GABRIELLA MARK samlede de sidste spirekasser sammen og stablede dem omhyggeligt i skuret. Nu ville det vare længe inden næste såning. Næsten et helt år. Hun blev stående med den sidste bakke i den ene hånd og fulgte med fingrene sporene i bunden af bakken. Bevidstheden om, at dyrkningssæsonen var på retur, i og med at planterne var sat ud og begyndt at spire i bænkene og på friland, skræmte hende. Slut var det jo ikke, der var flere måneder til, de sidste grøntsager skulle høstes. Nogle skulle oven i købet blive stående, efter at sneen var kommet, men den måske mest lystprægede del, såningen, priklingen og udplantningen, var overstået.
Hun satte den sidste bakke i stakken. Aftensolen skinnede over gårdspladsen. Storspovens vemodige sang hørtes i det fjerne. Det var anden sæson, den byggede rede i nærheden. Gabriella elskede den fugl. Dens lyde var hendes melodi, melankolsk og længselsfuld.
Hun gik langsomt op mod huset. Hun ville dvæle her, standsede op og blev indfanget af den tunge duft fra jasminen. En svag støj, som fra en bil eller måske en traktor, hørtes, men den døde ud.
– Alene, mumlede hun.
Hun vidste ikke, om hun nogensinde ville komme til at så flere frø. Måske var det den sidste sommer på husmandsstedet? Hun kunne sælge. Priserne var steget, og hun ville få en pæn sum penge for det. Hvorfor skulle hun blive boende, nu hvor Sven-Erik aldrig mere ville komme.
Hun havde håbet, at han ville blive for altid, at han ville blive skilt, som han havde talt om den sidste tid. Hun vidste, at han virkelig havde ment det. Det er ikke retfærdigt, tænkte hun og satte sig på bænken ved husets gavl.
Ville politiet komme igen? Det havde hun spurgt sig selv om gang på gang denne eftermiddag. Det ville være sært andet. Hun anede, at de havde identificeret hende som Sven-Eriks veninde. Hvad tænkte de om hende? Det tog hun sig ikke længere af.
Hun måtte under alle omstændigheder ringe til Ann Lindell igen. Ved den sidste samtale havde de alligevel opnået en vis kontakt. Ga-briella troede, at hun kunne stole på Lindell. Hun var kvinde, og der var noget i hendes stemme, der signalerede, at hun ville forstå. Man vælger ikke den, man elsker, tænkte hun. Det var ikke rationelt at blive forelsket i Sven-Erik, en gift mand, så forskellig fra hende selv. Det var måske det, der havde været så spændende og velgørende for hende selv. Han havde set på hendes liv med andre øjne, nye øjne. Han havde længtes efter et mere stille liv, det gentog han flere gange, og betragtede husmandsstedet som et åndehul. Han havde gradvist forandret sig. Hun kunne se det, hver gang de mødtes, se, hvordan der var blevet rokket ved hans holdninger.
Det var arbejdet, der slog ham ihjel. Sådan måtte det være. Det var arbejdet, der dræbte hans kone og barn. Det var hun helt overbevist om, men hvordan kunne hun få Lindell til at forstå det? De ville sikkert gøre det til et lidenskabeligt drama, at han ikke længere kunne holde sit dobbeltspil ud. Men sådan havde Sven-Erik ikke været. Han var blevet gladere, mere åben, som tiden gik.
Arbejdet sled på ham, men samværet med hende byggede ham op igen. Hvorfor skulle han så forlade hende? Eller var det bare hendes egne fantasier, bygget på drømme om et liv sammen med en mand?
Hun kunne ikke leve alene. Det vidste hun. At plante og pusle var kun tidsfordriv, terapi, mens hun ventede på et virkeligt liv. Hun havde først foragtet sig selv for tanken om, at en mand skulle forløse hende, men hun havde indset, at kærligheden var den kraft, som kunne hele hende. Hun havde brug for varmen fra et andet menneske.
Sobrilen, som hun nu havde taget i nogle dage, gjorde hendes bevægelser langsomme. Tankerne vendte tilbage, som lyden fra en mekanisk spilledåse. Om og om igen blev den tungsindige melodi spillet. Hun var, trods sin bedøvede tilstand, klar over, at det måtte holde op, men hun anede ikke hvordan. Hun så ingen lindring.
Fra skoven på den anden side af vejen hørtes en svag raslen. Hun anede, at det var elgkoen med sin haltende kalv, der var kommet for at æde af den frodige vegetation på den lille eng. Hun spejdede ind i det grønne for at se dyrene, men de opholdt sig formodentlig et stykke inde i skoven. Kalven ville ikke få et langt liv, mente Gabriella. De kunne ikke bevæge sig så langt omkring med kalvens alvorlige skade, og til vinter ville den sikkert bukke under.
Hun forlod bænken og gik ned mod vejen. Mjødurten i vejkanten duftede skarpt sødt. Hun brækkede nogle stængler a£ Skoven lå tavs. Skumringen begyndte at liste sig ned mellem elletræerne og det gamle, selvsåede æbletræ, hvis umodne frugt havde taget form og var begyndt at vokse. Nogle skovduer hørtes i det fjerne. Det knasede under hendes fødder. En snegls slimede krop kravlede i gruset. Et af følehornene røg spastisk ud og ind af det kantede hoved.
Hun væmmedes ved den kødfulde masse, og hun skyndte sig tilbage til huset. Et vindpust kom farende, gav hende et puf i ryggen og satte ligesom fart på hendes skridt.
Alene. Ottehundrede meter til nærmeste bosiddende nabo. Skoven tæt ved. Det eneste liv, der var, var en elgko og dens kalv.
Hun vendte sig hurtigt om og så hen mod skoven. Den raslende lyd hørtes igen. Hun stod helt stille og prøvede at skelne noget. Måske var det uglerne, der havde rede et stykke inde i skoven, der lavede lyden?
Hun lukkede skuttende døren. I samme øjeblik slog væguret i køkkenet otte. Hun gav sig til at græde.