NORDØSTENVINDEN var taget til i nattens løb. Da Edvard vågnede ved femtiden, hørte han, hvordan det peb i tagpladerne, og hvordan flaglinen smældede mod stangen.
Han blev liggende i sengen nogle minutter og tænkte på Violas sidste ord aftenen før, da hun forudsagde hård blæst, selv om de ikke havde hørt den sene vejrmelding. Det var utroligt, hvad denne kvinde kunne læse ud af himmel og tegn.
Morgenlyset skinnede ind ad sprækken under rullegardinerne. Han forsøgte at se, om det også regnede. Gjorde det det, ville han blæse på nettene så længe. Han havde sat tre net ud lige uden for fiskebanken midt i fjorden. Med det vejr ville fangsten nok alligevel blive derefter.
Viola var allerede oppe og rumstere. Han kunne høre, hvordan det skramlede i køkkenet. Hendes udmattethed efter forkølelsen afholdt hende ikke fra at stå tidligt op om morgenen og gøre Edvards morgenmad klar. Det gjorde hun hver morgen, når han skulle på arbejde. Nu skulle han tage net op, og så var det hendes selvfølgelige pligt at sørge for, at han fik noget at spise, inden han tog af sted. Det var i hvert fald hendes indstilling. “Det er min opgave,” havde hun sagt, når han prøvede at få hende til at tage den mere med ro om morgenen, og lige meget hvor meget han forsikrede, at han var vant til at lave sin egen morgenmad, så stod konen op.
Her til morgen forsøgte hun at overtale ham til ikke at tage ud i båden. Viola var en frygtløs og sej, gammel kvinde, men var der noget, hun frygtede, så var det vejrmagterne.
– Pyt med nettene, var det første, hun sagde, da han kom ned ad trappen.
Det var sjældent, hun sagde tingene så direkte. Han satte sig. Termokanden med kaffe stod allerede på bordet, og Viola smurte tre madder. Altid tre, to med ost og en med kaviar.
– Det er ikke så slemt, sagde Edvard.
– Det er i hvert fald kuling, sagde hun, vendte sig om og så på ham.
Den frynsede morgenkåbe var sjusket bundet sammen med et tilfældigt bånd, som Edvard havde mistanke om, havde været en gardinsnor, og han kunne skimte hendes nattøj og magre krop. Han følte sig presset. Havde han været alene, ville han nok ikke være taget ud, men på en måde var det hans opgave. Hvis Viola stod for maden, ifølge den traditionelle kønsfordeling, så skulle han tage sig af nettene. Det sad helt ubevidst i ham, selv om han var klar over det gammeldags og irrationelle i sin opfattelse.
– Jeg går i hvert fald derned, sagde han og gav sig i kast med morgenmaden.
Viola gryntede misbilligende, hældte en kop kaffe op, men satte sig ikke ned ved bordet. Det tolkede Edvard som en protest mod hans beslutning.
I hvert fald kuling, havde hun sagt, og det skulle nok passe. Stiv kuling, mente Edvard, da han kom forbi elletræerne og kunne se fjorden i dens helhed.
Havet var i oprør, og ved fiskebanken blev der hvirvlet hvide kaskader op i luften med en vildskab, som Edvard sjældent havde set. Han burde allerede her have bestemt sig for at gå tilbage til det varme køkken, men besluttede sig for at gå ned til bådene og se, hvor slemt det stod til. Den nye stenkiste var ganske vist stabil og tog imod det værste, men man kunne aldrig vide. Han kunne i det mindste se til tovenderne.
Den lille båd var fyldt en tredjedel op med vand. Edvard sprang ned i den og gav sig til at øse. Efter et øjeblik så han op, forpustet og med ondt i knæet, og så ud over vandet. Var det ikke blevet lidt roligere? Han rejste sig og kiggede ud mod fiskebanken. Jo, lidt måske, mente han.
Da den lille båd var øst tom for vand, tjekkede han Victors båd, Odder, og blev så stående på broen. Vinden ruskede i hans regnfrakke. Han lukkede øjnene og vendte sig mod nord. På en måde var det en befrielse at udsætte sig for elementernes rasen. Al morgensløvhed forsvandt ud af kroppen, og han følte sig renset af blæsten.
– Jens og Jerker, mumlede han næppe hørligt.
Han gentog navnene lidt højere og endnu højere for til sidst at skrige sine sønners navne ud over det frådende hav.
Han forestillede sig, at blæsten ville føre navnene over øen og Ore-grundsgrepen og derefter videre over fastlandet helt hen til Ramnas gård, hvor de boede.
Vinden piskede nu ikke helt så voldsomt mod stenkisten. Han snurrede rundt og betragtede den lille båd, som om den kunne afgøre, om han kunne have taget ud eller ej. Den duvede rimeligt fredeligt i læ af stenene og tømmerstokkene. Han kunne tage Victors båd, som bedre kunne modstå søen, og som desuden var forsynet med agterruf, så han fik lidt læ under sejlturen. Victor ville sikkert ikke have noget imod det, men at låne en båd uden tilladelse mente Edvard ikke, hørte til god tone på øen.
Han løsnede fortøjningen og steg ned i den lille båd. Da han stødte ud fra den lille, rolige lagune, som var skabt af stenkisten, syntes han, at der var noget, der bevægede sig i strandkanten. Måske var det Viola, der var kommet ned, men han kunne ikke se noget. Han vidste også, at der skulle meget til, for at den gamle ville gå ned til havet. Selv om hun var betænkelig ved hans fiskeri, ville hun passe på ikke så åbenlyst at afsløre sin uro. Den kunne udfolde sig i køkkenet og måske i spisestuen, med vinduerne ud mod havet.
Han roede nogle tag, inden han trak påhængsmotoren i gang. Havet var så voldsomt, at motoren af og til røg op i luften. Han styrede næsten direkte mod bølgekammene, og søerne slog ind over ham og båden. Sådan skulle han sejle et stykke for så at skifte kurs og følge bølgekammen lidt skråt ned mod nettene.
Hvor han end spejdede hen, kunne han ikke se vageren, som angav nettene. Den var vel drevet væk, nettene måske også? Fandens, tænkte han, nu er der en masse søgræs og skidt i nettene.
Påhængsmotoren kæmpede i modbølgerne, arbejdede sig stille fremad. Edvard blev gennemblødt af styrtsøer, som slog ind, men oplevede igen denne følelse af frihed, han kunne få i hårdt vejr. Det var en kamp, men også et samspil mellem ham, båden og havet. Han strøg sig over ansigtet og fik smagen af saltvand i munden. Sydvesten var næsten ved at blæse væk fra hans hoved, men det lykkedes ham med den ene hånd at stramme den under hagen. Da han lagde kursen om, så han omsider vageren. Den var ganske rigtigt drevet ind mod fiskebanken. Plasticdunken, som var malet hidsigt rød, hoppede op og ned i vandet, forsvandt undertiden, men nu havde han et pejlemærke, og båden sejlede videre, nu med bølgerne skråt bagfra.
Han kunne mærke, hvordan de ville suge ham mod land, og var nødt til at rette kursen op. En kæmpebølge kom væltende i stor fart og skyllede over båden. Blev det værre igen? Han greb øsekarret, lænede sig forover og begyndte at øse, mens han med den anden hånd prøvede at holde kursen.
Der kom endnu en bølge, og båden blev igen fyldt med vand. Nu stod der ti centimeter i båden, og Edvard kunne mærke, hvordan den gik tungere.
Der var halvtreds meter tilbage til vageren, men han kunne ikke sejle direkte derhen på grund af klippeskærene, der lå lige under vandoverfladen mellem ham og dunken. Han slingrede og forsøgte at holde båden, så bølgerne ikke slog ind over den.
Det begyndte at støvregne, og Edvard kiggede hurtigt op mod himlen. Sorte skyer tårnede sig op i åbningen ud mod Ålandshavet. De måtte være kommet i rasende fart hen over himlen, for da han havde stået på broen, mente han, at det havde lysnet mod nord.
Så var han henne ved vageren. Det første forsøg på at gribe fat i dunken mislykkedes, og han måtte lave en vending og gøre det om. Op med den i båden med den ene hånd og forsigtigt trække i den for at få en fornemmelse af, hvor nettene havde flyttet sig hen. De grove masker forsvandt ned i det blåsorte dyb. Han trak til. Et voldsomt vindstød gjorde, at båden krængede, og han mistede grebet, da han prøvede at parere med kroppen og dreje roret, men det lykkedes ham alligevel at få fat i dunken, inden den forsvandt overbord.
Nu kom den første egentlige tvivl om det fornuftige i at tage ud. Regnen blev stadig stærkere. Vandet stod endnu højere i båden, og han var nødt til at øse igen. Han holdt i nettene, som trak ned i dybet og strittede imod, men det lykkedes ham på en eller anden måde at komme en smule i læ af fiskebanken. Det første glimt af en aborre gjorde ham lidt roligere. Den landede i båden med en voldsom sprællen, så kom der et par til, men det var mest søgræs, der sad i maskerne.
Han blev nødt til at holde op med at øse og surre nettene så fast, det kunne lade sig gøre, mellem benene. Det gjorde ondt i det dårlige knæ, og han bed tænderne sammen for ikke at skrige af afmagt, raseri og smerte.
Det første net gav otte fisk, men lige nu var aborrerne ikke det væsentligste. Der var to net tilbage. Båden snurrede rundt, da han mere og mere krampagtigt trak i det modstræbende net og udsatte sig for brådsøerne.
Da han havde fået net nummer to op, kom der en kraftig bølge, fulgt af endnu en, båden stejlede som en cirkushest, slog derefter ned i bølgerne og dyppede forstavnen i vandet, som strømmede ind. Regnen piskede uafbrudt. Båden krængede over, og Edvard var tvunget til at give slip på nettet, som straks røg ud over rælingen som en arrig slange.
Han overvejede at smide dræget i for at lægge båden for svaj, så han fik tid til at øse og samle kræfter, men han nåede kun lige at tænke tanken, inden næste skylle kom. Båden drejede voldsomt mod styrbord, og Edvard måtte gribe fat i toften for ikke at blive kastet ud af båden. Nettet raslede videre, fiskene forsvandt i vandet, og båden blev trykket ned af nettets bevægelse.
Næste bølge afgjorde kampen. Her, hvor han var drevet ud af det lille læsted, som fiskebanken havde givet ham i et halvt minut, blev båden udsat for hele fjordens samlede raseri. Den tunge bølgekam kom rullende ind og fyldte omgående båden med vand. Edvard faldt fremover og bankede benene ned i toften, men han følte ingen smerte, for i næste øjeblik lå han i vandet. Båden vendte rundt.
Da han var kommet op til overfladen, greb hen instinktivt efter noget at holde fast i, og fik fat i en åre. Båden kurede frem og tilbage med bunden opad, nogle meter væk. Edvard nåede at se, at den trængte til bundmaling, inden næste bølge kom og skyllede hen over ham med en kraft, som fyldte hans mund med vand. Han mistede grebet om åren og prøvede med nogle energiske svømmetag at få fat i båden. Det var hans eneste chance nu. Blev han nødt til at svømme en længere strækning, ville kræfterne meget hurtigt være opbrugt. Han var en dygtig svømmer, men manglede en redningsvest, og havets vildskab og styrke ville suge al saft og kraft ud af ham, det vidste han.
Med den ene hånd lykkedes det ham at nå påhængsmotoren, så han kunne trække sig nærmere og hvile sig et øjeblik mod dens side. Han forsøgte at se, hvor langt han var drevet fra fiskebanken, men kunne ikke se noget i den voldsomme søgang.
Jeg dør her, tænkte han og lænede hovedet mod båden. Det er meningen, at jeg skal dø her. Længslen efter havet havde ført ham hertil. Er det straffen for, at jeg forlod Marita og børnene? nåede han at tænke, inden den næste store bølge kom væltende og pressede ham ned under overfladen igen.
Han kom igen til at tænke på Viola, og han gentog sine bestræbelser for at holde sig fast ved båden. Han kunne måske blive hængende her, og hvis han ikke kom hjem inden for en halv time, ville Viola gå ned til havet, se, hvad der var sket, og slå alarm.
Han forsøgte at hale sig længere op, men det mislykkedes, og han indså, at han måtte spare på kræfterne. Skal jeg give slip? Det for som et lynglimt gennem hans hoved, og tanken var lammende. Hvor mange gange havde han ikke stået ved stranden de sidste to år og ønsket sig død, forsvundet ned i dybet? Havet havde altid fristet ham. Allerede som barn havde han haft en drøm om at kunne leve i nærheden af det. Var det skæbnen, der fik ham til at søge til Graso, ikke for at leve, men for at forberede sig på at dø?
Han gispede ved siden af båden. Brådsøerne slog ind over ham, nedbrød hans modstandskraft. Kulden kom krybende i hans lemmer, og han følte en stor tyngde i sin krop, som om den signalerede, at nu må det være nok, nu vil jeg synke.
Han tænkte på Ann, men uden sorg eller vemod. Hun var flagret forbi i hans liv, havde givet ham lidt håb og menneskelig varme. Hvad laver hun nu? Spiser morgenmad, læser avisen, tager brusebad eller klæder sig på? Han prøvede at forestille sig hendes ansigt, men det var umuligt. Han huskede, hvordan hendes skuldre, ryg og hofter skinnede i lyset fra de stearinlys, de plejede at tænde.