Kapitel 27

Natten var kold, og Klatrer frøs på torvet i Allerslev.

Fra tid til anden slog han kuskeslag, uden at det hjalp synderligt. Gennem sit arbejde var han vant til udendørs gøremål, og han havde års erfaring i at afstemme sin påklædning efter vejrliget. På trods heraf havde han undervurderet nattens kulde, og hans senede krop indeholdt ikke mange gram overflødigt fedt, så nogen naturlig beskyttelse mod den kolde nordenvind, der med stigende styrke strøg ind over torvet, havde han ikke.

Et vindstød, lidt kraftigere end han brød sig om, fik ham til at kigge op i kronen på det træ, han stod under. Den øverste del var oplyst både af lyset fra gaden og af en klar hvid måne. Træet var klar til fældning og tålte ikke for megen blæst. Han kneb øjnene halvt sammen og konkluderede professionelt, at der ingen umiddelbar fare var for, at træet faldt af sig selv, og om kort tid ville hans offer ankomme til morgenens arbejde. Det var nu mere end en halv time siden, at aviserne var blevet afleveret fra Bladkompagniet, smidt i bunker hulter til bulter foran pølsevognen. Han skuttede sig igen og rykkede ind i læ bag træets stamme.

Pludselig opdagede han en mand med en flaske i hånden styre usikkert hen over torvet med retning direkte mod ham. Han trykkede sig dybere ind i skyggen. Kort efter vældede damp af urin frem på begge sider af ham, og han hørte manden mumle uden at forstå ordene. Forsigtigt slog han sit visir ned for i det mindste ikke at vise sit ansigt, hvis han blev opdaget. Så hvislede han uhørligt ud i natten:

– Ikke igen, Allan, så heldig er ingen.

Ordene var rettet mod pølsemanden. I det samme blev lyset i pølseboden tændt. Mørket veg, og de næste par sekunder holdt Klatrer vejret i spænding, indtil han lettet hørte manden på den anden side af træet fjerne sig. Forsigtigt kiggede han frem og fulgte drankeren med øjnene, indtil han drejede om et hushjørne. Så tog han sin kæp og gik over torvet til pølseboden.

Pølsemanden sad på hug og arbejdede med sine avisbunker, i første omgang opdagede han ikke, at han havde fået besøg. Stemmen, den velkendte stemme, som umuligt kunne passe, fik ham bestyrtet til at kigge op.

– Godmorgen, Allan og hils din bror.

Klatrers solide bøgekæp ramte manden i issen. Hans krop faldt slapt sammen, mens hovedet lagde sig pænt til rette på en bunke aviser. Blod flød fra hans næse og ud over dagens nyheder. Bødlen trådte et skridt til venstre og lagde al sin kraft bag det næste slag. Han var ferm med en økse og havde ingen problemer med at ramme sit offer direkte i nakken. Ti sekunder efter var han tilbage ved sit træ, hvor han uden hensyn til støjen startede sin motorsav.

Et øresønderrivende brag splintrede morgenen. Lydbølgen dundrede gennem gaderne, reflekterede fra husmurene, rystede jorden og vækkede byen af dens søvn.

Klatrer smilede ud i mørket og undte sig selv tid til at nyde synet af sit værk, inden han forsvandt.