GABRIELLA MARK stivnede ved jordkælderen. Ligesom Lots hustru blev hun stående som en saltstøtte. Hun havde set sig tilbage et øjeblik, og det var nok. Hun havde set ham, lige dér, med hånden på kælderens stenmur. Jomfru Marias sengehalm, som hun aldrig havde sat sin fod i, fordi hun gik op ad en smal sti hen til den bastante trædør, havde blomstret i fuld flor. “Min jomfru,” havde han sagt, “min smukke blomst,” og set på hende med øjne fulde af kærlighed.
Duften afjomfru Marias sengehalm berusede ham. Gabriella troede på planternes helbredende kræfter. Hun vidste, at han stod i plantens kraftfelt, forsvarsløs, blottet ind til den bare hud, ja mere end det, også inde under huden virkede den sødlige duft. Det var den, der fik ham til at smile, til at se på hende. Dér var han helt sig selv.
Han elskede hende, hvorfor forstod hun aldrig. Hun var ikke særlig tiltrækkende. Ikke som hans kone.
Det var i haven, hun kom til sin ret. Kroppen var spinkel, men med brede hofter, som var de skabt til at hvile spirekasserne mod, og med muskuløse ben og skuldre, der var velegnede til at grave, hakke og sidde på hug mellem jord og drivhuse. Armene var så tynde, at han sagtens kunne holde rundt om dem med sine hænder.
Hun var blevet et nyt menneske den dag, hun købte huset. År med fortvivlelse, med søgen efter et meningsfuldt liv, var blevet afløst af en dybfølt ro. Tiden efter ulykken, der havde kostet hendes mand livet, og hvor hun var sygemeldt, havde været lang, og hun havde frygtet for sit eget liv. Ikke fysisk, lægerne havde lappet hende pænt sammen, men balancen havde forskubbet sig. Hun ramlede ind i livet, gjorde et fejltrin og måtte støtte sig til pillerne, til søvnen. Hun vågnede aldrig op med glæde.
Så købte hun huset. Det var helt instinktivt, som om hendes krop og sjæl bestemte. Hun skrev omtåget under på kontrakten og skødet.
Allerede efter et par dage, det var netop, da jomfru Marias sengehalm blomstrede, havde hun mærket, hvordan kroppen stille og roligt begyndte at fungere, som om arme og ben voksede ud igen. Tingene fik tyngde og mening i hendes hænder. Hun greb ud efter ildrageren, åbnede lågen til brændekomfuret i køkkenet, så ind i gløderne og fik varmen. Hun stod længe i døren til det gamle skur og spejdede ind i halvmørket, mærkede dufte, lidt rå og jordagtige, trådte ind og fandt nogle rustne spader, en greb, en trillebør med punkteret hjul.
Fuglene, der livede op på grund af den nye gæst, fløj i dybe buer mellem de kæmpestore buske, kvidrede, så til deres små unger. Efter nogle dage kom en kat, den holdt sig først i udkanten af grunden, listede rundt om huset og gemte sig i nælderne, men kom stadig nærmere.
De knirkende døre blev smurt, der blev trampet stier, brændet, der havde ligget der i årevis, tog imod hende med hule stemmer. Hun stod på det spånfyldte gulv i brændeskuret og smilede mod savbukken og huggeblokken.
Stille, men sikkert var hun steget op til overfladen, var blevet kønnere, stærkere og udfyldte sin plads i huset, i haven og i landskabet.
Hun hyrede tømrere, malere og elektrikere. Pengene fra hendes mands forsikring var nok til at skabe et smukt hjem ud af det gamle, udvidede husmandssted. Kontakten med håndværkerne havde opmuntret hende. Hun længtes efter deres stemmer og hænder. Hun blev den perfekte arbejdsgiver, som bagte, lavede mad, købte kasser med lys øl. De var sjældent blevet i den grad opvartet på et job. De betragtede hende som den glade kvinde, den ivrige og bundsolide.
Den kendsgerning, at de var mænd, et par af dem attraktive, gjorde, at hun var lidt mere opmærksom på sig selv, ikke at hun ville mere end det, men hun kunne mærke, at de så på hende, at de sikkert kommenterede hende og hendes udseende. Det gjorde alle mænd vel, tænkte hun, og modvilligt nød hun tanken om, at hun kunne lokke blikke og uskyldigt flirtende kommentarer ud af dem.
Så kom Sven-Erik. Han havde kendt hendes mand, havde fundet ud af, at hun var flyttet til Rasbo, og havde ringet til hende. Der var nogle billeder, han ville vise hende. Han havde fundet dem i en kasse, da han ryddede op og smed gammelt ragelse ud. Fotografierne var taget for femten, seksten år siden af en fra den klike af unge mænd, han havde været med i, da han var teenager. Niels, hendes mand, var også med i kliken.
Sven-Erik havde tænkt, at hun måske var interesseret i nogle kopier, og havde ringet til hende. Efter det første besøg var han kommet igen, og Gabriella havde set ham forandre sig for hver gang. Hun var begyndt at længes efter hans besøg.
Nu var han væk, og hun vidste ikke, hvordan hun skulle leve videre. Minderne om ham var alle vegne, han talte til hende i nattemørket, han kærtegnede hende i drømmene, og om dagen græd hun af savn og sorg.
Hun vidste, at han aldrig ville kunne køre sin kone og barn over. Han elskede godt nok ikke Josefin mere, men han var ikke en utilregnelig voldsmand. Han ville skilles, det var stadig oftere vendt tilbage i hans overvejelser det sidste halve år, men ikke på den måde. Og så Emily, hans største kærlighed. Han havde snakket meget om hende, vist Gabriella billeder. Aldrig.
Hun havde fulgt med i avisernes skriverier. Hver linie gjorde ondt på hende, men hun syntes, at hun måtte læse det hele for at prøve at forstå, hvad der var sket. Hun havde set dødsannoncen. Hun ville besøge graven, men først senere.
Til at begynde med havde hun accepteret tanken om, at han var blevet forvirret, havde myrdet, og bagefter taget sit eget liv. Der var ikke nogen anden forklaring. Efter nogle dage havde hun talt med Jack Mortensen, som havde støttet teorien, fortalt om Sven-Eriks stadig dårligere humør. Han havde bedt hende om ikke at røbe sin eksistens. Han tænkte på Sven-Eriks eftermæle, sagde han. Det var tilsmudset nok endda.
Det havde hun lovet ham. Han havde ringet flere gange, og på en måde var det en trøst at have én, der vidste det, én, der kunne høre på hendes sorg.
Efter nogle dage var tvivlen begyndt at vokse. Sven-Erik havde ikke gjort det, ikke den mand, hun elskede og havde lært at kende som et følsomt menneske, hvis vurderinger havde ændret sig mere og mere i den tid, de var kommet sammen. Han var begyndt at blive kritisk over for sit arbejde, han havde klaget over stress, over det evindelige behov for penge til udviklingen af firmaet, kravene om hurtige resultater fra de spanske interessenter. Han ville som regel ikke tale om arbejdet, men sommetider blev det nævnt, og hun anede, at han snart ville trække sig ud af det. Der var ingen andre muligheder. Sven-Erik havde ikke været et menneske, der tog tingene let, som bare kunne fortrænge betænkelighederne og gå videre for karrierens eller pengenes skyld.
Han trivedes i huset sammen med hende. Dér fik han ro. Lo. De legede, de lugede jorden sammen. Han havde aldrig brugt tid på havearbejde før. Isabella, hunden, havde ligget i skyggen og iagttaget dem.
Nu var han også død. Sunket ned i mindet hos de levende.
Hun var den eneste, der stadig kunne tale om Sven-Erik med kærlighed. Ikke engang hans forældre, som hun havde ringet til for at trøste og for at vinde deres fortrolighed, kunne se noget forsonende ved deres egen søn. De havde afvist hende, havde været skånselsløse i deres dom.
Det var, da hun ringede anden gang, at hun havde fået den oplysning, som gjorde hende overbevist om hans uskyld. Det var en lettelse, men samtidig så sensationelt og oprivende, at det ikke rigtigt trængte ind. Hun havde ikke formået at fortsætte samtalen med hans grædende mor, men havde lagt på.
Det varede to dage, inden hun kom op til overfladen igen, inden den fulde konsekvens af det, hun havde fået at vide, gik op for hende.
Hun lod hånden hvile på dørhåndtaget. Døren, der ellers bandt, var tørret i varmen, og gled nu op. Hun havde glemt, hvad hun skulle hente, men kom i tanke om det, da hun først stod derinde, det var jordbærsyltetøj.
Hun havde ringet til politiet, havde talt med den kvinde, der ledte opklaringen. Hun havde set hendes navn i avisen. Hun havde lydt rystet, ukoncentreret og, hvad der undrede Gabriella mest, vred. Gabriella var følsom over for andre menneskers tonefald. Hun kunne såres af en afvisning, tabe tråden, trække sig væk. Hun havde ikke kunnet klare at fortsætte samtalen, men hun vidste med sig selv, at hun var nødt til at ringe igen.
Glasset med syltetøj var køligt, og hun førte det op mod panden, gik så ad den smalle sti tilbage til huset. Hun kastede et blik på mist-bænkene. Hun frygtede det værste. Hun havde ikke vandet i to dage og kviede sig nu ved at gå derhen. Meget var nok allerede gået til, det var hun klar over. Først og fremmest kålen, og muligvis salaten. Hun måtte tage sig sammen i eftermiddag.