MANDEN OVER FOR HENDE kløede sig i hovedet. Det havde han gjort næsten uafbrudt, siden hun trådte ind i hans køkken.
Et gammelt Amerikaur tikkede. Lindells forældre havde et mage til. Der var i det hele taget meget i Holger Johanssons køkken, der mindede om hendes barndomshjem i Ödeshög. Lugten, 50’er-indretningen, voksdugens mønster, den gamle kagedåse på hylden og det broderede bakkebånd.
Der var meget, der var det samme, men der var en afgørende forskel: Døden. Holgers køkken ville aldrig mere blive det samme. Fra nu af ville hans møbler og husgeråd, vaserne, billederne på væggene, og alle de små ting, som man samler sammen i et helt liv, miste mere og mere af deres betydning. De ville blive overtrukket med en hinde af støv og fedt, sorg og alderdom.
Genstandene ville miste deres betydning, hans øjne ville næppe hænge ved dem. Han var blevet femten år ældre på én dag, og tomheden og sorgen havde taget kvælertag på en mand, en far, som visnede for øjnene af Lindell.
– Hun var mit eneste barn, sagde han.
Lindell knugede kuglepennen hårdt og ønskede, at hun havde taget nogen med. Hun vidste fra tidligere, at hvis hun var alene sammen med mennesker i stor nød, så var hun mere udsat, mere følsom. Hun tænkte simpelthen dårligere.
– Var Josefins og Sven-Eriks ægteskab lykkeligt?
– Det tror jeg, hviskede manden.
Han stirrede uafbrudt ud ad køkkenvinduet.
– Ingen skænderier?
– Hvem skændes ikke?
– Havde I en god kontakt?
Han nikkede. Hånden famlede hjælpeløst over voksdugen.
– Hvad syntes du om Sven-Erik Cederén?
– Han … han arbejdede meget. Josefin beklagede sig sommetider over det. Efter at han fik det nye arbejde, var han meget væk. Kørte landet tyndt.
– Han rejste i forbindelse med sit arbejde, mener du?
Et nyt nik.
– Han er forsvundet, det ved du vel. Hvor tror du, han kan være?
Faderen svarede ikke.
– Kan du forestille dig et sted?
– Det skulle i så fald være Spanien. Der plejer han at tage ned.
– Hvor i Spanien?
– Det ved jeg ikke. Han sagde bare Spanien.
Lindell sad tavs et stykke tid. Holger Johanssons nabo kom til syne i haven. Det var den kvinde, der var i huset, da Lindell kom. Hun anede, at de ikke kun var naboer, og var glad for, at faderen ikke skulle efterlades helt alene.
Kvinden plukkede af sommerblomsterne og så indimellem op mod huset.
– Forstår du, at Emily er død?
Han så på Lindell med et blik fyldt af forundring, og hun vidste, hvad han skulle til at sige.
– En seksårig. Hvad ondt havde hun gjort? Hvis det bare havde været mig i stedet for. Det er heldigt, at Inger ikke lever mere, sagde han, og Lindell forstod, at han mente sin kone.
Han tav og kiggede ud ad vinduet.
– Der var et eller andet her på det sidste. De plejede at komme herop, ikke hver dag, men tit. Hun tog gerne barnevognen med. Hun kunne godt lide at gå. Senere begyndte de at cykle. Det kunne ske, at de kom hver formiddag. Vera og jeg drikker kaffe halvelleve hver dag.
– Var der nogen forandring her på det sidste?
– Det syntes jeg. Jossan virkede distræt, hvis man kan sige det sådan. Som om hun gik med noget. Jeg spurgte en gang. Hun smilede bare og sagde, at alt var i orden, men en far kan se …
Holger Johanssons sank sammen over køkkenbordet. Det var, som om Vera havde det på fornemmelsen, for i samme øjeblik smækkede yderdøren. Uden at værdige Lindell et blik gik hun hen til manden og lagde sin arm om hans skuldre. Lindell betragtede hendes hånd, der hvilede på mandens skulder. Hun lænede sit hoved mod hans grånende isse. Hånden var fuld af leverpletter, og det ukrudt, hun havde luget så ivrigt i, havde afsat grønne strimer og pletter. Lindell så på hånden, og tankerne flimrede mellem hjemmet i Ödeshög og den lille pige i grøften. Der var også Edvard og hans gamle Viola i huset på Gräsö.
Hun rejste sig ganske stille og lagde sin hånd på kvindens skulder. Vera så op med et udtryksløst blik. Da Lindell vendte sig om en sidste gang, havde kvinden rettet ryggen. Hun så ud ad vinduet. Lindell fulgte hendes blik. Kærminden på gårdspladsen blomstrede.
Manden kradsede sig i hovedet, og Lindell fik øje på sårene som lyste ud gennem det tynde, tilbagestrøgne hår.
Lindell kørte ud fra gårdspladsen og var lige ved at køre ind i den ene ledstolpe. Efter halvtreds meter bremsede hun og blev holdende. Hun kunne ikke få billedet væk fra nethinden, og hun klynkede lydløst, da hun tænkte på pigens massakrerede krop. Kvalmen steg op i hende. Børn, der blev myrdet, for hun betragtede det som mord, var det allerværste. Hun havde en gang før set et barnelig. Da var hun aspirant, godt tyve år. Det var femten år siden nu. Dengang var det en forvirret mor, der havde kvalt sit spædbarn i tremmesengen. Frygteligt nok, men det her var værre. Var det sommeren, idyllen i dalen, pigens spæde lemmer, der stak frem fra kjolen, og den kendsgerning, at hun havde plukket blomster?
Lindell rullede ruden ned. Hun havde ikke spist noget siden om morgenen, og følte sig elendigt tilpas. Klokken var seks, men det var stadigvæk en strålende dag. Hun tog nogle dybe indåndinger, og kvalmen fortog sig lidt.
Hun hadede allerede Sven-Erik Cederén. Hvor var han henne? Hun så sig om, som om han kunne være et sted i nærheden. Holdt han sig skjult et sted? Så han aftenens nyheder?
Hvorfor myrde sin kone og barn? Der var et motiv, og det var jalousi.
– Jeg skal nok finde dig. Hvor du end gemmer dig, sagde hun sammenbidt, satte i gear og kørte videre på den smalle grusvej.
Så slog det hende, at det slet ikke var sikkert, at manden var den skyldige. Hvorfor gå ud fra det? tænkte hun. Det blokerer bare. Han er måske også død. Hun kørte stille, sneglede sig af sted på den smalle vej. Måske blev han vidne til dødskørslen, fandt kone og barn i vejkanten og blev så forvirret, at han stak af.
Hun syntes selv, det lød usandsynligt, men intet kunne tages for givet. Der var begået alt for mange fejl på grund af forudfattede meninger.
Hun vidste, at mødet var i gang, men besluttede sig for at blive i Uppsala-Näs. Det var usædvanligt, at hun ikke deltog. Hun ville ikke gå glip af nogen information og sørgede altid for at være en del af en gruppe, men nu føltes mødeværelset som en klaustrofobisk bunker med de samme trætte ansigter og de samme kommentarer.
Hun ville tænke, være alene. Hun tænkte allerbedst på konditori Savoy, for selv om hun søgte ensomheden, ville hun samtidig have folk omkring sig. Savoy var perfekt i den henseende. Hun plejede at sidde der, drikke sin kaffe, måske læse aviserne, men først og fremmest kigge på de andre gæster. Hendes arbejde var mennesker, at studere og forstå dem. På et konditori fik hjernen ro, men kunne alligevel køre på højtryk. Hun kunne huske flere gange, hvor hun havde fundet sammenhænge og afgørende ideer i forskellige opklaringer netop her på Savoy, med dagplejemødrenes sludren og børnenes højlydte skrålen, håndværkernes diskussioner og raslen af ugeblade som baggrundsstøj.
Lindell kørte mod Cederéns villa. Hun havde en fornemmelse af, at Fredriksson stadig var der. Muligvis også Berglund. Det var okay. De to herrer ville lade hende gå rundt i fred og ro.
En håndfuld nysgerrige holdt til på vejen uden for villaen. De prøvede at se ud, som om alt var normalt, og som om de plejede at stå og hænge der, men deres grådige blikke afslørede dem. Måske er jeg uretfærdig, tænkte Lindell, de var måske gode venner af Josefin og Emily, og deres lille sammenkomst er simpelthen en bearbejdelse af chokket.
Hun svingede ind på gårdspladsen, steg ud og opdagede noget, hun ikke havde set ved den hurtige visit tidligere i dag. Lige ved siden af flagstangen, næsten skjult bag nogle syrener, var der et hundehus. Der stod en madskål med indtørrede foderrester. Lindell bøjede sig ned for at kigge ind. Hun så et tæppe og nogle tyggeben.
Der var ingen, der havde talt om en hund. Hun blev stående foran hundehuset. Naboernes stemmer hørtes fra vejen, og Lindell besluttede sig for at få svar på spørgsmålet med det samme.
En brise med sommeraftenens dufte slog imod hende, da hun gik ud på vejen. Hun stilede mod en mand, der stod med et bundt breve i hånden.
– Mit navn er Lindell fra Uppsalapolitiet.
Manden greb den fremstrakte hånd.
– Skrækkeligt, sagde han.
– Er du nabo til Cederén?
Manden nikkede og tabte samtidig en avis og nogle breve. Han samlede besværet posten op, mens han skævede til Lindell.
– Ved du, om de har en hund?
– Ja, en pointer. Den hedder Isabella.
– Han plejer sommetider at have den med, brød en kvinde ind.
Manden tog et skridt nærmere Lindell som for at afskærme hende fra kvinden, og fortalte ivrigt om hunden og familien Cederéns rutiner.
Det viste sig, at hunden var besværlig. Josefin Cederén havde altid haft det svært med den, og den var en plage for sine omgivelser. Udendørs, alene ved sit hundehus, hylede den trist og længe. Indendørs gnavede pointeren i alt, tæpper, gardiner og blomster. Derfor tog Sven-Erik Cederén den tit med på arbejde. Han var tilsyneladende den eneste, der kunne styre hunden.
Jeg burde tage mig tid og blive her og lytte, tænkte hun, men den stærke trang til at være i fred fik hende til at glide af på de nysgerrige naboers spørgsmål med nogle høflighedsfraser.
Hun gik tilbage til gårdspladsen igen. Fredrikssons bil stod parkeret foran indgangen. Han var vendt tilbage og begyndte nu igen at ligne sig selv. Efter et hårdt efterår og vinterens morderjagt havde han sygemeldt sig. Ingen troede, at Fredriksson ville vende tilbage til drabsafdelingen, men pludselig var han der, lige i tide til en kompliceret sag om gruppevoldtægt. Selv Ottosson, drabschefen, havde set himmelfalden ud.
Fredrikssons uanmeldte ankomst til morgenmødet havde skabt en sjælden tavshed i lokalet, som om det var en død mand, der havde gået igen. Ottosson havde hostet og rejst sig. Et kollektivt smil havde bredt sig blandt de forsamlede kriminalfolk. Sammy havde trukket Fredrikssons gamle stol ud.
Nu sad han bøjet over en bunke papirer i dagligstuen. Han kiggede hurtigt op og så næsten lettet ud. Måske troede han, at det var Riis, der var kommet tilbage.
– Hvordan går det?
– Der er en masse papirer.
– Hvad er det?
– Sådan nogle gamle dokumenter, som man samler sammen.
Fredriksson lænede sig tilbage i sofaen og gned sig i øjnene.
– Jeg tror, jeg bliver nødt til at købe et par læsebriller, sagde han.
Lindell satte sig ned over for ham.
– Vi må også efterlyse Isabella, sagde hun og kiggede rundt i stuen.
– Hvem er det?
– Hunden.
Fredriksson gjorde tilløb til at fortsætte med at bladre, men sank tilbage mod ryglænet igen.
– Hvis du ser dig omkring, hvilket indtryk får du så af familien Cederén?
– Rigdom, sagde hun kort.
– Ja, rigdom, men også noget andet. Der er rodet og ikke så lidt snusket. Bag alt det fine glas er der masser af støv, under tæpperne er der gråt, i køkkenet er der fedtet, og badekarret er beskidt.
– Jah, sagde Lindell afventende.
– Næsten tohundrede kvadratmeter villa er ikke gjort ren. Vi ved, at Josefin var hjemmegående. Hun har været hjemme, lige siden pigen blev født. Hvad hun end foretog sig om dagen, så gjorde hun i hvert fald ikke rent.
– Hvad betyder det?
– Det ved jeg ikke. Folk er forskellige. Jeg kunne ikke holde det ud bare én dag med alt det skidt omkring mig.
Lindell sad tavs. Kollegaens synspunkt gav hende ingen associationer eller ideer.
– Jeg tror, hun var ulykkelig, sagde Fredriksson. – Hun gik her og forspildte sit liv i en af Uppsala-Näs’ flotteste villaer.
– Hun havde måske andre prioriteringer, sagde Lindell.
Hun kunne ikke lide, at Frederiksson talte dårligt om den døde. Hun havde ligget i grøftekanten på vej til sin mors grav, sammen med sin datter, men alligevel flere meter fra hende i dødsøjeblikket. Josefin Cederén havde ikke engang haft mulighed for at kramme sin datter en sidste gang. Hun havde ikke gjort rent, OK, men nu var hun død.
– Jeg tror, hun vantrivedes her, gentog Fredriksson. – Det fortæller os noget.
– Det betyder ikke, at det hænger sammen med hendes død, indvendte Lindell.
– Det er rigtigt, men det sætter et spørgsmålstegn.
– Der er vist mange spørgsmålstegn i alle menneskers liv, sagde Lindell. – Nu dumpede vi tilfældigvis ind i det her.
Hun rejste sig og gik ud i køkkenet. Fredrikssons iagttagelse var rigtig: Køkkenet så uhumsk ud. Det var et stort, åbent rum med en fritstående kogeø, hvis massive bøgetræsplade var overlæsset med køkkenredskaber, et par tallerkner med størknet tykmælk, en åbnet pakke plantemargarine og brødkrummer. Hun havde vel tænkt sig at rydde op efter kirkebesøget, tænkte Lindell som en forsonende tanke, men faktum var, at køkkenet gjorde et nærmest ulækkert indtryk.
Hvem skulle nu gøre rent? Hendes far?
Lindell gik op på første sal. Pigens værelse var overdænget med krammedyr. Dobbeltsengen i ægteparret Cederéns soveværelse var uredt. En hvid pyjamasjakke lå henslængt midt på gulvet. Et par tøfler kunne ses under sengen.
Hun gik hen til det ene natbord og tog bogen, der lå der, op. En amerikansk roman. På det andet bord lå der et ringbind, fuldt af notater, som Lindell formodede, havde noget med MedForsk at gøre. Hun bladrede i papirerne. Tabeller med forklarende tekst, en del på engelsk, andre på spansk. Af og til dukkede der nogle sjusket skrevne notater op, griflet ned med blyant med en ulæselig håndskrift, af og til var der sat et spørgsmålstegn eller et udråbstegn ude i margenen.
Alt måtte gennemgås, blades igennem, side for side, i håbet om, at der var noget, der kunne forklare, hvorfor han havde mejet sin familie ned. Eller var han også selv mejet ned et sted? Var der en tredje part, der havde taget livet af hele familien?
I så fald, hvor var han? Lindell kom til at tænke på hunden. En pointer. Havde den ikke pletter?
Hun blev stående med ringbindet i hånden. Yderdøren smækkede, og hun regnede med, det var teknikerne, der kom tilbage efter et hurtigt måltid mad.
På første sal var der to værelser mere. Et spartansk indrettet gæsteværelse, et syværelse med symaskine, en gine og et bord, hvor et sort stykke stof lå draperet. Lindell stirrede på ginen, kønsløs og fuld af indstukne nåle. Hun trak den øverste skuffe ud i en kommode, som med sin baroklignende former med marmorplade og svungne ben skilte sig ud, og rodede forsigtigt mellem stofstykkerne. Den næste skuffe var fuld af papirer, skitser, så vidt hun kunne se. Længst inde, under nogle papirmønstre, lå en blå bog med lærredsbind. Lindell slog op på den første side, og vidste straks, at hun var stødt på noget, at hun nærmede sig Josefin Cederén, for det var hendes bog. Det forstod hun dels på grund af den måde hvorpå den lå skjult i Josefins ejendele, dels på grund af håndskriften.
Det var en dagbog, som begyndte i slutningen af maj 1998. Den første optegnelse lød: ‘Efter et år med uvished ved jeg nu det hele: Jeg kan ikke sige, at det kommer bag på mig, men det gør så ondt. Måske er det min egen skyld.’
Håndskriften var enkel og let at læse. Lindell bladrede videre. Et menneskes inderste tanker, nedskrevet i løbet af godt to år. Den sidste dato var fjerde juni.
Der udstrålede en sorg fra den blå bog. Josefin skrev i stedet for at gøre rent.
Lindell ledte videre i skufferne for at se, om der skulle være flere bøger, men fandt ingen. Enten var der kun denne her, eller også lå dagbøgerne fra en tidligere periode et andet sted.
Hun tog bogen med ned.
– I aften har jeg noget at læse i, sagde hun, og viste fundet til Fredriksson, som stadig sad ved bordet.
Han så op.
– Jeg ville også ønske, at jeg kunne finde nogle personlige optegnelser, men det er kun materiale fra hans arbejde. Jeg kunne godt bruge en mediciner som tolk.
Allan Frederiksson så frisk ud, selv om han beklagede sig.
– Godt, du er tilbage, sagde Lindell.
Der var en periode, hvor han ikke mødte hendes blik. Nu så han på hende med et smil på læben og nikkede.
En af teknikerne kom ud fra køkkenet. Lindell havde tidligere kigget lidt efter ham. Han var i trediverne, gift, og besad denne fine blanding af styrke og blødhed, som Lindell satte pris på. Han er lykkeligt gift, havde Sammy Nilsson sagt, da han havde set hendes blik.
– Vi har gennemgået affaldet, og det eneste, der skiller sig ud, er resterne af en flybillet. Alt andet er husholdningsaffald af den sædvanlige blanding. Vil du se billetten?
De gik ud i køkkenet igen. Lindell kunne ikke lade være med at indsnuse duften af teknikerens aftershave, eller hvad det nu var.
Teknikeren holdt et stykke papir op med en pincet.
– Jeg tror, at det er bagsiden af en flybillet, sagde han. – Der er et håndskrevet notat. ‘8.25’, står der. Ellers ikke andet end flyselskabets navn. Det er British Airways.
Lindell så på den med udtryksløs mine.
– Gem den, sagde hun og forlod køkkenet.
– Tør man tage en?
På dagligstuebordet stod der en skål med slik. Lindell var hamrende sulten, og synet af karamellerne fik gang i hendes mundvand.
– Måske er de forgiftede? sagde Fredriksson.
Lindell tog papiret af en Marianne. Hun spiste ellers ikke slik, men nu forekom skålen uimodståelig. Hun tog en til, og endnu en.
Fredriksson så op.
– Spis noget mad i stedet for.
– Jeg er sulten, og alligevel ikke. Slik var lige det, jeg havde brug for.
– Jeg tror, at mennesker skal spise flere bananer, sagde Frederiksson.
– Bananer, lo Lindell højt.
Hun holdt dagbogen i hånden. Hun vidste, at der var nogle ledetråde. Hvad var det, der havde fået Josefin til at begynde at skrive i den? Det indre pres var blevet for stort, og hun havde været nødt til at skrive sig ud af sin uro og fortvivlelse. Hvad var det, hun havde anet og senere var blevet overbevist om? Det ville hun måske få at vide i aften.
Da Lindell forlod villaen, mødte hun Berglund og Haver på gårdspladsen. De skulle hjælpe Frederiksson.
– I hvert fald frem til klokken ti, sagde Haver.
– Kør hjem til pigerne i stedet for, sagde Lindell.
I begyndelsen af maj var han blevet far til en lille pige. Men Haver smilede bare. De vekslede et par ord om, hvad mødet på politistationen havde betydet.
Lindell ringede til Ottosson og meddelte, at hun ikke ville komme forbi. Hun skulle læse dagbog.
Naboerne var væk. Vejen lå stille hen. Nogle ænder fløj i en bred vifte over huset, og der duftede af sommer.
Der var noget, der ikke stemte. Lindell tænkte på Josefins velplejede negle. Manicurerede og lakerede. I det hele taget havde hun gjort et pænt og rent indtryk, selv i døden. Huset var som en kontrast, mere end almindeligt sjusket og rodet, rent ud sagt beskidt. Hun lod til at have været en kvinde, der lagde stor vægt på udseendet. Hendes klædeskab og hylder bugnede af tøj, som var smukt og sikkert dyrt. Hun syede meget selv, med inspiration fra modemagasiner, og hendes sminkebord var overlæsset med alle mulige krukker og tuber.
Hvorfor gjorde hun ikke rent? Ægteparret Cederén ville aldrig kunne invitere nogen hjem til det hus. Hvordan så deres omgangskreds ud? Lindell fik lyst til at køre op til hendes far igen, men blev enig med sig selv om at vente til næste dag.
Kvalmen var blevet værre under bilturen ind til byen, og hun holdt ved en McDonald’s og fik en burger.
Hun nåede lige hjem og ind på toilettet, inden den kom op igen. Hun stod krummet over toilettet og bandede sig selv langt væk, fordi hun ikke passede på sig selv. Hun drak lidt vand fra hanen, skyllede munden og lod panden hvile mod det kølige porcelæn. Sikke en dag. I går papirarbejde og et møde om den nye omlægning. I dag en lemlæstet familie.
Holger Johanssons sårfyldte isse dukkede op på nethinden. Havde han eksem, eller havde han kradset hul i dagens løb?
Hun havde smidt dagbogen på entrégulvet. Hun trådte hen over den og gik ud i køkkenet. Beskedknappen på telefonsvareren blinkede, og hun trykkede på den. Den første var fra Ödeshög. Ann var ved at indse, at hendes forældre ikke længere var purunge, og hun kunne når som helst modtage en telefonopringning, som informerede om sygdom, muligvis død. Men denne gang var det kun de sædvanlige ord fra moderen: “Hvordan går det? Her går det, som det plejer,” og nogle ord om haven, hvilke blomster der var sprunget ud.
Den anden meddelelse fik hende til at gå i knæ. Edvards stemme lød, som om den kom fra en anden tidsalder, fra en anden planet. Hun kendte den så godt, og alligevel lød den så fremmed. – Åh, gud, mumlede hun og sank ned på stolen.
Han lød glad, og det fik hendes hjerte til at slå et ekstra slag. Hun stirrede frem for sig, da han talte om Gräsö, hilste fra Viola og fortalte om sit arbejde. I slutningen af meddelelsen sænkedes hans stemmeleje, tonen blev mere tøvende, som om han var blevet usikker på, hvordan han skulle afslutte.
Der hørtes et hurtigt ‘hej’, og så var der ikke mere.
Gå din vej, tænkte hun, lad mig være i fred. Hun spolede tilbage og spillede meddelelsen igen. Hans stemme. Hun kunne se ham for sig, stående foran vinduet med fjorden udenfor, en solrig skærgårdsudsigt. Eller også sad han i kurvestolen.
Han havde talt om arbejdet, mest om arbejdet. Det var reperationen af en lade. Hvor kommer de jobs fra? Han snedkererer, river ned og bryder op, løfter og brækker, hugger af og passer til, lever sammen med andre, ler og drikker kaffe, lænet op ad en rødfarvet mur. Hans hænder. Fulde af sår, ar, og sommetider så ru, at det raspede på hendes ryg, sommetider med fingerspidser så blankslidte, at det ville være umuligt at tage et ordentligt fingeraftryk.
Hun kunne høre hans tunge skridt på trappen. Hans snak med Viola. Hun kunne kende hans åndedræt.
Ann trak telefonen hen til sig og tastede etteren på kvikvalg. Ödeshög. Far og mor.
– Ja, jeg har det fint, der er meget arbejde.
Hun ville ikke fortælle om familien Cederén. Moderen snakkede løs.
– Jo, måske, men der er så meget at lave.
De nærmeste naboer, Nisse og Ingegerd, havde fået et barnebarn. En dreng. Fire kilo. Mens moderen snakkede, åbnede Ann køleskabet og kiggede ind.
– I juli og første halvdel af august, sagde hun, og fandt smør og kaviar frem. – Jo da, så kommer jeg. Det lover jeg.
Ikke noget.
– Jeg savner også jer. Hils far.
Længst inde i skabet var der en halv pakke knækbrød. – Fibre, mumlede hun og smurte lynhurtigt fire stykker, kom kaviar på, tog en mælkekarton og gik ind i dagligstuen, gik tilbage til entreen og samlede dagbogen op.
Nu var hun udrustet. Maven skreg, og hovedpinen bankede aggressivt. Hun tog nogle bidder, hældte mælk op, det var Edvard, der havde lært hende at drikke mælk, og lænede sig tilbage i lænestolen.
Den blå bog lå på bordet. Hun var nysgerrig, men følte alligevel en vis modstand. Josefn havde ikke skrevet den for andre. Nu skulle hendes optegnelser penetreres ned til det mindste tegn. Hendes tøj, fotografier, pilleglas og affaldsposer skulle gennemgås, efterses og vurderes.
Ann tyggede knasende, så sig om i stuen og besluttede sig for at gøre rent noget oftere.
Hun havde ingen dagbøger. Ikke engang fra sin teenagetid. Der var bare ét brev, man kunne betragte som mere privat. Det var fra Edvard, skrevet i januar. Hun havde i slutningen afjuleferien forladt øen og dermed ham. Hun havde været for fej til at at sige det lige ud, men i den måde hun forsvandt på, havde hun tydelig vist, at det var for altid.
Efter et par uger var der kommet et brev. Ann havde læst det med rystende hænder. Hun havde ikke anet, at Edvard kunne skrive så udtryksfuldt. Det var, som om alle de ord, han havde samlet sammen i sin selvvalgte isolation, var vældet frem og havde bredt sig ud på papiret foran hende. Det forbløffede hende, at han i det hele taget havde ejet noget brevpapir, men han havde vel lånt det af Viola.
Han skrev, at han elskede hende, men at det var for kompliceret at leve så langt fra hinanden. Nu ville han ikke se hende mere – som om det ikke havde været hende, der var gået – han ville hellige sig arbejdet og sine sønner. Det sidste var en nyhed. Jens og Jerker havde næsten ikke været ude på øen i to år, og kontakten med faderen havde været mildest talt sporadisk.
Hun kunne ikke spise det sidste stykke knækbrød, men slikkede kaviaren af. Nu gjaldt det dagbogen.
Hun læste i en halv time, før hun lukkede den igen. Der var femogtyve sider tilbage, men hun havde allerede et muligt motiv til, at Josefin blev kørt ned. Det var mere underligt, at også Emily var blevet dræbt.
Josefin havde skrevet, at det eneste, hun var sikker på, var, at Sven-Erik elskede datteren over alt på jorden.
Tankerne om Edvard vendte tilbage resten af aftenen. De havde haft det godt i lange perioder. De havde elsket med en intensitet, som var milevidt fra alt, hvad hun tidligere havde oplevet.
Han havde lært hende meget, alvoren i hans blik, og tanker sprang som en vild hund gennem hendes landskab af tyve, mordere og andre voldsudøvere. Hun troede, hun var blevet en bedre politikvinde på grund af ham. Måske var det hans sprog, som fascinerede hende, ord, der var sprunget ud af hans liv, der var så nær ved jorden og dyrkningen af den. Han satte navne på det, hun som regel ikke så eller reflekterede over. Han genopvakte også noget af det, der var hendes egen baggrund og sprog. Dialekterne var forskellige, men hun kunne høre sit eget og forældrenes sprog i hans.
Edvard og hendes forældre havde mødt hinanden en gang, og efter den indledende nervøsitet var der vokset en forunderlig samhørighed frem. Hendes far havde taget Edvard med ud på de flade strækninger, de havde kørt ad de smalle grusveje, og guderne må vide, hvad de havde talt om, men da de kom hjem igen, lignede de gamle venner.
De var blevet stående ved bilen, havde spejdet ud over markerne. Hun selv og moderen havde stået ved vinduet og iagttaget dem.
Edvard havde sagt noget i bilen på vej hjem, at faderen gik rundt med en kløft indeni, og Ann havde spurgt, hvad han mente. Edvard havde været tavs længe. Hun havde lært at vente, til hans tavshed forsvandt, men lige før Södertälje havde han fortabt sig i et ræsonnement om den østergøtlandske slette, og alle de byer og landsbyer, han og hendes far var kørt igennem. Faderen havde udpeget de nedlagte butikker, som han havde leveret sodavand og øl til i femogtyve år. Nu var de fleste lavet om til boliger, men alligevel var de lette at kende på deres fortrapper og store vinduer. Et sted sad skiltet, Arnes Livs, der oven i købet stadig.
– I var med andre ord hus-spejdere, indskød Ann.
– Nemlig. Vi spejdede, og din far fortalte. Det var dér, i hans historier, at der var en kløft.
– Der er ingen, der gider høre om hans gamle ture. Ved du, at jeg tit var med om sommeren?
– Det fortalte du første gang vi sås, nej, anden gang, kan du ikke huske det? Da vi gik på den gamle markvej. Du fortalte, hvordan han sang i bilen. Det var derfor, jeg forelskede mig i dig.
Så tav han. Var det mindet om markvejen, om hans tidligere liv, der havde presset sig på? Det troede hun, og de havde siddet tavse helt til rundkørslen ved Uppsalas sydlige afkørsel. Ann huskede besøget i Odeshog og turen hjem som et af de smukkeste minder fra deres tid sammen.
Der blev ikke sagt mere om den der kløft, men hun fornemmede, hvad han mente. Så godt kendte hun Edvard. Han læste landskabet og menneskene i det som få andre, hun havde mødt.
Faderens glæde ved at gense de gamle indleveringssteder, den obligatoriske dytten, når han kørte op til indgangen eller lasterampen, købmændenes ansigter i døren, snakken, de gamle vitser, de fyldte kassers klang, og de tommes vedvarende skramlen, alt det, der gav turene mening, blev genoplevet i de søndagstimer.
Edvard havde set det, men også noget andet. En kløft. Hvordan faderen svælgede i minderne. Den slags forstod Edvard. Det savnede hun, savnede hans intensitet, hans blik.
Hun rejste sig op fra stolen. Skulle hun tage et glas rødvin? Hun smilede for sig selv og besluttede sig for mælk.
Den blå bog lå opslået, og hun ville læse mere. Om Josefins kløfter.