Kapitel 16

Det var nu seks dage siden, sygeplejerske Helle Smidt Jørgensen havde medicineret mændene i minibussen. Seks ubehagelige dage og to grimme nætter med onkel Bernhard oveni. Særlig anspændt var hun i dag, hvor gadeplakater og avisforsider udskreg massedrabet, og hele plejehjemmet talte om nyheden. Det var næsten umuligt at tænke på noget andet, og skønt hendes indsats på rastepladsen sidste onsdag var overstået på ti minutter, blev billeder fra episoden ved med at poppe op på hendes nethinde som en uvelkommen film. Fremmede ansigter med bange, bedende øjne og hænder, der sitrede i ukontrollabel angst samt håndjernenes metalliske klang, når de smækkede om et ryglæns håndtag. Mændenes vanvid, da hun stod i minibussen med sprøjten hævet som en fakkel og staseslangen slynget om halsen som en giftig orm. De brølede som tyre eller hylede som hunde, indtil Klatrers trusler med hobbykniven én efter én fik dysset dem ned. Ti stille, eller du mister et øje, søde Palle … søde Frank, søde Thor, søde … var det Peter? Hun huskede ikke navnene, kun Klatrers rolige og skræmmende ærlige stemme.

– Det er svært ikke at kunne tale med nogen. Sværere end jeg troede.

Den gamle kvinde på badestolen smilede uforstående, og Helle Smidt Jørgensen strøg hende blidt over håret. Kærtegnet fik de tomme øjne til at glimte et kort øjeblik af nærvær, så gled hun ind i sit eget land igen.

– Er det torsdag i dag? I dag kommer min datter.

Kvinden nød, da vandet skyllede ned over hendes magre, rynkede krop, og varsomt sæbede Helle Smidt Jørgensen hende ind. Vandet lod hun løbe for varmens skyld.

– Jeg spillede røver, jeg gamle kone. Så fik jeg prøvet det med.

Hun kiggede på kvinden og tænkte, at gammel var et relativt begreb.

– Ja, jeg er jo heller ikke noget gimmerlam længere, men der stod jeg altså, med elefanthue, pistol og hele molevitten. En rigtig ægte pistol, eller revolver, hvad ved jeg? Selvom den nu ikke var ladt. Og så en hel pose håndjern.

– I dag kommer min datter. Er det torsdag i dag?

Håndklæderne lå parat i varmeskabet, og de var behageligt lune. Hun pakkede den gamle ind og gned hende forsigtigt tør.

– Jeg pegede på Klatrer med pistolen uden at sige noget. Han tryglede mig om nåde, mens han lænkede dem alle, og det gik så lynhurtigt, at ingen protesterede, før det var for sent. Ja, de troede selvfølgelig, at det var et røveri, og at Klatrer som chauffør også var offer, og da sandheden først gik op for dem, var de jo alle fem lænkede.

En forskrækket sitren for gennem kvinden. Hun måtte have hævet stemmen.

– Min datter skal komme. Min datter skal komme nu.

– Så, så.

Hun gav hende et knus og strøg hende på ryggen. Kvinden faldt til ro. Derefter lod hun de våde håndklæder falde på gulvet og begyndte med rolige roterende bevægelser at creme hende ind. Den gamle lukkede øjnene og nynnede sagte, og hun fortsatte dæmpet bevægelserne et stykke tid længere end nødvendigt.

– Vi må huske at børste tænder og passe på, at det ikke går ligesom i sidste uge.

Rutineret holdt hun fat i kvindens overprotese og trak til. Sidst de badede, havde den gamle tabt tænderne, og hun var blevet urolig; der skulle ikke meget til. Hun børstede gebisset i håndsæbe, mens den gamle skyllede munden.

– Min datter kommer og besøger mig. Er det torsdag i dag?

– Det er tirsdag i dag. Din datter kommer i weekenden. Der er lang tid til.

Uden at ville det havde hun vrisset.

Kvinden reagerede straks:

– Ring til min datter. Min datter skal komme nu. Er det torsdag i dag?

– Ti nu stille, senile fjols.

Den gamle græd hjerteskærende.

Hun mindedes ikke at have slået en beboer før. Aldrig nogensinde, heller ikke et let dask som nu. Hun trængte til noget beroligende: en pille eller en spids, eller begge dele. Det var en stressende tid.