siger han. »Og jeg fryser.«

Hun sukker. De har trods alt gjort sig besværet med at komme herned, og det var jo, når alt kommer til alt, ham, som ville bade til at begynde med.

»Kan vi ikke gå tilbage? Her lugter, og jeg fryser.«

Hun bliver irriteret over hans manglende beslutsomhed. Først var det pariserhjulet og så pludselig ikke. Så skulle der bades, og nu skal der ikke bades.

»Så hold dig for næsen, hvis du synes, der lugter. Se på mig, så kan du se, at det ikke er så koldt.«

Hun ser sig om for at sikre sig, at der ingen er i nærheden. De eneste, som eventuelt kan se hende, er dem, som sidder oppe i pariserhjulet, men hun kan se, at lige nu står det stille, og der er ingen mennesker.

Hun tager striktrøjen og trøjen indenunder af og sætter sig ned på broen. Derefter trækker hun bukserne og strømperne af og lægger sig, så lang hun er, på ryggen kun iført trusser. Hun får gåsehud, da en kølig vind stryger hen over hendes ryg.

»Kan du se, at det ikke er så koldt? Kom nu!«

Han går forsigtigt hen til hende, og hun vender sig om på siden og binder hans sko op.

»Vi har jo jakker med og behøver ikke fryse. For resten er der varmere i vandet end på land.«

Hun bøjer sig frem og tager det efterladte badehåndklæde ned fra pælen. »Se her, vi har endda et badehåndklæde at tørre os med. Det er ikke engang vådt, og du får lov at tørre dig først.«

Pludselig høres et skingert signal fra Kungsängsbroen ovre ved rensningsanlægget. Martin bliver skræmt og farer sammen. Hun ler, for hun ved, at det bare er et signal, som betyder, at broen snart vil gå op for bådtrafikken. Det første signal efterfølges af flere signaler lige efter hinanden, og der er så mørkt nede ved broen, at det røde lys’ rytmiske blinken genspejles i træerne oven over dem, men selve broen kan man ikke se.

»Vær ikke bange. Det er bare broen, som går op, så bådene kan komme frem.«

Han ser fortabt ud, som han står der.

Da hun mærker, at han stadig fryser, trækker hun ham ind til sig og krammer ham hårdt. Hans hår kilder hende i næsen, og hun fniser.

»Du behøver ikke bade, hvis du ikke tør …«

Da stopsignalet på broen standser, høres en mekanisk knirken efterfulgt af et dumpt brag. Klapbroen går op, og snart glider en lille træbåd med tændte lanterner forbi fulgt af en motorbåd med overdækket førerkabine.

De bliver liggende tæt omslynget på broen, mens bådene passerer forbi. Hun tænker på, hvor tomt det vil blive, når det bliver efterår, og han ikke længere vil være hos hende. Skal hun bare skide på det hele og flytte med til Skåne? Nej, det vil jo ikke gå.

»Du er min lille dreng.«

Han ligger stille og putter sig hos hende et stykke tid.

»Hvad tænker du på?« spørger hun.

Han kigger op, og hun ser, at han smiler.

»Det bliver så sjovt at flytte til Skåne.«

Hun bliver helt kold.

»Min fætter bor i Helsingborg, og vi kan lege sammen næsten hver dag. Han har en kæmpelang bilbane, og jeg får en af hans biler. Måske en Ponsack Fajrebird.«

Hun mærker, hvordan hendes krop begynder at blive ligesom slap og lammet. Vil han flytte til Skåne?

Hun prøver at rejse sig, men kan ikke. Hun tænker på hans forældre. De der … Han er jo ikke en af dem. Ikke rigtig!

Tusinde tanker flyver gennem hendes hoved. Hun tænker på deres evindelige snak om at flytte, hun tænker på, at de vil tage ham fra hende, og hun tænker på, hvordan hun selv kommer til at forsvinde ud af hans liv.

»Og når det så bliver sommer igen, skal vi på ferie i udlandet. Min nye barnepige skal også med. Vi skal rejse med flyver.«

Hun vil sige noget, men kan ikke få en lyd frem. Det er ikke ham, der siger alt det der, tænker hun.

Hun kigger på ham. Han ligger der ved siden af hende med et drømmende blik rettet mod himlen.

Han har en skygge over ansigtet, som ligner en fuglevinge.

Hun vil rejse sig, men det er, som om nogen holder hende i et jerngreb rundt om armene og brystkassen.

Hvor skal jeg tage hen? tænker hun skrækslagen. Hun vil udslette alt det, han har sagt, og hun vil tage ham med sig derfra.

Hjem til hende.

Så sker der noget.

Det svimler for hendes øjne, og hun mærker, at hun er ved at kaste op.

Så lyder det, som om en krage skriger lige ind i hendes øre.

Hun kigger forskrækket op, og lige foran sig har hun hans grinende ansigt.

Men nej, det er ikke ham, det er hans fars øjne og hans fugtige, ækle læber, som griner hånligt af hende. Og nu er kragen inde i hendes hoved, og sorte vinger flakser for hendes blik. Hver eneste muskel i kroppen spændes, og hun begynder panisk at forsvare sig.

Kragepigen tager fat i hans hår, så hårdt, at store totter går af.

Hun slår ham.

I hovedet og ansigtet, på kroppen. Fra hans ører og næse løber der blod, og i hans øjne ser hun først en stor rædsel, men så også noget andet.

Dybt inde i øjnene forstår han ikke, hvad der sker.

Kragepigen slår og slår, og da han ikke bevæger sig længere, bliver slagene svagere.

Hun græder og bøjer sig over ham. Han giver ikke en lyd fra sig, ligger bare der og stirrer på hende. Øjnene er udtryksløse, men de rører på sig og blinker. Hans åndedræt er hurtigt, og hans strube raller.

Hun føler sig svimmel og tung i kroppen.

Som i en tåge rejser hun sig, forlader broen og henter en stor sten nede ved åbredden. Det snurrer for hendes øjne, da hun går tilbage til ham med stenen.

Da den rammer hans hoved, lyder det, som når man træder på et æble.

»Det er ikke mig,« siger hun. Så lader hun hans krop synke ned i vandet.

»Nu må du svømme …«