Kapitel 23

Klokken blev over et om natten, før teknikerne var færdige og Per Clausens lig kunne fjernes.

Konrad Simonsen havde sendt Arne Pedersen og Pauline Berg hjem, da han ankom. Der var ingen grund til, at de var til stede, og han var helst fri for dem. Desuden havde Arne Pedersen været rimeligt rystet over deres fund, hvilket overraskende nok ikke gjaldt Pauline Berg. Selv var han blevet, uden at skænke det en tanke, at også han var overflødig og gavnede efterforskningen bedst ved at passe sin nattesøvn. I stedet satte han sig bag katederet tilstrækkeligt langt fra puderummet til, at ingen tekniker følte trang til at sende ham ud af lokalet, og her ventede han så tålmodigt på, at pedellen kunne transporteres bort. Indimellem nikkede han søvnigt og faldt væk i et kort sekund. Foran ham på bordpladen lå en kvittering på et Canon SX100 kamera, hvilket var det eneste interessante, han havde fundet i afdødes tegnebog. Det var blevet købt i dag – eller rettere i går – fra en fotohandel i Københavns centrum og havde kostet 2450 kroner. Selve kameraet vidste han ikke hvor var, ligesom han heller ingen ide havde om, hvad der var blevet fotograferet. Det eneste han følte sig rimelig sikker på, var at Per Clausen ikke havde opbevaret kvitteringen ved et tilfælde, men at det tværtimod var meningen, at han skulle se den.

På et tidspunkt måtte han være faldet lidt hen, for det gav et sæt i ham, da den kvindelige tekniker forsigtigt greb ham i skulderen og sagde:

– Så er vi klar, må jeg kalde på ambulancefolkene?

Der gik et par sekunder, før han fik samlet sig, så sagde han:

– Nej, jeg vil kigge lidt på ham.

– Men folkene er trætte, alle vil gerne hjem.

Konrad Simonsen rejste sig og affærdigede hende:

– Du stillede mig et spørgsmål, og du fik et svar. Jeg vil have ham for mig selv nu, men der går ikke mere end ti minutter.

– Okay, fair nok. Kommer du ud, når du er færdig?

Spørgsmålet var dumt. Han slugte sin ironiske bemærkning om, hvorvidt hun troede, at han ville overnatte herinde, og nøjedes med at sige:

– Ja, selvfølgelig.

Hun gik og lukkede døren efter sig. Han kørte sin stol over ved siden af Per Clausens lig. Derefter satte han sig og så længe ned på den døde, som om han på den måde kunne aflure nogle af pedellens hemmeligheder. Ligets øjne og mund var åbne, så de ormstukne tænder og matte pupiller grotesk lo op mod ham; et sidste hånende grin fra det hinsides.

Da han havde siddet et stykke tid, sagde han:

– Du er en mærkelig mand, Per. Gør alt det, der er let, så besværligt og kringlet som muligt. Du kunne have taget dig af dage i går morges hjemme hos dig selv i god ro og orden, om jeg så må sige, men det var alt for nemt for en mand af din kaliber. Du skulle først lige vise mig, hvad du kunne. Pizzaer, ildebrand, din absurde afhøring, din nøje planlagte forsvinden og nu det her puderum til dit selvmord. Og så er jeg såmænd end ikke sikker på, at jeg har husket det hele.

Han bøjede sig ned og lukkede ligets øjne.