YDERST PÅ BROEN SAD EN MÅGE. Det så ud, som om den spejlede sig i vandet, beundrede sin egen hvidhed, næbbets svage bue og øjnenes skarpe glans. Hovedet drejede sig en anelse, som om den havde hørt Edvards skridt, eller som om den bare ville have et andet perspektiv på sit spejlbillede.
Stolthed, tænkte Edvard, det er, hvad den ser. Han slog sig ned på den krogede fyrrestamme. Den lysebrune bark plejede at give ham lidt ekstra varme, men i dag var det ikke nødvendigt. Temperaturen nærmede sig femogtyve grader. Edvard gned ubevidst sit knæ. Faldet fra stigen havde givet et grimt sår, og det værkede og dunkede.
Mågen virkede uberørt af hans tilstedeværelse. Måske genkendte den ham. Du sidder på min plads, tænkte den, men det er i orden. Spejl dig og drøm lidt. Der lå et skær af eftertænksomhed over fuglen, som Edvard godt kunne lide. Den er nok tilfreds med dagen, fordøjer en skalle og godter sig i varmen. Eller også er det lige omvendt: Den sørger, den har mistet et eller andet. Måske tabte den fisken.
Edvard ville ikke forstyrre, men følte sig lidt irriteret over, at den blev siddende så længe på broen. Han rømmede sig diskret, men det hjalp ikke. Mågen blev siddende.
Edvard ventede. Viola, den ældre kvinde, der ejede huset, han boede i, havde sat mad over, og de skulle snart spise. Han ville stå lidt på broen indtil da.
Pludselig lettede fuglen, fløj ud over fjorden og sendte en klat ned over det matgrønne vand. Edvard rejste sig med det samme og gik ud på broen. Et kort øjeblik fik han lyst til at bade, men besluttede at vente til om aftenen. Det ville blive den første dukkert i år.
Vandtemperaturen her på Graso i det nordlige Uppland havde ligget på kun femten grader, men nu mente han, at den var steget til sytten, måske ligefrem atten.
Mågen fløj skrigende endnu længere væk og kunne nu skimtes som en plet over vandet. Den søgte ud mod sundet og det åbne hav. Edvard ønskede det samme – at kunne lette.
Jollen ruskede lidt dovent i agtertovet, da en svag brise gled kærtegnende hen over vandet. Det var ikke et voldsomt stød, mere som et pust, en ånde. Måske var det mågens vingeslag, der forplantede sig.
Edvard Risberg stillede sig længst ude med tæerne ud over brokanten, lidt som en udspringer, strakte armene lige op mod den klare, blå himmel, strakte alle led, spejdede ud over vandet. På den anden side af fjorden hørtes lyden af menneskelig aktivitet. Sikkert en sommerhusejer, der ryddede jord. Han sænkede armene og tog en dyb indånding.
Det fyldte ham med tilfredshed at stå på broen. Det var hans bro, bygget på isen i slutningen af februar, nu sunket ned i dyndet. Inden i den lå granitten, der bestod af flade, jordfaste sten, samlet op fra strandkanten, og de af isen itusprængte, skarpe klippestykker, de havde samlet i vandkanten.
Den modstod vinden og havet, og holdt nordøstenvinden i skak. Inden for dens beskyttende arm kunne Victors båd og jolle ligge i fred. Tonsvis af sten. Et kæmpearbejde. Den stod solidt, broen, skabt af Victor og Edvard med hjælp af hans to teenagedrenge, Jens og Jerker.
Victor havde bygget adskillige broer og stenkister i sin tid, men denne her var nok hans sidste. Han var blomstret op som aldrig før. Ingen af hans skavanker havde kunnet mærkes, og han syntes utrættelig.
Det havde taget en uge, og drengene havde været med hele tiden, håndteret brædder, slået søm og bolte i, slæbt sten, og til sidst skruet en messingplade fast i planken yderst mod havet, med de fire navne og årstal på.
En eftermiddag havde de spændt hockeyskøjterne på og var løbet ud på den grå is, næsten helt ud til sundet. Edvard havde iagttaget dem, stolt og glad, men også ængstelig for issprækkerne og den spinkle iskant. De var kommet rødkindede tilbage. Edvard havde tændt bål, og de grillede pølser på stranden. Viola var kommet ned med kaffe, og drengene havde drukket varm saft, akkurat som på Studenternas, hvor Sirius spillede hjemmekamp.
Jens havde husket Edvard til bandykampene, når de havde fået bakset den gamle farfar, Albert, ind i bilen, og var taget ind til byen. Hans stemme havde været som før. For første gang i over to år havde drengen talt med Edvard, uden at der var faldet skygger over hans ord. Han havde været ivrig, men havde afbrudt sig selv, når han havde set sin storebrors ansigtsudtryk. Jerker havde ikke sagt noget, havde bare stirret ud over isen.
Drengen havde sendt faderen et hurtigt blik og var blevet tavs. Edvard gik hen til den ældste søn, stillede sig helt tæt på ham. Victor havde snakket løs, mens han havde lagt mere brænde på, men også han blev stille ved synet af de to. Edvard ville sige noget, bryde to års isolation. Han så trodsen, men også den tilbageholdte længsel i sønnens sammenbidte ansigt. Han vidste, at han måtte tage det første skridt, og lagde armen om drengen.
Sådan stod de helt stille. Edvard vidste, at ord kunne slå det hele i stykker, og han kæmpede for ikke at give sig til at græde. Der havde været tårer nok. Han ville bare holde om sin søn. Om så alting gik ad helvede til, så måtte de have dette øjeblik.
– Du er vokset, sagde han bare og slap grebet.
De spiste flere pølser. Viola, forfrossen som sædvanlig, klagede over vinden og stillede sig nær ved bålet.
– Det er koldt med gummistøvler, havde Jens sagt. Viola havde klukket lidt. Victor havde trukket en stor fyrrestub derhen, som han smed på ilden. Skumringen kom snigende, og temperaturen faldt, hvorefter det klarede op. De trak endnu tættere hen mod varmen.
– Vi kan vel kigge på stjernerne i aften, sagde Jens, og det gav et sæt i Jerker, som om han havde faet et slag. Han huskede Edvards stjernekiggeri i Ramnas og ville for alt i verden ikke mindes om den tid. Marita havde også, som det første skridt efter at Edvard var flyttet, eller snarere flygtet, revet det gamle udendørs das ned, som havde fungeret som observatorium. Jerker hadede stjerneklare aftener og nætter lige så meget, som Marita havde gjort.
Edvard havde foreslået, at de spillede kort i stedet for, og sådan blev det. De havde fået en uges vinterferie sammen og havde bygget en bro, som blev den mest solide på hele øen, i hvert fald efter Victors mening. En uge, og siden var drengene kommet ud nogle weekender om vinteren og efteråret, men deres forhold var helt sikkert blevet styrket, og Edvard kunne opleve noget af den gamle glæde sammen med sine sønner.
I weekenden ville de komme til Gräsö igen. Edvard vidste, at de tog bussen ud til øen til dels for at være flinke. Under Jerkers barske ydre og Jens’ undertiden nervøse snakken var der en rørende vilje til at være rimelige. Det var Edvards livsbrændstof.
Efter at Ann havde forladt ham, havde han været langt nede, overbevist om, at han skulle leve alene, kun reddet af Violas omsorg og det arbejde, som fik ham til at sove tungt om natten. Men nu så han lysere på tilværelsen og sit eget liv. Det var, som om han havde genfundet sin plads i landskabet.
Han havde også genoptaget kontakten med nogle af sine gamle venner fra tiden som landarbejder, og af dem først og fremmest sine forbundskammerater inden for fagforeningen. Fredrik Stark, en jævnaldrende, evig og altid agiterende gartner, havde været ude og hilse på flere gange. Han var blevet nogle dage, havde siddet og skrevet på sin computer og læst lange tirader op, når Edvard kom hjem. Han skrev på en roman, påstod han, og Edvard var skiftevis irriteret og misundelig på Starks ihærdighed.
Han havde ringet til Ann i et øjebliks opflammende entusiasme og en slags håb om, at hun stadig var interesseret. Han vidste ikke, om de kunne genoptage deres forhold, hvor de boede hver for sig, og da slet ikke, om de kunne leve sammen, men så meget havde han da lært i de mørke vinteraftner, at han ikke ville leve alene altid.
Ville hun ringe tilbage? Og hvis ikke, ville han så ringe igen?