Pigen satte sig op på bagsædet af den store bil og så ud på alle de flimrende neonskilte, der udgjorde lyshavet på The Strip.
“Hvor er vi henne?” spurgte hun.
“Vi er der snart.”
“Hvor er min far?”
Karch drejede bakspejlet og så på hende. Det lød, som om hun ville begynde at græde igen. Da de var halvvejs fra L.A., havde hun givet sig til at græde og skrige på sin mor og far. Karch havde været nødt til at køre ind i Barstow for at få hende dæmpet ned. Bestikkelsen hed pommes frites og cola. Hun indvilgede i at tie stille, til de nåede det hotel i Las Vegas, hvor hendes far ventede på hende. Det gode ved det var, at hun blev udmattet af gråden og sov resten af vejen, til han vækkede hende.
“Du kan godt huske vores aftale. Ikke noget med at græde og ikke noget med at kalde på far og mor, før vi kommer op på det hotelværelse, og så er din far deroppe. Ikke også?”
“Jeg vil have min far.”
“Vi er der også lige om lidt,” sagde han. “Så skal du nok få lov til at være sammen med din far.”
Han kunne ikke lade være med at smile, selv om hun selvfølgelig aldrig ville fatte ordspillet.
“Er vi i Frankrig nu?”
“Hvad ...?”
Han kiggede op i spejlet og kunne se, at hun stirrede ud ad sideruden til højre, mens neonskærene spillede over hendes lille ansigt. Han fulgte hendes blik og forstod, hvad hun kiggede på. De kørte forbi et Eiffeltårn i halv størrelse uden for et af kasinoerne.
“Hvem ved, min ven? Hvem ved ...?”
Få minutter senere svingede han op i indkørslen til Cleopatra og fulgte skiltene til 'Selvparkering' omme bag bygningen. Han tog parkeringshuset mod vest, som han havde sagt til Grimaldi. Her fandt han en tom bås på fjerde dæk, og pigen og han tog trapperne ned til stueetagen. Karch gik hurtigt med Jodie i et halvt protesterende småløb efter sig.
Den nødudgang, som Karch vidste førte ud i parkeringshuset direkte fra elevatornichen i Eufrattårnet, var åbnet på klem med et håndklæde, der var viklet omkring håndtagene på begge sider. Ved at gå denne vej ind undgik han alle kameraerne inde i selve kasinoet. Han kunne ikke tillade, at der fandtes nogen videodokumentation af, at han havde pigen hos sig. Da de var indenfor, rev Karch håndklædet af, så døren smækkede i lås. Han lod det ligge på gulvet.
Uden for elevatoren standsede Jodie op og forsøgte at hale sin hånd fri af Karchs greb. Det mindede ham om det første, spæde ryk i en fiskesnøre, som sagde, at der var en undermåler på krogen. Han så ned på hende.
“Hvor er min far?”
“Vi skal op til ham nu. Vil du selv trykke på knappen?”
Han pegede på panelet ved siden af elevatordøren.
“Jeg er altså næsten seks år,” svarede hun hånligt afvisende.
“Nå, så gør jeg det.”
Karch trak hende med hen til kontakterne og trykkede. Så kastede han et blik omkring sig for at sikre sig, at ingen iagttog ham. Han stak fingrene ned i sandet i krukken ved siden af elevatordøren og fandt det kort, Grimaldi havde fået lagt til ham. Dørene til en af elevatorerne gled op, og Karch trak pigen med ind i den. Han stak nøglekortet i, så de kunne køre helt op til penthouset. Så snart dørene havde lukket sig igen, slap han hendes hånd. Han så op på kameraet i hjørnet. Der var ingen kontrollamper eller andre måder at afgøre, hvorvidt det var blevet slået fra, som han havde beordret.
Han så ned på pigen og kunne se, at hun var forvirret og på nippet til at give sig til at græde igen. Han gik ned på hug i hovedhøjde med hende og smilede.
“Du skal ikke være bange, min ven. Om nogle timer er det hele overstået.”
“Min far skal komme nu. Og min mor!”
“De skal nok komme begge to lige om lidt. Det lover jeg. Hov, for resten, har jeg vist dig det her?”
Han tog cigaretterne op af lommen og rystede en ud af pakken. Så gennemførte han ind-ad-øret-og-ud-ad-munden-tricket fejlfrit. Pigens øjenbryn røg i vejret i undren. Han tændte cigaretten med en lighter og pustede røgen hen over hovedet på hende.
“Trylleri,” sagde han. “Det har min far lært mig.”
Han rettede sig i vejret.
“Eller i hvert fald ham, der regnede med, han var min far.”
Dørene gik op, og han førte pigen ud i nichen og videre ud i korridoren, hvor han gik hen til den første dør til højre. Han åbnede døren med nøglekortet, og pigen løb derind foran ham.
“Far!”
Han så hende se sig forventningsfuld om i stuen og fortsætte ind ad den åbne dobbeltdør til soveværelset. Karch lukkede og låste yderdøren, smed kortet på det lille bord under entréspejlet og fulgte efter hende ind i soveværelset. Hun stod lænet op ad sengen og kiggede på opredningen.
“Hvor er far?”
“Vi bliver nok nødt til at vente på ham.”
Hun vendte sig og så anklagende op på Karch.
“Du sagde, han var her!”
“Tag du det bare roligt. Han er her også et eller andet sted. Vi bliver bare nødt til at vente på, at han kommer tilbage. Jeg ringer lige et par steder hen og ser, om jeg kan finde ham, ikke? Du skal så bare være herinde så længe. Du må godt hoppe op i sengen og lægge dig til at sove igen, men du kan også se fjernsyn. Der er en af kanalerne, hvor der kun er tegnefilm, du ved. Du kan prøve, om du kan finde den.”
Han så pigen nikke og smile, men hun var ikke med på idéen. Hun var ikke spor blødgjort endnu, og Karchs tålmodighed var ved at være udtømt. Det næste ville blive, at han bandt hende og låste hende inde på badeværelset med en knebel i munden. Men han besluttede så alligevel at gøre et forsøg mere, inden han gik så vidt.
“Hør, for resten, er du ikke sulten? Jeg kan få roomservicen til at komme herop med noget. Jeg er skidesulten selv, så hvad med en fed, saftig bøf?”
“Add! Og du sagde et bandeord.”
“Det gjorde jeg da vist også, ja. Men altså, ikke bøf. Hvad vil du så have?”
“Spaghettios.”
“Spaghetti? Er du sikker på det? De har et vældig fint køkken dernede med verdens bedste kokke. Vil du ikke have noget andet end spaghetti?”
“Spaghettios! Det rigtige.”
“Okay, så. Jeg spørger, om de har en dåse ... Hvis du så ser fjernsyn imens, så ringer jeg efter det.”
Han tog fjernbetjeningen fra fjernsynet og tændte. Så rakte han den til hende og gik ud i stuen. Med det samme kom han i tanker om noget, så han gik ind igen og trak telefonstikket ud. Hun så til i tavshed, mens han gik ud af soveværelset med telefonen i hånden. Lige da han lukkede dobbeltdørene, sagde hun:
“Også en cola.”
Han overvejede et sekund, om børn i den alder overhovedet måtte få cola. Men det var jo lige meget, så han lod det være.
“Et styk cola, så gerne.”
Karch bandt telefonledningen om de to håndtag på dobbeltdørene. Han tvivlede på, at hun ville prøve at bryde ud, men det skadede ikke at være grundig. Så gik han hen til det lille skrivebord og tog telefonen. Han trykkede Grimaldis direkte nummer, og direktøren tog den med det samme.
“Så er du der.”
“Du slukkede kameraerne i elevatorerne, ikke?”
“Jo. Og i parkeringshuset. Rutineeftersyn. Hvis du ikke har været indenfor i kasinoet, er der ingen optagelser af dig.”
“Fint. Hvad med trapperne?”
“Jeg har folk i alle opgangene. Og vi ved, at Martin fik sit nøglekort igen, så hun har ikke noget. Hun er nødt til at tage trapperne. Vil du have nogen deroppe? Ude på gangen, måske?”
“Nej.”
“Og du er sikker på, at hun kommer og har pengene med? Bare på grund af den unge ...?”
“Hun skal nok komme, Vincent. Jeg står inde for det.”
“Med dit liv, ja, men det er du vel klar over?”
Karch svarede ikke. Grimaldi forsøgte at få overtaget, men det var for sent nu. Karch styrede fortsat forløbet.
“Hun siger, at det ikke var hende, der knaldede Hidalgo dér i sengen.”
“Hvem siger det?”
“Cassie Black. Hun påstår, at hun ikke skød ham.”
“Op i røven. Hvad vil du have, hun skulle sige? 'Uha, det gik helt galt deroppe, og det var mig, der gjorde det?' Det er da klart, hun ikke indrømmer noget, mand; det gør de da aldrig.”
Karch overvejede.
“Næh,” sagde han så. “Det er selvfølgelig rigtig nok.”
“Gu' er det rigtigt. Men du har styr på situationen deroppe?”
“Jeg har styr på det hele ... Nej, vent lige; én ting. Kan du ikke ringe til roomservice og få dem til at sende en bøf herop. Drivende blodrød. Og ...”
Han så hen mod dørene til soveværelset. Der lød dæmpede tegnefilmsskud derindefra.
“Ja?”
“Tror du, de har spaghettios dernede”
“Det dér dåselort?”
“Ungerne er vilde med det.”
“Jack, det er et firestjernet køkken! Vi har kraftedeme ikke noget spaghettios dernede.”
“Nå. Så bare noget, der ligner. Og to colaer uden is. Sig, de skal banke på og bare stille det udenfor. Sig, at jeg ikke skal skrive under på bonen. Der er ikke nogen, der må se mig heroppe, det er du med på?”
“Selvfølgelig. Andet?”
“Nej. Det hele er overstået til midnat, Vincent. Du har pengene og det hele. Miami køber Cleo, du kører foretagendet og vi tager røven på Chicago.”
“Jeg skal være dig evigt taknemmelig.”
“Det kan du fandeme tro, du skal.”
Han lagde på. Så tog han mobiltelefonen op af lommen for at tjekke beskeder. Han havde fået henvist et par nye potentielle kunder fra politiet - hustruer til forsvundne ægtemænd - men der var ikke andet. Karch vidste med sig selv, at hans tid som privatdetektiv med speciale i efterlyste personer ville være slut meget snart på den ene eller den anden måde.
Da han stak telefonen i lommen igen, ramte hans hånd noget, og han kom i tanker om, at han havde taget Leo Renfros aftalekalender med sig. Han tog den frem og slog den op. Han havde kun kigget løseligt i den indtil nu, mens han håbede på, at der var noget, der kunne sige ham, hvor pengene eller Cassie Black befandt sig. I stedet havde han fundet kalenderbladene fulde af optegnelser om astrologiske forhold. Det fascinerede ham, at der fandtes mennesker, som traf livets afgørelser på basis af konfigurationer mellem sol, måne og stjerner. Han syntes, det var idiotisk, og det, der var sket med Leo Renfro, beviste det.
Nu bladede han gennem kalenderen for at se, hvad Leo havde skrevet om den fremtid, han ikke selv skulle komme til at opleve. Han smilede, da han så et notat med særlig store blokbogstaver ud for dagen i dag.
“Nej, ser man det,” sagde han højt. “Vildfaren måne igen i nat. Fra ti minutter over ti til midnat.”
Han tænkte ved sig selv, at der måske alligevel var noget om snakken. Han vidste i hvert fald så meget, at aftenen og natten ville betyde uheld for visse mennesker. Han lagde kalenderen fra sig og rejste sig. Han gik hen i hjørnet og trak gardinerne fra, så han åbenbarede panoramaruderne, der gik fra gulv til loft. Han trådte et par skridt tilbage og nød udsigten og den store glasflade. Han fikserede blikket på det sted, hvor Max Freeling ramte vinduet og gik igennem.
Han så hen mod dørene ind til soveværelset. Han kunne høre Road Runners karakteristiske mip-mip derindefra og vidste, at prærieulven var på spil igen.