OLA HAVER blev stående lidt i døråbningen. Bricanylen var begyndt at virke, og Gina trak vejret roligere igen. Han gik hen til sengen og stoppede dynen ned om pigen, lagde krammedyret på puden. Øjenlågene sitrede, og hun begyndte at hoste.
Fra soveværelset kunne han høre den mindste sætte i et højt skrig, indtil hun igen fandt brystvorten. Rebecka Haver kaldte lavmælt på Ola, og han forlod Ginas værelse efter at have kastet et sidste blik på datteren i sengen. Bare hun nu kan sove lidt, tænkte han og skød forsigtigt døren i uden at lukkke den helt.
– Husk apoteket, sagde Rebecka.
Ola kunne ikke lade være med at smile. Hun havde næsten mistet stemmen, den var hæs og næsten uhørlig, men behovet for at minde ham om det både en og to gange havde hun ikke mistet.
– Det skal jeg nok. Sikke en familie, og det er snart midsommer, sagde Haver, og gik hen til sengen.
Rebecka smilede. Hun rakte hånden ud mod ham. Den lille gryntede tilfreds ved sin mors bryst. Måske var hun faldet i søvn.
Haver greb hånden og trykkede den let. Soveværelset lå i halvmørke, med nedtrukne rullegardiner og kun en sengelampe tændt.
– Se nu at blive rask, sagde han, bøjede sig ned og kyssede sin datter i nakken. Håret, som var dunet, men alligevel mørkt og kraftigt efter moderen, kildede ham under næsen. Han indsnusede den lidt sødlige babyduft og blev gennemstrømmet af stor lykke.
Han forlod Valsatre lidt over halvotte. Han havde fået en idé. Sådan som de havde tjekket de restauranter, som Cederén havde været på, kunne de også gå frem over for benzintankene.
På vej til politistationen prøvede han at forestille sig denne Sven-Erik Cederén. De fotografier af ham, som de havde fundet i villaen, viste en mand på hans egen alder, han så ikke påfaldende godt ud, i hvert fald ikke ifølge Beatrice, men hun var jo kritisk over for de fleste mænd. Kortklippet, solbrændt og i rimelig god form. Haver syntes, at han mindede om mægleren, som de havde købt huset af. En af disse mange femogtrediveårige, der var på vej til at blive midaldrende og forsøgte at kompensere for forfaldet med hårgele, træning to gange om ugen, måske lidt golf og en sikkerhed i holdningen, som ikke altid modsvaredes af deres indre liv.
Haver havde gennemgået alle papirerne og dokumenterne vedrørende Cederén, men havde ikke kunnet fylde billedet ud med nogen egentlig substans. Han var for anonym, for glat, for indstillet på arbejde og forskning; ikke engang på feriebillederne, som de havde bladret igennem, havde han røbet andet. Ganske vist havde der været billeder, hvor han havde set nogenlunde afslappet ud, havde leet, og måske indtaget en uventet positur, men det kom man ikke langt med, hvis man havde ambitioner om at lære ham at kende. Haver manglede stemmen og bevægelserne.
På Edenhofs golfbane i Balinge havde Haver truffet nogle af Cederéns bekendte. De havde alle understreget, at Cederén var hyggelig og imødekommende uden af den grund at være særlig social. Han var venlig, men åbnede sig ikke, talte sjældent eller aldrig om private forhold.
Han var en god golfspiller, sammenbidt, målbevidst uden at gøre større væsen af sig. Hvis han lavede et fejlslag eller ikke fik et enkelt put i hul, gjorde han sjældent noget større nummer ud af det, kunne bare smile lidt ironisk. Han spillede roligt og metodisk. Han var en populær person i klubben, en, som man kunne stole på, og han var primus motor i haveplanlægningsprojektet og i ungdomsindsatsen. De andre klubmedlemmer gik gerne en runde med Sven-Erik Cederén. Han skabte ro omkring sig, som et klubmedlem sagde.
Der var ingen kløfter hos ham, bortset fra at han formodentlig bedrog sin kone. Hvorfra kom denne afvigelse i hans ellers så nøje kontrollerede opførsel? Haver havde testet spørgsmålet på golfbanen, men alle dem, han havde talt med, havde afvist tanken om, at han havde haft en elskerinde, som absurd. De fleste kendte Josefin, ganske vist ikke særlig godt, men de havde alle karakteriseret forholdet som stabilt, ja, oven i købet lykkeligt.
Haver kørte forbi Svandammen og så længselsfuldt ind på konditori Fågelsången. Dér havde han hængt ud i sin unge dage, men nu var der sjældent tid til at standse dér. Han skulle måske invitere Lindell ud på en kop kaffe og en vanillekrans. Hun kunne jo godt lide at sidde og glo på et konditori. Nej, ingen kranse, de var reserveret til Rebecka og ham. Vanillelegen var deres hemmelighed.
Listen over Cederéns kontokøb på Hydrotankene var ikke særlig omfattende. Han tankede formentlig også på andre tankstationer. Der stod Klangs grand på de fleste, og det var forståeligt nok. En del poster kom fra Råbyvagen og E4 samt et halvt dusin tankninger på Oregrundsvagen.
Haver studerede listen og indså, at han måske ikke ville komme ret langt. Tankninger foregik vel for det meste ret anonymt ved en automat. Chancen for, at nogen ville kunne huske Cederén og hans eventuelle passager, var så godt som ikke-eksisterende, men de havde på den anden side ikke meget andet at gå efter.
Oregrundsvagen var den eneste tankstation, der muligvis var interessant. Hvilket ærinde havde han den vej? Rent tjenstligt? Næppe. MedForsk havde intet i den retning. Han havde ikke noget sommerhus. Måske bekendte, som han besøgte?
Haver trak telefonen hen til sig og tastede MedForsks nummer. Sofi Ronn svarede. Haver spurgte, om hun vidste, hvorfor Cederén så tit kørte ad Oregrundsvagen? Det havde hun ingen anelse om og kendte heller ikke noget til nogen bekendt af Cederén, som boede hverken i Rasbo, Alunda eller et andet sted mod nordøst.
Haver takkede og lagde på. Tankningerne var foregået relativt regelmæssigt. Det var formentlig ikke nogen tilfældighed. Haver anede årsagen. Elskerinden var derude et sted.
Han rejste sig og gik hen til Upplandskortet på væggen. Det var som at lede efter en nål i en høstak. Selv kørte han meget sjældent den vej, men han prøvede alligevel at forestille sig, hvordan der så ud. Han fik et vagt erindringsbillede af en ubemandet tankstation, men lå der ikke en butik ved siden af?
Han slog op i telefonbogen og søgte under supermarkeder. Ganske rigtigt. ‘Rasbo Allkop’ i Vallby. Han skrev nummeret ned, men besluttede sig for straks at køre derud med fotografiet af Cederén for at tjekke, om nogen genkendte ham.
Han ringede ind til Lindell og fortalte om sine planer.
– Hvordan går det derhjemme? spurgte hun.
– Rebecka lyder som en fløjtetønde, og Gina har næsten ikke sovet i nat.
– Får du brug for at tage hjem eller noget, så gør det, opfordrede Lindell.
Selv om der var drevet skyer ind fra sydvest, var det stadigvæk en strålende dag. Haver kørte hen ad Vaksalagaten med tankerne hos den lille. Hvad skulle hun hedde? Rebecka havde foreslået Sara, men det syntes Haver, lød for bibelsk. “Hvad så med mit navn?” havde hans kone protesteret, “lyder det ikke også bibelsk?” men Haver havde holdt på sit. Han ville ikke være omgivet af hele Det gamle Testamente. Men han havde ikke så meget at skulle have sagt. Han havde presset navnet Gina igennem, så nu var det vist Rebeckas tur til at få sin vilje.
Haver fandt sine solbriller frem fra handskerummet. Han følte en stor glæde over, at livet var blevet lettere. Uroen under graviditeten, med hans kones evindelige blødninger, med desorganisation og masser af overtid på arbejdet, og hans egen følelse af at forsømme familien, alt dette havde fulgt ham som en skygge gennem vinteren og foråret. Nu skinnede solen omsider. Han kørte alt for hurtigt.
Han kunne bare ikke få billedet af Cederén til at falde på plads. En succesrig forsker og virksomhedsleder, en vellidt golfspiller, en mand med et tilsyneladende stabilt privatliv. Men også en bedrager, og muligvis en morder. Haver havde læst nogle uddrag afJosefins dagbog og havde set hende og Emily massakrerede i grøftekanten. Hvordan var Cederén skruet sammen? Haver ville have fat i ham for at finde ud af det.
Ved Jalla trak sorte, tunge skyer hen over himlen, og ved afkørslen til Hovgården kom regnen.
To af de ansatte i butikken kunne med sikkerhed identificere Cederén, en var i tvivl.
– Han plejer at købe ind her, sagde den ene, en pige omkring de tyve, piercet gennem tungen og ved næseroden. Det, sammen med det pjuskede hår og de let ludende skuldre, gav Haver et indtryk af, at hun var udflippet, men han måtte omgående revidere sin opfattelse, da pigen var lynhurtig og sikker i sine svar, nogle gange eftertænksom, men i det hele taget et perfekt vidne.
Hun vidste, at Cederén kørte i en BMW, sådan en skulle man have, og at han kom forbi regelmæssigt. Hun havde set bilen passere, men også holde ved tanken, og føreren havde købt ind i butikken flere gange. En gang i foråret havde han købt samtlige tulipaner i butikken.
Butikspasseren kunne huske, at det drejede sig om syv bundter med ti styk i hvert.
– En kunde, der køber halvfjerds tulipaner, husker man, sagde hun.
– Det virkede så romantisk.
Haver smilede til hende.
– Du ville gerne have halvfjerds tulipaner, hvad?
– Hellere roser, sagde pigen.
– Var han nogensinde sammen med nogen?
Det var det afgørende spørgsmål, og pigen svarede hurtigt.
– Ja, næste gang var der en pige med. Lyshåret, omkring de tredive, ret pæn. Ikke sådan dukkeagtigt smuk, ikke en dame, hvis du forstår, hvad jeg mener.
Haver nikkede.
– Jeg genkendte hende. Hun plejer sommetider at købe ind her.
Nu vidste han, at han var tæt på.
– Bor hun i nærheden?
– Det ved jeg ikke.
– Hvornår har hun sidst været her?
Pigen spekulerede i nogle sekunder, inden hun svarede.
– I forrige uge. Hun købte frøposer.
– Frøposer?
– Gulerødder og den slags.
Haver stod tavs lidt. Han så ud gennem vinduet, så bilerne suse forbi.
– Hvis hun kommer igen, vil du så godt skrive hendes bilnummer op? Vil du det?
– Ja da. Hvor spændende.
– Du får mit nummer, og så ringer du med det samme.
– Er hun farlig?
Haver rystede på hovedet og afleverede sit kort. Hun studerede det.
– Er hun efterlyst?
– Nej, vi vil bare tale med hende.
– Får jeg en dusør?
– Halvfjerds tulipaner.
Ola Haver forlod butikken i godt humør. Han fornemmede, han var næsten sikker på, at den unge butikspasser ville føre ham til kvinden, som måske holdt Cederén skjult, eller i hvert fald kunne kaste lidt lys over hans forsvinden.
I samme øjeblik han låste bildøren op, ringede telefonen. Han så på displayet, at det var Ottosson.
– Vi har fundet ham, sagde drabschefen kort.
– Hvor?
– På Rasboegnen. Han er død.
– Det var satans. Selvmord?
– Det ser det ud til. Hvor er du?
– I Rasbo, i hvert fald næsten.
Ottosson gryntede tilfreds. Haver kunne se ham for sig, med brillerne skudt op i panden, og hånden i det mere og mere fyldige, grå skæg.
Haver fik en kort vejbeskrivelse. Lindell, Sammy, Beatrice og Ryde, teknikeren, var på vej.
Skovvejen var næsten ikke til at se. Den lå delvis skjult bag et pilekrat. Det var tydeligt, at det var længe siden, den var blevet benyttet, for vegetationen havde næsten helt generobret den smalle indkørsel. Lin-dells og Rydes biler holdt allerede på grusvejen. Ellers havde Haver sikkert misset indkørslen. Han så sig opmærksomt omkring.
Den flerstammede pils grenværk svirpede hen over Havers hoved. En sortspætte bearbejdede den furede stamme som en vanvittig. Den så knap nok op, da han gik forbi, sendte ham bare et blik, som for at sige: Jeg kom først.
Fredriksson skulle lige have været med, tænkte Haver. Kollegaen elskede opgaver i landlige omgivelser, gerne i skovområder. Så kunne han brillere med sin viden om fugle.
Den tilgroede markvej lå i skygge, plankerne, der var smidt ned i bunden af den i løbet af efteråret og foråret sikkert sumpede vej, lå som rådnende kadavere, og da Haver trådte på dem, sank de sammen med en slubrende lyd af frønnet træ.
Til venstre var der fladt klippeterræn med tørvemos og nogle enkelte, skævtvoksende, små fyrretræer. Store klippeblokke, som var blevet væltet til side, lå som mosklædte skovdyr i yderkanten. Haver fik en fornemmelse af kirkegård.
Til højre var der mose, og Haver opfattede en svagt sødlig lugt, som han mente kom fra det vildtvoksende buskads, der skød op mellem de smaragdgrønne høje.
Cirka tredive meter længere henne lå en lysning. Cederéns BMW holdt længst væk. Sportsvognen var fuldstændig malplaceret, som den stod dér med de kraftige granstammer som baggrund. Der stod fire politifolk ved førersiden. Haver fik et glimt af en krop i bilen, bøjet over rattet.
Lysningen var på cirka tohundrede kvadratmeter, en lille åben plads, hvor Sven-Erik Cederén havde afsluttet sit liv. Han kunne have fundet værre steder, tænkte Haver, mens han gik nærmere.
– Det var hurtigt, sagde Lindell og så op.
– Jeg var i nærheden, sagde Haver.
Lindell registrerede knap nok hans svar, men lænede sig ind over den døde.
*********– Gudfader, hvor det lugter, sagde Beatrice.
– Det går hurtigt i en bil, sagde Ryde.
Han havde allerede sine transparente handsker på. Haver så, han var utålmodig. Lindell rakte hånden ind og tog forsigtigt en lille papirlap, der lå på instrumentbrættet, rettede på liget.
– ‘Undskyld’, læste hun højt.
Det var ikke skrevet særlig pænt. De få bogstaver, skrevet med blokbogstaver, hoppede af sted på en barnlig, ujævn måde.
– Idiot, sagde Beatrice.
Bilens tænding var aktiveret, men motoren var død. Der gik en gul plasticslange fra udstødningsrøret, ind gennem en smal åbning i bagruden og hen til førersiden. For at forhindre gasserne i at slippe ud var der stoppet en broget klud ind i revnen.
Cederéns ansigt lå ind mod rattet. Den ene mundvig var trukket lidt opad, så det så ud, som om han grinede. Det var et hånligt grin. Det så ud, som om han sagde: ‘Jeg er den, der er smuttet.’ Han var solbrændt, men en umiskendelig grå farve ødelagde totalt indtrykket af sundhed. Han så godt ud, tænkte Lindell.
– Det lyder underligt, sagde hun. – Men jeg ville godt veksle nogle ord med liget.
– Hvem fandt ham?
– En bondemand, der bor på den gård, du passerede, sagde Sammy Nilsson. – Han skulle forberede vinterens skovhugst.
– Hvor var det heldigt, sagde Beatrice, – tænk, hvor det ville have lugtet om en uge eller to.
– Også heldigt for os. Nu slipper vi for at lede, sagde Ryde.
– Det er jo lige det, jeg siger, det var heldigt for os, sagde Beatrice.
– Der er ingen, der dør af lidt lugt, sagde teknikeren tørt.
Gruppen stod tavs. Haver kunne fornemme, at de andre også tænkte på Josefin og Emily. På en måde kunne det ikke rigtigt chokere ham. Ikke endnu. Han vidste, at det ville komme. Cederén var muligvis drabsmand, men hans kraftesløse, sammensunkne skikkelse, med munden stående vidåben og med lukkede øjne, var et så sørgeligt syn, at vreden ikke kunne trænge igennem.
Selvmord berørte altid politifolk. Alle havde sikkert leget med tanken om at tage deres eget liv, og at blive stillet over for en selvmorders lig vakte for det meste en tung vemodighed plus en sær blanding af angst, afsky og vrede.
Haver gik hen til bilens forrude. Den højre forlygte havde en revne diagonalt hen over glasset, men ellers så BMW’en uskadt ud.
Han kiggede ind gennem forruden. Cederén var ved at blive skaldet. En bar plet lyste på issen.
– Hvorfor her? sagde Sammy.
Lindell så sig omkring, som om svaret var at finde i lysningen.
– Man kan næsten ikke se indkørslen, og vejen er mildest taget ujævn. Han må vel have vidst, den var der, fortsatte Sammy sit ræsonnement.
– Han har måske plukket svampe her, sagde Ryde. – Det er et svampested.
Edvard i svampeskoven, billedet for som en pil gennem Anns hoved.
– Hvorfor var du i nærheden? spurgte hun og vendte sig mod Haver.
– Jeg har fået øje på elskerinden, sagde han beskedent.
– Her på egnen?
– Det er muligt, men jeg ved det ikke. Måske kan vi opsnuse hende via en pige fra butikken i Vallby.
– Hvorfor Vallby?
– Hydrotanken. Cederén har tanket der rimelig tit.
Lindell sendte ham et smil og et anerkendende blik.
– Jaså, sagde Ryde, – har I kigget færdigt?
Han bukkede sig ned og fiskede en flaske frem, som lå delvist skjult under sædet.
– Gordons, sagde han. – Der er cirka fem centiliter tilbage.
Han holdt flasken op og smilede.
– Kunne I ikke mærke sprutlugten? sagde han.
Ryde triumferede.
– Har han bællet næsten en hel flaske i sig? spurgte Sammy skeptisk. – Føj for den lede.
– Det her er en literflaske, sagde Ryde, – men dermed være ikke sagt, at han har drukket det hele. Den er åben og lå ned, så der er formodentlig løbet en del ud på gulvet, men vi får se.
Han gik rundt om bilen, åbnede bagdøren og tog en dokumentmappe ud.
– Den må I tage jer af indtil videre, sagde han og gav den til Haver. – Bed Jonsson om at tage eventuelle fingeraftryk, inden I roder for meget med den.
Han startede med at tage kameraet frem. Ryde var en dygtig sporfinder, men også en fremragende fotograf. Han havde nu og da små udstillinger i mødelokalet. Det var tiloversblevne billeder fra sagerne, som han sagde, men sommetider overraskede han med motiver fra famlielivet, af børnebørn og feriebilleder. Det menneskeliggjorde den ellers så barske Ryde, og teknisk afdeling plejede at holde afstemninger om det flotteste billede. Vinderbilledet blev altid et motiv fra arbejdet. Det var, som om kollegerne ikke kunne få sig selv til at stemme på et privat foto.
De fire politifolk overlod det til teknikerne at gennemgå bilen. Kvartetten gik tøvende over lysningen. Solen tittede ind gennem grantræerne.
– Et smukt sted, sagde Sammy.
– Hvem tager ud til forældrene? spurgte Lindell.
Teknikerne ville få nok at gøre mindst et par timer. Bilen, lysningen, den omgivende skov og markvejen skulle finkæmmes. Selv om alt tydede på selvmord, så var det en undersøgelse af et gerningssted.
Lindell kørte tilbage til byen i Havers bil for at høre nyt om Vallby-sporet. Nu hvor Cederén var fundet, forekom eftersøgningen af elskerinden det mest magtpåliggende. Hun kunne måske kaste lidt lys over motivet til dødsulykken og selvmordet.
Havde han besøgt hende efter påkørslen og derefter taget livet af sig? Det var det spørgsmål, der optog Lindell. Hvad var der i så fald blevet sagt? Havde de skændtes? Havde han fortalt, hvad der var sket? Hvorfor havde hun ikke ringet til politiet?
Der var noget uldent ved det her, spørgsmål, som Lindell måtte have på det rene. Efter Havers rapport fra butikken var det slet ikke umuligt, at de kunne finde hende.
– Hvis vi går ud fra, at hun bor i nærheden, et sted ved Oregunds-vagen, og at han har besøgt hende, må mange have lagt mærke til hans bil, ræsonnerede Haver. – Den er iøjnefaldende, og på landet lægger man mærke til ting.
Lindell nikkede. Hvis de nu ikke hørte fra elskerinden, skulle de så tage ud med et billede af bilen for at få tips?
– Hvad er det for en kvinde?
Haver skævede til Lindell. Der var en irriteret tone i hendes stemme, en utålmodighed, som Haver tolkede som en kritik af kvinden.
– Mener du, at det er hendes skyld?
– På en måde. Uden hende ville familien Cederén sikkert have været i live.
Hun tav. Haver ventede på fortsættelsen, men det varede lige til indkørslen til Uppsala, inden hun tog tråden op igen.
– Hun elskede ham vel, sagde hun, – og det er ikke nogen forbrydelse. Hun kan jo ikke være ansvarlig for hans handlinger.
– Hun pressede ham måske?
– Til at køre familien over?
– Hvem ved. Selv om jeg ikke tror, at hun er sådan, sagde Haver. – Hun købte frøposer i Vallby.
Den 16. juni om aftenen kom den første, foreløbige redegørelse fra obduktionen. At den kunne foretages samme dag, betragtede Lindell som en mindre sensation. Sammen med teknikernes rapport dannede der sig et billede.
Cederén var død engang i løbet af den 14. juni, ‘omkring frokosttid’, som der stod i redegørelsen, med en tilføjelse: 11-14. Dødsårsagen var kulilteforgiftning gennem indånding af biludstødningsgasser. Cederén havde lige inden sin død konsumeret omkring halvtreds centi-liter gin af mærket Gordons Dry. I mavesækken var der også rester af morgenmad, ‘tykmælk, musli og kaffe’, stod der i en parentes.
Han fremviste ingen tegn på ydre vold, ikke andet end en misfarvning på højre overarm, der kunne forklares med, at liget havde ligget op mod rattet. Han havde været i god, fysisk form.
Lindell slog mappen i med et suk. ‘God, fysisk form’, men ikke nogen særlig god, psykisk form. Hun vidste ikke, hvad hun skulle tænke. Hun var ikke glad for situationen med en drabsmand, der var død for egen hånd. Det stod nu helt klart, at det var BMW’en, der havde kørt over Josefin og Emily. Der var fundet stofrester fra moderens tøj i lygtehuset på højre forside.
“Hvorfor?” var det spørgsmål, der hele tiden dukkede op i Lindells hoved. Hvis han havde kørt sin kone ihjel, ja OK, det kunne forklares med sindsforvirring og had, men barnet? Var Cederén uforsætligt kommet til også at påkøre Emily? Var det derfor, han havde skrevet det ynkelige afskedsbrev og havde taget livet af sig?
Var han standset op og havde konstateret, at pigen var død, eller var han bare kørt videre? Der var ingen vidner, der kunne hjælpe dem med at få svar på spørgsmålene. Trods en ihærdig dørklokkestemning i Uppsala-Nas fandt de ingen, som havde set hverken Cederéns bil eller andre biler. Den lige strækning, hvor det skete, var omgivet af kornmarker, der lå ingen huse lige ud til vejen.
Han kan jo være stoppet op, bakket tilbage og have set, at pigen var død. Men hvorfor køre helt til Rasbo? Var han på vej til elskerinden, eller havde han været der og bagefter gasset sig ihjel?
Det blev til mange overvejelser på Lindells blok. Spørgsmålet var, om de nogensinde ville få nogen svar. Hvis de fik fat på elskerinden, ville nogle brikker muligvis falde på plads.
Hun var dog ikke helt så overbevist som Haver om, at kvinden ville dukke op i butikken i Vallby. Et nyt suk, og hun rejste sig fra skrivebordet og gik op til kortet. Der var hundredevis af ejendomme alene i Rasbo, endnu flere, hvis man udvidede området til Upplands-Tuno, Stavby, Rasbokil og Alunda.
Med blikket koncentreret om de utallige veje, der gik igennem de pågældende sogne, blev hun slået af en tanke: Var der ikke en offentlig myndighed, de kunne spørge? En, der sad inde med kendskab til enlige kvinder i trediverne?
Socialkontoret affærdigede Lindell med det samme. Kvinden lod ikke til at være en sag for dem. Hun havde været velklædt og virket velstillet. Kirken? Måske ville det være umagen værd at ringe rundt til sognepræsterne og spørge, om det sagde dem noget. Lindell besluttede sig for at sætte Fredriksson til det. Han var den rette til at ringe til pastorer.
Lindell smækkede døren unødvendigt hårdt i. Ottosson, som tilsyneladende aldrig tog hjem, kiggede ud fra sit kontor. Da han fik øje på Lindell, smilede han.
– Noget nyt?
Lindell rystede på hovedet. Det er mærkeligt, at han kan holde humøret oppe, tænkte hun og gik hen til drabschefen.
– Nu vil jeg tage hjem, snuppe mig et bad, drikke et glas vin og læse et eller andet fjollet dameblad, sagde hun og stillede sig helt tæt på Ottosson.
– Læser du den slags? Det må jeg sige.
– Jeg går ind på Konsum og spørger, hvad en kvinde i sin bedste alder bør læse, og så køber jeg det ubeset.
– Amalie, er der et, der hedder, sagde Ottosson. – Køb det.
Lindell klappede ham på kinden.
– Amelia, sagde hun og smilede.
Han smilede tilbage.
– Ved du, at jeg godt kan lide dig, sagde han.
– Det ved jeg. Det er gensidigt.
Hun så, at drabschefen blev berørt af hendes ord. Så følsom han var, så nænsom han var over for hende. Hun ville ikke gøre ham endnu mere genert, men vendte om på hælen og gik hen ad gangen, men så sig om, inden hun drejede ned ad trappen. Ottosson stod der endnu. Han løftede hånden. Under det blege lys fra lysstofrørene lignede han den rare onkel, han var. Lindell standsede op i brøkdelen af et sekund, besvarede hans hilsen og halvløb så ned ad trappen.
Hun følte sig lykkelig, for første gang i lang tid. Lykkelig over at have et arbejde, hun trivedes med, kolleger, og en chef, som hun respekterede og satte pris på, lykkelig, fordi Edvard havde svaret. Han havde haft den samme glade stemme som på hendes telefonsvarer.
Han havde fortalt, at han ikke kunne arbejde på grund af en knæskade. Han var faldet fem meter ned fra en stige. Lindell forsøgte at forestille sig fem meter, og kunne se ham falde hovedkulds til jorden. Han indrømmede, at han havde været utrolig heldig. “Jeg kunne have brækket halsen,” havde han sagt med sin rolige stemme, og Lindell var blevet rørt over ordene, havde forstået, at hun stadig holdt utrolig meget af ham. Der måtte ikke ske ham noget ondt.
Da hun trådte ind på Konsum, gik det op for hende, hvor sulten hun var, og at hun desuden havde været det et godt stykke tid uden egentlig at have tænkt over det. Hun skubbede vognen foran sig og tog hurtigt varerne, drevet af ønsket om at komme hjem så hurtigt som muligt.
Hun ville have gang i sit liv, indså hun, da hun sneglede sig frem i den slangelignende kø, som strakte sig gennem halvdelen af butikken. Kan folk dog ikke købe ind på andre tidspunkter? tænkte hun. Hun ville have, at det blev midsommer lige nu. De var blevet enige om, at hun skulle komme ud til Graso. De havde planlagt maden. Hun skulle sørge for snaps og øl. Han skulle lave nogle retter med matjesfileter. Hun havde fået en følelse af, at alt var som før, som om det halve år, de ikke havde set hinanden, bare havde være en pause på et splitsekund.
Nu hvor sagen med Cederén lod til at være opklaret, bortset fra spørgsmålet om motivet, ville det forhåbentlig blive lidt roligere. Ingen mord, ingen voldtægter og mishandlingssager, tak. Tiden frem til midsommer ville gå hurtigt, det dejlige vejr ville blive ved, og Edvard ville være udhvilet og glad. Havet ville være smukkere end nogensinde. Den smalle grusvej op til Violas og Edvards hus ville være omgivet af farvestrålende midsommerblomster og vild kørvel, og i de lidt mere tørre områder rølliker og tjærenelliker.
Ann elskede græsmarkerne og engene, vinden fra havet og summen af humlebier over planterne. Sidste midsommer havde de alle tre, Viola til at begynde med modvilligt, plukket blomster og bundet kranse.
Det blev hverken til bad eller læsning af blade. Trætheden tog overhånd. Hun ryddede adspredt lidt op i lejligheden, mens risene kogte på komfuret. Hun spiste hurtigt, mens hun bladede i morgenavisen. De skrev om flugtulykken i Uppsala-Nas, men det bladrede hun hastigt forbi.
Hun slog sig ned i sofaen med et glas vin, fjernsynet lod hun køre af ren dovenskab. Hun følte en overvældende udmattelse. Alle de personer, hun havde mødt de seneste to dage, dukkede op i erindringen. Hun ville ikke tænke på arbejdet, men som så ofte før for tankerne usystematisk fra det ene til det andet, enkelte replikker og ansigtsudtryk passerede revy.
Hun prøvede at tænke på noget andet, men kom ikke på noget, som interesserede hende. Hvorfor har jeg ikke noget privatliv? tænkte hun. Jeg er gift med mit arbejde. Jeg tager sagerne med hjem, alt andet forekommer uvigtigt. Hvad laver folk om aftenen? Alle de enlige?
Hun vidste, at det er sådan bitterhed opstår. Selv om hun elskede sit arbejde, så ville der komme en dag, hvor alt dette forekom om ikke meningsløst, så dog mindre betydningsfyldt. Arbejdet, alle papirerne, al travlheden, det ville nok ikke tynge i vægtskålen, når det blev vejet op mod hendes fortrængte behov for kærlighed og nærhed. Hun gruede for den dag, hvor det hele tippede over, når motivationen røg ned på nul. Så ville det blive tomt, hvis hun fortsatte i den her stil.
Hun havde ingen interesser, det var det, der var det værste. Ingen lyst til skøjteløb, fuglekiggeri, læsning eller teater, bowling, hundedressur eller akvarelmaling. Alt det, folk var så vilde med at gøre. Hun havde kun en anelse om, at hun burde lave mere end at arbejde om dagen og drikke rødvin om aftenen.
Kom hun ikke ud, så ville hun ikke møde andre end forbrydere og politifolk. Hun tænkte på sin seneste udflugt med tøserne. For meget vin, for ringe dømmekraft. Den fyr, hun havde slæbt med hjem, eller havde han slæbt hende med hjem? Faktum var, at hun ikke kunne huske meget af hjemturen.
De havde elsket, det huskede hun. Ikke noget at råbe hurra for, men han havde alligevel ikke været så tosset endda. Han var gået, inden hun vågnede ved titiden. Der havde lugtet af mand og elskov i hendes seng. Hun var blevet liggende og havde tænkt på Edvard.
Han kunne i det mindste have lagt en seddel. Bengt-Åke, hed han, men han var bare stukket af, tilfredsstillet. Beatrice havde genkendt ham, og påstod, at han var gift. Hun havde benægtet, at han havde fulgt hende op i lejligheden. Han fulgte hende bare hjem, havde hun hævdet, da Beatrice havde spurgt.
Hun kæmpede sig op af sofaen. Hendes krop ville have nærhed, men ikke mere Bengt-Åke, det bestemte hun den aften, den 16. juni. Edvard skal være den mand, jeg vil elske. Det er hans hænder, der skal kærtegne min krop, og det er hans lugt, der skal hænge i mit sengetøj.
Hun trak nederdelen og t-shirten af, gik ud på badeværelset og smilede ironisk ad sit eget spejlbillede. Ikke mere Bengt-Åke, sagde hun højt, satte sig på toiletsædet og lukkede øjnene for ikke at komme til at græde. Hvorfor denne tristesse, denne grædefærdige følsomhed, når hun nu skulle møde Edvard? Var det frygten, som kom snigende? Den frygt, hun også havde set hos ham, og som hun så ihærdigt havde prøvet at trænge igennem i to år? Det var hende, der havde været den offensive, den, der havde taget initiativer, mens Edvard havde luntet bagefter. Han havde både kunnet lide hendes fremdrift og havde passivt modarbejdet den, splittet som han var mellem fortid og fremtid.
Ann Lindell skød tankerne fra sig, bestemte sig for at holde op med at være trist, foretog mekanisk toiletbesøg og tandbørstning og indstillede sig mentalt på at sove. Det var en gennemprøvet metode, styret af selvopholdelsesdriften, af nødvendigheden af at få sovet.