HØNSENE PIKKEDE FREDELIGT under mangotræet. Julio Piñeda så på dem med et sløvt blik. Hans svigerdatter havde sat ham i skyggen mellem træerne. To af hans børnebørn larmede. Julio tænkte, at de hjalp med at hælde honningen på flasker.
Svenskeren var død. Nu vidste han det. Politiet var kommet og havde fortalt det. Projektet med husene for de ramte var løbet ud i sandet. Nu spillede det ingen rolle for ham selv. Døden ville snart komme på besøg. Han var allerede begyndt at lugte, syntes han. Lemmerne adlød slet ikke længere, og han havde svært ved at gøre sig forståelig. Børnebørnene kiggede forundret på ham, når han prøvede at tale.
Døden kommer snart, tænkte han, nu uden frygt, men selvfølgelig ville han gerne være med nogle år mere. Nu, hvor træerne begyndte at give et godt udbytte, og de havde fået samlet tilstrækkeligt materiale sammen til at bygge den lille butik ud mod vejen, hvor turisterne kunne standse for at købe frisk frugt og honning.
Han havde tænkt sig at gå rundt mellem træerne og fortælle de forundrede europæere, japanere og amerikanere om sine planter, vise dem, hvordan man får hul på en kokosnød og skræller den. Han ville være noget værd. Den gamle i haven, med slidte bukser og en plettet trøje, men med macheten i hånden. Børnebørnene ville følges med ham, hjælpe til og senere tage imod pengene.
Nu måtte andre tage over. Han havde fået penge for at stille op. Næsten et halvt års løn havde de lagt på bordet, som om det var byttepenge i en bar. De havde købt Julio og elleve andre byboere. Nu var svenskeren død, og Julio ville følge efter ham. De ville måske mødes på den anden side. Dér var alle lige. Måske var der også mango, papaya og bananer?
Eller var der som i svenskerens land, koldt og ufrugtbart?