En sen fredag eftermiddag var jeg på date med en ny spændende mand. Jeg havde på hans profil noteret mig, at han var i den lidt runde afdeling, men da jeg absolut ikke selv er nogen sylfide, og faktisk for et par år siden havde en virkelig hot affære med en overordentligt stor og tyk mand, var det ikke noget issue for mig. Og heldigvis - for han var utroligt nydelig og velproportioneret - og så var han frem for alt fantastisk selskab.
For det første havde han stort set samme humor som jeg, og den kan nogle gange godt være en smule aparte. For det andet var han en supergentleman. Og igen - ja - det betyder noget! Ikke at jeg går op i, om mænd trækker min stol ud og kysser tækkeligt på hånd, mens de slår et lille klik med skohælene - men det, at de som gentlemen kan være lige et lille skridt foran dig, både med forslag og ideer til, hvad der skal ske, men også med indsigt og fornemmelse for, hvad du som kvinde har lyst til.
Vi fik os en øl på en af de københavnske cafeer, og jeg overtalte ham til at rykke uden for i den sidste solstråle, så jeg kunne kombinere mine mange lyster: dejlige mænd, god alkohol - og røg! Sex, drugs and rock’n’roll i den plus fyrreårige kvindes version. Vi havde det svært hyggeligt, og ingen af os så nogen grund til ikke at fortsætte. Han insisterede på, at vi skulle gå på en nærliggende bar, hvor jeg kunne ryge så tosset, jeg ville. Ingen klager fra min side. Efter et par timers røg og en del store fadøl, meldte sulten sig - ja, altså den helt fysiske, hvor maven rumler og gerne vil have nivelleret promillerne med lidt fast føde.
Igen var han hurtig på aftrækkeren og besluttede, at vi skulle spise et sted, hvor jeg også måtte ryge: Grøften i Tivoli.
Her fortsatte vores lille tomandsfest i ren Simon Spies-stil, med smørrebrødsplatte og snapseflasken stående som fast inventar på bordet.
På vej ud kom vi forbi Tivolis karaokebar, hvor personalet var ved at varme op til sommersæsonen med en flok nordmænd, der om muligt var endnu mere berusede end os (men det er de jo altid, når man møder dem i København. He he!). Efter karaokebaren, hvor jeg trods stort promilleindtag meget klogeligt holdt mig fra mikrofonen, så jeg ikke skræmte min nye spændende mand væk, gik vi med de fulde nordmænd videre på natklub. Og først ved totiden om natten endte vi så hjemme hos ham. Plørestive begge to. Jeg havde absolut ikke de store forventninger til, hvad der nu skulle ske. Faktisk tror jeg, at min hjerne på det tidspunkt var gået i seng et par timer tidligere. Men surprise, surprise. Min nye ven var ikke bare pæn, sjov og den perfekte gentleman - han var sandelig også fabelagtig at ’lege’ med. Hurra! En absolut keeper.
Ham datede jeg flere måneder. Både hjemme hos ham, hjemme hos mig og flere sjove ture i byen. Supersjove ’arrangementer’ alle sammen. Nu havde han måske den lille fordel, at han faktisk er temmelig velhavende - eller tjener godt - men jeg har mødt meget rigere mænd end ham, der slet ikke kunne finde ud af at være galante eller forførende, og jeg har mødt ludfattige mænd, der også har arrangeret og lavet sjove dates med mig. Så penge er ret ligegyldige i den her sammenhæng. Især når man som jeg mest leder efter sjov og ballade, og slet ikke har antennerne ude efter ’far-til-mine-børn’ eller ’en-at-blive-gammel-med’. Mit liv er slet ikke baseret på, at jeg skal have en livsledsager. Jeg har været single næsten 9 år, og det har altid passet mig rigtig godt, så hvorfor lave om på det?
Jeg er faktisk af natur utroligt monogam. Ja. Det kan man sagtens være, selvom man boltrer sig på scor - for så længe der ingen aftaler er, om at man har noget, der ligner et forhold, så popper min indre ’monogamist’ ikke op. Men når jeg først har en ’keeper’, som blomsterbinderen eller min ven fra Tivoli-turen, så har jeg svært ved også at se andre mænd. Det virker forkert. Jeg har faktisk forsøgt at øve mig på det, da jeg i nogen grad har misundt et par af mine mandlige venner, der kan date flere piger samme uge, og endda have længere forhold til flere forskellige: onsdagspigen, fredagspigen, weekendrejsepigen o.s.v. Det dur bare ikke for mig. Jeg kan sagtens have supersjov uforpligtende sex, også flere gange med den samme mand - men på et tidspunkt ryger han i kategorien ’legekammerat’ - og så har jeg ikke brug for andre.
Der er naturligvis i mit hoved meget langt fra at have en legekammerat til at have en rigtig partner. En legekammerat eller en elsker, om man vil, er et forhold, der er baseret på sex. En kæreste/partner er et forhold, hvor man blandes ind i hinandens liv. Hverdag, familie, fest og venner.
Det er altså meget stort og en enorm omvæltning, som jeg ikke går og har planer om at springe ud i. Og det er absolut ikke, fordi jeg har sat et stort satantegn foran ideen om at være i et parforhold. Det er bare ikke et koncept, jeg har funderet mit liv på.
Jeg har faktisk kun en gang i løbet af mine ni år som single mødt en mand, der pludselig gjorde det interessant, at vi skulle ’blive gamle sammen’. Ironisk nok var han bare meget yngre end mig, så jeg principielt allerede var ’gammel’ i hans verden! (nå ja, så var han også gift og havde 2 små blebørn - noget værre rod.)
Der kan man bare se. Må være noget skæbnehalløj. Når jeg endelig finder den mand, der ryster og forandrer min ide om, at jeg altid skal være single - så kan jeg ikke få ham!
Jeg havde dog ikke nogen planer om at kaste mig ud i at give min Tivoli-ven et ægteskabs-tilbud, og det tror jeg heller ikke var i hans tanker overhovedet - men efter vi havde set hinanden et par måneder, og jeg i min monogame verden havde gjort mig passiv på scor.dk, blev han helt klart min nye ’legekammerat’. Og når man så har leget sammen et par måneder mere, så opstår der, som i andre korterevarende forhold, tit den en smule akavede situation, hvor man spørger: hvad skal vi så? Og her er scor.dk-universet lidt af en belastning. I den ’normale’ verden opstår forhold gennem arbejde, familie eller omgangskreds. Man kigger hinanden lidt ud. Danser måske tæt til en fest. Følges hjem, taler sammen. Har en hel masse informationer om partnerens liv, arbejde og familie, inden man går i seng sammen første gang og afprøver, om den del er lige så dragende som personen, man er blevet interesseret i.
I scor-universet har man vendt bøtten. Jo, jo, jeg snakker da altid med de mænd, jeg dater. Og jeg er supernysgerrig og finder tit ud af en masse om dem - men det kan aldrig blive andet end et lille overfladisk glimt, fordi jeg ikke har set dem i andre sammenhænge end på en date, hvor alt handler om, hvorvidt vi to skal have sex sammen. Jeg har ikke set dem flejne ud på arbejdspladsen, være totalt smadrede på skovtur med børnehaven eller sidde tålmodigt og lytte til Faster Agathes bekymringer om nutidens ungdom til en familiefest. Jeg aner virkelig intet om, hvordan de i virkeligheden er som mennesker - uagtet at jeg kan smække lidt fakta på om deres job, interesser eller hvad vi nu lige fik talt om et par timer inden jeg gik a) hjem eller b) med i seng (tihi). Og når man finder en ’keeper’, og dem har jeg trods alt haft et par stykker af - også i scor-sammenhæng - så fortsætter forholdet inden for scor-universet. Det handler om sex - måske udvidet med sjove dates, rollespil, kinky stillinger og hvordan det ellers udarter sig. Men det er svært at få menneskelig intimitet ind i forholdet. Og da sex jo grundlæggende handler om kærlighed, bliver det efter et stykke tid nødvendigt at tage stilling til, hvordan man fortsætter. Der opstår ganske enkelt et behov for, at forholdet skal udvikle sig, og har man mødt hinanden på scor, er udviklingen omvendt - først nu skal man beslutte, om man vil lære hinanden ’rigtigt’ at kende. Og det kan godt være svært at forsøge at etablere et tættere venskab/bekendtskab med en mand, der allerede kender hver kvadratcentimeter på din krop, og som lige har taget dig iført dit bunny-kostume henover spisebordet. Derfor opstår der tit en lille tomhed, når man har haft en hed elskovsaffære et stykke tid. I et normalt forhold ville man sikkert fornemme, at det alligevel ikke var noget varigt - men vældig sjovt at prøve. Men er det en af keeper-mændene fra scor, så ved man faktisk ikke, om det er en mand, man vil investere mere i. Tid, følelser, fællesoplevelser der går videre, end hvad man kan lave i en dobbeltseng. For man kender ganske enkelt ikke hinanden. Meget underligt.
Lige efter Tivoli-manden røg jeg ind i et andet længere ’forhold’, der i høj grad bekræfter min tese om, at kærligheden har det svært på scor.dk. Altså den ægte, rene, ophøjede af slagsen. Det var igen en af de store gevinster, jeg trak i dating-lotteriet. Supercharmerende, flot, høj mand af typen, jeg tror, har fået alt serveret på et sølvfad hele sit liv. Udover sit gode udseende - han ville stort set kunne spise flæskesteg og chips hver dag uden at tage et gram på UDEN at dyrke nævneværdig motion - så var han humoristisk, højt begavet og velhængt som en gambiansk neger.
Der var dog den bet ved ham, at et eller andet kvindemenneske havde såret ham voldsomt for et par år siden, og det var åbenbart kommet så meget bag på ham, at han stadig gik og havde morderligt ondt af sig selv i den sammenhæng. Det mærkede jeg nu ikke noget til, når vi var sammen. Men jeg havde klart en fornemmelse af, at ham her skulle jeg være lidt forsigtig med, for han var absolut ikke på udkig efter noget fast forhold. Meeen ... den kemi, den kemi. Den kan man jo ikke helt styre, så ganske idiotisk blev jeg ekstremt tiltrukket af ham. Velvidende at han dybest set ikke var interesseret på det plan og på mange måder opførte sig som en forsmået teenager, blev jeg alligevel småforelsket.
Anden gang han aflyste en aftale, fordi han ikke lige kunne overskue at se andre mennesker (mig!), burde jeg naturligvis have droppet ham, som jeg 100 procent sikkert normalt ville gøre det. Ikke fordi jeg er kold og kynisk, men fordi første gang jo virkelig kan bunde i noget regulært, mens anden gang må siges at være et vink med en vognstang om, at der ikke er tale om gensidig interesse. Men jeg kunne ikke holde mig væk. Dels fordi jeg vitterligt var utroligt tiltrukket af ham, og dels fordi jeg var nysgerrig efter, hvorfor jeg var så tiltrukket. Og ja, ha ha, måske vil mænd mene, at det hang sammen med hans udstyr (det kommenterede to af mine mandlige venner i hvert fald). Men det handlede det slet ikke om.
Bevares, vi havde glimrende sex. Ikke fordi han var specielt opfindsom i den henseende, men fordi jeg ganske enkelt var lun på ham, og så bliver sex bare mere intenst og bedre på en anden måde.
Da jeg godt fornemmede, at gevinsten nok alligevel var en nitte, afsluttede han det heldigvis selv - med en sms. (Teen-ager! Jeg mener, man ’slår da ikke op’ på sms, medmindre man stadig hører til dem, der spiser madpakke i et spise-frikvarter!) Han skrev meget kort, at han ikke var til ’løse seksuelle forhold mere’. Det blev jeg godt nok noget stødt over. Ikke at han brød med mig. Det var helt i orden og på sigt det bedste for mig, fordi jeg havde så svært ved selv at droppe ham. Men ’løse seksuelle forhold’! Vi havde set hinanden jævnligt i næsten et halvt år.
Episoden viser nok meget konkret, hvordan mænd opfatter forhold på scor. Det er ikke seriøst. Det er løst. Og han skal da heller ikke klandres det mindste for, at jeg fik lidt følelser i klemme i den sammenhæng. Det var jeg selv ude om. Der er ingen aftaler af den slags i scor-verdenen. I det regi opfyldte han alt, hvad man kan drømme om, og jeg husker det kun som en række supersjove og interessante møder, som der ikke er en gnist af fortrydelse i fra min side - det var sjovt, intenst og dejligt - og jeg skulle bare have fulgt min allerførste intuition og slukket for min indre ’føleboks’.
Det skal man nok som kvinde holde sig for øje. Jeg ved ikke, om det gælder alle kvinder, men jeg og min omgangskreds, der ellers er en flok erfarne madammer, vi bliver bare oftere forelskede og får romantiske fantasier om de mænd, vi møder, end mine mandlige venner gør. Så pas på med føleriet på scor.dk! Jeg har som de fleste hørt om flere rigtige forhold, endda ægteskaber og nybagte forældre, hvor partnerne har mødt hinanden via datingsites. Men jeg har aldrig hørt om, at det er sket via scor. Og det er der nok en grund til. Så hvis man leder efter The One and Only, er scor.dk nok ikke stedet.
Overvejende er min erfaring, at de følelser, man har for hinanden, er gensidige. Så de fleste forhold, jeg har haft før min scor-debut, er ret naturligt gået i sig selv. Det var sjovt, pyha - god sex, vi må videre. Og så mødes man i livets andre sammenhænge, hvor man også oprindeligt stødte på hinanden - i fred og fordragelighed. Men i scor-sammenhæng er det meget sværere at lave en ’closure’. Dels har de mænd, jeg har haft længere forhold til (ja, i scor-universet vil det så sige over en måned!), været rigtig gode legekammerater i soveværelset - så hvorfor stoppe det? Men allermest fordi man pludselig bliver usikker på sin partner. Er han mon mere involveret end jeg? Hvis jeg foreslår en weekendtur til Berlin, tror han så, vi skal giftes? Eller tror han, at jeg tror det? Derfor ender ’forholdene’ tit med, at der går længere og længere mellem sms-kontakt og møder - man lurepasser lidt på hinanden, venter på at den anden kommer ud af busken - og så dør det hen. Og det er altså lidt irriterende, fordi det jo ofte (igen taler jeg for mig selv) har været stormfulde, fantastiske møder - præcis fordi der var noget gensidig kemi.
Så man sidder tit tilbage med et stort spørgsmålstegn - ville der rent faktisk have været basis for et rigtigt forhold med ham?
Svaret blæser i vinden (respectfully, Bob).
Og sådan er det altså.