Grisslinge

Sofia Zetterlund tager avisudklippet ned, folder det forsigtigt sammen og stikker det i lommen.

Det var ikke mig, tænker hun.

Det var dig.

Hun åbner køleskabet og konstaterer, at det som altid er fyldt med mælk. Alt er, som det plejer, alt er, som det skal være. Hun ved, at han plejer at drikke to liter om dagen. Mælk er rent.

Hun mindes, hvordan han hældte en karton over hende, da hun ikke ville med op til sommerhuset. Mælken var løbet fra hendes hoved ned over kroppen og ud over gulvet, men hun var under alle omstændigheder fulgt med ham, og siden havde hun mødt Martin for første gang.

Det burde have været tårer, som løb, tænker hun, og lukker køleskabsdøren.

Pludselig hører hun en summende lyd, ikke fra køleskabet, men fra hendes lomme.

Telefonen.

Hun lader den ringe ud.

Hun ved, at de snart er færdige dernede, og at hun må skynde sig, hvis hun skal nå det, men alligevel går hun op på sit værelse uden at lave en lyd. Hun må være sikker på, at der ikke findes noget, hun vil beholde. Noget, hun kommer til at savne.

Den lille bandit, tænker hun og beslutter sig for at redde den lille hund af kaninskind.

Den har ikke gjort noget ondt, den har tværtimod i mange år trøstet hende og lyttet til hendes tanker.

Nej, ham kan hun ikke efterlade.

Hun tager hunden op fra sengen. Et øjeblik overvejer hun også at tage fotoalbummet med, men nej, det skal ødelægges. Det er Victorias fotografier, ikke hendes. Fra nu af skal hun kun være Sofia, selvom hun i al fremtid vil være tvunget til at dele sit liv med en anden.

Inden hun lister ned ad trappen, kigger hun ind i forældrenes soveværelse. Nøjagtig ligesom i stuen ser det ud, som det altid har gjort. Selv det brunblomstrede sengetæppe er det samme, selvom det er lidt mere slidt og falmet, end hun husker det. Hun standser i entréen og lytter. Deres mumlen i saunaen får hende til at drage den konklusion, at de er midt i forsoningsfasen. Hun ser atter på uret og ved nu, at det er en af maratonseancerne denne gang.

Hun går ned til stuen igen og hører, at det buldrer i kælderen, og at nogen går ud af saunaen.

Hver saunasession havde haft sin egen iboende dramaturgi, som fulgte et fastlagt mønster.

Fase et havde været tavshed og sommerfugle i maven, og selvom hun vidste, at fase to ville komme, så var hun aldrig holdt op med at håbe, at lige denne gang ville blive en undtagelse, og at de ville gå i sauna som almindelige mennesker. Når han begyndte at sidde uroligt og føre hånden over sit tynde hår, var det overgangen til næsten akt og et tegn til moren. Hun havde gennem årene lært at tyde og forstå signalerne, som opfordrede hende til at fjerne sig og lade dem være alene.

»Nej, nu er det for varmt for mig,« plejede hun at sige. »Jeg tror, jeg trækker mig tilbage og går op og sætter vand over til te.«

Nu kan den fede ko ikke længere slippe væk.

Af det hun har hørt fra saunaen, forstår hun, at fase to nu er domineret af vold, til forskel fra hvordan det var, dengang hun var den, som blev efterladt.

På hendes tid havde det taget ham omkring tyve minutter, inden han gik over til fase tre, som var den mest anstrengende del af det, hvor han græd og bad om tilgivelse, og hvis man ikke spillede sine kort rigtigt, kunne det føre til, at man skulle igennem fase to endnu en gang.

Inden hun går ned til dem, ser hun sig omkring en sidste gang. Fra nu af vil der kun være minderne tilbage, intet fysisk at vende tilbage til, som kan bekræfte minderne.

Inde i stuen tager hun billedet ned fra væggen og lægger det på gulvet. Forsigtigt træder hun på glasset med den ene fod, så det knuses. Derefter tager hun litografiet ud af den ødelagte ramme, og mens hun langsomt river det i stykker, betragter hun motivet en sidste gang.

Et interiør fra et hus i Dalarna.

I forgrunden står hun selv, nøgen med lange sorte ridestøvler, som når hende til knæene. Bag ryggen gemmer hun et snavset lagen. I baggrunden sidder Martin på gulvet uden at interessere sig for hende.

Nu ser hun kun en smilende pige og et sødt barn, som leger distræt med en dåse eller en klods. Ridestøvlerne, som hun blev tvunget til at tage på engang, da han forgreb sig på hende, er to almindelige strømper, og lagenet med hendes blod og hans væsker er en ren natkjole.

Det er en Carl Larsson.

Kun hun ved, at idyllen var falsk.

Alle andre så et dekorativt billede, ikke andet.

Hun trækker vejret dybt og mærker den mugne lugt kilde i næsen.

Hun hader Carl Larsson.

På vej ned ad kældertrappen undgår hun rutineret de trappetrin, som hun ved kan knirke, og går ind i det tilstødende hobbyværelse.

Nede i kælderen har han bygget en gildestue med væg til vægtæppe og brune vægpaneler. I værelset ved siden af har han stillet et bordtennisbord op, et professionelt Stigabord med tykkere ben, end de borde amatørerne har. I en periode spillede de næsten dagligt, men da hun blev for dygtig, gad han ikke mere. En af kampene var sluttet med, at han havde snydt, og hun var blevet så rasende, at hun havde kastet bordtennisbattet efter ham. Det havde ramt hans hånd så uheldigt, at tommelfingeren brækkede. Siden havde de aldrig spillet igen.

Hun tager et bræt, som er tilstrækkelig langt, og går derefter ind i bruserummet uden for saunaen. Nu kan hun tydeligt høre dem. Det er kun ham, der snakker.

»Du bliver sgu da heller ikke tyndere med årene. Kan du ikke svøbe håndklædet om dig?«

Hun ved, at moren vil gøre, som han siger, uden at protestere. Hun er for længst holdt op med at græde. Hun har accepteret, at livet ikke altid bliver, som man har tænkt sig.

Ingen sorg.

Kun ligegyldighed.

»Hvis det ikke var, fordi jeg har så ondt af dig, ville jeg bede dig gå herfra. Og med det mener jeg ikke bare fra saunaen, men ud. Bort. Men hvordan i helvede ville du så klare dig? Hva’?!«

Moren tier. Det har hun altid gjort.

Et kort øjeblik tøver hun. Måske er det kun ham, der skal dø.

Men nej, moren skal få lov at betale for sin tavshed og sin føjelighed. Uden disse egenskaber havde han ikke haft mulighed for at fortsætte. Tavsheden havde været en forudsætning.

Den, som tier, samtykker.

»Men så sig dog noget, for helvede!«

De er så optagede derinde, at de ikke hører, hvordan hun trykker brættet mod saunadørens træhåndtag og sætter det i spænd mod væggen overfor.

Hun tager sin lighter frem.