Kapitel 29

Annoncen fyldte halvdelen af avissiden. Den var i farver og havde været dyr.

Øverst sås et fotografi af en otteårig dreng, og billedets kornede kvalitet samt drengens lange lyse hår, der gik ned over ørerne, vidnede om, at han var foreviget en gang i løbet af halvfjerdserne eller firserne. Ellers var der intet specielt ved ham. Ansigtet smilede genert til kameraet, og med lidt fantasi kunne man forestille sig, at han helst ville have fotograferingen overstået i en fart, så han igen kunne komme ud og spille fodbold. Nederst indeholdt annoncen endnu et portræt, idet en præsentabel mand midt i tredverne fokuserede læseren. Hans blik var fast og beslutsomt, udtrykket alvorligt, blottet for smil, men også for vrede. Det var nærliggende at sammenligne de to ansigter. For det uøvede øje var der nu ikke den store lighed.

Teksten mellem billederne var sat med gammeldags skrivemaskinetyper, der understregede det rå og direkte budskab. Fire korte afsnit, holdt i jeg-form, fastslog, at drengen var blevet seksuelt misbrugt. At de, der skulle passe på ham, havde svigtet, og at manden siden havde været flov og holdt sin barndom skjult. Indtil nu. Sidste afsnit bestod af en stribe spørgsmål. Hvor mange børn vokser op som jeg? Hvor mange børn bliver voldtaget i Danmark i aften? 10? 100? 500? 1000? Hvad er dit gæt? Eller er du ligeglad?

På Roskildevej Amtsgymnasium læste 3.y annoncen. En af eleverne i klassen havde delt den rundt i kopi som oplæg til, hvad hun ville fortælle. Nu stod hun ved siden af katederet og ventede tålmodigt, mens læreren sad på en stol i hjørnet. Pigen var en af hans præmieelever, og det havde ikke taget hende mange søde smil at få de første ti minutter af hans time tilen privat bemærkning. Ud over at være dygtig var hun tillige særdeles køn, og han kiggede stjålent op og ned ad hende med et blik, der indeholdt en smule mere end pædagogisk interesse.

Da alle var færdige med at læse, berettede pigen roligt om sin opvækst. Uden hverken had eller ynkelighed. Hun var gribende, og aldrig før havde 3.y været så stille. Hvert ord spirede, hver sætning samlede, og hun brændte igennem som ingen før hende med en fortælling, der kunne presse gråd af en sten. Det stod hurtigt klart, at her havde klassen en sag. Hendes sag. Deres sag. Alles sag. Hver og én mærkede det – for første gang i deres ungdom.

Hvad ingen af dem vidste, var, at pigen nøje havde forberedt talen. Hun havde vidst, at annoncen på et tidspunkt ville komme, og at hun da skulle være klar med sin egen historie. Mange, mange gange havde hun stået foran spejlet og indøvet sine virkemidler, indtil alt var gennemprøvet: tonefald, frasering, klumpen i halsen, den spontane rødmen – selv slangekrøllen, som på et tidspunkt tilfældigt faldt ned foran hendes ene øje. Indvendigt følte hun intet, ud over en glødende ærgerrighed om at leve op til sin rolle som brandstifter. Også selvom hun vidste, at dette kun var en generalprøve, og at en større scene ventede hende senere.

Efter ti minutter var hun færdig. Hun afsluttede med en enkelt tåre glimtende i øjenkrogen og en bøn til sine kammerater om at hjælpe hende med at udbrede sine oplevelser. Ligesom manden i avisen, bortset fra at hun ikke havde råd til dyre annoncer. Sekunder efter blev hendes opfordring fulgt, da vævre tommelfingre hamrede som trommestikker ned over mobiltasterne og sendte hendes historie i omløb. To veninder, der var praktisk anlagt, udvekslede hastigt synspunkter og konstaterede, at de var enige. Indkøbsturen blev droppet, Diesel-bukserne kunne vente. De lagde uden falbelader pengene på katederet; her var til taletidskort til de mindre bemidlede. Også andre konsulterede lommerne.

Og gnisten fængede. Som en brand i en halmbunke bredte bekendelsestrangen sig blandt udvalgte danske gymnasieelever.