JACK MORTENSEN blev hentet ind på politistationen om eftermiddagen. Han smilede til Lindell og Ottosson, da han kom sammen med Berglund.
– Der er ikke langt mellem snapsene, sagde han og satte sig hjemmevant ned.
– Der bliver endnu kortere, sagde Ottosson bistert.
Mortensens smil stivnede, da han så drabschefens ansigtsudtryk.
– Den 29. juni om aftenen blev Gabriella Mark myrdet, indledte Lindell i hast, men tav lige så hurtigt.
Mortensen reagerede overhovedet ikke på hendes ord, men stirrede ned på sine foldede hænder.
– Du sagde, at du gravede i din have hele aftenen, er det korrekt?
Mortensen så op.
– Ja, det er korrekt.
– Det er ikke rigtigt, sagde Lindell.
Hun gav ham nogle sekunder til at tænke over påstanden, inden hun fortsatte.
– Vi har oplysninger om, at gravemaskinen gik i tomgang en stor del af aftenen. Hvad siger du til det?
– Den gik i tomgang et øjeblik, det passer. Jeg tog en lille kaffepause.
– Hvorfor slukkede du ikke for maskinen i det tidsrum?
– Jeg var bange for, at jeg ikke ville kunne få den i gang igen, sagde Mortensen.
– Det kan da ikke være så svært. Du havde jo fået vejledning af udlejeren, ikke?
– Jeg er ikke god til maskiner.
– Nej, det sagde han også. Han syntes, du havde gravet meget lidt, og det kan jo forklares med, at den mest gik i tomgang.
– Hvor vil du hen med det? Jeg sagde jo, at jeg drak kaffe.
– Du forlod også huset i købet af aftenen. Hvad lavede du da?
– Det gjorde jeg skam ikke, sagde Mortensen, men rettede straks sig selv og kom i tanke om, at han var kørt hen på kontoret for at hente nogle papirer.
Lindell sad et stykke tid uden at sige noget.
– Papirer, sagde hun. – Hvilke papirer? Efterlader du en maskine, som du har lejet for dyre penge, for at hente lidt papirer ? Det må have været nogle vigtige dokumenter.
Mortensen nikkede.
– Det var ikke sådan, at du tog et smut til Rasbo?
– Du anklager mig for at have myrdet Gabriella Mark, sig det bare rent ud i stedet for.
– Jeg prøver bare at kortlægge, hvad du skulle den aften, sagde Lindell roligt. – Hvilke biler har firmaet?
Mortensen skubbede stolen væk fra skrivebordet, lagde det ene ben over det andet og strøg håret tilbage.
– Vi har to biler, sagde han. – En Fiat varevogn og en Skoda.
– Hvilken farve? spurgte Haver.
– Henholdsvis blå og rød.
– Ingen firmamærker, logoer eller lignende? spurgte Lindell.
Mortensen rystede på hovedet.
– Jeg tror, at du tog din egen bil, kørte ud til MedForsk, skiftede til den røde Skoda, kørte ud til Marks husmandssted og kvalte hende, sagde Lindell.
Inden vicedirektøren nåede at sige noget, fortsatte hun.
– Jeg tror, vi stopper lidt her. Der er nogle oplysninger, vi skal tjekke.
Hun rejste sig, og Haver fulgte hendes eksempel. De forlod lokalet uden at værdige Mortensen et blik.
– Vi lader ham svede et stykke tid, sagde Lindell.
– At han forlod huset, var en nyhed, sagde Haver, og Lindell kunne fornemme et stænk af utilfredshed i hans stemme.
Efter ti minutter vendte de tilbage til forhørslokalet. Mortensen sad stadig i samme stilling. Hvis han havde svedt, så fremgik det ikke af hans udseende.
– Jeg vil have en ende på det her nu, sagde han, så snart politifolkene havde sat sig, og Haver havde tændt for båndoptageren
– Jaså, sagde Lindell, – det er i orden.
– Jeg er dødtræt af jeres anklager. Jeg har faktisk et firma at passe, og hvis I ikke har andet end løse formodninger at komme med, så vil jeg gerne have lov til at forlade jer.
Lindell overhørte tilsyneladende helt hans ord.
– Har du nogen, der kan støtte din påstand om, at du udelukkende hentede nogle papirer i firmaet og bagefter kørte hjem igen? spurgte hun.
– Nej, jeg var der alene. Vi har ikke noget skifteholdsarbejde, hvis du tror det.
– Du talte en del med Gabriella. Hvad talte I om?
– Alt muligt, men selvfølgelig mest om Sven-Erik og det, der skete.
– Ringede du til hende den 29. juni?
– Det ved jeg ikke, men det tror jeg ikke. Det var mest hende, der ringede til mig.
– Siger kælenavnet Pålle dig noget?
– Nej.
– Besøgte du nogensinde hendes husmandssted?
– Nej.
– Men I mødtes?
– Et par gange.
Lindell sad tavs. Mortensen iagttog hende opmærksomt, som om han ventede et nyt rapt spørgsmål. I stedet var det Haver, der tog ordet.
– Hvilken skostørrelse bruger du?
Mortensen kiggede forbløffet på Haver. Han så ned på sine fødder og blev mærkeligt nok rød i hovedet, som om det var et upassende spørgsmål.
– 42, sagde han. – Hvorfor det?
– Jeg ville bare vide det, sagde Haver.
I samme øjeblik ringede Lindells telefon. Med en lynhurtig bevægelse tog hun den og svarede.
– Send hende herop, sagde hun bare efter at have lyttet et stykke tid.
En skæbnesvanger stilhed bredte sig. Lindell så vurderende på Mortensen, som straks slog blikket ned.
Haver var på nippet til at sige noget, men tog sig i det. Det var nu, det blev afgjort, kunne han mærke. Svarene fandtes her i tavsheden. Personligt var han overbevist om, at Mortensen løj på et eller flere punkter. Var han morderen? I så fald havde de store problemer med at bevise det. At han havde bluffet om sit graveri, var ikke noget, der holdt i en retssag. Han kunne sagtens have været i firmaet. Det var politiets opgave at bevise, at han var kørt ud til Gabriellas husmandssted. At MedForsk havde en rød Skoda, en varevogn i kassemodel, beviste heller ingenting. Hvor mange af den slags var der ikke i byen? Lindell havde bedt Ryde om at køre ud til MedForsk og bringe Skodaen ind til politiets garage til en gennemgang, men hverken Haver eller Lindell nærede nogen større forhåbninger om, at den ville give noget.
Der var heller ingen tekniske beviser på stedet. Det eneste var et skoaftryk. Haver brugte også størrelse 42, men det gjorde ham ikke til morder.
Han sendte Lindell et blik. Hun havde garanteret en fornemmelse af, hvad han sad og tænkte på. Hun smilede, og i samme øjeblik bankede det på døren.
Det var Riis, der kom med en ældre kvinde i hælene. Da hun kom ind i lokalet, for Mortensen op fra stolen, som stukket af en bi.
– Hvad laver du her? råbte han.
– Jeg kan vende spørgsmålet om, sagde hans mor i et skarpt tonefald og så sig omkring i lokalet.
Riis skyndte sig hen efter en stol og stillede den for bordenden. Mortensen iagttog hjælpeløst, hvordan hans mor satte sig ned med en selvfølgelighed, som oven i købet kom bag på Lindell. Hun vidste, at moderen var en viljestærk person, men den måde hun var skredet ind og havde taget plads på, viste en usædvanlig styrke.
– Hvad har du nu rodet dig ud i? sagde hun og så sønnen lige i øjnene.
– Ikke noget, sagde han.
– Sæt dig ned, sagde hun, og han adlød.
– Vi snakker om mordet på Gabriella Mark, sagde Lindell. – Vi tror, at Deres søn tilbageholder nogle oplysninger.
– Hvad er meningen med at slæbe min gamle mor herind? Det er dog det stiveste. I holder jer sandelig ikke tilbage.
– Din mor kom af egen fri vilje, sagde Lindell roligt.
– Du har da ikke noget med det her at gøre, sagde han og vendte sig mod moderen.
Hun så på ham med et blik, som Lindell opfattede som beklagende.
– Du har vist brug for lidt hjælp, sagde moderen. – Det har du altid haft.
– Han er ikke så stærk, fortsatte hun og henvendte sig af en eller anden grund til Riis, som stod lænet op ad væggen. At miste to af sine bedste venner er jo ikke let.
– Du mener Sven-Erik og Josefin? sagde Lindell.
– Josefin, fnyste moderen, – hun var et værre rodehoved. At du i
det hele taget var interesseret i hende engang, synes jeg, var ufatteligt. Nej, jeg mener Gabriella.
Mortensen løftede blikket og stirrede på moderen.
– Kendte De Gabriella? spurgte Lindell.
Moderen så forundret på Lindell.
– Kendte? Mon ikke. Pålle og hun var de bedste venner, siden de var børn.
Der blev musestille i lokalet. Jack Mortensen stirrede ned i gulvet.
– Pålle, sagde Lindell, – hvem er det?
– Det er min søn, Jack, sagde moderen. – Vi har kaldt ham Pålle,
helt fra han var barn. Han og Gabriella var uadskillelige, da de var små. Vi var naboer i Simrishamn, ja, i mindst ti år. Se lige Pålles tænder! Det var Gabriellas far, der rettede dem så pænt. Inden da lignede han en kanin.
Hun afbrød pludselig sig selv. Mortensen rystede over hele kroppen.
– Hvad er der? spurgte moderen, og nu kunne Lindell for første gang høre en lidt mildere klang i hendes stemme.
Alles blikke rettedes mod Jack ‘Pålle’ Mortensen. Han gemte ansigtet i sine dirrende hænder og hulkede.
– Pålle, hvad er der? gentog moderen og lagde hånden på hans arm.
– Slip mig, din møgkælling, skreg han og fór op fra stolen.
Riis reagerede lynhurtigt og kastede sig frem, greb fat i Mortensen og holdt ham med et fast greb om overkroppen.
– Rolig nu, sagde Riis i en snerrende tone, men med et smil på læberne.
Lindell kunne se, hvordan kollegaens muskler spændtes under skjorten. Moderen sad helt paralyseret.
– Sæt dig, beordrede Lindell.
Riis løsnede sit greb, og Mortensen sank tungt og viljeløst ned på stolen igen.
– Du kendte Gabriella ret godt, noget, som du tidligere har benægtet.
Mortensen hulkede. Hans mor stirrede vantro på sønnen.
– Du kørte alligevel derud, ikke? gentog Lindell spørgsmålet.
Han sagde ingenting. Hovedet hang med blikket rettet mod gulvet. Ved tindingerne kom der sveddråber frem. Lindell sendte Haver et blik.
– Svar dog, sagde moderen. – Hvad ligner det at benægte, at du kendte Gabriella.
Det rykkede i Mortensens kinder. Riis stod bag ham, parat til at gribe ind.
– Jeg kendte Gabriella, sagde vicedirektøren hæst. – Jeg holdt meget af hende.
Moderen så på ham med forbavselse, blandet med hvad Lindell opfattede som foragt, understreget af hendes aristokratiske ydre. Hun så sin søn blive trængt op i en krog af politifolk og indre pinsler, men hendes ansigtsudtryk viste ingen medfølelse.
– Jeg holdt af hende, gentog han og så på moderen. – Det vidste du ikke. Der er så meget, du ikke ved.
Moderen gjorde tegn til at sige noget, men Mortensen rakte hånden op i en afværgende gestus og fortsatte.
– Hun løj for mig. Hun sagde, at hun aldrig ville tage en ny mand, da hun blev enke.
– Du vidste, at Cederén og hun havde et forhold, indskød Lindell.
Mortensen vendte sig mod hende. Lindell syntes, at det så ud, som om det krævede stort besvær. Hans langsomme bevægelse modsvarede den omhyggelighed, hvormed ordene kom ud af hans mund. Hun havde set det før, denne lammelse, der ramte nogle mennesker i svære situationer, hvor løgnen ikke længere var et alternativ. Maskineriet gik ned på halv kraft, og det kunne være utroligt frustrerende for en forhørsleder, som gerne ville haste mod målet, men Lindell afventede rutineret.
– Ja, sagde han til sidst, – selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg løb ind i dem, så dem helt tilfældigt i Stockholm.
Moderen brød uventet ud i latter.
– Stakkels Pålle, sagde hun. – Først Josefin og så Gabriella.
– Hold din kæft, sagde Mortensen hårdt, og kvinden så ud til at have fået et slag i ansigtet.
– Du kørte ud til hende den 29. juni?
Lindells spørgsmål blev fremsat lavmælt. Mortensen nikkede.
– Vil du godt svare, så det kommer med på båndet?
Mortensen smilede sarkastisk, lænede sig ind over skrivebordet og sagde et klart og tydeligt ‘ja’, lukkede derefter øjnene og sank tilbage mod stoleryggen.
– I skændtes?
– Så svar dog, sagde moderen, der åbenbart var kommet sig igen.
– Få hende ud herfra! skreg Mortensen og pegede hen mod døren.
– Det er måske bedst, at De venter udenfor, sagde Lindell og vendte sig mod moderen.
Hun rejste sig uden et ord. Under armene på hendes lyse sommerkjole havde store svedskjolder bredt sig. Hun så iskoldt på sin søn.
– Dumme møgkælling! råbte Mortensen. – Du har altid ødelagt alting. Dine forbandede tekstiler, som ingen bryder sig om. Hvem interesserer sig for gamle tøjstykker? Dine åndssvage rundstykker, som du kommer med hver eneste dag. Bare for at holde øje med, hvad jeg laver. Du hadede Gabriella, og du hadede Josefin, blandede dig, bagtalte og lavede intriger.
Han sank sammen, og stilheden føltes som et iskoldt vindpust, der gik gennem lokalet. Lindell så, hvordan Riis gjorde tilløb til at lægge hånden på Mortensens skulder, men tog sig i det. Hun forestillede sig, at kollegaen fik ondt af og følte en vis sympati for Mortensen. Selv følte hun sig bare væltet omkuld af den følelsesstorm, der var suset gennem lokalet. Fyrre års samlet had, som kun havde været holdt tilbage af en slags afhængighed. Moderen havde udnyttet hans svage personlighed, formet ham efter sine egne ønsker. Nu slog han tilbage.
– Fy for fanden, sagde han og slog igen og igen højre hånd mod sit knæ, som om han havde indset, at han havde sagt fra for sent, alt for sent.
– Din stakkel, sagde hun, inden hun forlod lokalet fulgt af Riis, som vendte sig om i døren og sendte Lindell et blik, der kunne tolkes som påskønnelse.
Så snart døren var lukket, indledte Mortensen sin tilståelse. Han var kørt ud til husmandsstedet om aftenen den 29. juni. Gabriella havde igen truet med at afsløre sandheden om MedForsks ulovlige forsøg. Hun havde tøvet, fordi hun ikke ville besudle Sven-Erik Cederéns minde, men havde besluttet sig for at fortælle det hele til politiet.
– Hun døde, fordi hun ville have sandheden frem? spurgte Lindell.
– Hun hadede mig, sagde Mortensen stille. – Hun anklagede mig for Sven-Eriks død.
– Men du var jo ikke skyldig i hans død.
– Jeg ville støtte hende efter Sven-Eriks død. Nu var hun igen alene, men hun kaglede ustandselig om Sven-Erik og forsøgene. Jeg troede, hun holdt af mig.
Han tav og så ned på sine hænder. Hans vejrtrækning var det eneste, der hørtes i lokalet.
– Vi kendte jo hinanden så godt, udbrød han pludselig.
Den skarpe svedlugt fra Mortensen fik Lindell til at rejse sig op. Haver så på hende med en vagtsomhed i blikket, der røbede hans indre spænding. Hvert ord faldt som tunge sten i det kølige forhørslokale.
– Jeg kvalte hende, sagde Mortensen mumlende.
– Hvor? spurgte Haver.
– I køkkenet.
– Hvad gjorde du med liget?
– Jeg gravede det ned i en stenhøj. Først havde jeg tænkt mig at tage det med i bilen, men jeg blev bange.
– Bange for hvad?
– Der så ud til at være så fredeligt, men jeg syntes, jeg hørte lyde fra skoven hele tiden. Jeg blev bange. Gabriella …
Han tav. De to politifolk ventede på en fortsættelse. Han begyndte at græde stille og strøg sig med den ene hånd over ansigtet. En morders hænder, tænkte Lindell.
– Kørte du Josefin og Emily over? spurgte Haver, som havde sat sig der, hvor moderen tidligere havde siddet.
– Nej, aldrig, sagde Mortensen med høj stemme. – Jeg ville aldrig gøre hende fortræd.
– Men du gjorde Gabriella fortræd. Du dræbte hende.
– Det var anderledes med Josefin.
Han forklarede ikke hvordan, men det gav Lindell lidt mere tid. Mortensen skulle tids nok komme til at tale.
– Hvem mejede Josefin og Emily ned?
– Det ved jeg ikke, sagde Mortensen.
– Jeg tror dig ikke, sagde Haver roligt.
– Det passer! Jeg ved det ikke! Jeg ville aldrig have tilladt den slags. En uskyldig kvinde og et barn.
– Du myrdede Gabriella, fortsatte Haver.
– Siger navnene Urbano og Olivares dig noget? spurgte Lindell.
Mortensen benægtede ethvert kendskab til spanierne. Han havde aldrig hørt om dem og havde i hvert fald ikke huset dem i de to dage, de befandt sig i Sverige. Lindell troede ham.
– Josefin var gravid, da hun døde, var det dit barn? spurgte Haver.
Mortensen så skræmt ud, men rystede på hovedet.
– Havde I et forhold?
En ny hovedrysten.
– Vi snakkede bare, sagde Mortensen. – Josefin var ikke lykkelig.
– Men du vidste, at udslettelsen af familien Cederén blev iscenesat af dine kolleger i Spanien? spurgte Lindell.
Mortensen sad tavs, som om han overvejede svaret.
– De ringede bagefter, sagde han efter lang tid.
– Hvem?
– De Soto.
– Hvad sagde han?
– At det var nødvendigt, at Sven-Erik forsvandt.
– Hvorfor?
– Fordi Sven-Erik ville hoppe af.
– Jordkøbet i Den Dominikanske Republik, hvordan forklarer du det?
Nu så Mortensen helt udmattet ud. Lindell hørte hurtige skridt på gangen, og derefter Riis’ stemme. Måske var Mortensens mor stadig derude? Morderen så hen mod døren, som om han ventede, eller frygtede, at hun skulle komme igen. Hans blik var glasagtigt. Det drengede indtryk var fuldstændig forsvundet, og Lindell gættede på, at han når som helst kunne bryde sammen.
– Havde det noget med de ulovlige dyreforsøg i republikken at gøre?
Mortensen så forbavset op.
– Ja, vi ved, at I foretog ulovlige forsøg dér, sagde Lindell.
Mortensen så på hende med et forundret blik. Han smilede skævt.
– Hvad smiler du ad?
– I har tjek på det, hva’?
– Det var vel derfor, Cederén ville stå af? sagde Haver. – Han kunne ikke klare, at aber blev pint. Der var en del, der døde, var der ikke?
– Måske et par stykker, sagde Mortensen.
– Hvad siger du så til det?
– Det var ikke rart, men sommetider går det galt.
– Hvorfor ville Cederén hoppe af, når forsøgene allerede var blevet standset? spurgte Lindell.
– Det ved jeg ikke. Han blev så forandret. Jeg tror, Gabriella påvirkede ham.
– Du ringede til Malaga og fortalte det?
Mortensen nikkede og sagde så et højt og tydeligt ‘ja’ hen mod mikrofonen.
Jack Mortensen orkede ikke mere. Han bøjede sig fremover og lukkede øjnene. Lindell og Haver så på hinanden. Der var både lettelse og en slags opgivenhed i deres øjne. Haver samlede sine notater sammen. Lindell strakte sig over for at slukke for båndoptageren efter at have erklæret forhøret for afsluttet. Der blev stille i lokalet. Mortensen så ud til helt at være forsvundet ind i sin egen verden. Han havde rettet kroppen op og stirrede med et tomt blik ind i den modsatte væg.
En morder havde tilstået. Lindell var helt smadret. Anspændelsen fik hendes muskler til at værke. Hun så på uret, rejste sig og gik hen for at ringe efter en arrestvagt, som kunne føre Mortensen væk. Haver blev siddende. Lindell regnede med, at han tænkte på sine børn. Det gjorde han altid, når han fik det dér drømmende udtryk i øjnene. Han havde dem i tankerne som et skjold mod al djævelskab og ondskab.
Da Mortensen var bragt til arresten, gik Lindell og Haver ind på deres respektive kontorer. Haver for at ringe hjem, og Lindell for at kontakte statsadvokaten.
Rygtet bredte sig hurtigt i huset, og flere af kollegerne kom op for at gratulere. Politimesteren ringede også, og Lindell tog passivt mod hans hyldest. Hun kunne ikke rigtig mærke nogen egentlig glæde. Sagen var langtfra afsluttet. Der skulle holdes en masse forhør med Mortensen, ligeledes med flere på MedForsk, der skulle laves tekniske undersøgelser, Mortensens hjem skulle gennemsøges og Moya kontaktes for at informeres om fremskridtene i Sverige. Eftersøgningen afJaime Urbano, familien Cederéns formodede banemand, skulle fortsætte, men Moya havde i den sidste samtale ikke lydt særlig optimistisk. Han spekulerede på, om også Urbano var død. Han var i hvert fald forsvundet.
De Soto skulle selvfølgelig afhøres, men Lindell mente, at mulighederne for at få ham fældet for anstiftelse til mord var små. Det kom an på, hvad Moya kunne få frem. Hun diskuterede sagen lidt med Fritzén, og han var af samme opfattelse. Fandt det spanske politi ikke Urbano, så ville de Soto sikkert slippe fri.
Da statsadvokaten var gået, blev Lindell siddende ved sit skrivebord. Tankerne om Edvard vendte tilbage med en automatik, som skræmte hende. Så snart hun slap arbejdet, om det så bare var for et halvt minut, så var han der.
Hun skammede sig over sin hensynsløse behandling af ham. Hun ville aldrig glemme hans rolige blik, da han fik meddelelsen om, at hun ventede sig, og derpå hans ord om, at han elskede hende. Det var store ord fra en træmand som ham. Hvad havde han sagt? At han ikke kunne leve så langt fra hende. I over to år havde hun længtes efter at høre de ord.
Nu var det hele forbi. Hun sad som forstenet. Det sved af selvforagt over, at hun havde spoleret deres fælles liv. Ingenting kunne gøres ugjort. Hvis hun bare havde holdt sin kæft, givet sig selv for eksempel en uge til at overveje i.
– Edvard, sagde hun prøvende, næsten uhørligt.
Hun vidste, at hun ville tale med ham i tænkte dialoger mange gange fremover.
Lindell vågnede op ved, at telefonen ringede. Det var Ryde. Den røde Skoda fra MedForsk var gennemgået. Det hele var ikke analyseret, men Ryde mente ikke, at der ville dukke noget opsigtsvækkende op.
– Der var kun en aparte ting, sagde han. – En lille frugt, sandsynligvis begyndelsen til en pære, der sad kilet ind i mønsteret på højre fordæk.
Lindell huskede pæretræet ved vejen ved Gabriellas husmandssted og de endnu ikke fuldbårne, små pærer på jorden. Hun fortalte teknikeren om træet, og han gryntede tilfreds.
– Til lykke, afsluttede han samtalen.
– Tak for hjælpen, sagde Lindell.
Det ringede igen, men hun tog ikke telefonen.
Ferie, tænkte hun. Et par tredages forhør, og skrivearbejde, så ville det hele være overstået. For denne gang.
Telefonen ringede en gang til. Hun stirrede på den, som om den var en fremmed genstand. Ringetone efter ringetone lød. Ved den sjette vågnede hun op, greb røret med en hurtig bevægelse, men i det samme klikkede det i den anden ende. En pibende tone hørtes, og Ann følte sig grædefærdig.