Kapitel 12

Ansigtet var kødfuldt, blegt med små stikkende øjne, og den smalle pigeagtige mund så ud, som var den malet på. Blikket var nedadrettet, og udtrykket krøllet i rynker, som mange mennesker har for vane, når svære beslutninger skal træffes. Et syrligt fiskefjæs.

Hovedet fyldte to tredjedele af billedet, og nakkestøtten, hvor klædet var dekoreret med dannebrogsflag, udgjorde resten.

Et lille sekund skete intet, så foldede ansigtet sig ud i et afklaret grin, mens en lysten tungespids et par gange vædede de røde læber. En tavs sætning blev sagt, hvorefter filmklippet stoppede og fastholdt manden i en ucharmerende grimasse.

Anni Staal – journalisten på Dagbladet, som Konrad Simonsen helst så forvist fra kongeriget – væmmedes. Flagene og manden fik hende til at føle sig uren, selvom hun ikke anede, hvem han var, eller kunne høre, hvad han snakkede om. Halvhjertet kiggede hun efter sine høretelefoner og konstaterede, at nogen som sædvanlig havde hugget dem, hvorefter hun opgav. Mailen, der fulgte med videosekvensen, var anonym: Chelsea blev angivet som afsender, hvilket hun ikke blev meget klogere af. Formummede beskeder var ingen ny foreteelse for hende, den slags fik hun adskillige af hver dag, så hun burde ikke spilde mere tid på en enkelt.

Telefonen ringede. Hun greb røret og smilede, da hun genkendte stemmen. Lidt efter sagde hun kortfattet:

– Jeg kan sagtens huske Kasper Planck, og det vil være et kanonhit, så du får 2000, hvis vi har ham som solohistorie i morgen.

Hun lyttede en rum tid og sagde derefter:

– Okay, vi siger 2500, men så fortæl mig lige, mens jeg har dig – Arne Pedersen, du ved Konrad Simonsens højrehånd, det siges, at han har spillegæld. Ved du noget om det?

Igen lyttede hun; denne gang kortere, så sagde hun:

– Jeg forstår, jeg forstår. Med hensyn til Kasper Planck – tror du, at jeg kan lokke en kommentar ud af enten Konrad Simonsen eller Planck selv?

Mens hun modtog svaret, fjernede hun mailen og aktiverede den næste. Hun nåede to nye beskeder, før hun afsluttede samtalen:

– Jeg tror sgu, at jeg har den helt rigtige lille Lolita-Anita-type til det job. Pigen har så meget moral, at hun nærmere burde læse til præst end journalist, så begge dine kriterier er opfyldt. Og ring nu for Guds skyld snart igen.

Hun lagde røret på og råbte ud i redaktionslokalet.

– Anita!