KORTLÆGNINGEN af Gabriella Marks liv og bekendtskabskreds var ligetil, men alligevel et frustrerende stykke arbejde. Hun havde været en meget ensom kvinde. Det var den slutning, Lindell drog, da hun læste Beatrices rapport.
Født i en lille by uden for Simrishamn, faderen havde en tandlægepraksis, og moderen var assistent samme sted. Begge døde for godt fem år siden. Moderen af kræft, og faderen druknede ud for Sri Lankas kyst. Kollegerne fra Simrishamn havde skrevet en halv A4-side med oplysninger. Der var intet sensationelt.
Hun havde ingen søskende. Det nærmeste, man kom familiemæssigt, var tre fætre, en i Ystad, en i Tomelilla og en i Malmö. To af dem havde aldrig haft nogen egentlig kontakt med Gabriella Mark. Den tredje, som boede i Malmö, var den eneste, der havde kontaktet hende sporadisk gennem årene. De skrev og ringede til hinanden, ifølge fætteren fra Ystad. Det var typisk nok fætteren fra Malmö, som de ikke kunne få fat på. Kollegerne i Malmö havde været oppe ved hans lejlighed i byens centrum, men ingen lukkede op. Ifølge en nabo havde han været på ferie en uge og ville komme tilbage om fjorten dage. Han var på vandretur i Dolomitterne.
Sidste gang, de mødtes alle fire, var for tre år siden. Da drejede det sig om dele af en arv fra de fælles bedsteforældre. Gabriella Mark var rejst ned til Simrishamn og havde hentet en del nipsting.
Gabriella havde altid været lidt for sig selv, som en fætter udtrykte det, ikke uvenlig, men reserveret. Ingen af dem havde hørt tale om Sven-Erik Cederén.
Det firma, som Gabriella sidst havde arbejdet i, var nedlagt. Det var lykkedes Beatrice at spore den tidligere ejer til Holland, hvor han nu var involveret i ejendomshandler. Han havde lydt oprigtigt bestyrtet og ked af det, da han fik meddelelsen om Gabriellas død.
– Hun var et fint menneske, havde han sagt i en dårlig forbindelse fra Boskoop.
Lindell syntes, det var rart, at nogen sagde noget positivt om nogen i sagen.
– Hun var desuden en meget dygtig projektleder, fortalte hendes tidligere arbejdsgiver. – Hun havde gode ideer og førte dem også ud i livet. Det er mere, end hvad man kan sige om de fleste. Hun var pågående, stædig som syv vilde heste, og fokuseret.
– Hvorfor holdt hun op? havde Beatrice spurgt.
– Hun holdt ikke op. Hun blev sygemeldt efter den ulykke, hvor hendes mand blev dræbt i et bilsammenstød. Hun kom aldrig rigtigt tilbage efter det slag.
Manden tav, og Beatrice troede, at forbindelsen var blevet afbrudt, men så var han kommet igen med en kommentar, som Beatrice og Lindell senere skulle diskutere betydningen af.
– Gabriella ville altid have retfærdighed. Hun hadede uretfærdighed. Det kunne handle om, hvis tur det var til at lave kaffe, eller noget, hun havde læst i avisen om morgenen, om folk, der blev behandlet dårligt. Jeg tror, det stammede fra faderen, som åbenbart havde været lidt af en verdensreformator og et sandhedsvidne. Hun talte tit om ham.
Beatrice mente, at det var forfriskende med en bolighaj, der var så veltalende, også når det gjaldt menneskelige relationer.
– Hun mistede alle dem, hun holdt af, sagde Lindell, da Beatrice og hun gennemgik udsagnene om Gabriella Mark. – Hendes mand døde, forældrene også, og nu dette med Cederén.
– Der er ikke noget at sige til, at hun måtte tage Sobril, indskød Beatrice.
– Hun hadede uretfærdighed, sagde Lindell eftertænksomt.
Hun kunne godt lide Gabriella. Ærgerligt, at vi ikke fik talt noget mere sammen, tænkte hun.
– Hun ville være blevet en god politikvinde, sagde Beatrice.
– Ja, vi er jo også projektledere, sagde Lindell. – Projekt retfærdighed.
Den læge, som havde udskrevet medicinen til Gabriella, havde ikke meget at tilføje. De havde ikke haft nogen omfattende kontakt. Hun havde åbenbart ikke betroet sig til ham, men havde brugt lægen som et redskab til at få beroligende medicin og sovepiller.
Økonomisk havde hun klaret sig godt. Husmandsstedet var betalt ud. Hun havde arvet en del efter sine forældre og kunne betegnes som økonomisk uafhængig, selv om hun havde været sygemeldt i så lang tid. Indeståendet i banken var på næsten ottehundrede tusind kroner. Hun betalte til en pensionsordning og havde ingen gæld, så vidt de havde kunnet finde ud af.
Det var i hvert fald ikke for pengenes skyld, hun kom sammen med Cederén, sagde Beatrice. – Hun havde selv penge.
– Mon hun kendte noget til handlen i Den Dominikanske Republik? Vidste hun, at Cederén havde opkøbt jord dér? De havde måske gang i et fælles projekt.
– Det tror jeg ikke, sagde Lindell. – Og dog. Kan du huske stumperne af brevet, vi fandt? Denne Pineda, der skrev, at de led nød. Kan det være kommet fra Den Dominikanske Republik? Med Marks retfærdighedssans, så er det ikke svært at forestille sig, at hun ville have tingene bragt i orden.
Om et kvarter skulle gennemgangen starte. Sagen om Cederén fremstod nu i et andet lys. Lindell lukkede øjnene og prøvede at finde en form for logik i alle disse løse ender. Hvor kom Pinedas brev ind? Dyreaktivisternes aktion mod TV4? Hvad vidste Gabriella, som var så farligt, at hun måtte ryddes af vejen?
Da hun åbnede øjnene, sad Beatrice og iagttog hende med et blik, der rummede både bekymring og nysgerrighed.
Hvad ser hun? tænkte Lindell. De kiggede på hinanden et kort øjeblik. De to kolleger stod ikke hinanden særlig nær, selv om de var de eneste kvinder på afdelingen og rimeligvis burde føle en vis samhørighed. Måske var der en slags konkurrence mellem dem? Beatrice var heller ikke den indladende type. Det var måske nødvendigt i et så totalt mandsdomineret miljø. Hun kunne være ret strid. Flere af de mandlige kolleger betragtede hende som en bitch, og også Lindell ønskede sommetider, at Beatrice ville være lidt mere afdæmpet i sin fremtoning.
– Den fyr, der kom til skade på trappen i TV4, er i hvert fald OK igen. Lammelsen i benene har fortaget sig, sagde Beatrice.
– Fint, sagde Lindell, – men vores lammelse forværres.
– Er det en mand? spurgte Beatrice.
Lindell nikkede.
– Ja, jeg har svært ved at se, hvordan en kvinde skulle kunne kvæle en anden kvinde.
– Han kendte hende.
– Det vil jeg tro. Det er afgjort ikke en galning, der er kommet farende ud fra skoven og har kvalt hende for sjov. Han kendte hende og ville gøre hende tavs.
Lindell kunne mærke kvalmen komme i bølger og rejste sig op. Manglen på koncentration generede hende. Hvor længe har man det dårligt?
– Hvis vi køber Gabriellas teori om, at Cederén blev ryddet af vejen, hvad skulle årsagen så være? filosoferede Beatrice videre.
– Økonomiske motiver, foreslog Lindell.
Det var med en kraftanstrengelse lykkedes hende at bekæmpe trangen til at brække sig, og hun vendte sig om.
– Måske, sagde Beatrice tøvende. – Men MedForsk klarede sig jo godt. Der var udelukkende flotte tal og nye medicinske fremskridt. De stod over for en voldsom ekspansion.
– Det er på det tidspunkt, hvor det bare går godt, at desperationen bliver allerstørst, hvis der er nogen, der piller ved glansbilledet. Måske var det Cederén, der gjorde det?
Lindell følte pludselig gråden trænge sig på. Hun var nødt til igen at vende ryggen til sin kollega. Billederne fra Uppsala-Nas med Josefins og Emilys lig i vejkanten dukkede op. Først og fremmest pigens kjole og hendes små hænder, der havde plukket blomster.
– Hvad er der med dig? spurgte Beatrice. – Du virker trist.
Lindell nikkede svagt hen mod vinduet.
– Jeg tænker på Emily, sagde hun lavmælt.
– Når børn dør, er det næsten ubærligt, samtykkede Beatrice. – Jeg har også tænkt på hende.
De var tavse lidt. Lindell kunne mærke, at Beatrice gerne ville videre. Hun både ville og ville ikke have, at Beatrice skulle spørge mere ind til, hvordan hun havde det. Det blev stadig mere tydeligt, at hun måtte tale med nogen. Hendes mor i Odeshog var udelukket. Dels måtte det blive over telefonen, og dels ville moderen blive så rundt på gulvet over den kendsgerning, at der var et barnebarn på vej, der var ventet med længsel, samtidig med at der ikke var nogen svigersøn. Hendes mor ville ikke kunne komme med noget fornuftigt eller bare trøstende.
Beatrice var den eneste kvinde, som stod Lindell nogenlunde nær, men udelukkende på grund af, at de så hinanden dagligt, ikke fordi de havde ret meget andet til fælles.
– Du må ikke tage det personligt, sagde Beatrice. – Jeg ved, at det lyder underligt, men …
– Jeg klarer mig, afskar Lindell hende.
Morgensamlingen blev en dyster affære. Alle var påvirket af den kendsgerning, at der var begået et mord, og at der skulle tænkes i nye baner i Cederén-sagen. Sammy Nilsson var den eneste undtagelse. Han så ud til at blive stimuleret af, at billedet blev yderligere kompliceret.
– Gabriella Mark er nøglen, sagde han entusiastisk.
De andre så ud til at tænke over påstanden i nogle sekunder, men ingen fandt noget revolutionerende i hans udsagn. Der var rigeligt med nøgler. Det kunne være et tilfælde, der gjorde, at man fik en idé. At opklaringen af mordet på Gabriella Mark var afgørende for hele miseren i MedForsk, var nok ikke en banebrydende vurdering, syntes hans kolleger, men lod ham være. Det var godt, at nogen gik til den. Måske kunne man i hans talestrøm opdage et eller andet af betydning?
– Jeg har tjekket hendes telefonsamtaler den sidste tid, fortsatte han. – Hun har ikke ringet særlig meget, men der er nogle samtaler, som er vigtigere end andre. Et par, der rykker temmelig meget ved det her.
Han holdt en kunstpause. Nu gik det op for de andre, at der måske var grund til hans optimisme, og de ventede på fortsættelsen.
– Hun har ringet fire gange til Jack Mortensen, vicedirektøren på MedForsk, og en gang til Cederéns forældre.
Lindell kiggede op.
– Mortensen, sagde hun. – Han nægtede jo ethvert kendskab til, at Cederén havde en elskerinde. Hvornår var det?
– Sidst i forgårs, sagde Sammy Nilsson. – 14.10. Inden da tre gange. Den første opringning dagen efter Cederéns død.
– Det var satans, røg det ud af Lindell.
– Samtalen med forældrene fandt sted for en uge siden. Den varede godt og vel otte minutter. Mortensen har hun talt med sammenlagt tooghalvtreds minutter.
– Tooghalvtreds minutter, gentog Haver. – De har åbenbart haft en del at sige hinanden.
– Vi må have vicedirektøren herind, sagde Ottosson. – Han kan få lov til at svede lidt. Ann, du kan vel tale med Cederéns far igen og høre, hvad deres samtale med Gabriella handlede om.
Lindell så det gamle ægtepar for sig. Hvad havde hun at sige dem? Måske kendte de hinanden fra tidligere?
– Vi ved, at hun blev kvalt, formentlig mellem enogtyve og toogtyve i forgårs aftes, sagde Ryde. – Der er tegn på, at det skete i køkkenet. Et gulvtæppe var krøllet sammen på en umotiveret måde. Når man tænker på, at køkkenet ellers var pænt og ryddeligt med alt på rette plads, så det sammenkrøllede tæppe afvigende ud, men vi kan ikke være helt sikre. Ingen fingeraftryk, bortset fra hendes egne og Cederéns. Ingen rester i affaldsspandene, ingenting under hendes negle. Ingen tegn på skader på kroppen i øvrigt, og ingen blå mærker, opsummerede Ryde.
– Vi har blomsterkalenderen, indskød Berglund. – Den giver ikke meget andet end navnet ‘Pålle’. Desuden er der nogle kragetæer på en lille notesblok, ikke en rigtig dagbog, mere spredte notater, og alle lader til at stamme fra den tid, hvor hendes mand omkom. Det er sørgelig læsning. Telefonbogen indeholdt cirka fyrre navne, hvilket må betegnes som ret få. Der er ingen Pålle. Jeg er i gang med at lave en liste, afsluttede Berglund på sin tørre og saglige måde.
Ottosson så opmuntrende på ham og nikkede.
– Hendes sko var stadig i huset. Hun blev jo fundet barfodet, som I ved, hvilket støtter teorien om, at mordet skete inde i huset. Hælene er snavsede, som om hun er blevet trukket hen over bakken og ned til stendyngen, sagde Ryde, og Lindell fik indtryk af en gennemprøvet vekselsang mellem ham og Berglund.
– Nogle naboer, der har set noget? spurgte chefen for Krimi.
– Nej, vi har ikke fundet nogen indtil nu, sagde Haver. – Det er Nilsson, vores Rasboekspert, som arbejder med det. Til gengæld er der tegn på, at nogen opholdt sig i skovbrynet. Bronkans gutter sikrede sig nogle spor, men han ville ikke være for skråsikker. Der er i hvert fald elglorte.
– OK, sagde Ottosson, – der er en, der er kommet ud til husmandsstedet, formodentlig en bekendt af Mark. Han er enten blevet budt indenfor eller er uinviteret gået ind i huset, har kvalt hende og er forduftet. Der er intet, der tyder på, at noget er rørt eller stjålet.
– Det er svært at sige, vi ved jo ikke, hvad der var der inden, sagde Berglund snusfornuftigt.
– Det er klart, svarede afdelingschefen, – men der er ikke flyttet rundt på noget, mener jeg, og intet er gennemsøgt.
Der blev nogle sekunders stilhed, inden Lindell tog ordet.
– Motivet. Gabriella talte med mig i telefonen to gange. Den første gang lød hun mest forvirret og fortvivlet, men anden gang var hun lidt mere klar i mælet, overbevist om, at Cederén var uskyldig i dødskørslen. Hun fandt det fuldkommen utænkeligt, at han havde taget sit eget liv. Som sit væsentligste argument brugte hun det med indtagelsen af gin. Hvad siger vi til det?
– Skulle Cederén være blevet tvunget til at drikke gin og bagefter være blevet gasset ihjel? sagde chefen for Krimi skeptisk.
Lindell nikkede.
– Det er ikke umuligt, sagde hun. – Gabriella var helt sikker i sin sag. Vi tjekker med Cederéns omgivelser, om han overhovedet drak gin.
– Hvem kan have fortalt hende det? Det har jo ikke stået i aviserne.
– Det spekulerer jeg også på, sagde Lindell.
– Har vi sagt det til nogen? ville Haver vide.
– Jeg har, sagde Beatrice, og alle ansigter blev vendt mod hende. – Jeg talte med Cederéns forældre, og da moderen spurgte, om jeg troede, at sønnen havde lidt meget, inden han døde, så svarede jeg nej og fortalte, at han var stærkt beruset, da han blev gasset ihjel, at han formodentlig ikke mærkede det mindste.
Ingen sagde noget.
– Jeg sagde det for at trøste hende, tilføjede Beatrice.
– Nævnte du, at det var gin? spurgte Lindell.
– Det ved jeg ikke, måske. Det var nok en fejl, fortsatte hun, da ingen sagde noget.
– Fejl og fejl, sagde Ottosson, – jeg forstår godt, hvorfor du gjorde det. Vi spørger simpelthen Cederéns mor, sagde han i et let tonefald for at forsøge at redde Beatrice ud af kniben.
Mødet blev afsluttet ved, at Lindell opsummerede og fordelte arbejdet. Det var egentlig ikke nødvendigt, da alle var på det rene med deres opgaver, men hun gjorde det mest for sin egen skyld, for at bryde sin egen passivitet. Ottosson smilede til hende og strøg sit skæg. Beatrice betragtede hende fra siden. Haver så mest utålmodig ud.
Lige efter mødet gik Lindell på toilettet. Hun ville se sig i spejlet for at se, om hendes indre forvirring også var synlig udadtil. Hun strøg med hånden over kinderne og panden, ømt, som om det var en elskers hånd, der kærtegnede hende. Rynkerne om øjnene var blevet dybere, og hvad der var værre: Øjnene havde mistet deres glans. De stirrede matte ud af et fremmed ansigt, der sad på en fremmed krop.
Hun forlod toilettet i en elendig forfatning og måtte tage sig sammen for at gå de femten skridt hen til kontoret. Da hun var kommet på plads bag skrivebordet, trak hun kollegieblokken hen til sig og slog op på Jack Mortensens nummer. Han var ikke på MedForsk, og han svarede hverken på mobilen eller privat. Hun efterlod sin indtalte besked på en telefonsvarer alle tre steder.
Haver sad med passagerlister fra Arlanda. Det arbejde var han begyndt på, lige efter at Cederén var forsvundet. Målet var dengang at prøve at finde Cederéns navn. Nu havde han udvidet undersøgelsen til at gælde afgange og ankomster både fra Den Dominikanske Republik og Malaga. Listerne omfattede tusindvis af navne. Han havde frasorteret de fleste af charterrejserne og koncentrerede sig om de almindelige ruteflyvninger.
Han havde en idé om, at der et eller andet sted ville dukke et navn op, han genkendte fra sagen, enten Cederén eller en anden på MedForsk. Nu skimmede han listerne igennem for eventuelt at finde Gabri-ellas navn.
Cederén var tit og ofte rejst til Malaga ved vinter- og forårstid. Der var notater hos hans sekretær om i alt tolv rejser til den spanske by.
Firmaets kontor og fabriksanlæg i Spanien var blevet udvidet, og det var dér, det meste af produktionen foregik. Måske havde han været der sammen med nogen? Haver vidste ikke rigtigt, hvad han ledte efter, men et sted blandt alle disse navne gemte der sig måske noget. Han holdt især øje med efternavnet Pineda, den ukendte brevskriver. Var han måske rejst til Sverige for at få oprejsning? Men hidtil var Haver ikke stødt på noget af interesse.
Mortensen ringede efter et kvarter.
– Jeg har ikke mobilen tændt. Folk ringer ustandselig, sagde han som forklaring på, at han ikke havde svaret.
Er det ikke, for at folk skal kunne ringe, at man har mobiltelefon, tænkte Lindell i sit stille sind.
– Jeg vil gerne have, at du kommer ind til os med det samme, sagde hun uden nogen høflige omskrivninger.
– Nu?
– Ja, lige nu. Vi har en del at tale om.
– Jaså.
Mortensen lød fåret og vag, men syntes at samle sig til en slags indvending.
– Nu, gentog Lindell.
Hun behøvede ikke at vente mere end tyve minutter, før receptionisten ringede op og meddelte, at hun havde besøg. Hun gik ned for at hente ham og fulgte i tavshed vicedirektøren hen til sit kontor.
Nu havde han lagt det fårede af sig, og det gjorde Lindell lidt mildere til mode. Hun hadede folk, som hun vidste, plejede at føre sig frem, men som over for politiet forvandledes til nervøse teenagere.
– Du løj mig lige op i ansigtet, indledte hun uden omsvøb.
– Hvad mener du?
– Cederéns elskerinde. Du kendte til hendes eksistens, og du vidste, hvor hun var.
Mortensen så på hende, og hun mente at kunne ane et svagt smil på hans læber. Var det muligt, at han sad og grinede hånligt?
– Jo, jeg kender Gabriella.
– Hun er død, erklærede Lindell lidt utaktisk, og fortrød det straks.
– Det passer da ikke?
– Hvorfor løj du?
– Hvordan er det sket?
– Svar på spørgsmålet.
– Jeg … begyndte han, men tabte omgående tråden. Han stirrede på Lindell med et udtryk, som om hun forsøgte at bluffe ham.
– Du kunne have reddet hendes liv, hvis du havde fortalt, hvor hun var.
– Begik hun selvmord?
– Nu fortæller du, hvorfor du bluffede. Ikke mere udenomssnak.
– Jeg ville beskytte hende, sagde han stille. – Hun har allerede lidt tilstrækkeligt. Du ved måske ikke, hvad hun har måttet gennemgå.
– I stedet bidrog du til hendes død, sagde Lindell hvast.
Mortensen så ud til at tænke over denne påstand, men sagde hende ikke imod. Han så ned på sine hænder, løftede hovedet et øjeblik og så på Lindell, men slog hurtigt blikket ned.
– Hun talte med mig, inden hun døde, sagde Lindell.
Han kiggede hurtigt op igen med et forbavset ansigtsudtryk, som også udtrykte noget andet. Muligvis frygt.
– Hvad sagde hun? spurgte Mortensen forsigtigt.
– Det spiller ingen rolle. Hun ville tale om Cederén.
– Hvordan døde hun?
– Hun blev kvalt.
Mortensen svælgede.
– Hvor godt kendte du hende?
– Ikke så godt. Jeg vidste, at hun kom sammen med Sven-Erik. Jeg mødte hende nogle gange. Hvem gjorde det?
– Fortæl om deres forhold.
Mortensen tog sig lidt sammen og indledte en nogenlunde sammenhængende beretning om, hvordan hun og Cederén havde mødt hinanden, og hvordan han gradvist havde forandret sig. Gabriella Mark stod bag en stor del af Cederéns personlighedsændring, mente han. Cederén stillede andre spørgsmål, blev mere distræt, mistede fokus på, hvad firmaet beskæftigede sig med. Han begyndte at sætte spørgsmålstegn ved sit arbejde, ja, hele ideen med MedForsk.
– Var det dyreforsøgene?
– Nej, ikke direkte. Måske lidt, men vi har jo arbejdet med forsøgsdyr i hele vores arbejdsliv. Det er så nært forbundet med medicinsk forskning. Vi ved, hvilken rolle forsøgene spiller for udviklingen.
– Så han blev ikke en militant dyreven?
– Nej, bestemt ikke, bedyrede Mortensen.
– Hvad var det så?
– Jeg tror, han oplevede en slags livskrise. Det hang nok også sammen med Josefin. Jeg tror, de gled fra hinanden.
– Det sker let, når den ene begynder at søge andre græsgange, sagde Lindell.
– Jeg tog det som et symptom på, at forholdet ikke var godt. At det blev Gabriella, var mere et tilfælde.
– Så Cederén en fremtid sammen med hende?
– Det ved jeg ikke.
– Havde købet af jord i Den Dominikanske Republik noget med hende at gøre? Skulle de flytte dertil?
– Jeg ved det ikke, gentog han. – Købet er et mysterium.
Lindell forsonede sig mere og mere med den tanke, at Mortensen havde bluffet hende. Han havde genfundet noget af den medgørlige tone, hun havde opfattet fra deres første møde. Måske var det tilfredsstillelsen ved at få lov til at tale med nogen, der havde kendt Cederén godt, som gjorde hende lidt mildere stemt.
– Når du siger, at du beskyttede Gabriella ved ikke at røbe hendes identitet, tænkte du så ikke også en hel del på firmaet?
– Hvad mener du?
– Der var jo en del skriverier, i forbindelse med at familien Cederén blev udslettet. Hvis det kom frem, at han havde en elskerinde, ville det blive endnu mere lurvet.
Mortensen syntes at have noget imod ordet ‘lurvet’.
– Nej, det passer ikke, sagde han lavmælt.
– Hvem kan have interesse i at se Gabriella død?
Spørgsmålet blev hængende i luften, da telefonen ringede. Lindell greb røret, mens hun iagttog manden på den anden side af skrivebordet. Det var Haver, der ringede. Hun bad ham om at ringe igen senere, lagde på og gentog spørgsmålet. Mortensen så ud til igen at have samlet kræfter og kastede sig ud i en lang smøre om volden i samfundet.
– Det var måske en form for hævn fra en, der havde stået Josefin nær, sluttede han.
– Havde hun en, der stod hende nær, og som var parat til at myrde?
– Hvad ved jeg. Folk er åbenbart i stand til hvad som helst nu for tiden.
Lindell kunne kun være enig, men fandt hans teori mindre sandsynlig.
– Du talte i telefon med Gabriella i næsten en time. Om hvad?
– Var det så længe? Mest om Sven-Erik selvfølgelig. Jeg spurgte også, hvordan hun klarede sig. Jeg vidste, hvor svært hun havde haft det. Jeg kender jo en del læger, hvis hun havde brug for hjælp, mener jeg.
– Hvad sagde hun så?
– At hun var ved at så grøntsager. Jeg syntes, det lød åndssvagt.
– Hvad lavede du selv i forgårs aftes, den 29. juni?
– Jeg gravede en dam, sagde han. – Jeg er ved at udvide haven og havde lejet en lille gravemaskine.
– Gør du den slags selv?
– Sådan en lille maskine er som et stykke legetøj, alle drenges drøm.
– På hvilke tidspunkter arbejdede du i haven?
– Jeg begyndte ved sekstiden og blev ved, så længe det var lyst. Det gælder om at få valuta for lejen af maskinen.
– Du var alene?
– Fyren, der havde udlejet den, kom lidt i seks. Han instruerede mig, inden han gik. Det var ved syvtiden. Bagefter fortsatte jeg.
– Kom der ingen på besøg?
Mortensen så ud til at tænke efter.
– Nej, men naboerne kan vel bevidne, at jeg knoklede i haven.
Lindell rejste sig pludselig, og Mortensen skubbede sin stol tilbage som en reaktion på hendes uventede bevægelse.
– Er der mere, du ikke fortæller?
Han rystede på hovedet.
– Jeg er ked af … begyndte han, men blev afbrudt af Lindell, som sagde tak for samtalen og rakte hånden frem.
Han greb den, samtidig med at han gjorde en forlegen bevægelse med den anden hånd, som for at sige: Undskyld, jeg havde ingen anelse.
Lindell skrev indholdet af forhøret ned på sin blok. Hun var usikker på, hvordan hun skulle opfatte Jack Mortensen. En snu type, som sikkert var vant til at tilpasse sig forskellige situationer. Hans tonefald og gester blev sommetider lidt overdrevne, lidt teatralske, men hun vidste også, at mange valgte at spille en defensiv rolle uden for den sags skyld at have nogen bagtanker eller onde hensigter. De ville bare være medgørlige. Der var meget, der talte for, at han var sådan en type.
Hun ringede til Haver, men nu var han ikke længere på sit kontor. Hun tastede Cederéns forældres nummer, som hun efter et vist besvær fandt i rodet på skrivebordet.
Det var moderen, der svarede. Hun indrømmede med det samme, at hun havde talt med Gabriella Mark. Hun havde præsenteret sig som en ven af Sven-Erik, men de havde ikke kendt noget til hendes eksistens. Det eneste, hun ville, var at kondolere og fortælle, at hun ikke troede, at Sven-Erik havde kørt sin familie over.
– Hun virkede sød, sagde moderen. – Det lød, som om hun græd.
På spørgsmålet, om hun havde fortalt om gin’en til Gabriella, svarede hun ja. Det havde de hørt fra en anden kvindelig politibetjent.
– Jeg fortalte det vel for at trøste hende lidt, sagde moderen.
Lindell takkede for oplysningen og var klar til at afslutte, da kvinden afbrød hende.
– Hvem var hun?
– En ven af familien, sagde Lindell.
Mortensens ord om, at det måske var en af Josefins venner, der ville hævne sig ved at kvæle Gabriella, dukkede op i Lindells tanker, da hun havde afsluttet samtalen. Kunne der være sådan en ven? Mortensen havde hele tiden sat Josefin op på en piedestal og ved flere lejligheder kaldt hende for en ‘fantastisk kvinde’. Kunne det være ham, der var Josefins ven? Havde han været forelsket i sin kompagnons kone? Ga-briella ville helt sikkert have lukket ham ind på husmandsstedet.
Lindell affærdigede straks teorien. Hun så Mortensens sarte hænder for sig og tænkte på hans sommetider lidt overdrevne følsomhed. Han var ikke en mand, der myrdede. Ikke med sine hænder i hvert fald. Han kunne nok være hård i sine forretninger, det havde Lindell forstået af udtalelserne fra MedForsk, men han var ikke morder.
Hun måtte under alle omstændigheder tjekke Mortensens påståede graven hos naboerne. Hun havde også fået nummeret til maskinudleje-ren, en mand, der hed Gustavsson.
Lidenskaber, tænkte hun, hele livet styres af stærke følelser. Nogle går i stykker på det, andre finder kærligheden og forbliver sommetider lykkelige. Mortensens stærkeste lidenskab lod dog til at være hans tekstilsamling. Eller rettere hans mors samling. Succesfuld forretningsmand, som han var, så var han trods alt mors lille dengse, det var fremgået med al ønskelig tydelighed.
Lindell gav slip på Mortensen. Sulten trængte sig på, og dermed tankerne om det lille liv i maven. Hvor stort var det nu? Hun anede ikke noget om fostres udvikling. Hun strøg med hånden over bukselinningen. Endnu var der ikke noget at se udenpå. Den eneste forandring var brysterne, som var vokset noget. Havde Sammy ikke kigget lidt for længe på hendes bryster? Hun stillede sig foran det lille spejl og forsøgte at se sig selv i profil.
Hun kunne være gået ned til kantinen og have fået noget at spise, men valgte at forlade stationen og travede i rask tempo ned mod byen. Jeg må tænke, gentog hun for sig selv. Hun troede, hun havde fået en lille frist for at kunne tage et valg vedrørende sit eget liv, men så var mordet på Gabriella kommet, og hun måtte fortrænge de private tanker. Hun gjorde det automatisk, men også med en vis, halvt bevidst lettelse. Nu slap hun for at tage stilling og kunne i stedet koncentrere hele sin opmærksomhed om arbejdet. Selv om hun vidste, at det her problem ikke lod sig fortrænge. Det voksede helt bogstaveligt og blev en større og større trussel mod hendes sjælefred.
Der var lummert udenfor, og Lindell var allerede begyndt at svede efter nogle minutter. Hvis jeg så endda kunne tabe barnet, tænkte hun, men fortrød straks. Måske var det her hendes eneste chance for at få et barn. Det var måske meningen, at det skulle være sådan? Som regel var hun et rationelt menneske, der ikke troede så meget på skæbnen, men nu faldt hendes sædvanlige tankemønstre til jorden.
Hun prøvede at forestille sig sig selv som alenemor, men det lykkedes ikke særlig godt. Hun så kun problemerne, hun kunne blive nødt til at blive hjemme, amme og skifte bleer, mødes med de andre mødre på de daginstitutioner, der lå i hendes kvarter. Hun så flokken af mødre og nogle enkelte fædre hver dag og havde altid syntes, at det så dødkedeligt ud. Når barnet blev større, ville det blive et ræs at skulle af sted til børnehave med evindelig dårlig samvittighed, både hjemme og på arbejdet.
Det var ikke sådan, hun havde forestillet sig graviditeten og livet med et barn. Hun ville have en mand og en far at dele hverdagen med. Havde det bare været Edvards barn! Hun standsede op på fortovet, tanken var overvældende. Hun havde jo bestemt sig for Edvard efter midsommerferien, men hvad var den beslutning værd i dag?
Hun tog hurtigere og hurtigere skridt, som om hendes fortumlede tanker drev hende fremad. Inden en uge må jeg beslutte mig, tænkte hun. Hvor sent er det, man kan få foretaget en abort? Hun havde en vag erindring om, at det drejede sig om omkring tyve uger. Det er fem måneder. Er det muligt? Så er man stor som en ballon.
En uge, mumlede hun stille, da hun skød døren til ‘Elaka Måns’ °p.
Det eneste mere opsigtsvækkende, der skete resten af dagen, var, at Bronkan kom forbi og fortalte, at det var lykkedes at sikre et fodaftryk uden for Marks husmandssted, cirka fem meter inde i skoven. Størrelse 42 afsat i lidt fugtigt terræn.
Hvis man stod dér, havde man et godt udsyn over huset og gårdspladsen, godt skjult bag nogle mølædte grantræer. Ved siden af aftrykket lå der elgafføring. Haver lavede sjov med, at det måske var klove i størrelse 42, men det lod ikke til, at Bronkan satte pris på spøgen, han stirrede vredt på Haver og Lindell. Lindell vidste, at de havde udført et omfattende og tidskrævende arbejde, så hun lykønskede hurtigt med fundet og takkede for et godt stykke arbejde. Bronkan lyste lidt op, men trætheden i hans ansigt kunne ikke skjules.
Der var blevet lavet aftryk, som skulle føjes til den endnu ikke-eksisterende samling af tekniske beviser i Mark-sagen. Dermed være ikke sagt, at fodaftrykket havde noget med mordet at gøre. De kunne kun håbe, at det ville være endnu en lille brik, som kunne lægges til puslespillet.
Forhørene af Marks begrænsede vennekreds og tidligere arbejdskammerater var slut. De fleste var foregået over telefonen. Kun i et enkelt tilfælde var Berglund taget hjem til en pensioneret lærer, som tidligere havde været nabo til Gabriella Mark på Geijergatan, og som i de senere år havde haft en sporadisk kontakt med hende.
Læreren, Hedda Ljunggren, en dame på cirka halvfjerds, havde mere eller mindre fungeret som terapeut for Gabriella, efter at hendes mand var omkommet.
Den sidste gang, de havde været i kontakt, var over telefonen i maj, da havde Gabriella virket meget glad og positiv.
– Men det gik altid lidt op og ned, sagde Hedda Ljunggren, – hun kunne lige pludselig bryde sammen, når det så allerbedst ud. Hun var ustabil.
Dengang i maj havde de sludret om gamle naboer, og Gabriella havde selvfølgelig talt om sine haveplaner, og om at hun følte sig lykkelig på husmandsstedet. Ljunggren havde fornemmet, at der havde været en mand inde i billedet, men havde ikke villet spørge direkte. Det var et følsomt emne.
I slutningen af samtalen var de af en eller anden grund kommet ind på politik. Det var muligvis noget, der havde stået i avisen, og Gabri-ella havde talt om en slags internationalt bistandsprojekt. Hun syntes, det var frustrerende, at så mange led nød i verden, mens de selv havde havde det så godt i Sverige. Om det var en organisation, der stod bag, eller det drejede sig om et bestemt land, kunne Ljunggren ikke huske, men hun mente, at det handlede om et børneprojekt.
Gabriella havde lydt entusiastisk, og læreren havde fornemmet, at det delvist var som en slags kompensation for, at hun savnede selv at få børn.
På husmandsstedet havde man ikke fundet noget, der viste tegn på, at hun var inddraget i et projekt: Ingen brochurer, indbetalingskort eller andet, der tydede på et engagement.
Sammenfattende gav samtalen med Hedda Ljunggren et billede af en ung kvinde, som havde været ude i tovene, men som langsomt, men sikkert havde arbejdet sig tilbage til sit ståsted igen. Hun havde hovedsageligt gjort det ved egen kraft, eftersom hun altid havde haft mistillid til psykologerne. Det tydede på styrke og stædighed, noget, som den tidligere nabo bevidnede, at Gabriella havde haft. Hun havde, midt i al elendigheden, været overbevist om, at hun ville komme ud af depressionen og skabe sig et nyt liv. Husmandsstedet, hvor Ljunggren havde været flere gange, havde været det første skridt på vejen.
Hun var så smuk, når hun var glad, havde læreren sagt. Hun ligefrem strålede. Hun havde også en måde at dele med andre på, som det kun er få forundt. Det kunne dreje sig om nogle enkelte, opmuntrende ord eller om et bundt gulerødder.
Berglund sammenfattede sine indtryk. Han havde godt kunnet lide den gamle lærer. Hendes ord havde vidnet om en stor kærlighed til Gabriella, en menneskekundskab og en analytisk evne baseret på viden og respekt, som Berglund godt kunne have ønsket at se hos flere af sine yngre kolleger.
Han havde grebet sig i at savne en Gabriella Mark. Han ønskede hende tilbage i livet. Der var for få derude, tænkte han, der strålede og forærede gulerødder væk.
Han gik ind til Lindell og fortalte om sin samtale med Hedda Ljung-gren. I mellemtiden kom Haver ind, og de tre diskuterede billedet af Gabriella. De prøvede at rekonstruere hende.
– Jeg tror, hun var en person, som betød langt mere for Cederén end bare en elskerinde. Hun var sikkert meget anderledes end de andre i hans bekendtskabskreds.
– Hun fik slebet noget af Cederéns pligtfølelse og krav om perfektion, mente Berglund. – Alle har jo fortalt om, hvordan Cederén arbejdede hårdt og effektivt, var saglig og målbevidst. Så kom Gabriella med en lidt mere menneskelig holdning til livet. Livet er mere end at kunne lave en birdie og at sænke sit handicap eller at vinde hæder og penge. Jeg tror, hun fik jorden til at skælve under Cederén.
Lindell kiggede på sin ældre kollega, hvis dømmekraft hun satte højt.
– Det er billig lommefilosofi, sagde Berglund, – det ved jeg godt, men livet er tit billigt og banalt.
– At hun rokkede ved hans verden, er der ingen tvivl om, sagde Lindell. – Han blev jo ukoncentreret, som flere har nævnt. Det kan have noget at gøre med Gabriellas indflydelse.
– Måske begyndte han også at komme i tvivl vedrørende sit arbejde, sagde Haver.
– Det ved jeg ikke, protesterede Lindell. – Han var jo trods alt forsker og havde viet hele sit liv til at fremstille nye former for mediciner.
– Jeg tror, du har et lidt for idealistisk billede af lægemiddelindustrien, sagde Haver.
– Den Dominikanske Republik, sagde Lindell.
Stilhed. Ingen ville tage tråden op, for der var ikke fremkommet mere af interesse om den caribiske ø. Planerne om eventuelt at sende nogen derned for på stedet at undersøge omfanget af Cederéns forretninger, var lagt på hylden. Det lokale politi havde fremskaffet alle mulige oplysninger. Det var simpelthen en handel med jord. Så vidt man vidste, var der ikke andre forbindelser mellem Cederén og øen.
De havde afhørt den lokale bygherre, og hans forhold til Cederén var rent forretningsmæssigt. Han havde fået et mindre beløb i forskud for at kunne købe cement og armeringsjern og for at kunne hyre folk. Nu vidste han ikke, hvad han skulle gøre hverken med cementen eller de penge, der var tilbage.
– Det er problematisk at bygge på den anden side af jordkloden uden selv at være på stedet, sagde Haver.
– Det er vel ingen sag, når det er andres penge, sagde Berglund. – Han brugte jo firmaets konto. Måske havde han en lokal kontakt, der skulle overvåge det hele.
Det svenske politi havde også bedt deres kolleger i Den Dominikanske Republik om at lede efter en Pineda, som kunne have forbindelse med byggeriet, men havde endnu ikke fået noget svar.
I samme øjeblik bankede det på døren, og Sammy Nilsson trådte ind.
– Godt, vi prøver at opsummere lidt, sagde Lindell.
Sammy satte sig i den eneste lænestol.
– Jeg tror, jeg ved, hvordan det hænger sammen, sagde han og strakte benene i en nydelsesfuld bevægelse. Han holdt en pause.
– Vi har Josefins far. Han er den eneste, der havde motiver, som var stærke nok til at hævne sig på den kvinde, der indirekte var årsag til datterens død.
Lindell så den gamle i Uppsala-Nas for sig, siddende ved køkkenbordet, kradsende sine åbne sår på issen, helt uforstående overfor, hvad der var sket med hans barn og barnebarn. Han havde uden tvivl mistet sit livs store kærlighed, men var han i stand til at begå mord?
– Han gik måske derhen for at snakke med Gabriella, gik amok og kvalte hende, fortsatte Sammy.
– Hvordan blev han klar over hendes eksistens, og hvor hun boede? spurgte Berglund.
– Josefin kendte måske til mandens elskerinde. Hvor mange havde hun at betro sig til? Jeg løb ind i Magnusson i garagen, og han nævnte, at han havde ringet til servitricen i Wermlandskallaren igen for at høre om hun kunne huske flere detaljer om Cederéns restaurationsbesøg, og da havde hun sagt, at hun var taget ud til Uppsala-Nas og Josefins far. Hun ville trøste ham, for de havde åbenbart haft en god kontakt, da hun arbejdede som hjemmehjælper. Faderen vidste med andre ord, at vi ledte efter en ukendt kvinde, der kom sammen med Cederén. Han vidste, hvem hun var, men i stedet for at tale med os, så besluttede han sig for selv at lede efter hende. Muligvis ikke for at myrde, men vel for at se hende i øjnene, måske skælde hende ud, hvad ved jeg. Mennesker reagerer så forskelligt.
Lindell kunne ikke lade være med at le ad Sammys afsluttende ord, men det var nok den eneste vurdering i hans lange svada, hun kunne være enig i.
– Gør I bare grin, sagde Sammy, – men kan I måske komme i tanke om noget bedre?
Han kantede sig op af lænestolen, rakte ud efter termokanden på bordet og rystede den, blot for at konstatere, at den var tom.
– Vi gør ikke grin, sagde Lindell, – men man må indrømme, at du har en god fantasi.
– Det handler om motiver, sagde Sammy. – Stærke motiver. Og hvad kan være stærkere end en fars sorg over sin eneste datters død? Cederén kunne han ikke hævne sig på. Der var kun Gabriella tilbage.
– Jeg tror, det er mere indviklet end som så, protesterede Haver. – Jeg mener, at det hele hænger sammen. Der er ikke kun en familietragedie i dramaet her. MedForsk er også en del af billedet, ligesom aber og aktivister.
– OK, sagde Sammy og rejste sig, – så trækker jeg mig tilbage og udpønser en ny teori. Bliver I her en halv time til?
– Et gæt hver halve time er fint, sagde Lindell, – så finder vi måske morderen om et par dage.
– Men jeg synes i hvert fald, at vi skal afhøre faderen, sagde Sammy.
– Det tager jeg mig af, sagde Lindell.
– Tjek hans sko, sagde Haver.
Lindell besluttede sig for at tage ud til Josefins far med det samme. På vejen derud standsede hun ved kirken for at besøge Josefins og Emilys grav, men fortrød straks og blev siddende i bilen og så ud over det smukke landskab.
Et pastoralt landskab, tænkte hun, ret passende omkring en kirke. Hun blev siddende i ti minutter, legede med tanken om at ringe til Edvard, men hvad skulle hun egentlig sige? Ville han ringe igen, eller havde han mon fortrudt? Det ville på en måde være godt. Så ville hun slippe for at tage stilling til, om hun skulle fortælle om barnet eller ej. Så var det ham, der afgjorde det.
Hun tog en beslutning om, at hvis ikke Edvard genoptog kontakten, hvis midsommermødet bare havde været en nostalgisk leg, så ville hun føde barnet.
Hun kørte videre, mærkbart roligere, og passerede Cederéns villa, der stod forladt. Den skulle vel sælges, og efter hvad hun kunne forstå, var det Sven-Eriks og Josefins forældre, der arvede huset.
Holger Johansson sad i hængesofaen sammen med nabokonen Vera. Han viste ingen overraskelse over, at Lindell dukkede op igen.
Lindell kunne ikke lade være med at kigge på Holgers isse for at se om sårene var der endnu, men hun så ingen. Vera gik ud efter en kaffekop mere.
Holger Johansson var ældet i de uger, der var gået, siden de sidst sås. Han så nærmest fortabt ud. Han er måske på piller? tænkte Lindell.
Hun fortalte ganske kort, at de havde fundet den kvinde, som Cederén kom sammen med. Holger så ikke forbavset ud, løftede bare blikket og så på Lindell som for at sige: Selvfølgelig, det hele var jo hans skyld, det var hans utroskab, der dræbte min datter og datterdatter.
– Cederéns veninde er også død. Myrdet.
Manden satte koppen ned med et smæld og stirrede forundret.
– Hvad? lykkedes det ham at få frem, samtidig med at Vera kom tilbage. I den ene hånd holdt hun en kop, i den anden et fad med rouladeskiver.
Lindell gentog, hvad hun havde sagt. Og Vera blev stående med koppen.
– Var det hende, der stod om i avisen?
Lindell nikkede.
– Kaffen, sagde Holger, – giv hende noget kaffe.
Vera hældte op.
– Der stod ikke noget om, at det havde forbindelse med Sven-Erik, sagde hun.
– Nej, det fortalte vi ikke pressen.
– Hvordan døde hun? spurgte Holger.
– Hun blev kvalt.
Det føltes underligt ikke at kunne sige, at Gabriella havde været et godt menneske, mishandlet af livet, men som havde fundet livsglæden igen.
– Hvor trist, sagde Vera og sendte sin nabo et hurtigt blik, som om hun havde talt over sig.
– Jeg er nødt til at spørge, hvad du lavede den 29. om aftenen?
Hun hadede at stille spørgsmålet, og i næste åndedrag forklarede
hun, at hun gjorde det, fordi hun var tvunget til det.
– Jeg er med, sagde Holger. – Jeg var hjemme, som jeg plejer. Efter Josefins død har jeg næsten ikke været ude af huset.
– Det kan jeg bevidne, indskød Vera hurtigt.
– Jeg tror jer, sagde Lindell.
– Jeg må stille to spørgsmål til: Hvilken skostørrelse bruger du?
– 44, sagde Holger, uventet hurtigt.
– Tak, sagde Lindell og tog den første slurk kaffe.
– Du havde to spørgsmål.
– Ja, det sidste kan lyde lidt mærkeligt.
– Som om det med min skostørrelse ikke var det, afbrød Holger.
Lindell kunne ikke lade være med at smile.
– Mit spørgsmål er, var der en type alkohol, som Sven-Erik ikke kunne tåle, som han ikke drak?
– Det ved jeg ikke, men han drak for det meste whisky. Uden is og vand. Jeg ved ikke, hvor mange aftner vi har siddet netop her med hver sit glas.
Holger Johansson faldt i staver. Lindell sendte Vera et blik.
– Aldrig en snaps eller en sjus, gentog manden. – Er det svar nok?
– Tak, sagde Lindell.
Hun blev et kvarter mere. Da hun rejste sig fra bordet, kom hun i tanke om endnu et spørgsmål.
– Du havde en hjemmehjælper engang, Maria Lundberg, har du talt med hende, efter hun holdt op?
– Nej, sagde Holger spørgende, – skulle jeg have gjort det?
– Vi løb på hende i en anden forbindelse, og hun nævnte, at hun kendte dig. Men I har ikke set hinanden eller talt sammen?
Holger rystede på hovedet.
– Det var en underlig samtale, sagde han, – men det er hele din tilværelse vel?
Vera rejste sig og fulgte hende ud til bilen. Da de var kommet næsten helt derhen, greb Vera hende i armen.
– Du må undskylde Holger, men han glemmer ting og sager. Maria, hjemmehjælpen, har vist været her og hilse på.
Lindell nikkede.
Hun forlod Holger og Vera med en mærkelig følelse i kroppen. Var det, fordi parret i hængesofaen mindede om hendes egne forældre? Det samme stillestående liv, der syntes at beherske luftrummet omkring dem, den samme skramlen afkaffekopper og lidt trist passivitet. Hængesofaen havde gynget frem og tilbage. Det var Vera, der indimellem lidt diskret havde sat fart i den med foden. Sådan var det nok, det var hende, der stod for bevægelsen. Holger gyngede adspredt med, måske uvidende om, at han overhovedet gyngede.
Sådan var det også hjemme i Ödeshög. Uden de små bevægelser, indøvet gennem et helt liv sammen med faderen, ville barndomshjemmet være helt stillestående. Moderen ville sikkert ikke skrive under på den analyse; hun fik hjemmet til at gynge med en sådan selvfølgelighed, at en kommentar ville blive opfattet som et udtryk for illoyalitet fra datterens side.
– Han har det ikke let, plejede hun at sige, når Ann gjorde opmærksom på, at faderen kunne være lidt mere aktiv eller hjælpe til i hjemmet. Hvad hun mente, havde Ann aldrig forstået, men hun så på moderens selvpåtagede omsorg med en blanding af ømhed og foragt.
Al denne smalltalk, tænkte hun, den fører ingen vegne. ‘Monotoni’ og ‘slendrian’ var de ord, der dukkede op. Hun så sig selv i en uendelighed køre den samme vej. Et sted langs vejen stod drabsmændene, morderne, narkopusherne og voldtægtsmændene og så, hvordan hun og hendes kolleger fløj frem og tilbage, noterede, snakkede i mobiltelefon og diskuterede med hinanden. De smilede garanteret, grinede hånligt ad de fantasiløse politifolk.
Kun ganske få gange svingede de, uden at det var planlagt, væk fra hovedvejen, kørte ind på en mindre afkørsel, som ingen før havde skænket en tanke, og pludselig kom der gang i sagen igen. Nye landskaber og mennesker trådte frem.
Sådan må vi arbejde, tænkte hun. Gøre det uventede. Hvilken afkørsel har jeg misset? tænkte hun, da hun svingede ud på 55’eren ved Skarfalten, ind mod Uppsala.
Hun kørte stærkt, alt for stærkt, og kom hurtigt ind til byen, men i stedet for at køre hen til politistationen kørte hun ud mod Rasbo.
Hun nærmede sig Gabriella Marks hus med en sær, udefinerbar følelse i kroppen. Død jord, dødt hus, hensygnende grøntsagsbede. Der var intet tilbage af husmandsstedets idyl. I stedet var det, som om grunden og den omgivende skov var klædt i angst.
Hun gik rundt med sorg i hjertet. Kålplanterne i bænkene lå som udtjente, rynkede handsker, smidt på jorden. Et par dages sol havde fordærvet dem. Intet ville få dem til at gro igen. Død fører til død, tænkte hun dystert. Det glimtede i et af mistbænkenes vinduer. Til hvad nytte sled du med alt det her?
Lindell undgik stenkisten, den bunke sten, hvor de havde fundet liget. På en måde forestillede hun sig, at Gabriella stadig lå der, engang smuk, varm og med en indtagende krop, men nu kold, forvreden, besudlet, med stive lemmer. Den bløde hud fristede ikke længere til kærtegn og kys, men fremstod som pervers i sin liggrå nøgenhed.
Skovduerne kurrede fra skoven. Lindell gik hen ad vejen. I grundens udkant stod der et meget gammelt pæretræ, og på jorden lå der massevis af nedfaldsfrugt, som ikke havde fået en chance for at modnes. Hun satte sig på hug og samlede en op. Formen var som en lille pære, men den var uudviklet.
Duerne kurrede deres vemodige sang. De er i hvert fald et par, tænkte hun. Pludselig hørtes en svag raslen fra skoven, og Lindell rejste sig hurtigt. Nedfaldspæren faldt ud af hendes hånd. Hun spændte sine sanser til det yderste, tog et skridt nærmere den grove stamme som for at finde en forbundsfælle. Træets knudrede stamme med den dybt furede bark fremstod som det eneste trygge i disse dødlignende omgivelser.
Igen hørtes raslen. Lindell stirrede ind mellem granerne og ellene. Hun snuste som et dyr for at få færten af det fremmede. Mellem et par træer kom noget pludselig til syne. Hvad kunne hun ikke opfatte. Rædslen overmandede hende som et slag, og hun stillede sig tæt op ad træet som for at få beskyttelse. Hun prøvede at få kontrol over vejrtrækningen, stod bomstille med kun et ønske: Ikke at dø som Gabriella Mark.
Jeg forbander den dag, jeg søgte ind på politiskolen, tænkte hun. Jeg vil vandre i skoven, presse min kind mod et pæretræs massive vægt og mærke dets samlede varme, men ikke med døden som følgesvend. Jeg vil leve som en ganske almindelig kvinde, ikke omgås de døde, ikke rode i de dødes boliger, vandre over sort jord. Jeg vil elske, se liv omkring mig, jeg vil have børn, skreg det i hende.
Skridt i skoven. Bevægelser mellem grenene. Det var, som om skoven skjulte al umenneskelighed og al vold. Den var der, denne raslen, mærkbar, men usynlig for øjet.
Duerne kurrede. Lindell vendte sig hurtigt om, så hen mod husmandsstedet. Hvor kunne hun finde dækning? Var det morderen, der var kommet tilbage? Var der noget tilbage i huset, som var af betydning? Noget, de havde overset. Der var altid detaljer, som kun var synlige for de onde.
Hun overvejede at løbe tilbage til bilen, men kunne ikke se sig selv flygte som et offer. Det, der var derude, uanset om det var en morder eller ej, var det hendes opgave at registrere. Rædslen måtte hun på en eller anden måde overvinde. Om det så var med vin eller sovepiller, havde mindre at sige.
Det var Gabriellas frygt, hun oplevede. Pludselig fremstod den myrdede som en slægtning, en, der stod hende nær, som fortvivlet havde ledt efter sandheden. Hun havde elsket og mistet alt, ikke bare én gang, men to. Døden var kommet fra skoven. Havde tilintetgjort hende og de spæde planter i hendes bede og mistbænke. Lindell pressede sin krop ind mod træet, kiggede frem for eventuelt at få et glimt af det, der bevægede sig i den tætte bevoksning.
Hun kunne skimte en stor krop. Et dyr. Pludselig trådte en elgko frem. Den kraftige mule vejrede, og den stirrede med blanke øjne mod noget ukendt, som den vidste, var der. Dyret befandt sig ikke mere end cirka ti meter fra Lindell. Hun havde aldrig før været så tæt på et så stort, vildt dyr.
Koen tog et par skridt og så sig om. Bag den kunne hun skimte en kalv, som nu vovede sig frem i den lille lysning. Det måtte være den kalv, Gabriella havde skrevet om i sin kalender, tænkte Lindell.
Den bevægede sig med stort besvær. Dens højre bagben var skadet. Et stort, åbent, inficeret sår lyste rødt. Lindell så, hvordan fluerne summede omkring kalvens bageste del. Hvert skidt måtte være en pine, tænkte Lindell. Elgkoen drejede hovedet og så på sit afkom. Vidste hun, at ungen var fortabt? Hun virrede lidt med det kraftige hoved, som for at beklage synet af sin kalv. Lindell syntes, at hendes blik alene udtrykte sorg.
De holdt sig her, fordi de ikke kunne bevæge sig over længere strækninger. Kalven så udtæret og sløv ud. Dødsdømt snappede den nogle blade til sig.
Lindell stod som forstenet bag træet og så elgkoens tålmodige venten, da kalven stærkt haltende prøvede at følge efter. De forsvandt ind i den grønne skov igen. Det tragiske i moderens ømhed og kalvens mod, den visse død, der ventede den lille, fik hende næsten til at briste i gråd.
– Så forbandet grusomt, mumlede hun.