Kapitel 39

Komtessen blev vækket klokken kvart over fem lørdag morgen, da natportieren ringede og ufølsomt meddelte, at politiet stod i receptionen med post til hende. Tidspunktet var selvklart en lille hævn fra alle de mennesker, hun dagen i forvejen havde pisket til overarbejde, hvilket hun dårligt kunne stille noget op imod. Hun beklagede sig således ikke, da hun søvndrukkent og i badekåbe modtog kuverten fra motorcykelbetjenten. Det lignede ellers en tanke, at materialet var adresseret til hende, mens Pauline Berg fik lov at sove.

Rapporten var omfattende og meget detaljeret; næsten 60 sider om brødrene Ditlevsens liv, så der var en del arbejde i at skille klint fra hvede. Et langt bad tog søvnigheden, og to pakker jordnødder fra minibaren stillede den værste sult. Hun gav sig til at læse.

Timer senere i bilen var hendes forspring massivt. Pauline Berg sad på passagersædet og skimmede materialet; Komtessen kørte og drillede.

– Det er et flot arbejde, synes du ikke? Er du ved at være færdig?

– Færdig? Er du gal? Det er da umuligt at lære alt det her på et kvarter.

– Åh, så svært er det da heller ikke. Du skal koncentrere dig om det væsentlige og så glemme alt det overflødige.

Pauline Berg nikkede fåret og bladede opgivende. Komtessen kom hende til hjælp.

– Skal jeg gennemgå det for dig? Så kan du følge med i papirerne imens.

– Kan du huske det?

– Naturligvis ikke, kun hovedpunkterne.

– Hvordan i alverden gør du det? Det forstår jeg simpelthen ikke.

– Jeg havde jo fred og ro til at koncentrere mig, før du kom ned til morgenmad. Du lærer det hen ad vejen.

– Du mener, hvis jeg supplerer lægeromanerne med et biblioteksbesøg en gang imellem.

Komtessen trak på skuldrene, lidt usikker ved samtalens udvikling; kollegaens selverkendelse var ikke med i planen. Alligevel holdt hun sine tre morgenarbejdstimer for sig selv og hastede videre.

– Det vil næppe skade, men lad os komme i gang. Frank Ditlevsen er født 1952 i landsbyen Ullerløse i Odsherred og hans lillebror tre år senere. De havde ingen andre søskende. Moren skrider fra hjemmet i sommeren 1956, idet hun emigrerer til Leeds i England, hvor hun hos en barndomsveninde starter et nyt liv. Måske flygter hun fra faren, det er svært at se.

Pauline Berg bekræftede. Hun fulgte med i papirerne og følte sig underlegen.

– Livet i hjemmet er nøjsomt. Faren, Palle Ditlevsen, ernærer sig som arbejdsmand, løsarbejder om du vil. Lidt sort arbejde her, lidt småfiduser der; høstarbejde i sæsonen, vikararbejde hos kommunen. Reparation af cykler, en overgang også salg af cykler, der er stjålne i omegnen. Der er to politirapporter, men ingen domme eller bøder, så sagerne er nok ordnet i mindelighed. Drengene går for lud og koldt vand, og periodevis kigger faren dybt i flasken, så lussingerne sidder løst. Kommunen undersøger forholdene i hjemmet, og de er ikke gode. Sagsbehandlernes rapporter er barsk læsning, der er fem bilag. Den første fra 1962, den sidste fra 1967. Drengene burde fjernes, men børnenes tarv bliver underordnet skatteydernes. Kommunen ser tiden an, imens den ene dag tager den næste, og brødrene vokser til.

Komtessen gav sin passager tid til at konfirmere oplysningerne. Pauline Berg skiftevis bladede og læste, denne gang målrettet. Da hun var færdig, sagde hun:

– Det er alt sammen rigtigt, gå bare videre.

– Frank Ditlevsen får en læreplads og bliver i 1971 udlært som litografisk trykker. Hans liv forekommer stabilt. Samme arbejdsgiver helt til 1986, hvor virksomheden må dreje nøglen om, da ny teknologi hærger branchen. To år før bliver Frank Ditlevsen gift. Bruden er en rengøringsassistent fra Rørvig, der samme år føder parrets eneste barn, vores sangerinde fra i går. Allan Ditlevsen går i sin fars fodspor, om jeg så må sige, bortset fra, at han ikke drikker. I perioden fra 1971 og frem til 1993 er han registreret hos skattemyndighederne med ikke mindre end 46 forskellige arbejdsgivere. Desværre er pædagogmedhjælper og pedelvikar i børnehave med på listen.

– Blændende, det er stort set fejlfrit; du er utrolig.

– I 1985 dør brødrenes far. Samme år bliver Frank Ditlevsen selvstændig kursusformidler, og cand. mag. i dansk og på rekordtid, nemlig på den tid det tager ham at forfalske sit eksamensbevis. Han opbygger en solid lille forretning med en fast kundeskare i form af større virksomheder i københavnsområdet. Ingen betvivler hans baggrund.

– Næ, det er, så vidt jeg kan se, først kommet frem nu, altså ved vores efterforskning.

– Ja, hans kunder mistroede ham ikke, eller også var de ligeglade, han klarede jo sit job udmærket. Nå, videre i teksten – i 1994 køber Frank Ditlevsen villaen i Middelfart, og to år senere bliver han skilt. Mor og datter flytter for sig selv. Efter fængslet får Allan Ditlevsen som pølsemand og avisomdeler i Allerslev mere stabilitet i sit arbejdsliv, og de senere år er der ifølge papirerne ikke sket meget. Mennesker, der kendte brødrene, fortæller enslydende om et stille liv, men nogle deciderede venner er endnu ikke opsporet. Måske havde de ingen.

Komtessen bremsede hårdt, og en ræv slap med livet i behold; den forsvandt ind i et buskads. Pauline Berg havde endelig lagt to og to sammen. Hun spurgte skeptisk:

– Hvornår fik du den rapport?

– Klokken fem. Jeg har haft den tre timer, så du behøver ikke føle dig så dum endda.

– Det er nu imponerende, ligegyldigt om du har forberedt dig, jeg mener, at du kan huske alle de årstal.

– Det kan jeg måske heller ikke. Du kan jo ikke nå at kontrollere mig.

– Hvorfor vækkede du mig ikke?

– Hvad skulle jeg gøre det for? Nå, men hør nu det sidste. Vi er der snart.

– Okay, skyd.

– Ser man bort fra Allans to domme og Franks uheldige hang til at besmykke sig med lånte fjer, fremstår brødrene som en vaskeægte social succeshistorie. Deres start i livet var ikke lovende, men lidt efter lidt skaber de sig en solid økonomi og faste arbejdsrammer. Eneste slange i paradiset er, at de afdødes finanser ikke hænger sammen. Tre erfarne økonomer har sammenlignet villaens indbo og brødrenes kontoudskrifter med husstandsindkomsten. Afstemt efter det danske skattetryk vil regnestykket passe en hel del bedre, hvis de begge har haft alternative indtægter, som skattefar ikke var vidende om. Men det er gisninger, konkrete beviser har vi ikke.

Formodningen om kriminel økonomi blev kraftigt underbygget i løbet af formiddagen, da husundersøgelsen afslørede 160.000 kroner i kontanter. Beløbet blev opdaget af en kriminalbetjent, der stolt fremlagde resultatet for Pauline Berg.

– Sedlerne lå i fire pakker frossen fiskefars, som var stuvet af vejen allerbagerst i kummefryseren. Farsen stemte ikke til fryserens øvrige indhold af færdigretter, der alle kunne gå direkte i ovnen. Pengene lå nederst i pakkerne i bundter à fyrre tusindekronesedler. Øverste lag var stadig frossen fars, og kartonerne var limet omhyggeligt sammen igen. Æskerne er givetvis valgt, fordi de på den brede led passer fint til længden af sedlerne.

Pauline Berg var i tvivl, om hun forventedes at uddele ros. Betjenten var over dobbelt så gammel som hende selv, så det virkede underligt. Hun kiggede forgæves efter Komtessen.

– Det var meget opvakt, særdeles opvakt.

Hun følte sig tåbelig, mens manden strålede som en sol.

– Sammenholdt med at de fleste videoer indeholder børneporno, er sagen oplagt.

– Særdeles oplagt.

– Ja, spørger du mig, fik de, hvad de havde fortjent.

Pauline Berg spurgte ikke. Hun gav sig til at tælle pengene, til han var væk. De var kolde.

Efterforskningens næste fremskridt kom om eftermiddagen, og skæbnen ville, at de to kvinder fra København stod for dem begge, hvilket var dybt uretfærdigt over for skaren af hårdtarbejdende betjente, men den store detektiv i det øverste var åbenbart ikke til sinds at belønne klassisk politiarbejde i denne omgang.

Mest kredit måtte tilskrives Komtessen, idet hendes opdagelse blev gjort ud fra en række udmærkede følgeslutninger. Der var næppe tvivl om, at brødrene solgte børneporno, kontantbeløbet i fryseren, deres egne videoer, Frank Ditlevsens tekniske udstyr og Allan Ditlevsens domme pegede alle i den retning, og den mest indlysende distributionskanal var internettet. En hastig, men indgående undersøgelse hos Frank Ditlevsens internetudbyder udelukkede dog elektronisk overførelse af forbudt materiale. Tilbage stod, at brødrene måske benyttede mere traditionelle salgskanaler, der nok var langsommere, men samtidig sikrere, og pølseboden var i så fald et trestjernet skalkeskjul.

Komtessen rekvirerede fire folk til det grove og kørte til Allerslev, hvor resterne af boden var smidt i containere. Med fiskefarsen in mente gav hun betjentene besked om at lede efter varer, der tidligere havde været opbevaret i bodens fryser, og to solide plasticposer blev fundet og åbnet. Komtessen var tilfreds. Hun opmuntrede med en kort peptalk og fjernede sig derefter fra lugten. Facit var opløftende – næsten tredive, fælt stinkende, cd-rommer.

Pauline Bergs bidrag til efterforskningen skyldtes en kløe og en tilfældighed. Da Komtessen kørte til Allerslev, følte hun sig overflødig. At hun forventedes at opdage et eller andet, var selvklart, blot vidste hun ikke hvad, endsige hvordan. I mangel på mere lyse indfald gik hun en tur i haven uden andet resultat end en vedvarende kløe under støvlen på sin ene læg. Hun forsøgte et par gange at afhjælpe problemet ved at sparke sig selv med hælen uden andet resultat, end at irritationen fik fokus og snart syntes uudholdelig. På vej op ad trappen til hoveddøren stoppede hun og trak lynlåsen i sin støvle ned, mens hun med den anden hånd støttede sig mod postkassen, der hang boltet ind i ydervæggen til venstre for indgangen. Det var akavet, men bedre end at sætte sig på de våde fliser. Efter at have kløet sig godt og grundigt, bemærkede hun, at undersiden af postkassen føltes forkert. Kassens sider var produceret, så de rakte et par centimeter ned over bunden; hun bøjede sig og kiggede nedefra. I hver sin ende var fastlimet en computersokkel, således at to harddiske kunne presses i skjul.