Kapitel 35

Kvinden i opgangen forklarede med kold vrede:

– Døren kan ikke lukke, palen er i uorden, som I ser. Han bad mig holde øje, mens han var væk; som om nogen ellers gider vandre op på sjette etage for et indbrud. Men jeg sagde ja, gjorde jeg, altså for at være en god nabo, og det er jeg glad for nu. To gange var jeg ude i opgangen og kigge, men anden gang hørte jeg lyde og gik ind, og det viste sig at være fjernsynet. Han har glemt at stoppe sin video. Gå ind og kig, hvad jeres ven har gang i, det dyr.

En bydende hånd pegede mod døren. Den ene af mændene protesterede halvhjertet.

– Så godt kender vi ham altså ikke; vi kan da ikke sådan uden videre trænge ind.

– Se på hans film først, så kommer I på bedre tanker, og hvad med Angelina?

En kraftig trækvind stod pludselig gennem opgangen, da døren bag kvinden gik op. Pigens sorte hår flagrede i blæsten. Tavs, og uden at se til hverken højre eller venstre, gled hun forbi mændene og skubbede nabodøren op med en finger. Stadig uden ord vendte hun rundt og trak med en særegen værdighed moren med sig, da hun igen forsvandt indtil sig selv. Vinden stoppede, og tvillingerne gloede på den lukkede dør. Ea Kolt Jessen stod der. Hun var deres kusine; deres til tider meget insisterende og uophørligt krævende kusine, som havde ringet og forlangt, at de kom. Tøvende gik de ind.

Kvinden fik ret. Alle betænkeligheder forsvandt, da de så videoen, og de satte sig tungt i en sofa og ventede. I meget mørkt humør.

– Tror du, Angelina blev bange for os? Siden hun ikke sagde hverken hej eller noget?

De var vant til, at folk blev nervøse ved deres fremtoning. Begge var kæmpestore med stærke, grove træk. Desuden havde de hver et hængende øjenlåg; en medfødt skavank, som forlenede dem med et uretfærdigt ondt udseende. Dertil kom deres mørke rockeragtige lædertøj, der var praktisk og varm beklædning, når man var professionel fåreklipper og på vej til arbejde, men måske skræmte en fire års pige.

– Jeg ved det ikke. Hun virkede nu ikke sådan.

De sad lidt i stilhed.

– Føj for pokker, jeg kan ikke holde det ud.

Videoen havde de sat på pause, men stillbilledet var ubehageligt nok.

Den ene bror rejste sig og hev dugen fra sofabordet, så en vase faldt på gulvet og blev smadret. Han lagde klædet over fjernsynet. På væggen bag ham hang to plakater indrammet i glas. Welcome to Disneyland, store, glade bogstaver over en smilende Mickey Mouse, formentlig en souvenirplakat fra en rejse. Den anden gengav Edvard Munchs maleri af Friedrich Nietzsche med filosoffens berømte udsagn om Guds død i sort håndskrift indover kunstværket. Broren, der stod op, greb en stol og hamrede mod det ene billede. Glasset splintredes diagonalt, og et stort stykke faldt på gulvet, mens selve plakaten overlevede. Han rev den over langs glaskanten og holdt resultatet op foran sig; en halv mus og det afrevne neyland gav ingen mening, så han krøllede papiret sammen og fortsatte med næste plakat. Hans bror gik ind i soveværelset for at tisse.

Lejlighedens beboer var ingen lille mand, og desuden var han i god kondition, men han havde ingen chance; brødrene var simpelthen for store.

Uden at lade sig gå på af hans vilde protester greb de ham og tvang hans hoved hen foran skærmen. Coveret til videoen var faldet på gulvet. Det foregav, at filmen omhandlede Leningrads belejring – en falsk varebetegnelse, hvis man ellers så bort fra indledningen. Klædet blev fjernet, og et hårdt tag i hans røde hår sikrede, at han stirrede direkte på det nøgne barn.

– Hvad er det her? Kan du svare mig på det, din ækle ulv?

Den ulykkelige mand forsøgte, så godt han kunne, men desværre ikke overbevisende. Blandt andet fordi han var handicappet af et ublidt tag i nakken.

– Det er ikke min film. Jeg har lånt den fra en af mine venner, der er strømer. Og jeg har aldrig set det der før, for helvede, I kender mig da.

Den sidste bemærkning var uheldig. Ingen af de to mænd ønskede at blive mindet om bekendtskabet.

– En betjent, og siden hvornår er politiet så begyndt at udlåne børneporno?

Mistroen var massiv og umulig at overvinde.

– Kan du godt lide små børn? For så har vi noget tilfælles. Det kan jeg nemlig også, men ikke helt på din måde.

Et smældende hårdt og ondskabsfuldt knytnæveslag ramte manden i nyreregionen, og han skreg af smerte. Et spark tiltænkt hans skridt forfejlede sit mål og gled af på hans lår. Det næste var mere præcist. Underboen ringede efter politiet.