Kapitel 14

Klatrer betragtede sagkyndigt træet, der stod på torvet i Allerslev, en mindre provinsby uden for Odense. Det var en blodbøg; omkring et halvt hundrede år gammel, antog han. Stammen var godt en meter i diameter, og kronen bredte sig højt over hans hoved som en kæmpemæssig rødviolet klokke, enkelte grene var stynede, men i det store og hele havde træet fået lov at vokse som det ville. Umiddelbart passede det dårligt til et torv: det var simpelthen for højt, men formentlig havde det stået der, før de fleste af forretningerne, der omkransede pladsen, blev bygget. Han lod blikket glide rundt og konstaterede med tilfredshed, at der ingen beboelsesejendomme fandtes i nærheden, hvilket var afgørende, for uanset hvor forsigtigt han arbejdede, kunne han ikke undgå at støje en del.

Køligt og nøgternt vurderede han dernæst pølseboden. Bygningskvaliteten var lav og materialevalget snoldet. Betonfliser dannede gulvbelægningen, skydedøren og vinduet til højre var af plexiglas, og hvidmalet krydsfiner beklædte pladefyldningen under vinduet samt de tre øvrige ydervægge. Stolperne udgjordes af simple fyrretræsrigler, næppe mere end fem gange ti centimeter, og heller ikke isoleringen var noget at skrive hjem om – et enkelt lag rockwool, holdt på plads af imiterede fliser i hård masonit. Taget var fladt og skrånede let nedad mod en plastictagrende bag på bygningen. Den ene halvdel bestod af skifferfarvet tagpap, givetvis svejset direkte på billigt finer, og den anden halvdel – der hvor kunderne stod – var dækket af gennemsigtige trapezplader, som kraftigt trængte til at blive renset for blade og insekter.

Fra den bænk, hvor han sad, kunne han se indehaverens hænder arbejde, når de serverede, og med mellemrum også ansigtet, der blev reflekteret i en rustfri stålplade. Gustent som en moden byld, hvidligt med matte øjne, frastødende som et kadaver. Desværre blev han nødt til at slå ham ihjel først, ellers var mandens overlevelseschancer for store; men træet måtte også i spil, det vidste han, straks han så det, uanset at arbejdet blev en del vanskeligere. Unødigt vanskeligere måske, men signalværdien over for de udvalgte var til gengæld fantastisk, og ville uden tvivl medføre et par dages nervøs mave hos pølsevognens mange specialkunder. Desuden var en bøg så passende … så forfærdeligt passende.

Med kendermine betragtede han igen træet og fældede det i tankerne. Pølsemanden arbejdede også som avisomdeler og var til hverdag i gang, før fanden fik sko på. Det gav ham en gylden mulighed og desuden hele natten til at arbejde på træet. Hvis han satte omdrejningstallet på motorsaven i bund, således at klingen kørte så langsomt som muligt, ville støjen blive reduceret til et acceptabelt minimum. Den lave hastighed betød naturligvis længere arbejdstid, men tid havde han nok af. Først et Humboldt-forhug. Sværdet på hans motorsav var kortere end træets diameter, så han kom til at arbejde fra begge sider. Derefter fældesnittet, pænt parallelt med forhugget, savet med skiftevis trækkende og skubbende kæde. Et par solide plastickiler så sværdet ikke satte sig fast, og til sidst hjertesnittet, som han kun ville gøre næsten færdigt. Tyve sekunder mere med normal savhastighed, og træet ville falde.

En sidste gang kiggede han op i grenene og derefter på pølseboden, så smilede han afklaret og sagde et enkelt ord ud i vinden.

– Bum.