Kapitel 10

Helle Smidt Jørgensen skriger ikke. Det nytter ingenting.

I stedet klynker hun som en mishandlet hvalp, en lille blød labrador med sort pels, hun borer hovedet ned i pelsen for at gemme sig, hunden sover hos hende, hunden sover altid hos hende, det er hendes hund. Hun drømmer, at hun vågner, sveden løber og gennemvæder natkjolen, hun skubber dynen af sig, dynen er der ikke brug for, på en sommersøndag, med familiefrokost i kolonihaven, bordet står dækket udenfor i det gode vejr, flaget er hejst, alle er glade, undtagen hende, hende og hunden. De må vågne og væk, de må ud af sengen og finde pillerne, psykofarmaka: angst er en normal emotionel reaktion, onkel Bernhard sidder for bordenden, børnene leger på græsplænen, hun leger ikke: Hun er voksen, treoghalvtreds år, uddannet sygeplejerske, sygeplejerske Helle Smidt Jørgensen, det står på navneskiltet. Anxiolytika: angst er præget af psykiske, legemlige samt adfærdsmæssige symptomer. Hun krummer sig sammen og ler, fordi hun er voksen, en voksen sygeplejerske, onkel Bernhard er viceborgmester, en voksen viceborgmester, hunden ligger ved siden af hende, hunden er hendes, hunden kan hun gemme sig i. Benzodiazepin: angst er en vigtig overlevelsesmekanisme, når organismen stilles over for fare. Hun er ikke i fare, hun har de andre i gruppen: Stig Åge Thorsen og Erik Mørk beskytter hende, Per Clausen dræber frygten, Klatrer henretter natten. Morfar foreslår, at de synger, morfar elsker at synge, når det er sommer og solen skinner, elsker alle at synge, hun fortæller morfar, at han er død, og onkel Bernhard er død, og hunden er død; hendes hund, som sover ved siden af hende; og alle morer sig; og onkel Bernhard henter banjoen. Lexotan: angstforstyrrelser kan afhjælpes ved farmakologisk behandling.

De synger. Onkel Bernhard synger for, baryton, alle kan lide onkel Bernhard, onkel Bernhard synger smukt, onkel Bernhard bliver borgmester, onkel Bernhard er smuk, alle ved onkel Bernhard er smuk. Tre gange tre milligram daglig, hun skal vågne, ud i køkkenet, glasset står på hylden, hun skal have tre milligram, tre gange tre milligram, tre gange trehundrede milligram, nu! hurtigt, så snart hun vågner, inden sangen, hun må op inden sangen, alle er stille, alle kigger på hende, onkel Bernhard smiler, onkel Bernhard smiler smukt, onkel Bernhard er smuk, når han smiler, onkel Bernhard synger hendes sang, sangen er udenlandsk, kun hun og onkel Bernhard forstår udenlandsk, onkel Bernhard synger hendes udenlandske sang, kun hun og onkel Bernhard forstår hendes sang.

– Be my life’s companion and you’ll never grow old.

Hun er voksen. Treoghalvtreds år.

– I’ll love you so much that you never grow old.

Hun er sygeplejerske. Hun er stærk.

– When there’s joy in living, you just never grow old.

Hun behøver ikke være bange. Hun har piller.

– You’ve got to stay young, ’cause you’ll never grow old.

Sangen rækker ud efter hende, sangen omfavner hende. Nattens døtre raser i solskinnet, sangen uddriver drømmen, solen forsvinder, og flaget, bordet, huset, morfar, alt forsvinder; sangen er væk, sygeplejersken er væk. Det er mørkt, det er stille, det er rædsel, hun gemmer hovedet i hunden, hun hører trin: hun er så lille, og trinene så tunge; panikangst kan afhjælpes ved psykiatrisk eller psykoterapeutisk behandling.

Terapi skræmmer angsten væk, onkel Bernhard skræmmer hunden væk.

Hun føler hans våde ånde i nakken, hun lugter hans brillantine.

Hun hører ham hive efter vejret, hun mærker hans fingre åbne hende.

Helle Smidt Jørgensen skriger ikke. Det nytter ingenting.