Kapitel 9

Arne Pedersen drejede lykkehjulet, der var velafbalanceret og forbavsende funktionsdygtigt, formentlig den pædagogiske frugt af et halvt års sløjdundervisning. Han havde tømt et bæger med sukkerknalder ud på et bord, hvor de gjorde fyldest som jetoner. Hjulet landede på en sol, og han reorganiserede sit sukker og snurrede igen. Den metalliske klikken fyldte lærerværelset.

– Kan du ikke stoppe det der? Det er enerverende.

Komtessen baksede med en computer, der ikke ville lystre. Dens skærmbillede var blæst op på et lærred, og uden at fatte en bit fulgte Poul Troulsen interesseret med i hendes bestræbelser. I hans skød lå en stak papirer, hvis omfang lovede dårligt for nattesøvnen.

Arne Pedersen svarede ikke, men snart klaprede hjulet regelmæssigt mod en ny tilfældighed. Komtessen kiggede appellerende på Pauline Berg, der indforstået rejste sig og lidt efter kom tilbage med Arne Pedersen ved hånden og et stykke sukker i munden. Hun pressede ham ned i en lænestol ved siden af Poul Troulsen, hvor han sad og mukkede en stund, indtil han fik øje på sin sidemands notater.

– Har du tænkt dig at gennemgå alt det der?

Poul Troulsen var berygtet for at være lige så omhyggelig i sine fremlæggelser, som han var i sit arbejde. Dertil kom, at han virkede foruroligende frisk, skønt han var den ældste af dem. Komtessen støttede for en gangs skyld Arne Pedersen.

– Arne har en pointe, Poul. Du kommer til at speede op, alle vil gerne hjem.

– Amen, amen og atter amen. Jeg er træt, jeg gider ikke være her mere, og jeg har svært ved at indse, hvorfor specielt ham pedellen ikke kan vente til i morgen. Hvor fanden bliver Simon i øvrigt af?

– Jeg er her nu, Arne. Og måske har du ret, måske burde vi vente, men det er nu engang mig, der leder og fordeler arbejdet. Accepter det eller forsvind.

Konrad Simonsen var kommet ad bagindgangen, og ingen havde bemærket ham, før han stod der. I korridorerne på Politigården gik snakken fra tid til anden, at drabschefen havde en såvel imponerende som irriterende evne til altid at blive midtpunktet, så snart han entrede et rum. Ofte uden at sige ret meget. Men denne gang var han for fremfusende til, at det kunne gå ukommenteret hen. Arne Pedersen havde respekt for sin chef, men bange for ham var han ikke, og tilrettevisningen var tydeligvis ude af proportioner. Han rykkede tilbage i sin lænestol med et tirret udbrud og en vred armbevægelse. Konrad Simonsen besindede sig.

– Okay, okay, undskyld, men du er altså ikke den eneste, som er træt. Vi går lige på og hårdt, så vi kan komme hjemover; lad mig selv starte med at opsummere dagen.

Det gjorde han så, idet han primært adresserede deres midlertidige organisation, som de ikke skulle lægge for meget i, samt pressens massive interesse, som de slet og ret skulle ignorere. Ingen ud over Pauline Berg hørte rigtigt efter, men alle havde det godt med, at der tilsyneladende var hold på de ydre linjer, og Komtessen tænkte, at hendes chef, som han stod der bred og mægtig, var den fødte leder. For alle andre end sig selv. Kun Pauline Berg havde et spørgsmål:

– Hvis vi helt ignorerer journalisterne, risikerer vi så ikke, at de bliver … hvad skal jeg sige … negativt fokuserede? Jeg mener, hele sendefladen i dag har stort set ikke handlet om andet end vores sag, og selv de udenlandske kanaler … Konrad Simonsen affærdigede hende:

– Der er daglige pressemøder på HS, og desuden er det ikke vores opgave at sælge aviser eller lave tv.

Ingen udfordrede synspunktet, og så var den linje lagt. De kunne gå videre.

Komtessen overstod hurtigt naboerne, i og med at ingen havde registreret noget usædvanligt, hvorefter det var Poul Troulsens tur. Han rejste sig op. En overflødig handling, der affødte himmelvendte blikke, men uretfærdige skulle det vise sig, da han brugte mindre end ti minutter på at gennemgå dagens negative høst. Poul Troulsen havde præsteret et imponerende stykke efterforskningsarbejde. Langvarigt, kedeligt, resultatløst og til tider vanskeligt. En del lærere havde teet sig utidigt og ville rømme, og en enkelt var sågar sprunget ud ad vinduet, idet han påstod at have lovfæstet ret til sin nuldag, hvad det så end måtte være. Han sad nu og kukkede på Gladsaxe Politistation, hvor han var arresteret for beskadigelse af offentlig ejendom, afstedkommet af en snavset støvle i vindueskarmen. Efter den episode forlod ingen skolen, før vedkommende både skriftligt og mundtligt havde redegjort for sin færden i efterårsferien, men ud over to turtelduer, der havde tilbragt ugen sammen i Paris, og som forsøgte at snyde politiet, ligesom de havde snydt deres ægtefæller, var der intet at opklare. Heller ingen havde en fortid, der kunne berettige en mistanke om massedrab. I grunden var skolens personale forbavsende lovlydigt, og alt i alt summede dagens slid altså op i ingenting.

Bortset fra en enkelt utålelig detalje, som Poul Troulsen udlagde:

– Ledende skolepsykolog Ditte Lubert. Hun er helt umulig. Jeg har afhørt hende to gange, hvis man kan kalde det afhøring. Hun er … jeg kan ikke beskrive det og slet ikke kort. Egentlig tror jeg, at hun skjuler noget, men jeg aner ikke hvad, så enten skal en anden overtage, eller også må jeg have tilladelse til at slå hende. Allerhelst begge dele.

Kendte man ikke Poul Troulsen, kunne man nemt lade sig snyde af hans godmodige udtryk og tillidsvækkende væsen: en hyggelig, gråskægget gammelfar. Konrad Simonsen, der vidste, at hans elskværdighed havde grænser, reagerede prompte på forslaget om vold.

– Komtesse, har du ikke …

Pauline Berg afbrød.

– Jeg snakker med fru Lubert i morgen tidlig.

Alle vendte forbløffet front mod hende. Deres nyansatte kollega var tydeligt en kvinde med fremdrift i selvtilliden, måske en anelse for megen fremdrift. Konrad Simonsen brummede dog accepterende, og først efter et par tavse sekunder gik det op for Poul Troulsen, at han var udfriet.

– Af hjertet tak. Du ved ikke, hvad du går indtil, men held og lykke … og glem nu for himlens skyld ikke Ledende, ellers får du en klagesag på halsen.

Så var også den detalje afgjort, og underet skete, Poul Troulsen satte sig.

Konrad Simonsen overtog scenen igen. Han havde pudset såvel Komtessen som Arne Pedersen på pedellen. Ingen af dem havde gjort indsigelser, men han vidste, at de undrede sig. Andre kunne have forestået det arbejde, og fremlæggelsen kunne udmærket vente til i morgen, som Arne Pedersen så rigtigt havde bemærket, men Konrad Simonsen havde insisteret.

– Så til Per Clausen. Det nager mig, at jeg ikke beholdt ham, måske var det en fejl, og jeg ved godt, I mener, at jeg tillægger ham for stor betydning, men jeg tror, at I har uret. Tiden vil afgøre det. Vores hovedprioriteter er naturligvis stadig ofrenes identiteter, hvordan de kom til skolen, og hvordan de blev hængt. Ikke desto mindre er Per Clausen vores bedste indfaldsvinkel i øjeblikket. Arne og Komtesse, I har gjort et smukt stykke arbejde, meget hurtigere end jeg troede.

Arne Pedersen kommenterede:

– Det er nu først og fremmest, fordi vi praktisk talt ikke skal vente, uanset hvem vi spørger om hvad. Overarbejdspuklen på HS eksploderer, hvis det her fortsætter.

– Hvilket ikke er jeres problem, så glem det. Jeg ser, I har udarbejdet et helt lille slideshow. Vi venter spændt.

Komtessen tog stikordet, men startede overraskende ikke med Per Clausens levned.

– I morgen får jeg computerhjælp af vores nye medarbejder. Det vil sige studentermedarbejder. Han hedder Malte Borup. Tag godt imod ham.

Hun fangede elegant Konrad Simonsens forbløffelse i opløbet.

– Som du husker, har jeg tidligere fået tilladelse til at hverve ham. Nu er han frigjort, så alle bør være glade. Han er et it-geni, som I vil elske, om end han er en smule usleben endnu.

Hun strålede som en ung pige i et syngespil over at have fået sin student. Det havde hun arbejdet på længe.

Konrad Simonsen dryppede en smule malurt i bægeret:

– Hvis han ikke passer ind, ryger han retur, inden du kan nå at sige fatal error. Fortæl os så om Per Clausen.

Komtessen fortalte:

– Per Monrad Clausen er født i 1941 i København, forældrene er Anette og Hans Clausen. Faren er snedker og senere snedkermester, moren er hjemmegående. Familien flytter i 1947 fra Bispebjerg til Charlottenlund, hvor Per Clausen vokser op, og i 1948 får han en lillesøster, Alma Clausen. Familien har ikke andre børn. Per Clausen er meget dygtig i skolen, og faren bliver overtalt til at lade ham læse videre. Han bliver student i sommeren 1959, samme år som faren starter som snedkermester og økonomien i hjemmet er god. Efter sin eksamen hjælper Per Clausen i farens værksted i et år og immatrikuleres derefter ved Københavns Universitet, Statistisk Institut i 1960. Året efter i 1961 får han friplads på Valkendorf Kollegiet i Københavns centrum, hvad der kun gives til særlig talentfulde studerende. Per Clausen dimitterer som kandidat i 1965 med meget flotte karakterer, tenderende til det exceptionelle. Han modtager universitetets guldmedalje for en afhandling om spatial statistik og primtalsfordelinger.

Mens hun talte, understøttede Arne Pedersen hendes gennemgang med billeder eller bullits på skærmen. Komtessen drak en tår vand og fortsatte.

– Fra 1965 til 1969 arbejder Per Clausen på Boston University i Massachusetts, men i efteråret 1969 er han tilbage i Danmark, hvor han bliver ansat i forsikringsselskabet Union. Han gifter sig i 1973 med Klara Persson, der er fra Sverige. Hun bliver dansk statsborger ved giftermålet og får arbejde som klinik assistent. Parret bosætter sig i Bagsværd på Per Clausens nuværende adresse, og i 1977 fødes deres eneste barn, Helene Clausen. Per Clausens indtægt stiger støt og ligger snart blandt de femten procent højeste i landet. I 1987 går ægteskabet i stykker, idet Klara Clausen er blevet forelsket i en barndomskæreste. Skilsmissen er hård og præget af gensidig bitterhed. Datteren og moren flytter til Sverige samme år; Per Clausen bliver boende i Bagsværd. I 1988 dør hans forældre, og Per Clausen og hans søster arver næsten 900.000 kroner hver. Året efter har han en længerevarende kontrovers med skattevæsnet, fordi han har doneret en halv million kroner til godgørende formål og ønsker fuldt fradrag for gaven. I 1992 noteres han for en større fartoverskridelse på Hillerød-motorvejen. I januar 1993 flytter Helene Clausen tilbage til sin far og starter samme år i 9. klasse på Tranehøjskolen i Gentofte, og et halvt år senere i 1.g på Auregaard Gymnasium, også i Gentofte. I sommeren 1994 drukner Helene Clausen ved en badeulykke på Bellevue Strand i Klampenborg.

Konrad Simonsen brød ind.

– Hvor er hun begravet?

Komtessen kiggede på Arne Pedersen, som rystede på hovedet, hvorefter hun beklagende slog ud med hænderne og fortsatte:

– Per Clausen er på dette tidspunkt 53 år, og efter datterens død driver han ud i en social og personlig nedtur. I 1996 skifter han job fra chefstatistiker hos Union til pedel her på Langebæk Skole. Ansættelsen er en vennetjeneste fra hans chef i Union, der kender skoledirektøren i Gladsaxe. Per Clausen er på nuværende tidspunkt et problem: han drikker uhæmmet, opfører sig dårligt og er uhygiejnisk. Han klarer dog mod forventning sit nye arbejde nogenlunde godt, om end han har en del sygedage og periodevis er indisponeret på grund af druk. Han er generelt vellidt, men holder sig mest for sig selv og taler aldrig om sit privatliv. De senere år synes han at have fået rimelig styr på sine alkoholvaner. For halvandet år siden fortæller han skoleinspektøren, at han lider af cancer i tyktarmen, og seksten gange får han fri til behandlinger på Gentofte Amtssygehus. Han er gerne væk en eller to dage per gang, men sygehuset kender intet til disse behandlinger.

Konrad Simonsen rejste sig og stod længe, mens han kiggede på whiteboardet, som ville han aflure Komtessens stikord yderligere oplysninger. Ingen andre sagde noget, kun den stille summen fra computerens varmeblæser hørtes. Endelig kom der liv i deres chef igen:

– Jeg troede kun, at han løj over for os. Hvor er han henne nu?

Poul Troulsen svarede:

– På værtshus. Surprise, surprise.

– Har vi en mand inde?

– To, og to udenfor. Lad være at bekymre dig, Simon.

Konrad Simonsen frigjorde tankerne fra pedellen og sagde:

– En enkelt ting mere, jeg har overtalt Kasper Planck til at hjælpe os i denne sag.

Han kiggede rundt; alle fire nikkede, og ingen kommenterede.

Komtessen kørte Konrad Simonsen og Poul Troulsen hjem. Hun lyttede til de sene nyheder, hendes chef halvsov, og Poul Troulsen talte om pizzaer. De to andre lod ham snakke. Da radioavisen var forbi, slukkede Komtessen og puffede til Konrad Simonsen, der sad på passagersædet.

– Hvorfor har du sat vagt på? Er det ikke lige lovlig selvhøjtideligt?

– Hvis du mener overbetjenten foran skolen, så står han der for at lære.

– Lære hvad? At det er koldt om natten i oktober?

– At behandle borgerne pænt.

Poul Troulsen trængte sig frem i mellemrummet mellem sæderne.

– I bliver altså nødt til at lytte på mig. Hvis det ikke er nogen af os, der har bestilt pizzaer, og det heller ikke er skolen, hvem er det så? Nogen må jo have gjort det. De var også betalt, og der var for over 2000 kroner. I må da indrømme, at det er underligt.

Komtessen forsøgte at feje ham af ved hurtigt at indrømme, at det var underligt; hun ville hellere høre om bollevagten.

– Hør nu her, pizzaerne var bestilt til en fest, og vi ville da ikke bestille til en fest. På den anden side kender ingen blandt personalet noget til nogen fest. Skolesekretæren var sikker på, at lokaler eller …

Konrad Simonsen vågnede pludselig op, han næsten råbte:

– En fest, siger du. Hvornår blev de bestilt?

– Ja, først troede jeg selvfølgelig i dag, men buddet sagde, at de var udgået for ananas, så tre af pizzaerne var anderledes end bestillingen, og det tyder jo på, at de er bestilt tidligere. Ellers havde de nok sagt det med ananassen, da de fik ordren.

– Tjek det, Poul. Du personligt. Find frem til pizzeriaet: vær der, når de åbner.

Poul Troulsen havde kæmpet hele aftenen for at få sine pizzaer taget alvorligt, nu var det næsten havnet i den anden grøft, og han svarede spagfærdigt:

– Okay, Simon. Det skal jeg nok.

Komtessen var heller ikke med.

– Hvad handler det her om, Simon?

– Om kriminel forudseenhed, tror jeg, men lad os nu vente til i morgen.

Det blev de ikke meget klogere af.