2

ANN LINDELL kunne godt lide sine kollegers munterhed. Sammy Nilsson havde læst dagens horoskop med gravalvorlig mine, men da han kom til den sidste sætning, ‘… og hvorfor ikke give efter for det kærlighedstilbud, du vil fa i dag’, så brast han i latter.

– Kærlighedstilbud, sagde Lindell, – det lyder ikke dårligt.

– Ottosson giver måske kaffe, sagde Sammy. – Jeg tror, han bager på dig.

Ottosson var afdelingschef på Drab. Han havde indkaldt til møde klokken halv ti, og både Lindell og Sammy anede, at det handlede om omlægningen af kriminalafdelingen.

Der skulle åbenbart ændres på alt. Funktionen med nærpolitiet, som var blevet introduceret under stort postyr, lå vingeskudt og gispede efter vejret. Den kunne når som helst opgive ævret. Man talte om, at nærpolitiet i Gottsunda og andre randområder skulle flyttes ud til Fyrislunds industrikvarter. Ordet ‘nær’ ville pludselig få en ny betydning, hvis politimester Lindberg fik sin vilje.

– Hvad er det, jeg hører, der går rygter om, at du har en date?

Lindell så hurtigt op. Sammy syntes næsten, hun så bange ud.

– Date? Nul, putte.

– Mødte du ikke en fyr?

– Vi var ude og feste lidt, du ved, os piger.

– Jeg har hørt noget andet.

Lindell smilede.

– Du skal ikke tro på alt, hvad du hører. Det var kun én gang.

– Og én gang er ingen gang?

Lindell smilede som svar.

Ola Haver kom farende. Lindell kunne se på hans ansigt, at der var sket et eller andet, men han satte sig ved bordet, inden han begyndte at fortælle.

– Vi har en flugtulykke, sagde han. – To døde.

– Hvor? sagde Sammy.

– Uppsala-Näs.

– Nogen vidner? spurgte Lindell.

Haver rystede på hovedet.

– Det var en vognmand, der kom forbi. En af de dræbte er et barn. En pige.

Haver var hvid i hovedet.

– Satans, sagde Sammy.

– Omkring seks år.

Lindell så på uret: 9.12.

– Jeg ringer til Ottosson, sagde hun og rejste sig.

Kærlighedstilbud, tænkte Lindell, da hun sprang ind i Sammys bil, det er mere den her slags tilbud, vi får.

Hun skævede til Sammy, da han svingede ud på Salagaten. Han bandede lavmælt over trafikken, kørte ind på Sct. Olofsgatan og stirrede vredt på bilisten, der kom fra højre og tvang bilen til at standse.

Haver talte i telefon på bagsædet. Lindell forstod, at han fik informationer direkte fra patruljebetjente på stedet.

Onsdag den 14. juni. En af de dage, der var fuld af så mange løfter om sommeren. Dalstrøget ned mod Malaren nærmest flød over med grøde. Kornet på markerne stod højt. På nogle strækninger blev der allerede høstet første gang. Lige over for Hogby havde en mand efterladt sin traktor ved vejkanten og gik med højtidelige skridt rundt i kløver og engrottehaler, som nåede ham til livet. Ann Lindell fik et kort øjeblik næsten en fysisk fornemmelse af Edvard. Det kunne være ham, der gik der på marken og strøg med hånden over aksene. Et hug. Det hele var overstået på et øjeblik, og alligevel ikke. Han var der. I landskabet. Selv efter et halvt år sad Edvard Risberg som en skygge inden i hende. Hun hørte hans ord og mærkede hans hænder. Ingen havde taget på hende som han.

En råbuk spejdede nervøst fra skovbrynet op mod Lunsen. Solen skinnede Lindell lige ind i ansigtet, og hun slog ikke bilens solskærm ned, men lod strålerne varme ansigtet. Edvard, går du ved havet?

En kilometer længere fremme lå en kvinde og hendes datter i grøftekanten.

Haver sagde noget, som Lindell ikke opfattede.

– Det er vist Ryde, sagde Sammy. – Det er kun ham, der kører sådan en rusten Mazda.

Ganske rigtigt. Eskil Ryde, kriminalteknikeren, var allerede på stedet. Han stod bøjet over grøften. Den ene hånd strøg gennem det tynde hår, den anden gestikulerede.

En af de uniformerede kolleger vinkede en minibus forbi. Lindell fik øje på noget i grøften, da hun stod ud af bilen. Et barn, tænkte hun og så hurtigt på Sammy. De sendte hinanden et lynhurtigt blik.

Ryde løftede det grå tæppe. Pigens pandeben var revnet. Åke Jansson, den anden uniformerede kollega, snøftede. Haver lagde sin arm om ham, og Åke knyttede sine hænder. Lindell rørte i forbifarten ved hans skuldre, inden hun bøjede sig over barneliget. Hun så det egentlig ikke, kun de tynde ben, der stak frem, den højre hånd, hvor neglene var lakeret i lys rosa, den røde kjoles mønster og det lyse hår, som var farvet lige så rødt.

Lindell rejste sig så hurtigt, at det blev sort for øjnene.

– Ved vi, hvem de er? spurgte hun lige ud i luften.

– Nej, sagde Åke Jansson. – Jeg har kigget efter pung, taske eller hvad som helst, men der er ikke noget. De bor vist her på egnen. Lastbilchaufføren, som kom herhen først, mente at genkende dem. Han kører den her vej hver dag.

Lindell havde registreret lastbilen, som stod cirka tredive meter væk.

– Du skal sgu ikke pille ved ligene, sagde Ryde.

– Jeg ville vide, hvem hun var, sagde Jansson stødt.

– De skulle måske hen til kirken, sagde Haver.

– Pigen har plukket blomster, sagde Ryde.

– Hvor ved du det fra?

– Hænderne, sagde Ryde.

Fire politifolk omkring et barnelig. Kriminalteknikeren lagde varsomt tæppet over igen.

– Lad os kigge på kvinden, sagde han.

Kvinden havde været smuk. Håret, samme farve som pigens, var kortklippet og gav ansigtet en lidt cool indramning. Meget coolness var der ikke tilbage mere, men Lindell var klar over, at kvinden var en af dem, man kiggede efter, som man lyttede til. Hun syntes, hun så selvbevidsthed og vilje i hendes træk, selv om en skarp sten havde skåret sig i ind hagen, som om kvindens læbe var gennemboret af en ring med et sort smykke.

Der var ørestickers i guld, på venstre ringfinger sad der en tyk guldring og på højre hånd en af sølv med indlagte stene. Neglene var velplejede. Sikkert for femhundrede kroner, tænkte Lindell. Neglene havde ridset mønstre i gruset mellem grøftens grønne frodighed og den sorte, revnede asfalt.

Kjolen var kakifarvet, sommerlet med aftryk efter et bilhjul hen over den smalle ryg.

Øjnene var blå, men blikket brustent.

Lindell så op og lod blikket feje hen over landskabet. Sommeren lå som en lummer ånde over egnen. Det var helt vindstille, og fra havet hørtes lyden af en motorbåd. I pilealleen op mod Ytternas gård kom en mand gående. Han gik stille, men Lindell så, at hans opmærksomhed var rettet mod gruppen af biler, der stod parkeret langs vejen. Dér kommer den første tilskuer, tænkte hun og vendte sig hurtigt om.

– Identifikationen er det vigtigste. Hvem er præst her? sagde Lindell og så på Sammy, som rystede på hovedet.

– Aner det ikke, sagde han. – Jeg går op til kirken. Måske er der en opslagstavle.

Lindell gik hen til lastbilen. Ifølge Åke skulle chaufføren sidde i førerhuset, og da hun kom nærmere, så hun også hans ansigt i bakspejlet. Han åbnede døren og gled med en rutineret, men alligevel klodset bevægelse ned fra sædet.

– Hej, Ann Lindell fra politiet. – Det var dig, der var her først?

Manden nikkede og tog hendes fremstrakte hånd.

– Genkender du dem?

– Det tror jeg.

– Undskyld, hvad hedder du? Jeg glemte at spørge.

– Lindberg. Janne. Jeg bor heroppe, sagde han og pegede.

– Du har set dem før?

– Ja, de plejer at gå på vejen. Jeg tror, de bor ud mod Vreta odde, men jeg kender hende ikke.

– Hun var en smuk kvinde.

Janne Lindberg nikkede.

– De kom hjemmefra og skulle ind mod byen? Hvornår var det?

– Ved nitiden.

– Fortæl, hvad du så.

– Jeg så moderen først. Så pigen.

– Bruger du briller?

– Nej, hvorfor det?

– Du misser med øjnene.

– Det er solen.

– Hvad gjorde du så?

– Jeg så efter, om de levede.

Manden rystede på hovedet.

– Så ringede jeg.

– Det var ikke dig, der påkørte dem?

Spørgsmålet fik chaufføren til at fare sammen, og han stirrede på Lindell.

– For fanden, fik han frem. – Tror du, jeg kører en mor med et barn over! Jeg arbejder som chauffør.

– Det er før sket. Må jeg se på din mobiltelefon?

– Hvorfor det?

– Jeg vil se, hvornår du ringede til os.

Han sukkede og afleverede sin mobil. Lindell tastede ‘kaldte numre’ frem og konstaterede, at Lindberg havde ringet klokken 9.08. Inden da havde han foretaget en opringning 8.26. Hun ville også tjekke ‘indgående samtaler’ og se, om Lindberg havde modtaget en opringning lige inden opkaldet til arlarmnummeret. Ganske rigtigt. Klokken 8.47 var der en, der havde ringet.

– Du modtog en opringning, inden du ringede til 112. Hvem var det?

– En fyr i asfaltsjakket. Jeg kører med asfalt, men havde lidt problemer med bilen i morges. Han ringede og tjekkede, om jeg var kommet i omdrejninger.

– Du havde travlt i morges?

– Ja, jeg skulle have været i gang lidt over seks.

– Var det sådan, at du følte dig forjaget, fik en opringning, tabte koncentrationen og ikke nåede at vige udenom?

– Så stopper vi! Jeg har ikke kørt nogen over i hele mit liv!

– Må vi ringe til den mand, der ringede til dig?

– Gerne.

– Du er vel klar over, at du skal blive her. Vi vil også kigge på din bil. Jeg tror ikke, at du har kørt nogen over, men vi er nødt til at tjekke. OK?

Janne Lindberg nikkede.

– Jeg tænker på den stakkels pige, sagde han.

Manden, som Lindell havde set i alleen, var nu næsten nået frem til lastbilen, og hun besluttede at vente på ham. Han haltede lidt.

– Hvad er der sket? sagde han. – Er det en vildtulykke?

– Nej, sagde Lindell. – Det er en flugtulykke.

Manden stod stille.

– Er det Josefin og Emily?

Hans stemme knækkede over.

– Jeg så dem på vejen, snøftede han. – Er det dem?

– Det ved vi ikke. Måske kan du hjælpe os?

Manden græd nu ubehersket.

– Jeg så dem på vejen. Jeg forstod, at de ville komme i dag.

– Det er en kvinde og en lille pige. Kan det være dem?

Manden nikkede.

– Vil du hjælpe os?

Lindell gik et par skridt hen mod manden. Hans åbenlyse fortvivlelse og tårer rørte hende, og hun var selv ved at græde.

– Det er hende, sagde manden, og Lindell var bange for, at han ville besvime.

– Skal vi sætte os ind i bilen, så kan du fortælle, hvad du ved.

I samme øjeblik kom Sammy tilbage.

– Præsten er på vej, sagde han, da han steg ud af bilen.

– Jeg har ikke brug for en præst! sagde manden.

– Han kommer ikke for din skyld, sagde Lindell beroligende.

– Kom lige her! skreg Ryde. Han sad på hug ved siden af kvinden.

– Snak med manden, sagde Lindell til Sammy og gik over til teknikeren.

– Jeg tror ikke, hun døde med det samme, sagde Ryde. – Hun har slæbt sig hen ad vejen, hen mod sit barn. Se, sagde han og pegede. Man kunne se en svag blodstribe på vejbanen.

– Hun har knækket neglene, sagde Lindell.

– Hun ville hen til sin datter.

Lindell satte sig på hug og stirrede intenst ned på vejen. Kvindens hånd var smal. Sølvringens stene lynede. Lindell så, hvordan huden på pegefingeren var blevet slidt af.

Ryde kravlede nærmere, bøjede hovedet for at få en anden indfaldsvinkel.

Lindell kunne næsten ikke se hudresterne, der var afsat på vejen. De to politifolk så på hinanden, bøjet over en kvindes smukke hånd en solrig formiddag i juni.

– Det var ikke en tilfældighed, de blev kørt ihjel, sagde Ryde og arbejdede sig op i stående stilling.

– Mener du det?

Ryde så sig om, inden han svarede.

– Det var lyst, en lige strækning og rimeligt bred vej, sagde han til sidst.

– Mener du, det er mord?

Ryde svarede ikke, men fiskede sin mobiltelefon op. Lindell blev stående. Pigen havde plukket blomster, tænkte hun. Hun så hen mod det grå tæppe, som dækkede den lille. Moderen var ikke nået derhen. Hvor mange meter var der tilbage? Syv, otte?

En bil kom kørende. Haver standsede den, mens Lindell tog sin telefon frem.