Langt de fleste jeg har mødt - og leget med - har nu også været engangsfornøjelser. Og til det brug er scor suverænt. Langt bedre end opsamling i byen, hvor du som regel er lidt småsnaldret og derfor har en forringet intuition og hvor essensen af samtalen, der går forud for sex, stort set er: ”hold kæft, hvor er du lækker. Vil du med hjem?”
De mænd, jeg har datet fra scor, har jeg alle som en haft en korrespondance med - ofte sjov, intelligent, underfundig - hvor jeg har kunnet danne mig et godt indtryk af deres humor og stil, der næsten altid har holdt stik - især efter et par måneder som aktiv bruger, hvor jeg havde lært at styre uden om El Giganto’erne. Og ikke noget ondt ment med det - supersøde, pæne og rare mænd - bare ikke min type.
Men præcis fordi udvalget af mænd på scor er så stort, og rangerer mellem alt fra pæne, gifte forstadsmænd til slavedrenge, eksperimenterende ægtepar, hunky unge mænd og superlækre George Clooney’er (Clooney-agtige - naturligvis), så kan man også udvikle en fornemmelse for, hvad man egentligt selv er til.
Da jeg begyndte, anede jeg virkeligt meget lidt om den omgangstone, mænd bruger, når der ikke er kvinder tilstede. Når de bare bøffer hinanden på skuldrene og sammenligner erobringer. Derfor troede jeg fejlagtigt, at El Giganto var noget helt andet, end han var. Jeg tog på date med en lille sød familiefar, fordi han i sin tekst havde beskrevet sig som højt begavet, søgende og eksperimenterende - han havde bare løjet lidt om sin højde. Jeg mødte den store Viking fra Amager, der var genert som en skoledreng - o.s.v. Hele tiden har jeg haft det sjovt, mens jeg har flyttet mine grænser - og så har der jo ikke været nogen grund til at trække dem tilbage til udgangspunktet igen. Jeg må dog også tilstå, at jeg efter det første halve år blev lidt ’mættet’ (og nej - jeg sluger ikke!!! Hø hø). Men det er nok, fordi jeg alligevel kom til at savne kærligheden lidt. Her mener jeg igen ikke den med prinsen på den hvide hest, men bare noget så simpelt som at gå i biografen sammen, tage på storbyferie en weekend - ikke bare for hotellets skyld, men også for at opleve noget sammen. Gå i byen sammen. Til fester sammen. Sidde og hænge lidt ud foran fjernsynet en aften. De mere parforholdsmæssige ting, som uddyber kendskabet til hinanden. Jeg har selvsagt haft lidt flere fælles oplevelser med nogle af mine ’faste’ legekammerater. Jeg er for eksempel noget af en spilledjævel, og det er supersjovt først at ydmyge mændene i spil - så har de nemlig lidt vrede, de skal af med i soveværelset! Hov. Det skrev hun da bare ikke? Jo, hun gjorde. He he. Men hovedformålet med et sexdatingsite er ikke, at man skal finde en kæreste - i sagens natur handler det om sjov og ballade i det øjeblik, man deler med en anden. Og her vil jeg slutte med et fantastisk eksempel på, hvad scor kan bruges til.
Det var en fredag aften, hvor jeg havde arbejdet topspeed hele ugen, og akkurat var blevet færdig med en hel masse tekst ved ni-tiden. Fordi jeg ikke på forhånd vidste, hvor længe arbejdet ville tage, havde jeg ikke lavet nogen planer for fredagen, og var egentligt godt tilfreds med at komme tidligt i seng, så jeg kunne være frisk om lørdagen.
Meeen - planer og virkelighed er jo ikke altid det samme.
Jeg lavede en kande te og satte mig til at svare på mails på facebook. Så loggede jeg alligevel ind på scor. Min lege-kammerat fra Tivoli og jeg var sådan lidt på vej derhen, hvor der går lidt længere mellem sms’erne og aftalerne. Jeg var dog ikke klar til at blive aktiv scor-kvinde igen.
Men hov, jeg havde fået en masse mails, som jeg både kunne læse og svare på. Så jeg trykkede lidt rundt og opdagede, at jeg minsandten også kunne gå på chatten, selvom jeg ikke var betalende medlem. Juhu!
Det er så lidt en sandhed med modifikationer, for jeg har senere opdaget, at der kun er begrænsede pladser til ikke-medlemmer - men alligevel. Supercool.
Og fredag aften ved ti-tiden er som før fortalt et af de hotteste tidspunkter. Alle har fri - og en meget stor del af chatte-mændene er totalt vilde i varmen for en hot date samme aften. Det havde jeg så besluttet, at jeg ikke skulle, og jeg har indtil videre haft mest held med at være helt ærlig, så det lagde selvsagt en dæmper på nogle af de mænd, der ville i kontakt med mig. Men ... slet ikke noget problem, for de små faner med mandeprofilnavne blinker som vanvittige en fredag aften.
I mine mails kunne jeg se, at jeg havde fået brev fra en mand, jeg et par måneder før havde skrevet lidt med. Han havde en række superlækre fotos af sig selv. Totalt Adonis, men også så det næsten var for meget - narcissistisk. Det havde vi skrevet om før, og han havde ikke svaret andet end, at han var stolt af sin krop, og havde haft lyst til at få lavet en fotoserie med sig selv. Lidt skævt i min basalt set jyske bonderøvsopfattelse af, hvad rigtige mænd gør. En fotoserie af sig selv - liiiidt bøsset, tænkte jeg. Men det var han så overhovedet ikke i teksten - og han var plus fyrre og gudesmuk, så hvorfor egentligt ikke. Pludselig ringede det på min dør.
Mine børn var den aften på ferie med deres far, så jeg var helt alene i huset og ventede absolut ikke gæster så sent. Det var en buddreng med to store plastikposer. I den ene pose var der isterninger og i den anden 2 flasker sprut, caramel-likør, lime og en masse grønne sodavand. Min fætter havde sendt mig en omgang ’drinks’ - en ny slags catering, der lige var startet i København. Champagnebrus.
Så står man der med en lille grøn fest - helt alene - og havde tænkt sig at gå i seng. Nej, for søren - det kan man da ikke bare ignorere. Mig op til computeren igen, hvor jeg skrev til Adonis, om han havde lyst til at mødes - nu? Jeg ved godt, at når man er så direkte, så bliver de fleste mænd en smule forskrækkede. Hvem er hun? Totalt desperat, multihandicappet, mega-overvægtig, sindssyg? Og det ødelægger jo også deres naturlige jagtinstinkt, hvor de skal lokke dig til at mødes med en masse chat og tekst - så det der ’nu!’ giver en lille naturlig pause i, hvordan de havde planlagt kommunikationen skulle foregå. Men han var frisk. Kunne være der i løbet af en lille time. Yes.
Mig ned i bad. Dulle, dulle. Pænt tøj. Og den mest nødtørftige oprydning i køkkenet, der bestod i at smide alt fra bordene ind i bunden af garderobeskabet - der ligger det jo også dagen efter! Rede seng. Sms’e til veninde. Det gør jeg altid (som jeg før har nævnt det) - uanset om det er date i byen eller de få gange, jeg har taget mænd direkte hjem, så sender jeg sms til mindst en veninde om, hvem jeg møder - hans scornavn og hvis jeg har det - rigtige navn og mobilnummer. Jeg ved godt, at det ikke er nogen stor hjælp, hvis jeg skulle få besøg af Peter Lundin, men så vil politiet i det mindste have lidt lettere ved at finde gerningsmanden bagefter (altså hvis det skulle gå helt galt).
Ding dong. Så var der besøg - og fordi han åbenbart havde kastet sig i en taxi, havde jeg (igen) overhovedet ikke nået at gennemtænke, hvad jeg havde gang i, før han pludselig var der. Han syntes også, det var enormt sjovt med den drinks-catering, jeg havde fået, og jeg gik i gang med at mikse det hele sammen efter den medfølgende opskrift. Det var overraskende gode drinks - ikke tøsede sukkerchok, som drinks ellers kan være det (synes jeg) - og Adonis var så sjov og hyggelig, at vi nåede godt gennem en flaske sprut, før han mente, at han også gerne ville se andre rum i huset end mit køkken. Wauw, hvor var han flot. Hans fotoserie var overhovedet ikke bearbejdet i photoshop - han var virkelig skabt som en græsk gud. Og han var også super i sengen - på trods af, at jeg havde fået vel rigeligt af de grønne, champagnebrus drinks.
Efterfølgende fik jeg forklaringen på, hvorfor han havde fået lavet fotoserien. Året forinden var han som et lyn fra en klar himmel blevet ramt af en dødelig sygdom, som han mirakuløst overlevede. Men det havde givet ham et helt andet livssyn, og han fokuserede derfor nu på, hvad der virkelig betød noget for ham - og hvad han var glad for: Sin familie og tilfredshed ved at være en flot mand.
Bingo. Ja, drinks som catering er en virkelig god ide - men den bedste catering er altså scor.dk. Kan det næsten blive mere sex in the city agtigt? Og så endda IRL.