Det her er helt suverænt min Belle de Jour oplevelse. Hvis den titel ikke lige ringer en klokke, kan jeg for almindelig oplysnings skyld fortælle, at det er en voldsomt gammel fransk film med Catherine Deneuve i hovedrollen, som den meget pæne husmor, der keder sig i sit meget pæne hjem med sin meget pæne mand. Men hun er enormt fascineret af prostitution. Både som følge af venindernes, mandens og hans venners forargelse ... men der er også noget mere ... hun har lyst til at prøve det!
Og en dag går hun ned på en adresse, hvor hun har en fornemmelse af, at de driver et bordel. Det gør de også, og selvom de først er meget skeptiske over, hvad den pæne unge forstadsfrue vil med dem, så bliver de hurtigt overbeviste om, at hun kan blive et totalt scoop for de kunder, der er til den meget bly og smukke type kvinder.
Det er i virkeligheden en ret tragisk film, for det løser slet ikke hendes problem med kedsomhed i ægteskabet. Hun bliver bare mere og mere afhængig af at have sex med vildt fremmede mænd for penge. Ikke pengene. Men eventyret. Det forbudte. Og selvom det ender galt i filmen - en af mandens venner dukker op som kunde! - så kan jeg slet ikke slippe min indre film af gudesmukke Catherine iført tørklæde om hoved og hår i ægte fransk stil, et par gigantiske Chanel-solbriller og en chik lille lysebrun trenchcoat, når hun er på vej incognito fra ligusterhækkene til sit andet ’frække’ og forbudte liv.
Og jeg skal selvsagt understrege, at min oplevelse intet har at gøre med prostitution eller betaling for sex. Men i høj grad med eventyr og overskridelse af mine egne grænser. Kaptajnen havde skrevet til mig et par gange på scor. I første omgang havde jeg læst i hans profil, at han søgte både par og kvinder, meget gerne til analsex. Det er slet ikke mig, så jeg takkede pænt nej tak uden at se videre på, hvad han ville.
Så skrev han igen. Forsikrede at han kun var til kvinder, og at analsex absolut ikke var et must.
Jeg var stadig lidt hæmmet af tanken om en biseksuel mand, der primært var interesseret i en kropsåbning, som jeg knapt bryder mig om at tænke på, hvad der kommer ud af - og jeg har absolut ingen fantasier om, at der også skal noget ind den vej.
Men så tredje gang han skrev, tænkte jeg, at han da alligevel skulle have point for ihærdighed, og nærlæste hans profil og hans ’tilbud’ en gang til.
Det var altså ret kinky. Han var i København jævnligt og boede altid på et hotelværelse, hvor man kunne møde ham. Hvis man svingede godt sammen, ville han give kropsmassage efterfulgt af varmt boblebad med tilhørende champagne, og så måtte stemningen afgøre, hvad der så skulle ske.
Hm?
Og pæn var han. Han havde ikke noget ansigtsfoto på, men havde en nydelig krop i badeshorts.
Øv.
Lidt længere nede kunne jeg se hans fotoalbum, hvor han havde en stak smigrende billeder af kalorius. Ikke at den ikke var pæn og nydelig - og vældig i toppen eller over gennemsnittet, men det ringer altså bare nogle forkerte klokker hos mig.
Igen skrev jeg pænt tilbage, at jeg nok stadig takkede nej. Men så skrev han endnu engang ... Vi kunne bare mødes, så jeg selv kunne se ham og derefter beslutte, om jeg var interesseret. Vældig selvsikkert. Og det er jeg jo til fals for.
Så jeg endte med at få hans mobilnummer, og da jeg forsigtigt sms’ede, skrev han med det samme tilbage, at han var i København følgende lørdag.
Pyha.
Jeg var virkelig meget, meget usikker på, hvad jeg nu havde rodet mig ud i. På den ene side var hotellet jo en eller anden slags forsikring om noget semi-offentlighed. Jeg havde meget bestemt understreget, at jeg ville mødes i hotellets bar og under ingen omstændigheder komme op på hans værelse, før jeg havde set giraffen - og han omvendt naturligvis også. Absolut ligeså akavet at stå med en mand, der slet ikke er interesseret, som det modsatte. På den anden side var det præcis hotelrammen, der gjorde mig lidt utryg. Jeg forestillede mig, hvordan alt personalet i receptionen og baren med det samme ville spotte, at jeg vist var ude på sjov. Og hvad nu hvis de troede, jeg faktisk var prostitueret? Ville der så blive en afsindigt pinlig scene, hvor jeg ville blive bortvist som en gammel escortpige?
Rigtig mange overvejelser nåede at pløje gennem min hjernemembran de knapt 2 døgn der gik, før jeg virkelig skulle beslutte, om jeg gjorde det eller sprang fra.
Heldigvis var jeg om fredagen på den store bytur med et par veninder, så lidt tømmermænd og fest stadig rumsterede i min krop dagen efter.
Tøjet var et stort issue til det møde. På den ene side havde jeg indtryk af, at det var en ’rigtig’ mand, jeg skulle møde. Forstået på den måde, at han var til feminine kvinder og ikke sjov- og balladeveninder, der klasker sig på låret og sprøjter øl ud af næsen, når de får grineflip. Jeg er nok af natur mest det sidste, men kan også virkelig godt lide at være det første. Men jeg ville ikke i stiletter og netstrømper - for så ville jeg alt for meget ligne en gammel escort - og måske dermed risikere bortvisning og pinlighed. Det endte så med pænt, almindeligt tøj. Og selvom det var i slutningen af februar og nærmest mørkt kl.16, hvor vi skulle mødes, fandt jeg alligevel de største flueøjnesolbriller frem, og pakkede mig godt ind i frakke og tørklæde.
Og der stod jeg så i s-toget og kiggede på refleksen af mig selv i togets ruder. Totalt Belle de Jour! Ja naturligvis bortset fra at der her var tale om en 20 år ældre og sikkert 20 kilo tungere madamme end Catherine Deneuve... men alligevel!
Mens jeg stod i toget, sms’ede han sit værelsesnummer, og jeg var lige ved at få kolde fødder. For stadig - no way - ville jeg banke på en mystisk hoteldør ind til mystisk mand. Han skyndte sig at sms’e, at han ville møde mig ved hotellets elevatorer, og så kunne vi tage den derfra.
Det var altså corny at gå ind på hotellet. Forbi receptionen og personalet med en konstant fornemmelse af, at alle kiggede på mig, mens de med lettere hovedrysten tænkte, at der er endnu en prostitueret - og hold da op, hvor er hun gammel.
Dybest set tror jeg faktisk ikke, der var en eneste, der lagde mærke til mig. Jeg har jo selv frekventeret masser af hoteller i et tidligere job, også hvor jeg har været dresset op til forretningsmiddage og sammenkomster, og jeg er da aldrig i mit liv blevet bortvist, fordi jeg lignede en prostitueret. Men tanken var så stærk, at den for et kort øjeblik overskyggede næste step i planen - at møde manden!
Han stod ved elevatoren og var rigtig, rigtig pæn. Og på det tidspunkt havde min paranoia om hotellets intetanende personaler nået et niveau, hvor jeg overhovedet ikke syntes, at planen om at sidde og stritte i en hotelbar var interessant.
Så jeg gik med op med det samme.
Først da vi kom ind på hotelværelset, gik det op for mig, at jeg trods tømmermænd faktisk var pinligt ædru. Jeg tror, jeg talte som et vandfald. Han var heldigvis meget mere cool. Skyndte sig at få givet mig et glas vin, og fortalte henkastet, at døren altså var åben, så jeg kunne gå, hvornår jeg ville. Han placerede sig også i den anden ende af rummet, måske tilfældigt, men i hvert fald så jeg kunne se, at jeg ville kunne nå ud, før han kunne gøre noget. Medmindre han havde hemmelige superkræfter.
Nå, jeg fik hurtigt voldbællet to-tre glas vin, mens jeg talte om alt muligt.
Utroligt mærkelig situation. Det var jo ikke den første date, jeg var på i scor-regi, men det her var bare så up front, at det alligevel var det mest overvældende, jeg havde prøvet indtil da. Der sidder jeg og kværner, mens jeg forsøger at blive bare lidt beruset, mens jeg skal overveje, om jeg vil have sex med den meget belevne og pæne mand, der pænt sidder og venter, til jeg har besluttet, hvad jeg vil være med til.
Han vælger så, at han nok hellere må sætte lidt gang i sagerne. Rejser sig og siger, at nu vil han fylde badekarret op, hvis jeg skulle have lyst til at hygge lidt derude.
Jeg skal heldigvis tisse, for det giver mig lige et par minutter på badeværelset til at se på det store kar. Det varme vand. Mig selv i spejlet. Og så tænke. Why not. Nu går vi lige ’all the way’.
Da jeg kommer ind på hotelværelset igen, er han - nøgen! Damn.
Jeg ved ikke, om jeg måske alligevel har haft lidt for mange tømmermænd eller om rødvinen faktisk er begyndt at virke, men min hjerne må virkelig havde arbejdet meget langsomt, for jeg havde slet ikke gennemtænkt, at vi også skulle være nøgne i badet!
Doh.
Very stupid provinspige!
Og ikke nok med det. Han har også sat sig lidt tilrette, fordi han nu gerne vil se mig tage tøjet af. Stadig lykkes det ham at være meget gentlemanagtig og beleven, for han understreger med et glimt i øjet, at han helt vildt gerne vil have mig med ud i badekarret, men at jeg ikke på nogen måder skal føle det som et pres, og at jeg som sagt kan gå lige nu, hvis jeg hellere vil det.
Hvad han ikke håber på.
Puha puha. Jeg tømmer endnu et glas. Stående. Og tager så tøjet af.
Altså uagtet at jeg selv føler, at jeg efterhånden er gammel nok til at have en god fornemmelse for, hvordan jeg ser ud - og ikke mindst har affundet mig med, at det måske ikke er perfekt men trods alt heller ikke helt ækelt min alder taget i betragtning - så tror jeg bare aldrig jeg, eller de fleste andre kvinder, helt kan føle os tilfredse med vores kroppe. De ekstra kilo. De forkerte ekstra kilo ikke mindst. Fluffy-dellen rundt om bæltestedet. Pølsemaven, der måske ville have en fremtid i Mellemøsten som mavedanser-inventar i et meget dårligt belyst rum, hvor mændene i gennemsnit har en alder på 70 år. Appelsinhuden på lårene. Mormoroverarmene, der synes at lyse op som lanterner på samtlige familiefotos, hvor andre hvinende bedyrer, at du ser hammergodt ud - og du kun kan se et par gigantiske mandeoverarme, der stritter ud af dit tøj. Brysterne, der enten er for små, for store, for hængende, forkert solbrændte ... jamen, det er næsten lige meget hvad. Tilfreds bliver man vel aldrig. Så det at tage tøjet af foran en fremmed mand vil altid være en enorm overvindelse for mig.
Men her havde jeg altså selv taget en beslutning om, at nu skulle jeg prøve ’the full monty’ - helt bogstaveligt. Hele pakken. Og han var virkelig meget charmerende.
Han kommenterede ikke mit udseende med andet end et vældigt tilfredst blik. Og jeg kan godt hilse andre hankøn og sige, at det er næsten det bedste, man kan gøre i den situation. Ikke noget med: ”jamen, du ser da skøn ud.” Eller: ”nej, hvor er du smuk.”
Den køber vi ikke!
Eller det gør jeg i hvert fald ikke. 30 års dårligt kropsværd kan ikke viskes væk med en enkelt sætning. Vi hører det som trøst, når det er bedst, og som ironi eller sarkasme, når det er værst (mellemtingen er, at vi tænker: ja selvfølgelig siger du det, for ellers gider jeg ikke have sex med dig).
Men igen - kaptajnen var en rigtig gentleman.
Og lidt efter lå vi i boblebadet sammen. Han hentede glas med noget cava, og jeg begyndte at slappe helt af.
Totalt perfekt.
Gemt i det varme skum med et glas iskolde bobler i hånden, og en utroligt lækker mand lige over for mig. Det blev en skøn aften. Sømanden var ikke bare flot og charmerende, han var også en fantastisk elsker, og hans krop syntes at passe rigtig godt med min. Man taler så meget om soulmates, men jeg vil gerne indføre et lille privat begreb, der i mange henseender er meget mere brugbart. Bodymates.
Man kan sagtens have god sex med mænd, man ikke er bodymates med. Der kan være alt muligt andet, der tænder og gør legen sjov. Humor, intelligens, charme. Man kan blive vildt fascineret - endda forelsket i mænd, man ikke er decideret bodymate med. Man behøver omvendt heller ikke blive forelsket i mænd, man er bodymate med. Men man får godt nok lyst til at se dem igen - og igen.
Den fantastiske kombination - at man forelsker sig i en bodymate - tror jeg kan ende med den helt store kærlighed. Hvis forholdet altså kan lade sig gøre og har en praktisk fremtid, hvilket desværre ikke altid er tilfældet.
Det er ikke helt enkelt at forklare, hvad bodymates er, men jeg tror de fleste kvinder (og sikkert også mænd) vil vide præcis, hvad jeg mener. Det er partnere, hvor man kan slappe fuldstændig af rent kropsligt. Hvor alt hvad de - og du – gør, føles enormt naturligt. Her tænker man ikke en eneste gang på, om lige det og det er rart for ham? Eller om man lige nu ser ekstremt fed ud i den stilling? Eller (den værste) - hvor lang tid mon det her tager?
Med en bodymate er sexlegen bare et flow. Skumtoppen på en bølge, man let flyder med på.
Det er ikke set ud fra noget adoniskoncept, så det er helt umuligt at vide, om det er ham den lille tynde, ham der ligner George Clooney eller ham den enormt store tykke mand, der kan være en potentiel bodymate. Det er bare ultimativt god sex. I mit tilfælde hænger det også sammen med, at man kan få skedeorgasmer ved almindeligt samleje, fordi de to kroppe i akten på en eller anden måde er designet godt til hinanden.
Hvis det er tilfældet, kan det være præcis det der gør, at du pludselig opdager, at du bagefter sejler rundt i din egen sprøjteorgasme. Men kun fordi, det bare skete under samlejet, og ikke fordi du rent mekanisk er blevet trykket på et bestemt punkt på et bestemt tidspunkt.
Det skete nu heldigvis ikke med kaptajnen. Som sagt, det er helt naturligt, meeen jeg kan ikke frigøre mig fra tanken om, at det er lidt pinligt. Fordi det er så overdrevent meget. Svært at forklare hotelpersonalet, hvorfor du skal have nyt sengetøj, efter at du har haft damebesøg!
Nå, men kaptajnens besøg i København var jo helt oprigtigt i sammenhæng med hans job, og han skulle sejle tidligt næste morgen, så jeg tog en taxa ved ellevetiden om aftenen. Efter en 5 timer skøn seance.
I taxaen tog jeg mine store, sorte solbriller på og krøb lidt sammen bagi, mens jeg smilende så på mit eget spejlbillede i bilvinduet: Belle de Jour på vej hjem!
Udover at jeg på det her tidspunkt - godt en 3 måneder inde i mit scorliv - havde lært ikke at blive blufærdig helt for mig selv hjemme ved computeren hver gang ordet på 3 bogstaver for mandens genitalier viste sig, må jeg nok også i bagklogskabens lys sige, at jeg i den grad havde fået flyttet nogle af mine egne grænser.
Ja, sømanden havde været ihærdig, og ja, jeg havde sagt nej tre gange - fordi det virkelig var for vildt og vovet.
Men jeg endte med at gøre det!
Og hold da op for en oplevelse. Den ville jeg da ikke for noget i verden have undværet. Men hvis jeg ikke havde været på scor.dk, ville jeg da aldrig have mødt sømanden. Aldrig have bevæget mig ud i en lille privat fransk ’film noir’, aldrig have været nøgen med en mand, jeg overhovedet ikke kendte (og i øvrigt stadig ikke kender, selvom jeg gentog succesen et par måneder senere!). Og det giver lidt stof til eftertanke.
Jeg synes selv, der skete et eller andet kvantespring i min personlighed, da jeg blev fyrre. Om vi lige taler præcis på datoen er ligegyldigt. Måske var det året før eller to år før - eller efter. Hvad ved jeg?
Pointen er, at jeg i dag kan mærke, hvordan jeg grounder bedre.
Tilbage til det gode ord ballast. For det er jo det, vi snakker om her. At begynde intuitivt at bruge sin livserfaring. Man hviler bedre i sig selv, og man får en større accept af, hvem man er - og det gælder (i det mindste for mig) også kropsligt. Igen vil jeg understrege, at jeg egentligt ikke skiller mig voldsomt ud fra andre kvinder. Jeg opfatter mig selv som meget gennemsnitlig. Både hvad angår udseende og hverdagsliv. Jeg smører madpakker, jeg støvsuger og vasker tøj, som jeg har samlet op på gulvet foran badeværelset efter mine to teenagere. Jeg har meget tæt kontakt med min familie - især mine søstre og min ene fætter - og så har jeg livslange venner og veninder og så videre - bla bla.
Jeg er blevet opmærksom på, at jeg stritter lidt ved siden af gennemsnittet i mine holdninger og livsværdier. Men jeg er holdt op med at undre mig over, at alle ikke helt logisk mener det samme som mig. Det gør de bare ikke. Og så må man tage den derfra i respekt for hinandens forskellighed.
Pyha. Det var en lang klamamse for at nå til essensen:
Jeg har også fået det meget bedre med, hvordan jeg ser ud. Og hvordan min krop fungerer. Jeg er da absolut ikke tilfreds - og det ved jeg også objektivt, at jeg ikke har grund til. Men jeg ved også, at så er det altså heller ikke værre. Og de to store forandringer: et øget kropsselvværd og en større grounding, gjorde, at jeg i starten af fyrrerne fik rigtig meget lyst til at dyrke mere sex. Møde mænd, lege, have det sjovt.
Og det er altså ikke altid helt let. For hvor møder man de der mænd. Og hvordan får man dem med hjem?
Gennem job og omgangskreds støder jeg da ofte ind i vidunderlige mænd, som jeg kan mærke er gensidigt interesserede. Men de rykker ALDRIG! Og jeg er ikke typen, der maser mig på. Jeg bliver altid usikker på, om jeg læser signalet rigtigt - og det medfører indre monologer om, at hvis jeg gør, og han ikke tør - gider jeg så?
Så mit sexliv de første 5 år som single var i høj grad meget gennemsnitligt (her sammenligner jeg i sagens natur med, hvad jeg ved noget om: min egen omgangskreds). Men der var altså til sidst for langt mellem snapsene.
Jeg har prøvet opsamling i byen. Det er sådan bob-bob okay, men jeg er en kende for genert til at turde uden at skulle have drukket mig beruset inden - og så går lidt af fornøjelsen (og dømmekraften) altså væk. Jeg har også været på ’hugst’ i omgangskredsen. Det er en rigtig dårlig ide, kan jeg hilse og sige. Det mister man venner på. Og en enkelt aftens kropsberøring kan ganske enkelt ikke opveje et mangeårigt venskab.
Så stødte jeg, som fortalt helt i starten, ind i udlandsdanskeren. Bingo!!! Ikke alene oplevede jeg en forelskelse - men jeg fik også superskøn sex i næsten et halvt år. Så bagefter var behovet endnu større - men genertheden var ikke mindre. Den fik jeg så bearbejdet på scor - langsomt - men effektivt. Uden at jeg dog på nogen måde, kan bryste mig af at være en brøkdel så bramfri, som nogle af de andre kvinder, man møder derinde.