6

“DAG TO”, skrev Ann Lindell på sin blok. Så blev det ikke til mere i lang tid. Så et ettal.

– Kan du leve med det, Sven-Erik Cederén? sagde hun højt og skrev hans navn på blokken.

Overvågningen i landets lufthavne og havne var blevet skærpet, der var udsendt en landsdækkende efterlysning i går eftermiddags, men det havde ikke givet noget. Alle vidste, hvor let det var at komme ud af landet. Måske var han taget til Kappelskar, havde taget båden til Finland?

Hun skrev Helsingfors på blokken, men stregede det straks ud. Cederén var ikke en, der tog til Finland.

Elskerinde blev det næste ord. Hun stirrede på ordet. ‘Elske’. Efter læsningen afJosefins dagbog vidste Lindell, at der var en anden kvinde i mandens liv. Hvem hun var, og hvor hun var, fremgik ikke. Enten vidste Josefin det ikke, eller også ville hun ikke engang skrive navnet. Det var tydeligt, at hun hadede den kvinde, og måske ville hun ikke sætte hendes navn på papiret, give hende et navn, en skikkelse.

Hun var der kun i omskrivninger. Josefins og Sven-Eriks fælles liv havde kredset om elskerinden, selv om manden ikke havde kendskab til Josefins viden. Eller vidste han, at hun vidste? Skændtes de om kvinden? Det troede Lindell ikke. Der var intet i dagbogen, som antydede det. Hun var der bare, en sten, der blev rullet rundt i den snuskede, fine villa i Uppsala-Näs, som blev båret op ad trappen, den sten, Josefin snublede over. Hun målte sig med kvinden, målte manden og hans reaktioner.

Josefin havde pint sig selv. Bevidstheden om, at der var en anden, sled på hende. Samtidig skulle hun have et barn. Det vidnede dagbogen om, og obduktionen havde givet samme resultat. Sammy Nilsson var kommet ind med rapporten, som bekræftede, at Josefin havde været gravid i anden måned.

Det var måske en anden mands barn. Dagbogen gav ikke noget konkret svar, men formuleringerne pegede entydigt på én ting: Sven-Erik var faderen. Lindell huskede en formulering: “Hvordan kunne han gå fra hende og til mig?” Lindell spurgte sig selv, hvordan hun kunne tage imod manden i sengen, elske med ham med kendskabet til elskerinden, men hun anede, at det var et fortvivlet forsøg på at vinde ham tilbage. Måske kunne et barn redde ægteskabet?

Lindell fandt listen frem med MedForsks ansatte. I alt ni navne, heraf tre kvinder. Alle i trediverne. Det var i det hele taget en ung arbejdsstyrke. Ingen over halvtreds, de fleste mellem tredive og fyrre.

Lindell besluttede sig for at afhøre kvinderne. De vidnesbyrd, som var blevet optaget i går, gav ikke andet end det forslidte, sædvanlige: “Han så ud til at have det godt,” og “Jeg lagde ikke mærke til noget særligt.” Lindell noterede, at det var Wende, der havde taget sig af forhørene og også havde nået at skrive rapporten. På de respektive rapporter sad der også fotos af alle de ansatte. Det var godt gået. Han måtte have arbejdet i nat.

Hun skrev kvindernes navne på blokken, mens hun studerede billederne. De så alle godt ud. To lyshårede og en hennafarvet. Arbejdet var måske et sted, hvor man kunne rekruttere elskerinder? Lindell satsede på en af de lyshårede.

MedForsk lå i udkanten af byen, i et område, hvor Lindell sjældent eller aldrig havde haft noget ærinde. Selv gadenavnet var ukendt. Her lå de, firmaerne med succes inden for medicinsk forskning og IT. Alle havde til huse i uanselige bygninger, som en række kasser i gule sten, det, som hun havde opfattet, var byens fremtid, med firmanavne og logotegn diskret placeret på gavle og indgange. Man kunne umuligt vide, hvad der gemte sig bag facaderne.

Lindell lyste op, da hun så et firmanavn, hvor hun kunne forestille sig, hvad der foregik: LASSES AUTO OG RESERVEDELE – ALT TIL BILEN. Hun ville ønske, at det var der, hun skulle ind. Hun følte sig hjemme, hvor der var en billift, vægge fyldt med værktøj, lyden af en vinkelsliber og gnisterne fra en svejseflamme.

Lige nu var hun på ukendt jord. Foyeren i MedForsk lå øde hen. Den udstrålede kulde. En ubemandet informationsskranke, tre døre, der alle var låst, og en lille sofagruppe. Det var alt. Der hørtes ikke en lyd, ingen tegn på menneskelig aktivitet, og Lindell tænkte, at alle medarbejderne måske var blevet hjemme.

Pludselig dukkede en kvinde op bag en dør, åbnede den med en hurtig bevægelse og så spørgende på Lindell.

– Ann Lindell fra kriminalpolitiet, præsenterede hun sig og rakte hånden frem. Hun genkendte kvinden fra et af fotografierne. Den hennafarvede. Kvindens hånd var lige så kold som det lokale, de befandt sig i. Hendes øjne var udtryksløse, delvis skjult bag et par briller.

– Ja, sagde hun, lidt spørgende, som om hun var helt uforstående over for, hvorfor politiet havde anledning til at aflægge besøg på Med-Forsk.

– Jeg efterforsker ulykken i går.

– Jeg forstår.

– Og Sven-Erik Cederéns forsvinden.

– Jeg er allerede blevet udspurgt.

Hennadamen spændte sin slanke krop, så hun kom til at se endnu mere utilgængelig ud. Den blå kjole, med et smalt sølvbælte om livet, understregede det slangeagtige i hendes figur. Armene lå over kors under de små bryster.

– Det ved jeg godt. Vi indsamler lidt supplerende informationer.

– Desuden har vi allerede haft besøg. En bilfuld politifolk her til morgen.

– Vi prøver at danne os et billede af firmaet.

Kvinden gik rundt om skranken og tog en tynd notesblok med stift omslag. Blyanten, der sad fast i en holder på blokryggen, var tygget helt ned.

– Vi har foretaget en lille arbejdsdeling, og jeg har fået tildelt tre kvinder på MedForsk.

– Fået tildelt, gentog kvinden.

– Jeg kan begynde med dig, hvis du har mulighed for det.

– Jeg har lidt travlt, og desuden passer jeg ... men vi kan gå ind i kantinen.

Kvinden klaprede af sted mod den nærmeste dør, indtastede en kode og holdt døren for Lindell.

Kantinen, som var overraskende familiært indrettet, lå centralt placeret i huset. Lindell nåede at opfatte nogle kontorlokaler, og gennem en glasdør skimtede hun, hvad hun gik ud fra, var et laboratorium.

Lindell tog sin blok frem. Kvinden sad yderst på en stol, med benene tæt samlet og blikket fæstnet på politikvinden.

Hun hed Sofi Rönn og var femogtredive år. Det vidste Lindell i forvejen, men hun lod kvinden fortælle lidt om sig selv. Hun havde været ansat i fem år. Hun var, med andre ord, en af veteranerne. Hendes opgaver var administrative og havde intet med forskningen at gøre.

– Hvordan vil du beskrive Sven-Erik Cederén?

Kvinden sad tavs et stykke tid.

– Han er en dygtig forsker, som vil meget, sagde hun til sidst.

– Hvad vil han?

– Han arbejder dag og nat, sagde Sofi Ronn og så på Lindell, som om alt andet var utænkeligt. – Han møder tidligt, og er en af dem, der går sidst. Han rejser meget, tager til konferencer og har et bredt kontaktnet.

– Er han vellidt? Jeg ved, at det er fjollet at spørge på den måde, og jeg forstår, hvis du ikke vil tale dårligt om en arbejdskammerat.

– Han er vellidt. Vi synes alle om ham.

For første gang krakelerede kvindens kølighed. Hendes skuldre sank lidt sammen, og blikket sprang fra Lindell til et diffust punkt i lokalet.

– Kendte du Josefin Cederén?

– Ja, hun var her sommetider, men ikke så tit. Vi havde ikke så meget med hinanden at gøre.

– Havde du noget med Sven-Erik at gøre?

– Hvordan mener du?

Hun sendte Lindell et hurtigt blik.

– Jeg mener privat.

– Vi var sammen til arrangementer via arbejdet, ikke andet, hvis det er det, du mener?

– Jeg mener ikke noget særligt, kun om du kendte Sven-Erik og kom ind på livet af ham, om jeg så må sige.

Tavsheden sænkede sig. Det gik langsomt op for Sofi Ronn, hvor Lindell ville hen med sine spørgsmål, og hun så op på hende med et koldt blik.

– Sven-Erik og jeg sås ikke privat, sagde hun kort.

– Jeg vil gerne have informationer ud over arbejdet. Det er forholdsvis let at kortlægge, men et menneskes privatliv er sværere at komme tæt på. En god arbejdskammerat kan ofte blive en god ven. Gode venner betror man sig til. Har Sven-Erik sagt noget, som kan forklare hans forsvinden?

Kvinden rystede på hovedet.

– Det er ikke så godt, sagde Lindell, – hans kone og seksårige datter, Emily, hende har du sikkert også truffet, bliver brutalt mejet ned, og han selv er sporløst forsvundet. Det er ikke så godt.

Hun lod ordene sive ind nogle sekunder, inden hun fortsatte.

– Der er nogen, der mener, han har kørt sin egen familie ihjel. Hvad mener du?

– Det ville han aldrig gøre, sagde Sofi Rönn hurtigt og meget bestemt.

Hun tog brillerne af, men beholdt dem i hånden.

– Sådan noget ville han aldrig gøre, gentog hun. – Ikke sit eget barn. Emily var en virkelig sød pige.

Hendes kølige panser tøede stille op. Lindell forholdt sig tavs, lod hende fuldføre de indre overvejelser. Hun strøg sig hurtigt over kinden.

– Han elsker Emily. Taler altid om hende.

– Elsker han sin kone?

– Hvorfor skulle han ikke gøre det?

Lindell betragtede kvinden. Noget personale gik forbi rummets lukkede dør, og deres latter fulgte dem hen ad gangen.

– Man kan sige, at han har virket lidt fraværende.

– Og det mener du, har noget med ægteskabet at gøre? Har han sagt noget mere konkret?

Lindell fik en hovedrysten til svar, men det var tydeligt, at Sofi Ronn havde noget i tankerne. Den indledende modstand var nu erstattet af en mere forsonlig tone, kvinden ville fortælle, og Lindell så ingen grund til at presse hende.

– Han rejste meget, og måske mødte han en. Jeg ved det ikke.

– Fortæl.

– Han har forandret sig.

– Hvor rejste han hen?

– Vi har et datterselskab i Malaga, UNA Medico. Der plejer han at tage hen.

– Og du mener, at han måske har mødt en der?

– Måske.

– Hvordan har han forandret sig?

Kvinden vred og vendte sig. Strøg med hånden over den allerede glatte kjole. Hendes negle lignede Josefins.

– Før var han så hyggelig. Lavede sjov og havde gang i den.

Sofi Rönn faldt ind i en dialekt, som Lindell placerede i Hälsingland. Hun bladrede lidt i blokken og kiggede på uret.

– Han er stille. Siger ikke så meget. Sidder på sit kontor og isolerer sig. Han kommer næsten aldrig ud og drikker kaffe.

– Var det efter rejserne?

– Ja, måske, men han har i det hele taget forandret sig, er mere irritabel.

– Har der været konflikter i firmaet?

Ny tavshed. Lindell ville ønske, at hun havde noget at drikke, eller måske noget at tygge på.

– Sven-Erik og Jack kommer ikke så godt ud af det med hinanden.

– Er Jack chefen?

Sofi nikkede.

– De startede firmaet. Jack er vicedirektør. De ejer hver sin halvdel. De skændtes. Vi kunne sommetider høre det. Det er en lille arbejdsplads.

– Om hvad?

– Det ved jeg ikke. Der var bare irritation og dårlig stemning i luften.

Lindell afsluttede samtalen med at danne sig et billede af de andre ansatte på MedForsk. Kvinden opregnede systematisk de ansatte og deres arbejdsopgaver. Lindell satte større og større pris på denne i starten kølige kvindes eftertænksomme tale. Hun vejede omhyggeligt sine ord, men alligevel fik Lindell indtryk af, at hun gjorde sig umage for at give et så retfærdigt billede af firmaet som muligt.

Det direkte spørgsmål, om det kunne tænkes, at Sven-Erik Cederén havde et forhold til en af de andre to kvindelige arbejdskolleger, afviste Sofi Ronn med det samme.

– Aldrig, sagde hun skarpt. – Jeg kender Lena og Tessan virkelig godt. Lena gennem mere end ti år, hvor vi arbejdede sammen på Pharmacia, og Tessan er meget lykkelig. Hun venter sig og svæver på en sky sammen med sin mand. De har forsøgt i flere år. Ingen af pigerne ville være utro, og slet ikke med Sven-Erik.

– Hvorfor ikke Sven-Erik?

– Han er ikke deres type.

– Hvad for en type er han?

Sofi tøvede igen.

– Han har et tungsind, som kan være svært at takle. Som regel er han en glad fyr, men pludselig skifter det til det modsatte.

– Han lader da til at være udadvendt, spiller golf og sådan.

– Han er dygtig til golf. Om vinteren tager han sommetider på golfrejser. Jeg tror, han spiller som en flugt fra det stressende arbejde.

Tungsindet. Hun havde studeret hans ansigt på et arrangeret familiebillede, som hun havde fundet i villaen. Det var et billede af den slags, som mænd stiller på deres skrivebord på deres arbejdsplads. Den lykkelige familie. Han så også virkelig tilfreds ud, med armen om en velklædt og sminket Josefin og med sin datter på skødet. Kunne den mand være utro? Ja, afgjort, tænkte Lindell. Kunne han køre sin familie ihjel? Ja, måske, under voldsomt pres og med ukontrollerede følelser som en forudsætning. Vrede, jalousi og opblussende had kunne forandre hvem som helst. Lindell og hendes kolleger, om nogen, havde set det alt for tit.

Hun stillede spørgsmålet til Sofi, som afviste tanken som absurd.

– Hvorfor forsvinder han så?

– Det ved jeg ikke. Han var måske vidne til det hele, og fik et chok.

– Tak, du har virkelig været hjælpsom, sagde Lindell og rejste sig.

Kvinden stoppede Lindell med en håndbevægelse.

– Der er en ting til. Jeg tror, at Josefin skulle have et barn.

– Ja, det skulle hun. Tror du, at en anden kunne være faderen?

Sofi gjorde en grimasse, som Lindell tolkede som, at det var muligt.

– Hvorfra vidste du, at hun var gravid?

– Det fortalte Josefin i sidste uge. Jack holdt en lille fest, vi havde fået et gennembrud på laboratoriet, og det fejrede vi. Josefin drak ikke noget. Jeg kommenterede det, lidt for sjov, og hun sagde ligeud, at hun ventede sig.

– Virkede hun glad?

– Det er svært at sige. Hun fortalte det uden særlig entusiasme. Du ved, når man bliver sådan helt ellevild ind imellem opkast og alt det, og det bare bobler over.

Lindell nikkede. Hun tænkte på den blå bog, hvor Josefin havde fortalt om sine blandede følelser i forhold til det kommende barn. På den ene side ville hun gerne føde det, men der kom stadig flere overvejelser om en abort. Hun skrev det ikke ligeud, men tvivlen kom så stærkt til udtryk, at tanken måtte have strejfet hende. “Hvad nu, hvis han forlader mig?” havde hun spurgt sig selv for nogle uger siden, den 22. maj. Den 3. juni havde hun noteret: ‘I aften fortæller jeg det. Vi må tage en beslutning’.

En uge senere var hun død. Der var nogen, der havde taget en beslutning.

Lindell talte også med Lena Friberg og Teresia Wall, inden hun forlod MedForsk. Der var gået nøjagtig et døgn, siden Josefin og Emily døde.

Lindell længtes efter en chokoladekage på Savoy, men da hun var næsten henne ved konditoriet, besluttede hun sig for at spise noget rigtig mad i stedet for og kom i tanke om en frokostrestaurant, som Haver havde talt om.

Hun kørte hen ad Börjegatan og parkerede alt for tæt på et fodgængerfelt. Brostuen mindede lidt om Savoy. Indretningen var ikke hypermoderne, men gav hende en følelse af tryghed, da hun trådte ind ad døren. Hun hørte en håndværker bestille ‘kåldomere’ over disken, og hun bestemte sig straks for det samme.

Hun satte sig ved vinduet. Fjernsynet gik, med lyden skruet ned. Det viste madlavning med en kok med et næsten tragikomisk udseende. Ann fulgte hans mundbevægelser og prøvede at tyde, hvad han talte om. I hvert fald ikke om kåldolmere.

Hun plejede i offentlige lokaler at studere de andre gæster, men her var det lige omvendt. Maden skovlede hun i sig i et tempo, som overraskede hende selv.

Mens hun drak kaffen, opsummerede hun sit besøg, tog blokken frem, gjorde nogle notater og tænkte over, hvad Teresia Wall havde fortalt. Den 18. juni havde vicedirektør Jack Mortensen og Sven-Erik Cederén haft et kæmpe skænderi. Sven-Erik var lige kommet hjem fra Spanien. Han havde ganske vist været solbrændt, men havde set hærget ud, ‘nogle gevaldige tømmermænd’, som Teresia havde udtrykt det.

De var ramlet sammen i Jacks kontor. De ophidsede stemmer kunne høres helt ind i kantinen. Hun anede ikke, hvad det alt sammen havde drejet sig om. Hun havde spurgt Jack, men han havde irriteret slået det hen og mumlet noget om ‘Sven-Eriks forbandede usikkerhed over for alting’. Teresia havde en teori om, at de havde skændtes om den kommende børsintroduktion. Firmaet stod over for en massiv ekspansion og skulle bruge mange penge. Måske havde Cederén været usikker på udformningen af prospektet, for næste dag havde Jack isoleret sig på sit kontor og arbejdet intenst. Der blev hvisket en del på laboratoriet disse dage, efter hvad alle sagde, så lagde han sidste hånd på formuleringen af offentliggørelsen af prospektet. Der var indkaldt til pressekonference den 16. juni.

Dagen efter skænderiet, den 9. juni, havde Sven-Erik Cederén slet ikke vist sig. Han havde ringet til Lena Friberg angående et kommende møde med en konsulent. Det drejede sig om teknisk udstyr.

Gæsterne i restauranten kom og gik. Der hørtes latter. Der var åbenbart mange stamkunder, for der blev udvekslet nik, og korte spørgsmål om arbejdet udløste korte, sommetider ironiske svar.

En ældre mand læste nærsynet Upsala Nya. Han foldede omhyggeligt avisen sammen, rejste sig med stort besvær, bar sin bakke hen til disken, og sagde høfligt tak for mad. Kvinden bag disken smilede.

Haver har ret igen, tænkte Lindell. Her ville hun komme tilbage til. Her var der liv, hverdagsliv, som hun havde så hårdt brug for, rigtige mennesker med rigtige jobs, arbejdsklædte mænd med småværktøj i lommerne og firmamærker på rygge og brystlommer. Mennesker, som ikke havde slået nogen ihjel.

Men som måske tit banker deres koner, tænkte hun sarkastisk og så sig omkring.

Axel Olsson tog imod barfodet. Hans ene storetå var stærkt deformeret. Han havde våde fødder. Han var meget mager, med et asketisk ansigt og store hænder, som han ikke rigtig vidste, hvad han skulle gøre af.

– Undskyld, sagde han skyldbevidst, – min kone ligger i sengen.

Sven-Erik Cederéns far undskyldte sig i det hele taget meget.

Efter at han havde fået strømper og tøfler på, under en usammenhængende snak om fodsalt og et besøg af huslægen, gik de ind i dagligstuen. Folk tog tit imod i køkkenet, men Axel Olsson trak hurtigt køkkendøren i og førte med en forsigtig håndbevægelse Lindell videre ind i lejligheden.

Der var indelukket. Møblerne havde engang været standsmæssigt småborgerlige på den måde, som Lindell udmærket genkendte. Den store skænk med indlagt træskærerarbejde på dørene, sofabordet og den ubestemmeligt mørkerøde sofa, en bogreol med et yderst begrænset antal bøger, men en hel del glasskåle, fotografier, souvenirs, et par godt brugte lænestole og en piedestal med en slatten hængeasparges.

Lindell studerede fotografierne, mens manden undskyldte sig. Der var sønnen, svigerdatteren, og barnebarnet i flere udgaver. En halv snes andre fotografier i brune, ovale rammer, som Lindell gik ud fra var af ældre, afdøde slægtninge, optog en hel hylde.

– Sven-Erik er Deres eneste barn?

Manden nikkede.

– Jeg har ikke nået at gøre rent, sagde han, – men sæt Dem ned.

Selv stillede han sig ved altandøren.

– Det gør ikke noget, jeg forstår, at De har andet at tænke på.

– Min kone er dårlig.

– Det er klart, I har mistet et barnebarn og jeres svigerdatter, sagde Lindell.

Manden så forvirret ud, pillede i planten, ruskede den uventet hårdt, og en sky af gule blade regnede ned over gulvet.

Ægteparret Olsson havde allerede haft besøg af politiet i går, og de havde på det tidspunkt benægtet ethvert kendskab til, hvor deres søn kunne være.

– Har I hørt noget fra Sven-Erik?

– Jeg kan ikke forstå det, sagde manden.

– Jeg ved, at I har spekuleret, lige siden I fik beskeden. Er der ikke dukket noget op, en idé om, hvor han kunne være?

Manden lukkede øjnene. Han så helt bedøvet ud. Lindell anede, at han havde taget noget beroligende.

– Sven-Erik har ikke ringet?

Han åbnede øjnene, stirrede på hende og sagde meget stille:

– Han ringer ikke så tit.

Lindell fik en fornemmelse af, at manden når som helst kunne falde i søvn, stående.

– Han har meget at lave, tilføjede manden. – Vi har sagt det til ham. Han arbejder sig ihjel.

Axel Olsson gik hen til den nærmeste lænestol, lagde hånden på ryglænet. Han rankede sig, som om han ville holde tale.

– Han var ikke lykkelig, fortsatte han, opdagede, at han talte om sønnen i datid, og rettede det straks.

– Han er ulykkelig. Det er det arbejde.

– Var han lykkelig sammen med Josefin?

Det gav et sæt i manden. Det var, som om bare det at nævne hendes navn gav ham fornyet energi. Han gik rundt om lænestolen og satte sig, lænede sig frem mod Lindell og så hende lige ind i øjnene for første gang under samtalen.

– Forstår du, hun pressede ham. Hun ville hele tiden have mere. Villaen dér, biler og nyt tøj. Sven-Erik kunne ikke sige nej.

Han tav lige så hurtigt, som han var begyndt, og slog øjnene ned.

– Skændtes de?

– Det hele skulle være tiptop. Sven-Erik kunne ikke sige fra. Han skulle arbejde. Hun ville have nyt. Skændtes? Det ved jeg ikke, ikke, så vi opdagede noget.

Intet i Josefins dagbog havde antydet noget om denne forskel i ægteparrets indstilling til livsstil og penge. Hun havde ikke udtrykt noget, som kunne tydes som utilfredshed med mandens måde at leve på, bortset fra hans utroskab.

– Var Sven-Erik Josefin tro?

– Hvem siger, han ikke var? Er det hendes far? Du skal vide, at han aldrig kom på besøg her. I begyndelsen inviterede vi tit ham og Inger herud, men de sagde aldrig ja tak og kom ikke sammen med andre, som andre folk gør. Han var så fisefornem. Nu vil han selvfølgelig give Sven-Erik hele skylden.

Manden sank sammen.

– Jeg kan ikke holde det ud, snøftede han.

Det var, som om han havde opbrugt alle sine kræfter. Lindell sad ubevægelig og iagttog ham. Manden knugede hænderne sammen mellem knæene. Den dårlige luft i lejligheden stod Lindell op til halsen. Hun rejste sig lydløst. Et stort fotografi af Sven-Erik med studenterhue så på hende fra bogreolen.

Hun ville lægge hånden på mandens skulder, sige noget trøstende, men formåede det ikke. Hans søn var muligvis morder, og Lindell kunne ikke lindre mandens lidelser, og måske ville hun heller ikke. Der var noget i mandens væsen, der fik hende til at føle om ikke afsky, så modvilje.

Hun lukkede døren bag sig og vidste, at der var masser af spørgsmål, hun burde have stillet, at hun burde have talt med kvinden, der var bag en af de lukkede døre. Hun sad måske tavs ude i køkkenet? Lindell prøvede at forestille sig hende: Stor, tung, tyndslidt hår med permanent, der var gået ud, en grå sorg blandet med afmagt og muligvis vrede. Mest en ordløs sorg. “Dårlig,” havde manden sagt. Lindell smagte på ordet. Dårlig.

Vel ude i den friske luft ringede hun til Sammy Nilsson, som kunne fortælle, at gennemgangen af MedForsks forretninger tog lang tid. Forbindelsen til datterselskabet i Spanien var ikke helt gennemskuelig. Meget af deres virksomhed blev drevet relativt selvstændigt, men det meste af laboratoriearbejdet foregik åbenbart der. De fleste dokumenter var på engelsk, men der var også en del på spansk. Der var indkaldt en tolk. Sven-Erik Cederén var den, der tog sig af kontakterne med Malaga, da han beherskede sproget.

Beatrice havde tjekket forsikringerne. Både Josefin og Emily var forsikret i Skandia med Sven-Erik som den begunstigede. Beløbene var i millionklassen.

– Hvordan ser deres privatøkonomi ud?

– God, sammenfattede Sammy Nilsson. – Der er aktier for cirka en halv million, mest inden for medicin. Lån på beskedne 900.000, en halv million i banken, og lige så meget i rentepapirer.

– Det lyder ikke dårligt, sagde Lindell, og tænkte på sin egen magre konto. – Med andre ord, ingen akut pengenød.

– Nej. Og ingen voldsomme økonomiske bevægelser den sidste tid. Der har helt klart været gang i den, regelmæssige indbetalinger og ingen større udbetalinger. Vi arbejder lige nu med Sven-Eriks forskellige kort. Det er Sixten, der graver.

– Er der noget fra villaen?

– Nada. Ikke flere personlige optegnelser.

Lindell hørte stemmer i Sammys baggrund, en telefon ringede, og en af kollegerne lo. Det er sikkert Riis, der hånler, tænkte hun.

– Har I det hyggeligt?

– Det er Berglund, som fører sig frem. Han vandt 10.000 på et skrabel od, han fandt i bilen.

– Fandt?

– Han havde glemt det, sagde Sammy kort. – Hvad med dig?

Lindell redegjorde for sine besøg.

– Hvor er han? spurgte hun.

– I udlandet, sagde Sammy.

– I Spanien måske.

– Jeg tror i Den Dominikanske Republik. Vi prøver at finde ud af den der hushandel. Tolken hjælper os med papirerne.

– Det lyder godt, Sammy. – Hils Berglund.

Hun afsluttede samtalen og så tilbage mod den etageejendom, hvor Sven-Eriks forældre snappede efter frisk luft. Hun var næsten sikker på, at Axel Olsson, og muligvis også hans dårlige kone, iagttog hende fra vinduet.

Var der noget i hans snak om Josefin og hendes ønske om at leve et liv i luksus? Lindell troede ham ikke. Ganske vist var hendes garderobe omfattende, men ikke sensationalt dyr. Hjemmet bar, bag alt støvet, præg af helt normale forhold.

Det var tydeligt, at svigerforældrene ikke havde kunnet sammen. Det kunne være forældrenes forskellige baggrund. Josefins far havde åbenbart været noget overordnet inden for forsikringsbranchen. Hvad Axel Olsson havde arbejdet med, vidste hun ikke, men Lindell fornemmede, at det havde med fysisk arbejde at gøre. Han havde også mumlet noget om fisefornemhed, at han følte sig underlegen, men efter at have mødt Josefins far havde Lindell svært ved at forestille sig ham som en storsnudet person. Det drejede sig formodentlig om en gammel uoverensstemmelse. De omgikkes ikke, andet var det ikke, vedtog hun.

I kantinen sad Ottosson, Wende og Beatrice sammen med en mand, hun ikke kendte. Hun gættede på, at det var den spanske tolk, og fik det straks bekræftet.

Da han præsenterede sig som Eduardo Cruz, blev hun bragt et par år tilbage i tiden, da hun opklarede mordet på den unge, peruvianske flygtning, Enrico, hvis bror havde haft samme accent.

Beatrice, som altid havde øjnene med sig, lagde mærke til hendes reaktion og gav sig til at fortælle om resultatet af Wendes og hendes kortlægning af ægteparret Cederéns privatøkonomi.

Lindell, som allerede havde hørt det meste fra Sammy, lyttede distræt. Fra Enrico gik tankerne til Edvard. Han havde ringet.

– Hvad tror du? spurgte Ottosson og kiggede venligt på hende.

– Jeg fulgte ikke rigtigt med. Jeg må lige have en kop kaffe, sagde hun og rejste sig.

Hun kom tilbage med en kop kaffe og en chokoladekiks, og Beatrice sagde noget om blodsukkeret.

– Det er lykkedes os at komme i kontakt med Den Dominikanske Republik, sagde Wende. – Vi havde problemer med at få faxen frem.

– Hvor mange timers forskel er der? sagde Ottosson.

– Fem, sagde tolken.

– Eduardo har oversat svaret, og det viser sig, at Cederén har købt jord i den nordvestlige del af landet, ikke så langt fra Haiti.

– Jord?

– Ja, ikke huse, kun jord, nærmere betegnet to hektar. Han skulle give 85.000 dollar.

– Han har benyttet et mæglerfirma, der hedder West Indies Real Estate i Sosua, sagde Beatrice.

Lindell ville ikke begynde at diskutere, hvad det betød, mens tolken var der, men spurgte, om faxen havde givet mere information.

– Sven-Erik Cederén har været der personligt ved flere lejligheder, senest den 5. juni. På det tidspunkt blev handlen afsluttet, og Cederén overførte pengene fra MedForsks konto til Banco Nacional, 85.000 amerikanske dollar.

– Hvor meget er det?

– Cirka 850.000, sagde Wende.

Ottosson strøg sit skæg.

– Så nu ejer MedForsk 20.000 kvadratmeter caribisk jord, sagde han. – Hvorfor?

– Betalingen er registreret i Handelsbanken, sagde Beatrice.

– Du skal have tak for hjælpen, sagde Lindell til tolken, – vi henvender os sikkert igen.

Hun rakte hånden frem.

– Hvor kommer du fra?

– Chile, sagde Eduardo Cruz og rejste sig.

Lindell så efter ham.

– Han minder om Ricardo, sagde hun, og det var første gang, hun nævnte hans navn for kollegerne.

Hans død, hvordan han havde kastet sig ud gennem et vindue, da politiet kom, havde været et tabuemne, når Lindell var til stede. Ingen af hendes arbejdskammerater havde ønsket at rive op i det sår. De sad tavse ved bordet et stykke tid, inden Wrede brød tavsheden.

– Jack Mortensen vidste ikke noget om købet. Det er i hvert fald, hvad han påstår. Han troede, at Cederén var i Spanien.

– Det troede alle på MedForsk vist, sagde Lindell.

– Sikke noget rod, sagde Beatrice.

– Er det dér, det hele ligger? spurgte Lindell, lige ud i luften.

– Caribien, sagde Wende.

– Måske havde han planer om at flytte derned med elskerinden, sagde Lindell.

– Hvem er hun?

Lindell lænede sig tilbage i stolen.

– Vi må tjekke alle fly igen, kortlægge hans flyrejser, gennemgå passagerlister. Måske er hun med et eller andet sted. Hvis det er sådan, at de planlagde at flygte til et varmere land, så må hun vel på et tidspunkt have været med.

– Men hvorfor betale med penge fra firmaets konto? indvendte Ottosson. – Han burde have holdt det hemmeligt.

– Han er en mand, sagde Beatrice, – og han tror, at han er usårlig, at han kan gøre hvad som helst, og at det går godt.

Lindell rystede på hovedet.

– Har vi nogen, der kan spansk? spurgte hun Ottosson.

– Riis måske, sagde han og lo højt. – Han har jo et hus i Spanien.

– Skal vi sende Riis til Den Dominikanske Republik? sagde Beatrice oprørt.

– Jeg kan tage derover sammen med chileneren, sagde Lindell.

Tilbage på sit kontor sad Lindell med sin blok, tegnede kruseduller og sorterede de informationer, hun havde fået. Foran hende på bordet lå der også flere mapper, der indeholdt oplysninger om MedForsk, familien Cederéns privatøkonomi og udskrifter af de forhør, man havde gennemført, og som man allerede havde nået at få ned på papir.

Det var allerede en pæn bunke, og hun vidste, at den ville vokse betydeligt, inden sagen var afsluttet. Hun var imponeret over drabsafdelingens effektivitet på trods af den turbulens, der var i huset. Hun vidste, hun var med i et godt team.

Længst nede i papirbunkerne lå der også et notat fra politimesteren: ‘Spørgsmål vedrørende den nødvendige omstrukturering inden for nærpolitiet.’ Hun læste overskriften, som hun havde gjort flere gange, inden hun smed den ned i den nederste skrivebordsskuffe. Det ville vare længe, inden hun fik læst teksten. Der kom sikkert snart et nyt notat, som helt eller delvist reviderede de tidligere konklusioner og forslag.

Sidst hun så chefen, havde han været i uniform, på vej til en modtagelse. Han elskede sin uniform. Lindell ville ønske, at han brugte lige så meget energi på Uppsalapolitiets reelle problemer, som han brugte på uniformen.

Han ringede, tænkte hun, og som så ofte før sprang hendes tanker til Edvard. Der var faktisk blevet længere og længere mellem de gange, og det tog hun som et sundhedstegn, men selvfølgelig var han der. Hvis hun ringede tilbage, var hun fortabt, det vidste hun. Det var nok bare at høre hans stemme. Åh dit fjols, du er jo ikke en pjattet teenager.

– Dine hænder, sagde hun højt, og smilede.

Hun tog papiret af det sidste stykke chokolade, som hun havde taget med fra kantinen, og besluttede sig for ikke at ringe. Han kunne bare gå der på sin ø med sine smukke hænder og sine tunge tanker.

Det slog hende, at MedForsks vicedirektør, Jack Mortensen, skulle afhøres igen, og hun fandt firmaets telefonnummer frem.

Mortensen var ude i et ærinde, meddelte Sofi Ronn, som tog telefonen, og ville ikke komme tilbage mere i dag. Lindell fik hans mobilnummer.

– En ting til, nu jeg alligevel har dig, hvad ved du om Den Dominikanske Republik?

– Intet som helst, sagde Sofi. – Hvorfor?

– Jeg var bare nysgerrig, sagde Lindell og bestemte sig hurtigt for at fortælle om faxen fra West Indies Real Estate.

– Det er nyt for mig, sagde Sofi Ronn. – Hvorfor skulle han købe jord der?

– Du har ikke hørt noget om, at firmaet planlægger at bygge nogle anlæg der?

– Nej, ikke et ord, og jeg tror, jeg ville have fået det at vide, hvis der foregik sådan noget.

Det troede Lindell også, for Sofi Ronn lod til at vide det meste om MedForsk og dets ansatte.

– Den her oplysning vil jeg godt have, at du ikke bringer videre, sagde Lindell.

– Det bliver mellem os, sagde Sofi Ronn, og de afsluttede samtalen, begge overbeviste om, at de ville få mere med hinanden at gøre i den kommende tid.

Lindell ringede til Mortensens mobilnummer, men blev mødt af den automatiske stemme. Lindell præsenterede sig og bad vicedirekt øren om at ringe op så hurtigt som muligt.

Det bankede på døren. Ola, tænkte Lindell straks. Ganske rigtigt.

– Jeg har efter en del besvær fået oplysninger om Cederéns kontokort, sagde han og lagde en halv snes udskrifter foran Lindell.

– Fire forskellige kort, et til firmaet, et visa-kort, et Master Card og et Hydrokort.

Haver slog sig ned.

– Jeg har forsøgt at fjerne det, jeg mener, er uvæsentligt. De transaktioner har jeg markeret med grønt, det er mest privat. Vi har firmaets, hvor der indgår flyrejser, og de er markeret med blåt. Så har vi restaurationsbesøg, hvide, og de øvrige røde.

Lindell kiggede på det papir, der lå øverst, og konstaterede det, han lige havde fortalt: Forskelligtfarvede prikker ud for hver post.

– Benzinkøb har jeg tegnet ind på et kort, og udlandsindkøbene har jeg skrevet på en speciel liste, fortsatte Haver tonløst.

Han greb stakken af papirer og bredte arkene ud over Lindells skrivebord.

Lindell kiggede på kortene.

– Det ser ud til, at benzinen mest er købt på Hydrotanken ved den vestre afkørsel?

– Ja, hvis han er kørt ad 55’eren hjem, så er det den nærmeste tankstation. Men han har også tanket på E4’eren, på Råbyvagen og langs Oregrundsvagen.

– Hvad med restauranterne?

– Jeg har forestillet mig det sådan: Hvis han havde en elskerinde, så gik de sikkert ud og spise engang imellem. Jeg har specificeret alle besøg, hvor jeg tror, det drejer sig om to spisende.

Lindell smilede.

– Det her kan du godt lide, hvad?

Haver så op.

– Der er tyve restaurationsbesøg med to spisende på otte forskellige spisesteder de sidste to måneder.

Han tav og ventede på Lindells reaktion.

– Vi går rundt til alle spisestederne med et foto af Cederén, så får vi måske bid, sagde hun efter nogen betænkningstid. – Kan du arbejde videre med listerne? Jeg tror, vi har fat i noget her.

– Hvem skal jeg tage med ud på spisestederne?

– Snak med Ottosson. Det må han finde ud af.

– Udlandslisterne kan du give Beatrice og Wende. De arbejder med Spanien og den caribiske forbindelse.

Haver slog sin mappe i.

– Du kan beholde listerne, sagde han. – Jeg har lavet kopier.

– Du, sagde Lindell da Haver åbnede døren, – godt gået!

Han nikkede og lukkede forsigtigt døren bag sig.

Ann rejste sig og gik hen til vinduet. Hun bøvsede uventet og fik smagen af kåldolmere i munden. Hun var ikke glad for situationen. Tænk, hvis det var lykkedes ham at komme ud af landet?

Hun stod foran vinduet i et kvarter. Hendes krop føltes tung, og hun havde en snert af hovedpine. Edvard.

Hun huskede hans første besøg. Det var i det gamle kontor, hans forsigtige spørgsmål, uroen, en undren over, hvem den unge fyr, han havde fundet død, var, måden han så på hende på og tog hendes hånd, da de sagde farvel. Allerede da, efter ti minutter, var der noget i hans øjne, som hun aldrig ville kunne glemme. Der var et sug i hans blik, en slags sult, og en ubevidst frækhed blandet med usikkerhed. Drengeøjne, men med en mands blik.

Hun vidste, hvor han var, men opsøgte ham ikke. Hun kunne hans telefonnummer udenad, men ringede ikke til ham. Var det selvpineri? Hun havde forladt ham og valgt ensomheden, arbejdet, vel også håbet om, at hun ville kunne lægge hans tøven og tungsind bag sig til fordel for en anden mand. Hun fandt ikke en anden, eller rettere sagt, indtil nu havde hun ikke fundet nogen, som kunne erstatte Edvard.

Nu vidste hun, hvad det var, der havde fået hende til at rejse fra øen. Det var ikke de praktiske problemer, han på Graso, med en slags uudtalt loyalitet over for sin aldrende værtinde, hun i Uppsala med sit arbejde. Nej, det var hans manglende evne til at takle sit eget liv. Han lod bare tingene ske. Han havde tilsyneladende uden videre givet slip på sine to sønner og så dem ikke mere. Han havde bare lagt sit liv til side og overlevede i adspredthed og passivitet.

Men hun vidste godt, og det irriterede hende endnu mere, at han led under det liv. Hvor tit havde hun ikke opmuntret ham til at bryde isolationen, at genoptage kontakten med Jens og Jerker? At blive aktiv et eller andet sted, hvor hans frustration over tingenes tilstand kunne få en forløsning og en mening.

I begyndelsen havde hun troet, at det var hendes tilstedeværelse, der fik ham til at tøve, at han skammede sig over for drengene, eller at han ikke ville konfrontere dem med hende. Da de mødte hende første gang, var hun faktisk politikvinde i en drabssag. Drengene havde begge to været mistænkt, men var blevet frikendt. Alligevel var det deres medvirken, der indirekte havde ført til Enricos død. Så meget desto vigtigere var det at holde fast i dem.

Men det var ikke hendes ansvar, havde Ann slået fast. Edvard var simpelthen ikke i stand til at leve, og hun ville ikke trækkes med ind i denne tavshed og undertrykte smerte. Hun ville leve fuldt og helt. Arbejdet gav rigeligt med ubehageligheder i sig selv, uden at hun også skulle komme i dårligt humør, så snart hun kom hjem.

Og så alligevel, og hun var rasende på sig selv, er han her. Hvorfor skulle han ringe og indtale sin forbandede besked?

– Og hvad med dig, vendte hun det højt med sig selv, med panden mod vinduet, – du kommer selv hjem i dårligt humør.

Men uden Edvard. Uden hans øjne, hænder og rådvilde kærlighed. Du hælder to glas rødvin i dig næsten hver aften. Går ud med tøserne og drikker dig fuld, går omkuld sammen med en mand, som du næsten ikke kan huske, hvordan ser ud. Hvor smart er det?

Hendes indre monolog blev afbrudt af telefonens kimen, og det slog hende, at hun i hele femten minutter havde fået lov til at være alene med sine tanker.

Hun tog røret. Det var Jack Mortensen.