OVE LUNDIN SAD i redigeringsrummet og lagde sidste hånd på et indslag om Akademiska sygehus. Det forekom ham, at han havde set billederne før, den interviewede politiker sagde det samme, som alle andre folketingsmedlemmer havde sagt tidligere.
Der var nogen, der gik på trappen, og han hørte Annas stemme. Hun var studievært og tog imod Ann-Britt Zimén fra Folkepartiet, hun skulle senere i studiet. Anna tændte for fjernsynet i det lille rum uden for kontrolrummet. Han hørte hende forklare, hvornår de skulle ind.
Lundin forlod lokalet, gav tegn. Kvinden fra Folkepartiet virkede nervøs. Han gik ind til de andre i kontrolrummet. Dér sad Melin, lydteknikeren, bille dmikseren Rosvall og aftenens redaktør, Charlie Nikoforos. Scripteren, som var en ny pige, Ove næsten ikke havde talt med, forhørte sig om, hvordan folketingsmedlemmet stavede sit navn. Hun indtastede efternavnet og havde dermed afsluttet sit arbejde. Hun havde tjek på alle tider og navne.
I studiet var der to fotografer og Anders Moss, som skulle lede samtalen i studiet. Nyhedsværten var ikke kommet ned endnu. Der var et kvarter til sendetid. Klokken 18.10 skulle de gå i luften.
Det var ikke nogen overraskende nyheder, de havde. Ud over sundhedspolitikken var der et indslag om genforskning, et telegram om situationen i Enköpings arrestlokaler og et om Pharmacias generalforsamling. Kvinden fra Folkepartiet var det indslag, som i studiet skulle prøve at levendegøre folketingspolitikken, og hun ville nok ikke skabe nogen sensationer, mente Ove Lundin. Hun havde nærmest set skræmt ud.
Birgitta Nilsson, som skulle læse nyhederne, kom ind i studiet og kommenterede det nye baggrundsbillede på væggen. Lundin tænkte træt, at han ikke havde tal på, hvor mange gange de havde ændret det.
Han satte sig, kiggede på den indbyggede computerskærm og vekslede et par ord med Moss.
– Du har en plet på næsen, sagde han, og selv om hun vidste, at han lavede sjov, var hun nødt til at tage det lille spejl op og tjekke. Hun satte en microport på og tjekkede prompteren, den skærm, hun læste op fra. Der stod indledningen allerede, den tekst, som præsenterede udsendelsens indhold, inden to minutters reklame gik i gang. Hun sukkede, men hvis hun kedede sig, viste hun det ikke. Hun så tværtimod kvik ud.
Hun klemte øresneglen ind bag øret og hørte omgående redaktørens stemme.
– Vi har afkortet Enkoping med tyve sekunder.
Hun tjekkede hurtigt skærmen.
– OK, sagde hun.
Anna Brink iagttog kvinden. Hun så virkelig skræmt ud. Gæsterne var tit nervøse, studerede ustandselig deres eget spejlbillede, strøg håret væk, gjorde små bevægelser med munden, rettede på slips eller bluse, smilede påtaget eller stod musestille. Anna havde set alle varianter, og det lykkedes Ann-Britt Zimén fra Folkepartiet at kombinere alle disse udtryk til et spastisk bevægelsesmønster.
– Alt er i orden, sagde Anna.
Hun havde ondt af kvinden. Man måtte bare håbe, at hun faldt til ro. Ellers fik Anders Moss et rent helvede i studiet.
Pludselig fortrak den kvindelige politikers ansigt sig i et skrækslagent, stift udtryk. Hun stirrede ud gennem døren og kom med en svag, jamrende lyd. Anna fulgte hendes blik. På den anden side af dørruden stod en ung kvinde. Det lyse hår var ikke lyst længere, men rødt af blod. Også ansigtet. Det hvide i hendes øjne lyste, munden stod åben, og hun pressede den ene hånd mod ruden.
Anna skubbede den lamslåede politiker fra Folkepartiet væk, hægtede sikkerhedskæden af og slog døren op. Kvinden forsøgte at sige noget, som Anna ikke opfattede.
– Hvad er der sket?
Kvinden trak hurtigt døren til, og inden Anna havde nået at opfatte, hvad der skete, var tre, muligvis fire sortklædte personer faret ind fra rampen i det trange forrum. Alle var maskeret med elefanthuer, og det første, den blodige kvinde gjorde, var også at trække en hue på.
– Ikke et ord, sagde en af dem og lagde hånden over Folkepartidamens mund.
Man havde diskuteret sikkerheden på stationen. Der var blevet bestilt en dørlås, men den var ikke monteret, og på nogle sekunder var de blevet invaderet af en bande fremmede. Det var ikke et studiebesøg.
– Vi vil jer ikke noget ondt.
Anna så, at de alle var unge. Spinkle kroppe, smalle hænder og ungdommelige stemmer.
– Bare I holder kæft og gør, som vi siger, sagde en anden.
Anna og kvinden fra Folkepartiet blev skubbet ind i redigeringsrummet. En af de maskerede greb telefonen og trak til, så ledningen blev revet af.
– Kom med jeres mobiltelefoner! sagde han synligt nervøst. – Hvor mange er I her?
– Jeg ved det ikke rigtigt, sagde Anna, – seks, syv stykker vel. Der er nogen i kontrolrummet og nogen i studiet. Hvad vil I?
– Det rager ikke dig.
Anna var forundret over sig selv. Hun følte først frygt, men var ikke skræmt. Kvinden fra Folkepartiet var til gengæld sunket sammen ligesom sit parti og sad apatisk lænet op mod væggen. Hun ville ikke sige noget fornuftigt i lang tid. Anna bøjede sig ind over hende og sagde noget om, at det hele nok skulle gå.
Døren til rummet blev lukket. En af de maskerede blev stående udenfor. De andre trængte ind i kontrolrummet og studiet. Overraskelseseffekten var total. Der var to minutter til sendetid. Charlie Nikoforos gjorde tilløb til at gøre modstand, greb en af dem i armen og trak til, men vedkommende lo bare og gjorde sig fri.
– Ingen kommer til skade, hvis I gør, som vi siger, sagde ham, der fremstod som lederen. Det var, hvad lydteknikeren sagde til politiet bagefter, at de andre åbenbart stolede på ham, fulgte hans instrukser.
– Vi skal i fjernsynet, og I skal hjælpe os.
Han lod blikket vandre rundt mellem redaktionens medlemmer, som alle var samlet i kontrolrummet.
– Tasken her, sagde han og holdt en gammeldags indkøbstaske op, – indeholder en sprængladning, der er stor nok til at lægge det her studie i ruiner. I kan se snoren her, trækker jeg i den, tager det ti sekunder, inden det brager. Nogle når muligvis ud, men ikke alle.
Alle stirrede på den uanselige taske. Der stak en plasticsnor frem gennem en sprække i taskens lynlås. Manden holdt tasken i venstre hånd og viftede med den anden. Det så ud, som om han beskrev en eksplosion med armen.
– Hvem er nyhedsoplæser?
– Det er jeg, sagde Birgitta Nilsson.
– Godt, så skal du læse en bekendtgørelse fra os.
Han kiggede hurtigt på væguret, 18.09.
– Du skal se ud, som du plejer, læse dokumentet og så ikke mere. Er du med?
Birgitta Nilsson stirrede på manden, men sagde ingenting.
– Det kan I sgu da ikke gøre! sagde redaktøren.
– Hvad fanden drejer det sig om? sagde Ove Lundin.
– Det får I se. Alle skal gøre, som de plejer, ikke noget skaberi, roligt og fornuftigt. Når vores tekst er sendt ud, smutter vi.
Et øjeblik blev der dødstille i lokalet. Chokket og følelsen af uvirkelighed, der havde grebet redaktionen, begyndte at vige for frygt. Tænk hvis noget gik galt? Hvad ville der så ske?
– Og ikke nogen satans tricks herinde! Vi har en, der ringer og tjekker, at det bliver sendt ud, så prøv ikke på noget! Er I med?
Den maskerede mand råbte sine kommandoer ud. Urets røde visere gik stadig rundt.
– Sæt dig derinde! Se normal ud.
– Tredive sekunder, sagde scripteren og så med en slags bedende blik på redaktøren.
– OK, sagde han, – gå ind til bordet.
Birgitta Nilsson stirrede på papiret, hun havde fået i hånden, men kunne ikke læse en linie. Alle indtog deres positioner i tavshed. Birgitta tog mekanisk spejlet og så ind i sit blege, nulstillede ansigt. Redaktøren satte sig bag det lille bord i kontrolrummet. Han tændte for den mikrofon, som satte ham i kontakt med Birgitta.
– Er du OK? sagde han lavmælt. – Du skal nok klare det her.
En af kameramændene gjorde sig klar.
– Ti sekunder, sagde redaktøren.
Hans blik var klistret til monitorerne. Udsendelsen var i gang. Den indledende jingle lød totalt fremmed.
– Skal jeg gå frem, som jeg plejer? hørtes Birgittas stemme.
Anders Moss betragtede den maskerede mand, som havde kommandoen. Denne tog et skridt nærmere mod den åbne dør til studiet, så ind, og nikkede så.
– Bagefter er der reklamer i to minutter, sagde Moss.
Masken nikkede igen. Han var åbenbart faldet til ro.
– Hvorfor? sagde Moss. – I bliver jo fanget.
– Bare hold kæft, hvæsede manden.
Pludselig var Moss træt af det hele. Hvorfor skal vi udsættes for den slags idioter? Reklamerne rullede over skærmen. To maskerede mænd holdt vagt ved kontrolbordet, en var i studiet, og så var der lederen. Vi burde kunne fange dem, tænkte Moss og prøvede at få øjenkontakt med lydteknikeren, som dog bare stirrede med et fåret blik på sine knapper, som om han ikke fattede, hvad der forventedes af ham.
Sekunderne tikkede af sted. Ti sekunder, tænkte Moss, hvor langt når vi på ti sekunder? Det er måske det rene bluff, men hvem vil undersøge det?
Reklamerne var ved at være slut. Lydteknikeren rystede af skræk. Hans hænder, der hvilede på bordet, dirrede, så de klaprede mod underlaget.
– Ti sekunder, sagde scripteren.
Hun var den, der virkede mest rolig af dem alle. Så var Birgitta i billedet. Hun så nervøst ind i kameraet. De, der kendte hende og fulgte udsendelsen, sagde bagefter, at de ikke havde bemærket spor, men selv følte hun, at hun var lige ved at brække sig af frygt og rædsel.
Hun så ned i papiret foran sig. Det var maskinskrevet, med stor skrift, vel femten linier med sorte, fremmede bogstaver.
– Uppsalafirmaet MedForsk laver ulovlige forsøg med aber, begyndte hun, men tav så.
– For fanden, skreg den maskerede fra studiet. – Fortsæt!
Der gik nogle sekunder, som føltes som års venten, inden hun kunne klare at gå videre. Her gik det op for mange af seerne, at der var noget galt. Muligvis hørte de den maskeredes rasende stemme, måske troede de, at telegrammerne simpelthen var kommet i uorden, og at det var skyld i den forvirring, der lyste ud af Birgittas ansigt.
– Disse handlinger har fundet sted i to år, de strider mod loven og er et groft overgreb mod aberne, som holdes fangne under de mest modbydelige forhold. De bor i trange bure og lider nød. Vi, Dyrenes Befrielsesfront, advarer MedForsk: Hold op med de smertefulde forsøg, ellers sætter vi en stopper for jeres blodige virksomhed. I tror, at I kan sætte jer over dyrene og undskylde det med, at I tjener menneskeheden, men det eneste, I ønsker, er at tjene penge. En sidste advarsel: Stop jeres kriminelle virksomhed, ellers går det galt.
Calle Friesman, som sad og hang og ventede på indslaget om Akademiska Sygehus, som han havde brugt hele eftermiddagen på at lave, blev straks klar over, at der var noget galt. Den første sætning kunne godt være i orden, selv om han ikke havde hørt, at de havde et indslag om aber. Det var mere Birgittas stemme og blik. Hun læste op fra et stykke papir, ikke fra prompteren, og alene det var underligt.
Ganske vist havde alle nyhedsspeakere løse papirer foran sig på skranken, som de af og til lod, som om de læste op fra, men det var mere for at skabe lidt liv i fremstillingen.
Da så fortsættelsen kom, blev han helt kold. Hvad fanden er der galt med hende? tænkte han og rejste sig. Han så sig om på redaktionen, men han var den sidste, der var tilbage. Måske var der stadig nogen på markedsafdelingen, der sad og arbejdede, men de plejede ikke at følge udsendelsen så nøje. Er hun gået fra forstanden?
Da erklæringen var læst, stirrede Birgitta Nilsson hjælpeløst ind i kameraet. Hun hørte, hvordan Anders råbte op om at gå i sort. Kameramanden sank sammen på gulvet.
Lederen havde under udsendelsen stået i kontakt med en, der fulgte programmet. Han slukkede telefonen og grinede pludselig højt.
Hvorfor bliver de hængende? tænkte Anders Moss. Forstår de ikke, at strisserne snart er her?
– Pas på jer selv. Tak for hjælpen.
Den maskerede lød oprigtigt taknemlig. Som på en given kommando forlod de kontrolrummet. Fra døråbningen til redigeringsrummet kiggede deres kammerat ud. I samme øjeblik kom Calle Friesman styrtende ned ad vindeltrappen i en sådan fart, at han sprang lige ind i favnen på en af de maskerede.
– Hvad fanden laver I? råbte journalisten.
Han fik et slag i hovedet, tumlede ind i trappegelænderet og faldt pladask bagover. Smerten fra ryggen, der knaldede ned i trappen, var ubeskrivelig. Den maskerede stod over ham. Calle Friesman nåede at opfatte hans dårlige ånde, inden de forsvandt ud på rampen, ad samme vej, som de var trængt ind ti minutter før.
Fra redigeringsrummet kunne man høre kvinden fra Folkepartiet skrige.
Alarmen indløb 18.15. Det var Cissi Andersson fra markedsafdelingen, som ringede. Hun sad og arbejdede med et forslag og havde som sædvanligt tv-monitoren tændt. Det var sjældent, hun fulgte med i udsendelsen, den fungerede mest som baggrundsstøj.
Men i aften var der noget, der ikke stemte. Det var Birgittas stemme. Cissi løftede blikket fra computerskærmen, rejste sig hurtigt og kiggede ud ad den glasrude, som vendte ud mod studiet en etage længere nede.
Anders Moss var ikke på sin plads, og heller ikke Ville, den anden fotograf. Døren til kontrolrummet stod desuden åben, hvad den ellers aldrig gjorde. Hun lyttede til det mærkelige telegram i nogle sekunder og blev klar over, at der var noget galt. Hun lænede sig frem og fik øje på en maskeret mand, der stod tæt op ad fotografen.
Det var Berglund og Haver, der havde vagten på kriminalafdelingen den aften. Haver sad på sit kontor og forberedte et forhør til næste morgen. Han fik opringningen fra Olsson i vagtcentralen og var med det samme klar over det alvorlige i situationen. Der var et beredskab for terroraktioner, og Haver bad Olsson om straks at ringe til Ottosson og Wirén fra sikkerhedsafdelingen.
Selv ringede han til Berglund på sin mobil, mens han løb ned ad trappen. Ordenspolitiet var alarmeret, og Haver skulle følge med i en af bilerne til TV4s redaktion i det sydlige industrikvarter.
Da han var kommet ind i bilen, ringede han til Ann Lindell. Han havde hørt, at det havde drejet sig om MedForsk, og var klar over, at Lindell gerne ville være med.
Det tog politiet seks minutter at nå frem til TV4. Personalet var samlet uden for kontrolrummet og på rampen. Der var nogle, der græd. Calle Friesman lå stadig på trappen, ude af stand til at bevæge benene. Smerten i ryggen havde i et kort øjeblik sendt ham ind i bevidstløsheden, men nu var han vågnet op. Han svedte voldsomt, og det rykkede krampagtigt i hans fingre. Anna, studieværten, stod bøjet over ham.
– Bare lig stille, sagde hun.
Sirenerne fra ambulancen hørtes gennem den åbne dør ud mod rampen.
Ola Haver blev siddende ved den lammede journalist nogle sekunder, og han så, hvordan koldsveden sprang frem på hans pande. Han var ligbleg. Haver formåede ikke at sige noget.
Berglund hævede stemmen for at få gruppen til at samles.
– Var der nogen, der så, hvordan de kom herfra?
Alle stirrede på den råbende politimand.
– De løb, sagde Anna. – De for ud på rampen, sprang ned og forsvandt rundt om hjørnet.
– Du så ingen bil?
Anna rystede på hovedet. I samme nu kom ambulancen med hvinende dæk, bremsede hårdt op neden for rampen, og to reddere sprang ud. Haver kendte udmærket den ene.
– Det lader til at være en lammelse, sagde han sagte til ambulanceføreren.
– Fandens osse.
Han så på sin kollega. De gik ind. Haver ønskede mere end noget andet, at fjernsynsfyren skulle klare den. Var der noget, Haver frygtede, var det lammelse.
Han ringede til Ottosson igen, som meddelte, at hele huset var på benene. Planen for aktion ved terrorangreb og gidseltagning var sat i gang. Der blev oprettet afspærringer rundt omkring i byen på strategiske, forudaftalte steder. Der var mobiliseret en speciel indsatsstyrke, en plan angående ekstraforstærkning af mandskab og udrustning var aktiveret.
– Har I en kopi af udsendelsen?
– Ja, vi kan afspille den med det samme. Vil du se den?
– Hvad hedder du?
– Anders Moss.
– OK, hør godt efter alle sammen. Jeg forstår godt, at I er chokerede, men prøv at huske noget om de maskerede. Hvor mange var de? Var der noget afvigende i deres tøj, stemmer? Talte de dialekt, havde de en fremmed accent?
– De talte alle sammen svensk, sagde Moss. – De var unge, mellem tyve og femogtyve.
– Hvor mange?
– Fem, seks stykker. Det var meget forvirrende.
Ola Haver så på Moss, som trods alt forekom nogenlunde fattet. Gør nu det hele rigtigt, tænkte Haver.
Ambulanceredderne havde sikret Calle Friesmans nakke med en krave og løftede ham forsigtigt over på en specialbåre. Friesman lå med lukkede øjne. Han blev løftet op med varsomme hænder og båret ud gennem den smalle dør til rampen.
Der var fuldstændig stille. Alle så på Friesmans blege ansigt. Der var en, der græd. Det var kvinden fra Folkepartiet.
– Havde de nogen våben? spurgte Berglund.
Fjernsynsfolkene så på hinanden. Alle søgte svaret i de andres ansigter.
– Det tror jeg ikke, sagde lydteknikeren. – Jeg så ingen.
Nogle af de andre rystede på hovedet.
– De havde en bombe, sagde lydteknikeren, som altid, ved senere udsendelser, ville huske de maskerede mænd.
– En bombe?
– Ja, det sagde de. De havde den i en taske, og de ville få den til at eksplodere, hvis vi ikke gjorde, som de sagde.
– Så I bomben?
– Nej, den lå i en taske. Med en snor, de skulle trække i.
– Beskriv tasken.
– Brun, med håndtag. Sådan en havde min far i gamle dage. Sådan en, man havde madkassen og termoen i.
Haver nikkede. Hans far havde haft en mage til.
– Men ingen synlige våben?
– Nej, sagde Moss.
– Hvordan kom de ind? spurgte Berglund.
Moss pegede på døren.
– De narrede mig, sagde Anna. – Der stod en ung pige her udenfor, helt blodig i ansigtet. Jeg troede, hun var kommet til skade.
– Der er ingen, der bebrejder dig, at du åbnede, sagde Moss.
– Jeg forstår, det var falsk blod?
Anna nikkede.
– Hun trak omgående en hue på. Det eneste, jeg så, var, at hun var lyshåret. Jeg følger med Calle, sagde hun pludselig og forlod lokalet.
Ambulancen forsvandt, der dukkede flere politibiler op. Haver skimtede Lindell på asfaltplatformen. Der var kommet hundeførere. Politifolk med skudsikre veste og maskingeværer stod samlet i en gruppe og tog imod instruktioner fra deres chef, Ärnlund.
Lindell kom gående, og Haver tog trappen ned ad rampen og tog imod hende.
– MedForsk, var det første, hun sagde.
– Netop. De dukker op igen.
– Er der en sammenhæng?
– Det handlede om aber, dyreforsøg. Det er åbenbart dyreaktivi-ster.
– Truede de med våben?
– Nej, men en påstået bombe, der skulle kunne udløses. Ellers lod det til at være ret så flinke terrorister, men personalet blev helt klart chokeret.
– Er bomben her endnu?
Haver kunne ikke lade være med at le.
– Tror du så, vi ville stå her?
Lindell kiggede på tv-personalet på rampen. Nogle røg, en mand holdt om en hulkende kvinde.
– De har brug for hjælp, sagde hun.
– Jeg tror, den er på vej, sagde Haver.
Man kunne høre lyden af sirener fra E4. Han vidste, at der var oprettet afspærringer ved Stockholmrundkørslen, den nordlige udkørsel med Gävle og alle andre større veje ud af byen.
– Jeg ringer til Jack Mortensen. Vi må have ham ind til os og afspille båndet, så må vi se, hvad han siger.
Radio Upplands bus kom susende. Snart ville andre elektroniske medier være på stedet. At overtage en tv-station midt under en direkte udsendelse var noget nyt, og at det ligefrem gik ud over journalisterne, ville sikkert yderligere ryste kollegerne.
Haver informerede Lindell om, hvad der var kommet ud af de korte samtaler med personalet.
– Vi lader Berglund, Wende og Beatrice tage de første afhøringer. Er der nogen tilskadekomne? Jeg så ambulancen.
– En afjournalisterne fik et slag i ryggen. Han er muligvis lammet.
– Fandens osse, sagde Lindell med eftertryk. – Jeg tager en snak med sikkerhedsafdelingen. De har vel et register propfyldt med dyrebefri-ere.
– Hvad skal vi tro om MedForsk?
Lindell havde spekuleret på det, lige siden hun fik budskabet om kuppet. Kunne det have været de samme aktivister, der kørte Josefin og Emily over?
– Det ved jeg ikke, sagde Haver. – At køre folk over er én ting, og at være dyrebefriere er en anden. Det lader jo ikke til, at det er gået så voldsomt for sig herinde. Ingen synlige våben, og personskaden var mere et uheld, da de mere eller mindre stødte sammen på trappen.
– Men der er da før forekommet vold i forbindelse med de her unges aktioner.
– Ja, men jeg tvivler alligevel, sagde Haver.
– OK, men er der en forbindelse mellem Cederén, aberne og dyre-fronten?
– Det var mange spørgsmål, smilede Haver.
– Jeg ringer som sagt til Mortensen. Jeg tror, jeg tager ham med ind på stationen. Inden det tager jeg en snak med sikkerhedsafdelingen.
– Jeg bliver her. Måske giver hundene noget.
Aktiviteten på rampen var intens. Radiostemmer, informationer og tilråb blev blandet med højlydt snak. Et par ordensbetjente var i fuld gang med at afspærre området. Ryde og en kollega mere fra teknisk afdeling kom tøffende i Rydes gamle bil.
Lindell kørte tilbage til politistationen. Hun smilede lidt for sig selv, da hun tænkte på sikkerhedschefen, ham, der gik med ekstra store listesko. Han ville sikkert være i topform. Endelig ville deres besværlige indsamling af informationer komme dem til gavn, endelig ville de få lov til at brillere lidt, ikke mindst over for kollegerne. Mange på stationen gjorde nar ad sikkerhedsafdelingen. Nu var det deres tur til at være ovenpå.
Hun følte en uro i kroppen. Weekenden med Edvard havde indfriet de højtsatte forventninger. Han havde været usædvanlig åben og frimodig. De havde elsket, gået ture, ligget på engen og stirret på skyerne, elsket igen. De havde snakket lidt om fremtiden, bare små antydninger af, at den måske ville kunne blive fælles. Edvard talte løst om, at han ville kunne flytte ind til byen, eller i hvert fald lidt nærmere, og selv havde hun nævnt, at der altid var brug for folk i Osthammar og Tierp. Arbejdet var ikke alt, eller burde ikke være det.
Alligevel overvældedes hun af ubehag. Der var noget, som ikke var i orden. Her i aften ville hun blive klar over, hvad det var.
Chefen for sikkerhedspolitiet, Frisk, var ganske rigtigt i sit es, da han, Lindell, Sammy Nilsson, chefen for Krimi og Ottosson foretog en gennemgang den 26. juni om aftenen. Han guffede en osteburger med pomfritter i sig, samtidig med at han i ordrige vendinger redegjorde for sikkerhedsafdelingens kortlægning af veganere, dyreelskere og andre fjender af verdensordenen. Lindell iagttog hans gumlende kæber. Frisk havde en stor mund og smilede på en ulveagtig måde. Hun havde faktisk ikke noget imod ham, men blev lettere utilpas, da hun så hans energiske gumlen.
– Vi har et klart billede af situationen, sagde han og proppede en håndfuld fritter ind i munden. – I må undskylde, men jeg fik ikke tid til at spise aftensmad.
Ottosson nikkede utålmodigt. Frisk og han kom ikke godt ud af det med hinanden, det var almindeligt kendt i huset.
– Vi har Dyrenes BeskyttelsesFront og så AFA, fortsatte han. – Begge med kendte lokale aktivister.
– Hvad står AFA for? spurgte Sammy.
Frisk så synligt tilfreds ud.
– AntiFascistisk Aktion, sagde han hurtigt. – De har vel ti medlemmer her i byen.
– Er det ikke mere sandsynligt, at det er dyreaktivister?
– Muligvis, sagde Frisk, og tørrede omsider munden med en serviet, og skubbede resterne af fastfooden væk. – DBF har cirka et dusin mere eller mindre aktive, vi kan betragte som kernen, og så er der omkring halvtreds sympatisører.
– Så mange? sagde Lindell.
– Ja, hvis man tager det hele med.
Tager det hele med, tænkte hun, gad vide, hvordan den udregning foregår.
– Det kan være venner, søskende, skolekammerater og andre.
– I har tjek på de her unge, jeg går ud fra, at det mest er yngre mennesker?
– Megatjek, sagde Frisk.
– Kan vi få en liste? spurgte Ottosson stilfærdigt.
– Det er ikke så ligetil, sagde sikkerhedschefen, og nu kom listeskoene på. Han sneg sig omkring emnet, talte løs om integritet og lækager. Det blev et langt foredrag.
– Vi skal have nogle navne, afbrød Ottosson ham. – Det forstår du vel?
Frisks ansigt antog et afvisende udtryk, som var blandet med en del slet skjult henrykkelse.
– Vi kan sagtens samarbejde, sagde han, som om det var en historisk indrømmelse fra sikkerhedsafdelingens side.
– Bullshit, sagde Ottosson hårdt, til de andres undren. Ottosson var ikke den, der plejede at brokke sig. – Vi har brug for navne, så enkelt er det. Hvis du mener, at drabsafdelingen vil lække, så er du langt ude.
Frisk så forurettet ud.
– Jeg skal se, hvad vi kan gøre, sagde han afmålt.
– Find den inderste kerne blandt dyreaktivisterne frem, så begynder vi dér. Vi vil gerne have navnene i aften.
Lindell smilede indvendigt. Sommetider forbløffede Ottosson sine omgivelser. Det var derfor, han var en så vellidt chef.
Frisk rejste sig. Det samme gjorde Ottosson. De stod som to haner på hver sin side af bordet. Da Frisk havde forladt lokalet, tog Ottosson pakken med fritter og det fedtede papir på bordet og kylede med en heftig bevægelse det hele i papirkurven.
– Den mand er et rigtigt skovsvin, sagde han.
– OK, sagde Sammy, – skråt op med det lige nu. Har du fået fat i Mortensen?
– Jep, han er på vej herind. Han var i sit sommerhus i skærgården, men satte sig med det samme i bilen. Han var helt klart rystet. Jeg spurgte om aberne, men han ville ikke sige noget.
– Hvonår kan han være her?
Lindell så på væguret, der viste halv ni.
– Måske om en halv time, sagde hun.
– Du ser træt ud, sagde Ottosson. – Var det en hård midsommer?
Hans vrede var som blæst væk. Lindell smilede og rystede på hovedet.
– Jeg var sulten, men så mistede jeg appetitten, sagde hun.
– Sammy tjekker Frisks liste, og du tager Mortensen. Jeg kører hjem. Konen har det faktisk dårligt. Hun har lige fået en ordentlig sommerforkølelse. Er det i orden? Jeg kommer tilbage senere.
– Helt i orden, sagde Sammy.
MedForsks vicedirektør Jack Mortensen var solbrændt, men det var det eneste sundhedstegn, han fremviste. Han så plaget ud. Han satte sig i Lindells kontor og så sig uroligt omkring, som om han var havnet i et torturkammer. Lindell hentede kaffe, formodentlig den syvende kop for hendes vedkommende, og slog sig ned ved skrivebordet.
– Kedelig historie, indledte hun. – Bruger du sukker?
Mortensen rystede på hovedet og gjorde ingen tegn til at tage koppen foran sig. Det var, som om han ikke havde set den.
– Aber, sagde Lindell, – har I sådan nogen?
Vicedirektøren for sammen. Han forsøgte sig med et smil, men det mislykkedes. Så tog han kaffen og førte koppen op til munden, samtidig med at han kiggede nervøst på Lindell. Hun tog sig god tid, så på ham med et neutralt ansigtsudtryk.
– De fleste, der forsker i Parkinson, er nødt til at lave dyreforsøg, sagde han efter at have stillet kaffekoppen fra sig.
– Og … sagde Lindell.
– Vi har forsket på aber.
– Ulovligt, sagde aktivisterne i tv. – Passer det?
– Det har været godkendte forsøg. Vi har haft flere serier. Alle forsker på aber. Det er der intet mærkeligt i. De aner ikke, hvad de taler om. De har aldrig set en, der har Parkinson. Det eneste, de er interesserede i, er opmærksomhed.
– Hvor er aberne?
– Det er forskelligt, sagde Mortensen. – De er blandt andet på Ultu-na.
– På Landbrughøjskolen?
– Ja, netop. Der er benhård kontrol.
– Hvem står for kontrollen?
– Det gør uafhængige dyrlæger. Der er en organisation, der står bag.
– Så aktivisternes kritik er grebet ud af luften?
– Jada, sagde Mortensen energisk.
Han havde genfundet noget af sin optimisme. Han tog en ny slurk af kaffen. Lindell følte det, som om hun havde en politiker foran sig.
– Hvorfor tror du så, de laver sådan en aktion?
– Opmærksomhed, sagde jeg jo. De vil gøre sig bemærket.
– Har de været ude at besøge firmaet?
– Nej.
– Ville dét ikke være naturligt at demonstrere dér?
– Jeg ved ikke, hvad der er naturligt for den slags mennesker.
– Kom Sven-Erik Cederén ikke i kontakt med nogle aktivister?
– Næ, det sagde han ikke noget om.
Lindell sad tavs i lang tid.
– Kan du se nogen forbindelse mellem Cederén, aberne og aktionen på TV4?
Et strejf af smerte gik helt tydeligt over Mortensens ansigt, som om han var blevet stukket. Han vred sig på stolen, så hurtigt på Lindell og lænede sig frem.
– Jeg ved ikke, hvad det er, der sker, sagde han stille, – Sven-Erik var min ven, alt gik godt. Nu braser det hele sammen, forstår du. Hele firmaet vakler. Alle spekulerer. Folk ringer. Hvorfor skal vi rammes på den her måde?
– I har muligvis begået underslæb for nogle millioner, I laver forsøg på aber, som dyreaktivisterne, og måske mange flere, synes, er dyrplageri, jeres forskningschef kører sin familie over og tager sit eget liv – det er klart, at folk spekulerer. Hvad er det egentlig, der foregår på MedForsk?
Mortensen svarede ikke.
– Vi vil selvfølgelig kigge på aberne. Vi må muligvis revurdere Cederéns død.
– Hvad mener du med det?
– Der er måske en sammenhæng?
Lindell gjorde et notat på blokken.
– Jeg aner ikke, hvad der gik af den idiot!
– Han var jo din ven, sagde du. Du burde vide det.
Mortensen blev tavs, sad sammenbidt på den anden side af skrivebordet. Hans ansigt så ud til at være falmet noget i samtalens løb. Han fik et forurettet drag om munden, som om Lindell havde brudt en aftale.
Samtalen var slut. Mortensen rejste sig uden et ord, mens Lindell demonstrativt blev siddende.
– Jeg følger dig ud, sagde hun til sidst.
Hun vidste, at de ikke ville komme længere. Hun var overbevist om, at tjekket af aberne på Ultuna ville resultere i en rapport om, at alt var fred og ingen fare. Måske ikke noget kønt syn, men sikkert helt i overensstemmelse med vedtægterne. Hun følte stor antipati mod manden foran hende. Den tidligere følelse af afslappethed og kontakt, der havde været resultatet af samtalen i hans have, var nu som blæst væk. Hun afskyede ynkelige mænd, ynkelige vidner. Mortensens forsøg på at spille martyr og påstanden om, at Cederén havde været hans ven, forekom som det rene komediespil, og det var dårligt spillet.
De gik i tavshed ned ad gangen, og Lindell lukkede Mortensen ud med en følelse af lettelse. Hun ville være alene. Kvalmen var kommet og gået hele aftenen, og hun følte sig fuldstændig smadret. Hun havde ikke været særlig vaks under samtalen med vicedirektøren. Hun gav sin antipati skylden. Følelsen af at være kommet til vejs ende irriterede hende. At opklare et angreb på en tv-station var ikke noget for hende. Al respekt for aber, men hun ville hellere tage sig af menneskers problemer. Hun skammede sig lidt over følelsen, for helt sikkert var også hun blevet oprørt over billeder af aber og andre dyr, proppet fulde af slanger, nåle og guderne må vide hvad, men det var billedet afJosefin og Emily i vejkanten, der ustandselig trængte sig på. Hun ville for enhver pris forstå, hvad der var sket, men hun vidste samtidig, at de formentlig ikke ville komme længere. Sven-Erik Cederén tog forklaringen på dramaet med sig i graven.
Måske var det Frisks selvsikre attitude, der havde generet hende. Hans lister over veganere og andre lignende grupper troede hun ikke meget på. Lindell havde en mistanke om, at hvem som helst kunne havne på den liste. Der syntes at hvile en aura af tilfældighed omkring kollegerne fra sikkerhedsafdelingen, og ikke mindst deres chef. Hvor denne følelse kom fra, anede hun ikke. Måske var det fra opklaringen af mordet på Enrico Mendoza for et par år siden. Dengang havde hun indset, hvor omfattende deres kortlægning af de venstreorienterede havde været, og at sikkerhedspolitiet stadigvæk holdt øje med harmløse personer som den midaldrende insektforsker Rosander. De vidste, hvilke aviser og tidsskrifter han læste, hvor han var udkommet. Masser af ressourcer blev sløset bort på hjernespind, for hvor mange Rosandere var der ikke i Sverige?
Hun gik tilbage til sit kontor. Hun vidste, at Sammy stadig var i huset, men nu ville hun være alene. Det havde været en lang dag. Hvordan mon det vil blive, hvis jeg skal leve sammen med Edvard? tænkte hun. Kan han acceptere, at jeg er så meget væk? Hun forsøgte at forestille sig Edvard i en lejlighed i byen, hængende foran fjernsynet eller læsende en bog, mens hun sad på politistationen eller for af sted som en skoldet skid gennem det halve land. Det var svært at tro på, at han ville holde det ud i længere tid.
Pludselig kom kvalmen over hende, og hun nåede lige hen til papirkurven, inden hun kastede en tynd, lysegrøn suppe op. Hun så Frisks fedtede burger for sig, og hun satte sig på hug foran papirkurven. Bare der ikke kommer nogen, tænkte hun, inden hun igen kastede op.
Dér, foroverbøjet, med rystende knæ og med sved på panden, gik det pludselig op for hende, hvad der var galt. Hun burde have fattet det tidligere, men først nu kom erkendelsen. Den bredte sig som en kulde i kroppen. Hun oplevede det, som om kropstemperaturen sank flere grader på et sekund, og hun gøs af kulde. Helt forkert! Så satans forkert!
Hun stirrede ned i kurvens bund, dér lå de sammenkrøllede papirer, resultatet af dagens kloge overvejelser, i et søle af opkast. Helt forkert! Det skreg inden i hende, og hun vidste, at terningerne var kastet.
Hun burde have fattet det! Hun skulle jo have haft menses for godt ti dage siden. Hun kom i tanke om, at hun havde tænkt over det i begyndelsen af midsommerugen, tænkt, at det ville være ærgerligt, hvis den kom, når hun skulle ud til Graso. Senere havde hun ikke skænket det en tanke. At menstruationen lod vente på sig, oven i købet helt udeblev, var ikke usædvanligt i perioder med stress. Hun blødte sjældent meget eller længe. Hendes menstruationscyklus var uregelmæssig, og selv var hun ikke særlig bevidst om, hvor mange dage eller uger der var imellem.
Men nu blev hun smerteligt bevidst om sin krop. Hun burde helt klart have forstået det, set tegnene. Kvalmen, som kom og gik, at hun brækkede sig, dels hjemme og dels ude på Graso, midsommerdag om morgenen. Hun havde givet de uregelmæssige måltider, silden og snapsen skylden, alt andet, men ikke dette.
Hun huskede pludselig trangen til salt og sødt. Hun havde set gravide veninder proppe sig med kokosboller, sennepsmadder, lakrids og alverdens slik, men havde ikke forbundet det med sit eget småspiseri de sidste uger.
Det første, hun følte, var foragt. Selvforagt. Hun, en efterforsker hos politiet, havde ikke tjek på sin egen krop. Bagefter kom vreden. Hvorfor gå i seng med en kedelig ingeniør? Så kom angsten. Nu ville hun miste Edvard, den mand, hun elskede. Til sidst kom tvivlen. Jeg kan umuligt være gravid. Jeg spiser p-piller. Det er al den stress.
Hendes indre monolog fløj som en sværm gedehamse gennem hovedet og stak deres brod i hende. Kvalmen var overstået, men blev erstattet af noget meget værre, en murrende uro, som hun vidste, ville holde hende i et jerngreb i lang tid fremover.
– Hvordan er det muligt at blive gravid, når man spiser p-piller? Det kan ikke passe! Det kan ikke være sandt!
Telefonen ringede, og Lindell får forskræmt op fra sin hugsiddende stilling. Hun stirrede på apparatet. Fire ringetoner. Kort efter begyndte mobilen at ringe.
Hun fiskede den op af lommen og vidste ikke, om hun skulle svare. ‘Hemmeligt nummer’, stod der på displayet.
Hun trykkede på knappen og sagde sit navn.
– Er det Ann Lindell?
– Ja, det har jeg jo lige sagt.
Hendes stemme var ubehersket, og kvinden i den anden ende tog en dyb indånding, så dyb, at Lindell hørte det.
– Jeg har nogle oplysninger om Sven-Erik Cederén.
Det er elskerinden, tænkte Lindell, pludselig sikker i sin sag.
– Jaså, sagde hun.
– Han tog ikke sit eget liv.
– Hvem er du?
– Det spiller ingen rolle.
– Det betyder meget for mig, sagde Lindell.
– Det spiller ingen rolle, gentog kvinden. – Det vigtigste er, at I ikke tror, at Sven-Erik kørte sin familie over og bagefter tog sit eget liv. Det ville han aldrig gøre.
– Er du hans veninde?
Ordene lød underlige, men hun kunne ikke få sagt elskerinde.
– Jeg er en ven af familien.
Hun kunne høre, at kvinden nu havde opbrugt sit mod og sin styrke. Forbindelsen blev afbrudt. Hun havde lagt på. Lindell lagde mobilen igen med en følelse af, at hun havde misset noget vigtigt.
Hun sank ned på sin stol. Hvem var kvinden? Jeg skal have et barn. Edvard. Det var, som om dagens begivenheder lammede hendes normale funktioner. Hun kunne ikke røre sig, ikke tænke klart, knap nok trække vejret. Hun sad bare der med et eneste ønske i hovedet: Ikke at miste Edvard.
Jeg burde ringe efter Sammy, tænkte hun og iagttog sin hånd, som ubevidst flyttede sig hen over skrivebordets blanke overflade.
– Fandens osse, sagde hun højt. – Men hvad så med barnet? Ønsker jeg at miste det?
Hun rejste sig, men sank omgående ned på stolen igen.
– Tag det roligt, ring til Sammy, tag hjem.
Det var, som om hendes egen stemme fik hende til at falde til ro, og hun fortsatte med at føre en dialog med sig selv. Hun talte uafbrudt som et meget forvirret menneske, samlede papirerne på bordet sammen, bandt den stinkende plastpose i papirkurven sammen, snuppede jakken og så rundt i lokalet, som om hun ville forlade det for altid.
Den lumre aften slog imod hende, og hun var lige ved at græde. Jeg bærer på et liv, et barn, som jeg før har ønsket mig så inderligt, men nu hader. Hvem var han, faderen? Det var tæt på, at hun ikke engang over for sig selv kunne sige ordet ‘far’.
Hun ville knap nok kunne genkende ham igen, hvis de mødtes på gaden. Men hun var politikvinde og overbevist om, at hun ville kunne identificere den tilfældige nattegæst, hvis sperm havde overlistet hende. Han havde lokket hende. Nej, hun havde selv villet. Så hjælpeløs havde hun ikke været. Hun kunne huske, at hun gerne ville have ham med hjem i seng.
Lindell blev stående ved bilen. Følelsen af nedsatte sansefunktioner mindede om beruselse, og hun blev pludselig usikker på, om hun var i stand til at køre.
– Idiot, sagde hun højt og låste bildøren op, – tag dig nu sammen.
Hun ringede til Sammy fra bilen og fortalte om samtalen. Han fortalte til gengæld, at Frisk havde præsenteret en håndfuld navne, som var den inderste kerne blandt dyreaktivisterne. De blev enige om at ses tidligt næste morgen. Det var ikke nødvendigt at sige det, men Lindell vidste, at Sammy ville tilbringe resten af aftenen med at give navnene på listen lidt mere substans. Hvor opholdt de sig? Adresser, jobs, var de under uddannelse, havde de før stået i politiets registre, alle disse spørgsmål, som det var muligt at få svar på, hvis man bare var tilkoblet de rigtige databaser.
Ann Lindell var opfyldt af en eneste tanke, mens hun kørte hjemad og parkerede bilen. At kunne hælde et glas vin op, lægge sig på sofaen, trække tæppet over sig og fordybe sig i sine egne tanker. MedForsk-sagen, som normalt ville have styret alle hendes overvejelser, gled blot forbi som flygtige billeder. Det kunne være nogle enkelte ord, en vending, hun havde hørt den sidste uge, synet fra Uppsala-Nas og den lille skov i Rasbo. Kvinden, som hun troede, var elskerinden, havde lydt nervøs, med en tilkæmpet selvbeherskelse. Hun vidste mere, og Lindell havde på fornemmelsen, at hun ville ringe igen. Hun var helt klart overbevist om Sven-Erik Cederéns uskyld og ville ikke kunne tie med sine oplysninger. Hun ville gøre alt for at få Lindell til at tro på hendes version.
Men hvad var det, der gjorde hende så sikker? Lindell gættede på, at det var kærligheden. Det tager tid at fatte, at ens elskede er morder og selvmorder.
Vinen smagte hende ikke. Campo Viejo var den, hun næsten altid drak. Hun var kendt i Systembolaget på Skolgatan. Det var næsten sådan, at ekspedienten satte tre flasker på disken, når Lindell trådte ind i lokalet. Nu kørte hun op til bolaget på Obs. Der var selvbetjening, og hun kunne være mere anonym.
Vil jeg have et barn? Hun havde stillet spørgsmålet adskillige gange og i de senere år altid svaret ja. Hun ville have børn med Rolf, den mand, hun var kommet sammen med, inden hun mødte Edvard. Hun vill have børn med Edvard, selv om hun havde været i tvivl. Hun var på vej mod de fyrre og vidste, at det snart ville være for sent.
Hvorfor et barn forekom så vigtigt, var hun egentlig ikke klar over. Mens hun lå på sofaen og stirrede lige ud i luften, gennemgik hun sine bevæggrunde. Hun regnede ud, hvornår hun skulle føde, i februar 2001. Hun var selv et martsbarn. Hun kom til at tænke på forældrene i Odeshog, deres tålmodige venten på et barnebarn. Hvad ville de sige? Et barn uden en nærværende far.
Hun rakte ud efter vinglasset, rejste sig op på albuen og tog en slurk. Hun burde ikke drikke. Hun sank ned i puderne, trak tæppet tættere om sig og havde ondt af sig selv.
Efter ti minutter sov hun. Hendes sidste bevidste tanke var, at hun burde have ringet til Haver og fortalt om kvindens opringning. På en måde var det hans bord.