RINGETONERNE BLANDEDE sig med drømmens billeder. Hun løb med lange, antilopeagtige spring, da den skarpe lyd fra telefonen skar gennem lejligheden. Hun vendte sig om, men forfølgerne var langt væk. Det var lykkedes hende at ryste plageånderne af sig. Skulle hun nu forsinkes, fordi hun var nødt til at tage telefonen? Hun stoppede forpustet op. Det kunne være apoteket, der ringede.
Langsomt kom hun til bevidsthed og famlede efter røret, samtidig med at hun kiggede på uret.
Edvard. Hun blev med ét lysvågen.
– Nej, du vækkede mig ikke, sagde hun og satte sig op.
– Jeg ville bare sige tak for sidst, sagde Edvard.
– Selv tak.
Klokken var halv otte, og hun burde være på arbejde.
– Hvordan har du det?
Lad være med at ringe til mig! Lad mig være i fred! tænkte hun.
– Jeg har travlt, sagde hun og stod ud af sengen.
– Jeg kommer til byen i eftermiddag. Jeg tænkte, at vi kunne ses i aften.
Ann gik fraværende hen mod toilettet.
– Jeg ved det ikke, sagde hun med mat stemme.
– Vi kunne gå ud og spise lidt. Det skulle blive godt vejr.
– Jeg ved det ikke, gentog hun.
– Er der noget galt?
– Nej, der er bare så meget på arbejdet. Måske skal jeg arbejde. Hun kunne høre på hans stemme, at han blev skuffet. Hun var klar over, hvor svært det var for Edvard at ringe. Han var ikke den, der tog initiativet i første omgang.
– Måske, sagde hun.
Hendes spejlbillede viste et gustenblegt ansigt. Drømmen havde sat sine spor.
– Giv lige lyd på mobilen, sagde han.
Hun slog toiletsædet op.
– Jeg vil gerne se dig, tilføjede han.
Ann tvang morgenmaden i sig. Muslien og tykmælken voksede i munden. Kaffe kunne der overhovedet ikke være tale om. Hun bladrede i Upsala Nya uden egentlig at ænse andet end overskrifterne.
Nu var det femten dage siden, Josefin og Emily døde. Der havde ikke været noget gennembrud. Hvis Sven-Erik Cederén virkelig var uskyldig, så blev chancerne for at finde forbryderen mindre. For hver dag der gik, kom hun også nærmere valget: Føde eller få en abort.
På en måde føltes det umoralsk at vælge abort. Emily var død, og Ann havde en fornemmelse af, at hendes eget barn ville blive en slags erstatning for et mistet liv, at der var en mening med, at hun skulle have et barn.
Underligt, tænkte hun, og foldede avisen sammen. Hun var sent på den, men kunne ikke få sig selv til at jage af sted. Han ville gerne møde hende. Skulle hun fortælle det? Det ville betyde, at det var forbi mellem Edvard og hende. Han ville ikke kunne acceptere det. Aldrig.
Klokken ni trådte Lindell ind på sit kontor. Hun havde mødt Sammy Nilsson på gangen, han havde hilst og set lidt spørgende ud. Kunne det ses så tydeligt? tænkte hun, da hun smed blokken på skrivebordet.
Telefonen ringede. Det var Haver.
– Kører du ud til Mark nu?
– Om cirka en time.
– Jeg kommer ind med en vejbeskrivelse.
De havde aftalt, at Lindell skulle køre alene ud til Cederéns elskerinde.
Lindell kunne se hende for sig, ventende. Sikkert i haven – at dømme efter Havers og Nilssons malende beskrivelse af Gabriella Marks planteavls-udfoldelser.
Morgenens mathed og ulyst begyndte at vige for en nysgerrighed med hensyn til, hvordan hun ville opføre sig, hvilke oplysninger hun ville kunne komme med. Hvordan vidste hun, at det var gin, Sven-Erik Cederén havde drukket?
Lindell følte, at det var en vigtig oplysning. Passede det, at han aldrig drak gin, så ville det betyde, at der var en anden part med i billedet. Det betød, at han var blevet tvunget til drikke den for ham så afskyelige spiritus.
Først nu forstod Lindell fuldt ud, hvad det indebar. Det var en anden, der havde dræbt Josefin og Emily. Et sted derude var der en ukendt morder. En hensynsløs dræber.
Måske møder jeg Edvard? tænkte hun, da hun passerede Jalla. Men han havde sagt, at han ville køre herind om eftermiddagen. Han havde ikke sagt noget om et ærinde. Det var ikke så tit, han tog til Uppsala, så måske kom han udelukkende for at se hende?
På strækningen fra Rasbo kirke til Gabriella Marks hus prøvede hun at koncentrere sig om at tænke på sagen og den kvinde, hun snart skulle møde.
Havers beskrivelse var præcis, og hun behøvede ikke at være i tvivl om vejen. Det første, hun tænkte på, da hun kom frem til huset, var kontrasten til Uppsala-Nas og den villa, Cederén havde boet i.
Hun så ingen kvinde ude på gårdspladsen eller ved mistbænkene. Lindell bankede på døren, så sig om og ventede. Hun følte sig iagttaget. Hun bankede igen, nu lidt kraftigere.
Mobiltelefonen ringede, men hun slukkede straks for den uden at svare. Døren var ulåst. Hun kiggede ind og råbte kvindens fornavn. Huset var fuldstændig stille. Lindell gik ind. Først en forstue og en lille entré med køkken ved siden af. Der stod en kaffekop på bordet. Det var et ryddeligt køkken, enkelt indrettet. Gabriella Mark havde smag.
Lindell kiggede ind i det eneste værelse i stueetagen, og derefter gik hun op på første sal. “Gabriella,” kaldte hun, men ingen svarede. Hun blev overbevist om, at huset stod tomt, da hun gik op ad de knirkende trin til de to værelser ovenpå.
Bilen holdt på gårdspladsen, og døren var ulåst, men der var ingen livstegn. Jeg har sikkert misset hende, tænkte Lindell og forlod det tomme hus. Hun blev stående på trappen og spejdede rundt i omgivelserne.
Hun gennemsøgte skure og skjulesteder, også jordkælderen. Ingen Gabriella Mark. Hun begyndte at føle sig ubehageligt tilpas. Havde kvinden tabt modet, da hun fik øje på Lindell? Måske skjulte hun sig i skovbrynet?
Lindell blev stående ved køkkenhaven. Kollegerne havde ikke overdrevet. Her rådede eksemplarisk orden. Lindell var ikke havefanatiker, men så meget forstod hun, at der lå meget arbejde bag de velplejede bede.
Hun slog sig ned på kanten af en bænk. Måske var Gabriella ude i et eller andet ærinde i nærheden? Lindell så sig omkring. Skoven lå tavs, og stilheden over husmandsstedet var øredøvende. Lindell var kørt forbi en gård, nogle kilometer inden hun kom til Marks hus, men hvis man havde et ærinde dér, tog man vel bilen? Det ville hun i hvert fald selv have gjort. Måske havde hun en hund, som hun var ude og lufte? Lindell kom til at tænke på Cederéns pointer.
Hun blev der i en halv time, inden hun forstod, at Gabriella Mark ikke ville komme tilbage lige her og nu. Hvis hun gemte sig i vegetationen og ikke ønskede at møde Lindell, så ville hun blive der, indtil politiet kørte væk.
Hun halede telefonen op og ringede til Haver.
– Jeg kan ikke lide det her, sagde hun, og kollegaen gav hende ret.
– Tror du, der er sket noget?
– Det ved jeg ikke, sagde Lindell, – men jeg tror, hun holder sig væk. Hun hørte mig og smuttede ind i skoven. Jeg tror, jeg lader, som om jeg kører, men går tilbage til fods. Så vover hun sig måske frem.
På vej hen til bilen åbnede hun affaldsspandens låg og kiggede ned. Tom. Irritationen over kvindens opførsel blev stærkere og stærkere. Hun havde ikke tid til at lege katten og musen. Gabriella Mark sad åbenbart inde med informationer, og Lindell kunne ikke forstå, hvorfor hun først var så opsat på, at Lindell skulle tro på hende, for derefter at gemme sig, når hun dukkede op.
Hun kørte nogle kilometer væk, passerede nabohuset og trillede ind på en lille skovvej for at parkere bilen. Gåturen tilbage til husmandsstedet tog godt og vel tyve minutter. Det var længe siden, hun havde gået en ordentlig tur i skoven. Det var sidste år sammen med Edvard.
Duftene fik hende til at mindes, og hun kom hen til skovbrynet ved husmandsstedet i en trykket stemning. Hun følte sig nærmest åndsfraværende. Huset med den smukke have gjorde et uvirkeligt indtryk. Kunne der være et menneske her, der havde noget med mord at gøre? Det forekom helt usandsynligt.
Men Lindell fornemmede, at Gabriella Mark levede alt andet end fredeligt. At hun bar på en stor sorg og en dyb angst, det var fremgået af hendes stemme.
Lindell ville ikke vente længere, hun var bange for at fortabe sig i sine egne tanker. Hun ville ikke fare vild i skoven, men tænke klart og opføre sig som politiefterforsker. Alligevel blev hun. Hvis der var noget, hun havde måttet lære, så var det at vente.
Hun holdt sig skjult i godt en time, inden hun igen gik op mod huset, der lå lige så tavst og forladt som før.
Lindell stod ubeslutsom på gårdspladsen, hun ringede til Haver igen, og de blev enige om at efterlyse kvinden.
Efter at have afsluttet samtalen fik hun en indskydelse og gik hen til jordkælderen. Der sad en kraftig nøgle i nøglehullet, og det lykkedes med noget besvær Lindell at åbne døren. En rå lugt slog imod hende. Det var lugten afjord og gamle kartofler.
Hylder fyldt med glas og flasker vidnede om kvindens interesse for havedyrkning. Lindell havde dårlig samvittighed over, at hun holdt døren åben og lod varm luft strømme ind. Ingen Gabriella Mark, intet bortset fra saft og syltetøj.
Til højre, uden for jordkælderen, lå en gammel stald, hvor næsten halvdelen var faldet sammen. Gennem et stort hul i gavlen kunne hun skimte de gamle, rustne ædetrug. Op mellem de grove gulvplanker spirede der nælder.
Hun gik rundt om stalden. Der var sat mange hestesko op på væggene. Ved den modsatte gavl lå der en stenhøj. Mosfyldte sten var stablet op i en knap tre meter høj bunke. Det lignede et oldtidsminde. Her havde husmandsfolkene lagt stenene fra det indhegnede stykke jord.
– Edvard, mumlede hun, – her ville du kunne trives.
Hun tænkte på Edvard og hans stenkiste, som han havde bygget her i vinter. Her ville han have kunnet få masser af materialer.
Der var noget monumentalt over stenhøjen, som tiltalte hende. Husmændenes kamp for at opdyrke jorden, de grå stens massive tyngde, overtrukket med mos og lav, gjorde et vemodigt indtryk. Hun var klar over, at det var Edvards påvirkning. Han havde altid talt om landskabet og det spor, mennesket havde sat, det slid, der lå bag skønheden.
Da hun gik rundt om højen, så hun straks, at der var noget galt. Flere af stenene var fjernet fra deres leje. Mosset var skrabet af, og græsset foran stenhøjen var trådt ned. Her havde der for nylig gået et menneske.
Lindell stivnede, fejede med blikket hen over omgivelserne. Hun ville ikke se det, hun så. Nogen havde fjernet sten og lagt dem tilbage, men havde ikke kunnet genskabe det gamle billede af et gennem mange år uberørt kulturminde.
Hvorfor? Der var kun to muligheder. Enten havde nogen taget noget eller lagt noget under stenene.
For tredje gang ringede hun til Haver. At hun lige ringede til ham, skyldtes vel, at Gabriella Mark var hans spor.
– Vi skal måske have teknikerne herud, inden jeg begynder at rode, sagde hun.
Det var Haver enig i, måske mest fordi han selv ville kunne tage med.
Gabriella Mark var blevet kvalt. Ryde og Haver havde sammen fjernet sten for sten og blotlagt liget. Der sad lidt mos i den myrdedes ansigt. Hænderne var bundet. Rundt om halsen var der kraftige, blå mærker. Hun havde haft næseblod.
– En stenkiste, sagde Lindell.
– Hvaffornoget, sagde Ryde. Han stod bøjet over kvinden.
– En stenkiste, gentog Lindell og så på uret: 12.32, torsdag den 29. juni.
Haver iagttog hende.
– Hvorfor gik du herhen? spurgte han.
– På grund af Edvard, sagde hun.
Hun mærkede kollegernes spørgende blikke, men sagde ikke noget for at forklare sig. Hun så på kvinden. Levende i går, død i dag. Nu skulle de have siddet sammen og snakket. Der var en anden, der var kommet før hende.
– Hun har ikke meget på.
Haver kunne ikke få øjnene fra den næsten nøgne krop.
– Hvad vidste hun? spurgte han.
– Hun mente, at Cederén var blevet tvunget til at drikke den gin, sagde Lindell.
Ryde så interesseret op. Lindell redegjorde for samtalen med Gabriella.
– Hvorfor skulle man tvinge nogen til at drikke sprut?
Lindell tøvede.
– For at få et mord til at se ud som et selvmord. Jeg tror, at han blev myrdet, sagde hun omsider.
Ryde og Haver så på hende. Det var, som om noget var brudt frem, usynligt for øjet, men mærkbart i luften. Lindell kunne se noget, der lignede træthed, i Rydes ansigt. Bag hans ellers så hårde attitude brød afmagten og trøstesløsheden frem.
Han så Lindells blik og vendte sig igen mod liget.
– Myrdet? sagde Haver. – Du mener, at nogen skulle have fyldt Cederén med det væmmelige gin og bagefter gasset ham ihjel?
Lindell nikkede.
– Hvordan forklarer du sporene efter Josefins tøj på Cederéns bil?
– Måske kørte han, måske var det en anden? sagde Lindell.
– Du mener, at mordene i Uppsala-Nas var iscenesat, for at det skulle se ud, som om det var Cederén? sagde Ryde.
Lindell nikkede igen. Hun var træt af deres pædagogiske spørgsmål.
– Jeg ved det ikke, men det er nok mere kompliceret, end vi troede til at begynde med.
Lindell gennemgik husmandsstedet sammen med Haver og Berglund, som havde sluttet sig til. Lindell tog som sædvanlig køkkenet først. Haver indrettede sig i soveværelset, og veteranen Berglund begyndte med dagligstuen.
Skabslågerne i køkkenet var af den gammeldags slags, som havde fandtes i Lindells barndomshjem i al den tid, hun stadig boede i Odeshog. Nu havde hendes forældre skiftet dem ud med mørk egefiner med messinghåndtag, men Lindell foretrak de gammeldags med træknopper, og hylder af groft træ dækket med hyldepapir, som var sat fast med tegnestifter.
Hun gennemgik stakkene af tallerkner og skåle, kiggede i hver eneste kop og gryde. Dele af porcelænet var gammelt, tidlig Gustavsberg, rester af et komplet stel. Gabriella Mark havde ikke været et statusmenneske. Det var funktionelt porcelæn uden egentlige finesser. Ikke noget nyindkøbt fra de dyre butikker, men snarere fra Ikea, suppleret op, når der ikke længere var tilstrækkeligt af det gamle stel.
Hver ting skulle tages op og synes. Hun havde en følelse af, at det var et meningsløst arbejde, og regnede ikke med at finde noget af interesse, men det skulle gøres. Måske lå der et eller andet i en kop eller bag en serveringsfad, som kunne få efterforskningsmaskineriet til at gå i gang. Lindell følte sig i tiltagende grad utålmodig over det rutinemæssige. Hun følte sig overbevist om, at løsningen var et sted uden for husmandsstedet, at der blev spildt vigtig tid, og hun havde lyst til at overlade husmandsstedet til sine kolleger. Men hvad skulle hun lave i stedet for? Hvor skulle hun lede?
Følelsen af nyttesløshed og tidspilde udsprang af, at hun burde have besøgt Gabriella allerede i går aftes. Så havde kvinden måske været i live. Lindell var helt sikker på, at hun havde vidst noget. Hun havde talt med nogen og fået kendskab til det med gin’en. Hvem kendte til den oplysning?
Mens hun rodede videre i kosteskabet, besluttede Lindell sig for at forsøge at kortlægge, hvordan den oplysning var sivet ud.
Efter knap en halv times leden var der ikke kommet noget frem af interesse, ikke et notat på en seddel, ikke en kvittering eller et brev, som kunne bringe opklaringen videre. Hun hørte, hvordan Berglund tussede rundt i dagligstuen. Hun fornemmede, at han bladrede i bøgerne og tjekkede skufferne i sekretæren.
Det eneste af egentlig interesse, som Lindell fandt, var et tomt glas Sobril med lægens navn på etiketten.
Mobilen ringede. Det var Beatrice, som havde set på Gabriella Marks personlige data. Hun var treogtredive år, født på Osterlen lidt uden for Simrishamn. Beatrice vidste endnu ikke, om der var nogen nære slægtninge. Gabriella havde været sygemeldt i flere omgange de sidste to år fra sit arbejde som projektleder i et nu nedlagt konsulentfirma. Det var gået konkurs for otte måneder siden.
Hun var ikke noteret for nogen gæld eller manglende betalinger. Hun ejede et gyldigt pas. Så langt var den interne efterforskning nået.
Lindell bad Beatrice om at tjekke hos telefonvæsenet, om de kunne skaffe en fortegnelse over ind- og udgående samtaler til husmandsstedet, samt se, om Gabriella havde haft et mobilabonnement. Beatrice fik også navnet på Gabriellas læge, og hun skulle undersøge, om han var til at få fat på.
Sygemeldt, tænkte Lindell, men hun arbejdede med sine grøntsager. Et arbejde lige så vel som alt andet, reflekterede hun og kiggede ud gennem vinduet. Hun så nogle af kollegerne i færd med at sikre sig eventuelle spor. Hun blev overmandet af en stor træthed, ikke så meget på egne vegne, som på hele korpsets. De var optaget af en stadig kamp, et sisyfosarbejde, hvor stenen ustandselig rullede tilbage.
Lindell kiggede ind til Berglund og spurgte, om han havde fundet noget interessant, men han rystede bare på hovedet uden at sige noget eller se op. Hun fortsatte op på næste etage. Ola Haver stod halvvejs inde i et stort klædeskab. På sengen havde han lagt en bunke tøj og kjoler frem, og han arbejdede sig åbenbart længere og længere ind i mængden af tøj og sko.
– Kvinder, sagde han bare, da han hørte Lindell komme ind i værelset.
Hun forstod, at han mente mængden af klædningsstykker. Hun kiggede sig omkring. Det var et spartansk indrettet soveværelse med skråvægge, lyst tapet med små, røde roser, en bred seng, omhyggeligt redt med et sengetæppe i klare farver. Langs den ene væg stod der en bogreol, et lille bord og en almuestol. Det var alt. Hun gik hen til bogreolen: havelitteratur og romaner. Lindell studerede nogle af titlerne. Selv fik hun aldrig tid til at læse, og hun var på en måde skeptisk over for mennesker, der læste meget. Hun tænkte, det var arven fra faderen, som ikke havde tillid til dem, der sad med næsen i en bog, så snart de kunne komme til det.
På natbordet lå en tynd bog. Orientalsk havedyrkning. Lindell tog den op og bladrede lidt adspredt: ‘Japanske bladgrøntsager’ hed et kapitel.
Haver møvede sig ud af klædeskabet.
– Ikke noget? sagde Lindell spørgende.
– Nej, kun en hulens masse tøj.
– Noget, der afviger?
Haver rystede på hovedet og satte sig på sengekanten.
– Der er intet, der skiller sig ud, sagde han, og Lindell forstod, at han var påvirket af den samme følelse som hun selv.
– Hvad mener du? sagde Lindell og slog sig ned på stolen.
Følelsen af fortrolighed mellem de to kolleger forstærkedes af den fælles træthed og den almindelige lede ved tingenes tilstand. De havde kun hinanden. Ingen uden for drabsafdelingen, og heller ikke alle kollegerne, ville kunne forstå det pres, de blev udsat for, altid at skulle konfronteres med vold og ulykker. De havde ikke lyst til at trænge ind i disse soveværelser og køkkener, snuse rundt i private ting hos fremmede mennesker. Engang i begyndelsen af deres karriere var det måske nyt og spændende, men nu nærede de mest et forfængeligt håb om det normale, et liv, hvor de mødte mennesker, der ikke havde volden, døden og mørkets gerninger som ledsagere.
– Jeg tror, at Gabriella var et ensomt menneske her ude i skoven. Hun havde valgt ensomheden, men elskede Cederén.
Helt rigtigt, tænkte Lindell, som mindedes Gabriellas stemme og faste tro på, at Cederén var uskyldig.
– Kan afhængigheden af Cederén have svækket hendes dømmekraft?
– Måske, sagde Haver.
– Hun tog beroligende piller, har været sygemeldt i lang tid. Måske har det påvirket hende.
– Hun blev altså myrdet, indvendte Haver.
Han rejste sig hurtigt. Lindell fornemmede hans ulyst. Mark var hans spor, hans idé. Det var et stort nederlag, at hun var død, da de endelig fandt hende.
– Fortsæt bare, sagde Lindell, men blev siddende.
– Motiv, begyndte hun eftertænksomt igen, – der må være et stærkt motiv.
– Penge, sagde Haver, som havde sat sig på hug og synede gulvet under sengen.
– Ja, jeg tror ikke dyreaktivisterne ville kvæle en ung kvinde, sagde Lindell, – men det hænger muligvis sammen.
– Hvordan?
– Hvis deres kritik er korrekt, at aberne har det pissedårligt, at MedForsk beskæftiger sig med, eller har beskæftiget sig med dyrplageri, så er der meget at frygte for. Opinionen ville hurtigt svinge over til skade for dem, hvis det kom frem, at de var skurkene. MedForsk er et firma i medvind, og de vil ikke have deres rygte svinet til.
– Det er da lige i overkanten at slå folk ihjel, sagde Haver.
Lindell faldt i tanker, og Haver genoptog sin søgen. Han begyndte at tage bog efter bog ud og ryste dem for at opdage eventuelle sedler, der var stukket ind mellem siderne.
– Jeg slutter her for i dag, sagde Lindell. – Senere slipper vi Ryde løs. Jeg kører ind til byen. Ringer du til mig?
– Ja, jeg tror, at Bronskans gruppe er kommet.
De var specialuddannede i at søge efter spor i terrænet og gennemgik nu minutiøst omgivelserne.
Lindell var lige steget ind i bilen, da Edvard ringede. Hun følte en vis lettelse over at kunne henvise til, at hun var optaget af et nyt mord, da han foreslog, at de skulle mødes sidst på eftermiddagen. Hvis han blev skuffet, så lod han sig ikke mærke med det, men ønskede hende held og lykke.
– Vi kan måske ses i weekenden? spurgte han.
– Vi får se, sagde Lindell.
Selv om hun kunne have taget sig tid til at tale med ham, lod hun ham forstå, at hun havde travlt, og de afsluttede samtalen.
– Kujon, mumlede hun.
Lindell kastede et sidste blik på huset, inden hun startede bilen. Ud ad øjenkrogen opfattede hun en bevægelse i vinduet på førstesalen. Det var Haver, der gestikulerede. Han forsøgte forgæves at få vinduet op. Lindell slog tændingen fra, steg ud af bilen, og i samme øjeblik røg vinduet op.
– Vent, skreg Haver, – jeg har fundet et par notater.
– Jeg kommer, sagde Lindell og smækkede bildøren i. Notater, tænkte hun, endelig noget personligt, og hun kom til at tænke på Josefin Cederéns dagbog.
Da hun kom op i soveværelset igen, sad Haver på sengen og bladrede i en lille, lys kalender med blomster på, af en slags, som Lindell ikke havde set i mange år, og som hun ikke troede, var i handlen mere.
– Her, sagde Haver, og rakte hende kalenderen, slået op på datoen den 29. juni.
To sætninger: ‘Hvor står Pålle?’ og ‘Kan jeg stole på ham?’
Lindell kiggede på Haver.
– I går, sagde hun, og Haver nikkede. – Hvor fandt du den?
– I skuffen under natbordet.
– Er der flere notater? spurgte Lindell, bladrede i den tynde bog og så selv spredte notater på hver eller hveranden side. Alle skrevet med blyant og, efter hvad Lindell kunne se, med Gabriellas håndskrift.
– “Pålle,” sagde Haver, – hvem er det?
– “Pålle,” sagde Lindell tænksomt, – et kælenavn.
Hun havde ikke før hørt navnet i sagen.
– Han er en bekendt af Gabriella, han er oprørt og vil komme på besøg. Han har sikkert været her før. Af en eller anden grund vil hun ikke have, at han skal komme, konkluderede Haver.
– Findes hans navn andre steder?
– Ikke efter hvad jeg har set indtil nu, sagde Haver.
Lindell stod tavs og prøvede at forestille sig Gabriella med den lille bog foran sig.
– Det må være en person, som hun har haft et forhold til, et menneske, der betyder noget, sagde hun. – Hvem bliver kaldt Pålle?
– Paul, Peter, Per-Oluf, Petter, forsøgte Haver sig.
– Pålle, Pålle, gentog Lindell prøvende.
Lindell slog op på nogle tilfældige sider. Det var ikke nogen dagbog i egentlig forstand, mere spredte kommentarer. Der var nogle, der handlede om såning af grøntsager, andre om vejret, navnet ‘Sven-Erik’ forekom flere steder. ‘Sven-Erik kommer’ den 20. maj, ‘Sven-Erik til Spanien’ den 14. februar.
– OK, sagde Lindell, du gennemgår den og laver en liste over alle personlige notater, som kan være af interesse. Drop vejr og grøntsager, skriv alle navne, og hvor tit de forekommer.
– Pålle, sagde Haver lige ud i luften, som om han prøvede at visualisere billedet af Gabriellas bekendte.
Lindell bladede videre. Den 28. maj havde Gabriella skrevet noget, som forvirrede hende: ‘Kalven ser endnu dårligere ud. Den lille stakkel’. Hun viste Haver notatet.
– Hvad for en kalv? sagde han. – Har hun haft køer?
– Det er ikke sandsynligt, sagde Lindell. – Måske er det en nabogård, der har dyr?
Lindell følte sig lidt mere tilfreds, da hun for anden gang satte sig ind i bilen for at forlade husmandsstedet. Gabriella havde fået en stemme, selv om det bare var nogle få ord i en kalender. Hvem var denne ‘Pålle’? Lindell var sikker på, han var en nær bekendt, ellers bruger man ikke et kælenavn på den måde, hun havde gjort.
Var ‘Pålle’ morderen? Det lyder som en hest, tænkte Lindell og så en stor ardenner for sig med store hove, stor manke og en hale af stride hår.