KAPITEL 8
SHOZINS ENDELIGT
Det flimrede for Shozins øjne, og et bundløst mørke kom nærmere og nærmere hans sind.
Pludselig dukkede en genkendelig følelse op. Shozin pressede sig selv til at holde fast i den. Han vidste ikke hvorfor, men det virkede, som var det hans sidste halmstå at klamre sig til.
Midt i elendigheden kom han i tanke om, hvor han var stødt på følelsen sidst.
Ved Viljens Prøve i Fatallsøen havde han mærket den samme ro brede sig i kroppen, da han besluttede, at han ville dø for Gomun.
Han skubbede fra med hænderne på Sharrs hals, så han kom op at sidde igen. Den eneste tanke, han havde i hovedet var, at han ville kæmpe til døden mod Rauz. Han ville ikke give op. Han ville kæmpe.
Pludselig skete der noget med Sharr. Hun vrinskede og stejlede, og det var kun på et hængende hår, at Shozin blev siddende på ryggen af hende.
Et hvidt lys begyndte at brede sig fra hendes krop og op til Shozin. Et hvidt lys fyldt med varme og liv. Shozin så skrækken i Rauzs øjne, mens han panisk formede den ene kugle efter den anden og kastede mod Shozin og Sharr.
Kuglerne blev større og større og vekslede i farver og udseende, men ingen af dem kunne trænge gennem det panser af lys, som strømmede ud fra Sharr.
Pludselig fornemmede Shozin jorden fjerne sig under ham. Han kiggede ned lige tidsnok til at se, Rauz blive opslugt af en enorm implosion. Klippestykker fløj omkring Shozin, og trykket fra implosionen hvirvlede ham rundt i luften. Han mærkede fortvivlet Sharr forsvinde under sig. De var blæst væk fra hinanden.
Med enorm kraft blev han slynget rundt ude af stand til at gøre noget. Han kaldte, men der kom intet svar.
Så med ét sygnede blæsten hen, og Shozin styrtede mod jorden. Han prøvede at tage for sig med hænderne, men sammenstødet med Kevlibjerget slog alligevel al luften ud af ham. Han orkede ikke at røre på sig. Alt smertede.
”Shozin?”
Shozin genkendte Tarcs stemme. ”Hvad..?”
Tarc hjalp Shozin op at sidde. Han så overrasket og forundret ud på samme tid. Shozin kiggede sig omkring.
”Fik vi ham?”
Tarc nikkede uden at tage øjnene fra Shozin. ”Du…” sagde han, men kunne ikke fuldende sætningen.
Med besvær kom Shozin på benene, og da han støttede sig til Tarc med den ene arm, lagde han mærke til noget.
”Min tatovering?” sagde han forbløffet. ”Den er væk.”
Tarc sagde ingenting, men trak sit sværd frem, så Shozin kunne spejle sig i klingen.
”Jeg…” Han tog sig overrasket til ansigtet. Tarc lagde en arm om hans skulder.
”Shozin har gjort sit,” sagde han stille.
Drengen nikkede og kiggede atter på sit spejlbillede i sværdets klinge. Han så en dreng på tolv år med kort mørkt hår. Han var blevet Dogan igen.