KAPITEL 2
KURS MOD KEVLIBJERGET
Morgenduggen lå som en glinsende dyne over landskabet, da den store gruppe forlod gangene under Utgan. Solen var knap stået op, men alle folkene fra Fotuín var årvågne og klar. Endelig kom regnskabets time. Endelig skulle det vise sig om Rauz kunne knækkes.
Shozin tog en dyb indånding og svøbte kappen tæt om sig. Hans far svang sig op på hesten ved siden af ham og sendte ham et bekymret smil.
Alle, der kunne slås, var samlet, kun de kvinder der havde små børn og de gamle blev efterladt i gangene. Stemningen var trykket, og Fotuíns modstandshær forlod Utgan i tavshed.
Da de havde redet nogle timer, var det tid for Shozin at fortsætte på egen hånd. Inden det store slag var det altafgørende, at han havde været ved Fatallsøen, hvor han skulle gennemgå den sidste og vanskeligste prøve, inden han, ifølge legenden, var fuldt ud i stand til at overvinde Rauz.
Sharr prustede utålmodigt, så der stod hvid ånde ud af næsen på hende. Hun var ivrig efter at komme af sted. Det virkede næsten, som om hun var klar over, hvad der var ved at ske. Shozin tænkte, at det sikkert var tilfældet. Hun var jo en magisk hest.
”Så er det tid.” Shozins far holdt sin hest an og gav ham et hurtigt klem. ”Pas nu på dig selv.”
Shozin nikkede ude af stand til at tale. Han var klar over, at Gomuns skæbne i høj grad afhang af, hvordan han klarede viljens prøve. Han ønskede inderligt, at han ikke ville skuffe sin familie og resten af Fotuín.
Tarc gav ham hånden. ”Vi sender den lille gruppe om på den anden side af bjerget og venter i to døgn. Derefter…går det løs.” Han smilede forventningsfuldt. ”Sørg nu for at vi kommer til at se dig igen, ikke?”
”Jeg skal gøre mit bedste,” svarede Shozin lavmælt.
”Godt!” Tarc hævede sit sværd. ”Kom så Fotuín! For folket og for Gomun!” Han sporede sin hest, og inden længe var hele hæren på vej væk fra Shozin. På vej mod Kevlibjerget.
Shozin holdt Sharr til højre. De skulle til Fatallsøen, der lå ude østpå. Andet vidste han ikke.