Skanstull

Lige før Johanneshovsbroen ser Jeanette Kihlberg, at det store, sfæriske ur ved Skanstull viser tyve minutter over ni, og hun beslutter sig for at ringe til Sofia igen.

Da hun taster nummeret og trykker mobilen mod øret, hører hun sirener fra et udrykningskøretøj. I bakspejlet ser hun tre brandbiler nærme sig i høj fart, og hun sætter farten ned.

Signalet når frem, men ingen svarer.

Den første brandbil passerer. Stadig intet svar.

Vær nu sød at tage den, beder hun for sig selv. Jeg har brug for at se dig.

Da den sidste brandbil passerer, og trafikken vender tilbage til normal hastighed, har den ringet ti gange, og hun afbryder.

Jeanette ville ønske, hun kunne være et andet sted og have et helt andet liv, og hun kom i tanker om en dokumentarfilm, hun så, som handlede om en mand, som en dag fik nok.

I stedet for som sædvanlig at tage på arbejde på Rigshospitalet i København vendte han om og cyklede hele vejen ned til Sydfrankrig. Efterlod kone og barn hjemme i Danmark og fik sig et nyt liv som smed i en lille bjergby. Da reportageholdet opsøgte ham, sagde han, at han ikke ville have noget med sit gamle liv at gøre. Han bad alt og alle om at gå ad helvede til.

Jeanette ved, at hun ville kunne gøre det samme. Forlade alt og overlade det til Åke at rydde op i det.

Det eneste, der talte imod, var Johan, men han kunne jo altid slutte sig til hende senere. Hun har altid passet med sig i sin taske, og der er egentlig ikke noget, der hindrer hende. På en eller anden underlig måde er det, som om angsten slipper, som om bevidstheden om, at hun faktisk ikke sidder fast, gør, at det heller ikke føles så vigtigt at gøre sig fri.

Musikken i radioen bliver afbrudt af en trafikmeddelelse, hvor beboerne i Grisslinge bliver anmodet om at lukke vinduerne på grund af en voldsom villabrand.

Hun kører planløst videre.

Falder frit.