Heliga Korsets kapel

Egentlig havde en kraftig efterårsstorm været en mere passende kulisse for urnebisættelsen af Bengt og Birgitta Bergmans jordiske rester, men nu skinner solen, og Stockholm viser sig fra sin allerbedste side.

Træerne i Koleraparken viser sig i alle tænkelige nuancer fra svagt gyldenbrunt til det dybeste lilla, og smukkest er de mørkegrønne ahornblade.

Fra Nynäsvägen svinger hun til venstre ind på Sockenvägen, fortsætter lige frem, passerer under broen forbi T-banestationen og blomsterforretningen, kører yderligere hundrede meter og svinger til sidst til højre ind på Kapellslingan og kører frem til parkeringspladsen ved Skovkirkegården.

Omkring ti biler står parkerede, men hun ved, at der ikke er andre, som skal deltage i ceremonien. Det er kun hende, der vil være til stede.

Hun slukker for motoren, åbner døren og stiger ud. Luften er kølig, og hun tager nogle dybe åndedrag af den friske luft.

En stenlagt gangsti kantet af høje træer fører op til komplekset med krematoriet og Monumenthallen. Hun går forbi et ældre par, som sidder på en bænk og fører en lavmælt samtale. Til højre for kapellet står et stort kors og kaster en dyster mørk skygge over græsplænen.

Hun får øje på præsten.

Alvorlig og med bøjet hoved.

En urne med plads til asken efter to personer står på jorden foran ham.

Mørkerødt kirsebærtræ. Et forgængeligt materiale, havde der stået på bedemandsfirmaets hjemmeside.

Lidt mere end tusind kroner.

Fem hundrede kroner per person.

Der skal kun være dem. Hun og præsten. Det har hun bestemt. Ingen dødsannonce, ingen nekrolog. Et stilfærdigt farvel uden tårer og stærke følelser. Ingen udglattende tale om forsoning eller et kluntet forsøg på at ophøje de døde til noget, som de aldrig har været.

Ingen minder, som forlener dem med dyder, som de ikke har haft, og som skal få de døde til at fremstå som engle.

Der skal ikke skabes guder.

Hun siger goddag, og præsten forklarer, hvordan det går for sig.

Eftersom hun har sagt nej tak til en bisættelse, vil der kun blive sagt de nødvendige ord ved urnenedsættelsen.

Overgivelsen til Skaberens hænder og bønnen om, at Jesu død og opstandelse skal fuldbyrdes i det menneske, som Gud har skabt i sit billede, blev afviklet før kremeringen, uden at Sofia var til stede.

Af jord er du kommet. Til jord skal du blive.

Herren Jesus Kristus skal opvække dig på den yderste dag.

Det hele vil være overstået på mindre end ti minutter.

De følges ad, forbi en lille dam og ind mellem træerne, som udgør kirkegården.

Præsten, en lille, tynd mand, hvis alder hun har svært ved at vurdere, bærer urnen. Hans magre krop har den ældre mands langsomhed, men blikket ejer en ung drengs nysgerrighed.

De taler ikke med hinanden, og hun har svært ved at slippe urnen med øjnene. I den ligger det, der er tilbage af hendes forældre.

Efter kremeringen blev de brændte knogler skrabet ned i en beholder for at køle af. Ikke-brændbare ting som Bengts hofteprotese blev fjernet, inden skeletdelene blev pulveriseret i askeknuseren.

Da hendes far døde, blev han paradoksalt nok også levende for hende. En dør har åbnet sig, som om der er blevet skåret et hul ud i luften. Den står på vid gab foran hende og tilbyder befrielse.

Aftryk, tænker hun. Hvilke aftryk har de efterladt sig? Hun mindes en hændelse engang for længe siden.

Hun havde været fire år, og Bengt havde støbt et nyt gulv i et af rummene i kælderen. Fristelsen til at trykke hånden ned i den blanke, tyktflydende cement havde været stærkere end frygten for den overhaling, hun vidste, hun ville få. Det lille håndaftryk var blevet bevaret helt frem til branden. Det findes formentlig stadig under ruinerne af det nedbrændte hus.

Men hvad er der tilbage af ham?

Alt hvad han har ejet, er ødelagt. Men aftrykkene, han har sat inde i hende, vil derimod overleve ham i form af skam og skyld.

En skyld, hun aldrig vil kunne slippe fra, hvor tappert hun end forsøger.

Den vil bare blive ved med at vokse og vokse i hende.

Hvad vidste jeg egentlig om ham? tænker hun.

Hvad skjulte sig i dybet af hans sjæl, og hvad drømte han om? Længtes efter?

Han blev drevet af en konstant utilfredsstillelse, tænker hun. Uanset hvor varm han end har været, har han alligevel rystet af kulde, og uanset hvor meget han har spist, har hans mave altid knurret af sult.

Præsten standser, sætter urnen ned og bøjer hovedet som i bøn. Et grønt stykke stof med et hul i midten ligger udbredt foran gravstenen af rød Vångagranit.

Syv tusind kroner.

Hun søger præstens blik, og da han til sidst løfter hovedet, ser han på hende og nikker.

Hun går nogle skridt frem, går rundt om stofstykket, bøjer sig ned og griber fat med begge hænder i snoren, som er gjort fast til urnen. Det første, som slår hende, er, hvor tung den er, og rebet skærer i hendes hænder.

Forsigtigt og langsomt sænker hun urnen ned i det sorte hul. Efter at have tøvet lidt slipper hun snoren og lader den falde, så den lægger sig på urnelåget.

Det svider i håndfladerne, og da hun åbner hænderne, ser hun et hidsigt rødt mærke på hver hånd.

Stigmata, tænker hun.