Kapitel 38

I Kregme ved Arresø fulgte Stig Åge Thorsen politibilen med øjnene, mens den langsomt sneglede sig op ad markvejen, og han smilede, da han så, den gjorde holdt ved bålet. Ventetiden benyttede han til endnu en gang at indskærpe sine regler.

Undgå lange sætninger, svar kun når du bliver spurgt. Ti stille, hvis du er i tvivl. Ti stille, hvis du bliver forvirret, og ignorer enhver form for trussel. Tavsheden er din ven, remsen er dit budskab.

Han kunne næsten høre Per Clausens stemme, og hans smil blev bredere. Nervøs var han ikke, hvilket overraskede ham en smule, og han gik ud på gårdspladsen for at tage imod. En bleg eftermiddagssol trængte igennem det tunge skydække; det var køligt, og han skuttede sig.

Politibilen rullede ind på pladsen. Han nikkede til føreren, og iagttog, hvordan denne parkerede bilen parallelt med stuehuset tæt inde til muren, skønt der var masser af plads, som om alt andet end rette vinkler og lige linjer var en uartighed. Lidt ærgerligt konstaterede han, at han kendte betjenten. Det var en gammel klassekammerat. Eller var det parallelklasse? Han huskede det ikke helt, men ville klart have foretrukket det anderledes, det ville være nemmere. Betjenten steg ud af bilen og gik hen til ham. Han var i uniform.

– Dav, Stig Åge.

– Hej.

– Jeg vil godt snakke med dig om dit bål ude på marken. Vi har fået en anmeldelse.

Det var intet spørgsmål, så han tav. Betjenten skævede usikkert, da det gik op for ham, at der ikke kom noget svar, og umærkeligt rykkede han en smule baglæns, før han forsøgte igen.

– Hvad er det, du brænder af derude?

– Der kom en ukendt mand og gav mig 20.000 kroner for at grave et hul på min mark. Han ville sætte ild til sin minibus. Jeg gravede hullet og sørgede for lufttilførsel. Kørte brændsel ud, kulsække, træ og petroleum, før jeg tog på ferie. Efter jeg kom hjem, vedligeholdt jeg ilden to gange om dagen. Sådan var aftalen.

Han sagde sin remse højt og messende uden at skjule, at han havde forberedt sig.

Betjenten rykkede yderligere et skridt tilbage og betragtede ham skeptisk. Ordet minibus havde trigget ham, og han tænkte sig om, åbenlyst i vildrede, mens han kløede sig intenst i baghovedet, som ville han kradse en konklusion frem. Endelig sagde han:

– Hvad er det, du har rodet dig ind i, Stig Åge. Er det den minibus, der er efterlyst fra Bagsværd?

– Der kom en ukendt mand …

Sætningen blev afleveret enslydende, staccato som første gang.

– Du må hellere komme med mig på stationen.

– Er jeg arresteret?

– Næ, nej, du kommer med frivilligt, havde jeg tænkt.

– Ikke tale om.

Betjenten kløede sig, så man skulle tro, at han havde lus.

– Vil du gentage det, du sagde om bålet?

Remsen blev som før afliret fra ord til andet, og betjenten satte sig ind i sin bil, mens Stig Åge Thorsen roligt ventede. Gennem forruden kunne han se manden tale. Der gik en rum tid, så blev vinduet i bilen rullet ned.

– Stig Åge, du er anholdt. Det er lørdag den 28. oktober, og klokken er 14.53. Vær så venlig at sætte dig ind.

Baghovedet fik igen en omgang, så tilføjede han:

– På forsædet, ved siden af mig.

Stig Åge Thorsen adlød. Uden at svare.