Kapitel 34

Konrad Simonsen sad på sit kontor og forsøgte at læse sig igennem den bunke af rapporter, der med foruroligende hast havde hobet sig op på hans skrivebord de sidste par dage. Opgaven var umulig, men han prøvede, så godt han kunne, idet han skimmede det meste og ellers krydsede fingre for, at andre havde bedre blik for detaljerne. Efter et par timers intenst arbejde begyndte hans øjne at løbe i vand, hvilket yderligere umuliggjorde projektet og fik ham til at føle sig gammel. Han korrigerede sin skrivebordslampe og forsøgte sig sågar en stund uden briller; ingen af delene hjalp. Så fandt han en stak servietter bagerst i sin skrivebordsskuffe og fortsatte læsningen, idet han jævnligt skifte vis duppede sine tårer og forbandede sine kollegaers manglende evner til at fatte sig i kort hed. På denne måde lykkedes det ham at gumle sig igennem yderligere fem sagsakter, og han havde netop grebet efter den sjette, da det bankede på døren, og Arne Pedersen trådte ind i rummet, omtrent inden han nåede at kigge op.

– Har du travlt, Simon?

– Ja, som du ser.

Han lod en sigende hånd falde ned på stakken med rapporter, idet han bevidst valgte den forkerte, den han allerede havde læst, og som nu endelig var blevet større end den ulæste. Arne Pedersen nikkede udeltagende og spurgte:

– Hvorfor tuder du?

– Det er mine øjne, de er ikke, hvad de har været. Sig mig, kan servietter blive for gamle? De her suger ikke særligt godt.

Han samlede de brugte servietter, som lå i små kugler rundt om på hans skrivebord, og smed dem i papirkurven, mens Arne Pedersen svarede ham:

– De kan være af god eller dårlig kvalitet, men jeg tror ikke, at de har en sidste salgsdato, hvis det er det, du spørger om. Måske skulle du overveje, om du skal have nogle stærkere briller. Du kan gå ind hos en optiker og få taget et tjek?

– Tak for rådet. Hvad vil du? Er det vigtigt?

– Næ, ikke specielt. Jeg har noget om den der pædofilmail, som du bad mig om at kigge på, men jeg kan da sende dig mit notat.

– Nej tak, for himlens skyld ikke flere notater. Så må du hellere sætte dig og fortælle, jeg trænger i grunden også til en pause.

Arne Pedersen satte sig, mens hans chef rejste sig for at strække benene. Et kort øjeblik stod han ved vinduet og kiggede ud over byen. Solen var ved at gå ned, og det blæste. Han vendte tilbage til sin plads og fokuserede sin underordnede med et sammenbidt udtryk.

– Nu jeg har dig, er der en ting, som vi lige så godt kan få overstået. En ting som jeg forventer, at du overholder i fremtiden.

Tonefaldet fortalte mere end ordene, at Konrad Simonsen havde trukket chefkasketten på. Arne Pedersen rettede sig op i stolen.

– Fremover har du at holde dine amourøse eskapader adskilt fra dit arbejde, og specielt fra mine gerningssteder, hvilket du passende kan definere som hele matriklen for åstedet.

– Men …

– Og du kan godt pakke den der forurettede attitude sammen. Jeg har så sandelig andet at lave end at overtale Kurt Melsing til at … skal vi sige afstå fra visse tekniske undersøgelser omkring Per Clausens død …

Han holdt en hånd frem som en stopklods, mens han fortsatte.

– Og jeg ønsker ikke at vide, hvorvidt det var nødvendigt eller ikke. Hvad jeg derimod ønsker, er ikke at stå i en lignende situation igen. Forstår vi hinanden?

Arne Pedersens tynde forsvarsværker var brudt sammen:

– Ja, vi gør. Det skal ikke ske en anden gang.

Begge mænd sundede sig en smule i tavshed, så sagde Konrad Simonsen forsonligt:

– Hvad var det så med den mail? Hvad har du fundet frem til?

– Serveren er tysk; fysisk står den i Hamburg, og du kan næsten gætte, hvem der har lejet den. Eller rettere lejet et web-hotel i den.

– Per Clausen?

– Naturligvis. Han har haft den godt et år, og han betalte via internettet med sit Visa/Dankort. De amerikanske mailadresser er blevet oploadet hen over sommeren i flere omgange fra bibliotekscomputeren på Langebæk Skole, så det er Per Clausen igen, men det interessante er, hvordan mailforsendelsen blev startet. Den blev igangsat fra en mobiltelefon, der er sporet tilbage til en sendemast, som er opsat, hvor Jyllingevej skærer Motorring 3, altså i Rødovre. It-nørderne skriver i øjeblikket på en rapport, som du får senest mandag.

– Mobiltelefon, siger du. Hvad med telefonnummeret?

– Simkortet er solgt via en Statoil-station, endnu ved vi ikke hvilken, men det arbejdes der på. Desuden er mailadresserne købt et eller flere steder fra. Der var knap 520.000, så det har ikke været billigt. Også den udstikker er der et par folk, som afdækker.

– Okay, Arne. Jeg noterer mig, at mailudsendelsen er knyttet til forbrydelsen via Per Clausen, hvilket naturligvis er interessant, men samtidig var, hvad vi gættede på. Desuden er Per Clausen taget til Rødovre for at … ups, nej, det er han så naturligvis ikke. Af gode grunde. Jeg er vist ved at være for gammel og træt til det her job.

Arne Pedersen smilede skævt og konkluderede for sin chef:

– Så Rødovre er et sted, vi skal bide mærke i, hvis det dukker op i anden sammenhæng.

– Ja, det er jeg så med på. Andet? Noget nyt med identiteterne?

– Ikke en tøddel. Ingen savner fem mænd, ikke endnu i alle tilfælde, men Jens Allan Karlsen fra Århus er selvfølgelig ved at blive endevendt. Desuden er Komtessen og Pauline i Middelfart. Elvangs billeder er frigivet, så de tre sidste ofre bliver givet identificeret inden for kort tid, hvis det ellers forløber normalt.

– Hvordan normalt?

– Ja, vi må jo regne med en syndflod af falske henvendelser. Det skulle ikke undre mig, om det meste af i morgen går med at skille klinten fra hveden. Der er mange, som ikke ønsker, at vi opklarer denne her sag.

– Den del er efterhånden ved at gå op for mig. Hold nogle flere folk klar til at tjekke navnene. Andet kan vi ikke gøre. Fandt du ud af, hvorfor det var så magtpåliggende for Anni Staal at få fotografierne et par timer før alle andre?

– Nej, men måske kan jeg udfritte hende i aften. Jeg har lovet at ringe til hende, så snart vi kan sætte nogle identiteter på ansigterne.

– Ja, prøv det. Og hvad med Per Clausens begravelse?

– Tja, den blev jo gennemfotograferet, som du ved. Men der var rigtig mange deltagere, og hovedparten ved vi ikke hvem er, så uden et sammenligningsgrundlag er der ingenting at gå videre med. Jeg har stoppet arbejdet med at identificere følget.

– Med hvilken begrundelse?

– Det kræver alt for mange ressourcer i forhold til det forventede udbytte. Ikke mindst fordi langt de fleste deltagere ikke kan forventes at være samarbejdsvillige. Men det mailede jeg jo til dig i går.

– Hmm, jeg er lidt bagefter med mine mails, men det lyder meget rimeligt. Har du mere?

– Næ, ikke noget videre vigtigt.

Samtalen var tydeligvis slut, og Arne Pedersen burde forføje sig, men det gjorde han ikke. I stedet krabbede han forlegen rundt på sin stol og tog tilløb til ord, der aldrig kom.

Da pausen blev pinlig, sagde Konrad Simonsen:

– Nå, hvad er der så? Kom nu med det, Arne. Jeg har ikke ligefrem oceaner af tid, og det har du heller ikke.

– Nej, det ved jeg godt … det er bare … jeg har altid syntes, at det var ubehageligt at få skideballe af dig.

– Det er for pokker meningen, at det skal være ubehageligt, men nu er det til gengæld også fortid. Hvad er din pointe? Forhåbentlig ikke, at det er synd for dig?

– Nej, selvfølgelig ikke. Nej, ikke spor. Men jeg tænkte med hensyn til Pauline … jeg mener, det var jo mit ansvar … altså, det var jo mig, der tog os op til det der klasseværelse, hvor vi fandt Per Clausen, og så …

Han gik i stå igen.

– Og så hvad?

Endelig kom det:

– Og så håber jeg, at du måske kan lade være med at skælde hende ud. Altså, jeg mener, at du nøjes med mig.

Konrad Simonsen havde end ikke overvejet, at Pauline Berg retfærdigvis også stod til en opsang. Nu rynkede han brynene, kiggede ned på sine foldede hænder og nikkede eftertænksomt som den strenge, men retfærdige fader, der måske i denne sag undtagelsesvis burde lade nåde gå for ret. Posituren holdt desværre kun, indtil han hævede blikket og betragtede Arne Pedersen, så begyndte han at grine.

– I forvejen er jeg gået otte gange rundt om mig selv, før jeg fik taget mig sammen til at afrette dig, og – ligestilling eller ej – så må det her altså række. Hvem der ellers er sammen med hvem, gider jeg ikke blande mig i, hvis man ser bort fra, at du har en lodret ordre om at behandle Pauline ordentligt, for jeg kan rigtig godt lide hende. I modsætning til nogle af de andre, du i tidens løb har kastet dig over.

Stemningen var lettet; chefen var borte; mandesnakken kunne tage over. Arne Pedersen sagde lettet:

– Jeg ved godt, at det er noget rod, Simon. Med min familie og mine børn og alt det der. Men jeg er gået hen og blevet mægtig glad for hende. Det er ligesom om jeg har fået en gave, som jeg ikke har fortjent.

– Hm, du har da vist hen ad vejen tiltusket dig en hel del pakker uden for juletid, hvis jeg ellers husker …

Konrad Simonsen fik aldrig færdiggjort sætningen. Pludselig var en tanke slået ned i ham. Selv havde han også fået en gave for nylig, nemlig i form af en skakbog, en skakbog som han aldrig havde fået takket for. Han slog ærgerlig en hånd i bordet og rødmede mere end godt var. Arne Pedersen spurgte interesseret:

– Hvad er der i vejen? Fortæl.

Opfordringen blev ikke fulgt. Hans chef pegede mod døren.

– Absolut ikke! Det er privat. Skrid så med dig.