Kapitel 41

Søndag brød helvede løs.

På forsiden af Dagbladet stirrede fem dødsdømte mænd læseren i møde. Hver var afbildet i deres sidste sekunder bortset fra en enkelt, der allerede var død. Det tykke blå nylonreb sås tydeligt om halsen på dem alle. Angsten emmede ud af deres øjne, og solgte avisen i større oplag, end selv den mest celebre royale skandale nogensinde havde gjort. Fra bladets redaktion var ingen medlidenhed at hente, idet overskriften tydeligt tog stilling mod de ulykkelige: Dommens Dag stod prentet i tommetykke sorte bogstaver. Avisen var i dagens anledning desuden udvidet med et otte siders tillæg, en fotomontage, hvor filmsekvenserne, som Anni Staal havde modtaget, var fastfrosset næsten billede for billede, så ingen af de dejligt modbydelige detaljer blev forholdt bladets købere.

Anni Staal og bladhusdirektøren stod uden for hovedindgangen til deres arbejdsplads og ventede. Klokken var godt ni, og gaden lå øde, diset og grå i den kolde morgen. Anni Staal prøvede for tredje gang:

– Er du sikker på, at jeg ikke skal deltage?

Hendes øverste chef gabte inderligt, det havde været en lang nat, og han var træt.

– Hold nu op, Anni. Ja, jeg er sikker. Du viser dig og går din vej. De skal bare ikke tro, at du gemmer dig. Jeg vil ikke risikere, at du bliver efterlyst, eller hvad de nu ellers kan finde på. Fortæl mig hellere om stemningen.

– Stemningen hvor?

– På redaktionen, i befolkningen, rundtomkring. Man siger, at du kan høre græsset gro.

Anni Staal afviste rosen. Den var for tyk.

– Man siger så meget, men linket til vores hjemmeside er rødglødende, eller hvad nu et link ellers er. 100.000 hits er rundet, og det er kun lige begyndt. Hele it-afdelingen er indkaldt for at klare presset. De har allerede skaleret vores videoserver tre gange for at holde ventetiden nede.

Direktøren var uinteresseret i teknikken.

– Glimrende, glimrende, men hvad synes folk? Jeg mener, når de har set filmene. Er der forståelse for vores overskrift? Ramte vi rigtigt?

– Filmklippet fra minibussen med ham, der hed Thor Gran, forhærder sindene. Du ved, der hvor han beslutter sig for at snuppe den lille …

– Ti stille! Jeg vil ikke høre den sætning igen. Aldrig mere.

– Så er du typisk; sådan reagerer næsten alle.

Direktøren sagde spidst:

– Lad os tale om noget andet.

Anni Staal ignorerede opfordringen.

– Thor Gran har taget dit sprog: gjort det rene beskidt. Nu kan du ikke få dig selv til at bruge ordene. Ja, næsten ikke holde ud at tænke på dem.

– Er du også blevet psykolog?

– Nej, men jeg har talt med én, som er.

– Okay, du har måske ret. Det er i alle tilfælde kvalmende.

– Men også afgørende. Folks umiddelbare medfølelse ryger i skraldespanden. Næste gang de ser hængningerne, er det med hårde øjne og stiltiende accept, hvis accepten da ikke er åbenlys. Jeg får en del mails.

– Tja, ytringsfriheden er jo til for at bruges, og i Grundloven står der intet om, at man partout skal tage afstand fra drab.

– Det kan jeg love dig for, at mange heller ikke gør, tværtimod. Men det er selvfølgelig de mest outrerede, som skriver. Generelt vil jeg dog tro, at de fleste folk ikke græder snot over de dræbte, hvis du forstår. Og jeg er sikker på, at rigtig mange som dig har den der sætning – som de ikke vil sige og helst vil glemme – siddende i baghovedet, når de tager stilling.

Direktøren smilede smalt. Derefter kiggede han på sit ur og længtes efter sin sofa; forgæves spejdede han ned ad gaden og konstaterede, at ingenting var i sigte. Et stykke tid stod de tavse, så genoptog han samtalen:

– Det lykkedes at holde nyheden hemmelig?

Anni Staal tøvede en kende, før hun svarede.

– Jeg tror det. Vi gjorde os også store anstrengelser. Løssalget i går aftes fra de københavnske kiosker blev suspenderet, og betroede folk vogtede de aviser, der blev læsset på nattogene til provinsen. Desuden fik ingen menig medarbejder lov at tage bladet med hjem, så chokket ramte landet stort set samtidig, kan man sige. Var du bange for et fogedforbud?

– Måske ikke ligefrem bange, men du var ikke helt klar i mælet, Anni. Slap nyheden ud før tid på trods af vores anstrengelser?

– Nej, jeg ved ikke rigtigt. Politiet blev i alle tilfælde taget på sengen, og mange af de mere perifert involverede kriminalbetjente undrer sig over, at hver gang der sker væsentlige ting i forhold til pædofildrabene, så halser etaten tilsyneladende langt efter begivenhederne. Det er tydeligvis ikke chefkriminalinspektør Simonsen, der har foden på gaspedalen. Og justitsministeren var helt sikkert ikke advaret. Jeg hørte radioavis her klokken ni, og da løb han spidsrod på Christiansborg mellem adskillige højtråbende journalister. Han fik sagt noget værre ævl.

– Stakkels mand, først bliver han omgået og derefter slagtet.

– Politikere er jagtbart vildt hele året, og ministerblod er en af de fornemste væsker, man kan presse ud af en historie. Den slags fluidum giver personlig prestige, fra tid til anden også lønforhøjelse. Fik du den?

– Nej, jeg er tonedøv over for grådige skriverkarle. Fortæl mig nu, hvorfor du tøvede.

– Ikke af nogen konkret grund. Jeg synes bare, at mødet her er lidt for hurtigt arrangeret. Du må ikke undervurdere kontorchef Helmer Hammer, han har magtfulde venner. Meget magtfulde.

– Jeg forstår ikke sammenhængen.

– Måske er der ingen, men vi skal ikke være blinde for, at de – skal vi sige strømninger i opinionen? – vi har set de sidste par dage, indimellem træder på nogle ømme tæer. Eksempelvis er der røster fremme om, at rejsebranchen skal kunne gøres økonomisk ansvarlig for eventuelle ferier, hvor gæsterne kommer for tæt på de lokale børn.

Direktøren var ikke imponeret.

– Rejsebranchen, åh, hold da op.

– Eller bankerne for pengeoverførsler på internettet til børnepornografisk materiale. Det er også en idé, der florerer og vinder stigende gehør, men nu kommer dine gæster, kan jeg se.

Anni Staal pegede mod taxaen, der netop var drejet om hjørnet. Hun måtte puffe til ham for at få ham til at kigge.

Også Helmer Hammer puffede, idet Poul Troulsenfiket formanende skub for sine knubbede ord om en velkomstkomité af tvivlsom beskaffenhed. Kontorchefen bøjede sig frem og konstaterede gennem taxaens forrude, at hans medpassager derudover havde ret. Hvis to mennesker ellers kunne kaldes en komité. Så gned han øjnene og undertvang et gab. Søndagen var knap kommet i gang, og alligevel havde han været oppe i over fem timer.

Klokken halv fire havde telefonen ringet, og en stemme, han kendte, men hvis indehaver absolut ikke burde kontakte hans hjem, gjorde ham med ét lysvågen. Kvinden, som vækkede ham, havde flere navne. Det ene brugte hun på sit højt kvalificerede arbejde i børsverdenen, det andet var tilegnet mere selskabelige aktiviteter. Som et af meget få mennesker kendte han dem begge. Han vidste også, at var man i besiddelse af en mindre formue og de rette forbindelser, kunne hun lejes på døgnbasis, samt at hun var hver en krone værd. Han lyttede og bad sideløbende til højere magter, at der fandtes en naturlig forklaring på hendes opringning, som stred mod al forretningsmoral. Hans bøn blev hørt. Hun havde et eksemplar af Dagbladet til ham. Hendes penthouselejlighed lå tæt ved, og de mødtes midtvejs. Han fik sin avis og tillige et kindkys. At han samtidig skyldte hende en stor tjeneste, var hun for klog til at nævne.

Overskriften de næste timer hed damage control, og det var kun en ringe trøst, at han i processen havde legitim grund til også at ødelægge nattesøvnen for en lang række andre mennesker. Gradvis fik han, opkald for opkald, nogenlunde hold over situationen.

Da han samlede Poul Troulsen op i taxaen, var han således i rimeligt humør, og havde overskud til at tackle den vrede svada, kriminalbetjenten hilste ham med, på fornuftig vis.

– Jeg kan lige så godt sige det direkte – hvis du er ved at slagte Simon, så kan du rende og hønse, uanset hvor meget magt du har. Du skal ikke et sekund regne med mig.

Manden var mildest talt ikke autoritetstro. Helmer Hammer svarede roligt:

– Det er ikke tilfældet. Tværtimod. Som jeg også forklarede i telefonen.

– Jeg hader mig selv for at gå bag hans ryg. Hvorfor alt det hemmelighedskræmmeri?

– Din chef er en blændende efterforskningsleder og en elendig presseformidler. Det sidste, jeg har brug for nu, er, at han bliver sluppet fri på Dagbladet. Desuden kan det politimæssige klares på lavere plan, hvilket vil sige dig.

Poul Troulsen påskønnede ærligheden og slappede lidt af.

– Hvad laver Simon nu? Hvor er han henne?

– Han ligger i sin seng og sover, hvilket han ærligt har fortjent og stærkt har brug for.

Poul Troulsen nikkede. Det var svært ikke at kunne lide manden.

– Hvordan har du fikset det?

– Jeg var heldig.

De kørte lidt i tavshed. Så spurgte Poul Troulsen:

– Hvorfor mig? Jeg kan da heller ikke fordrage den møgsprøjte.

– Fordi du gør, men ikke bider. Fordi du kender din rolle og holder din mund under mødet. Og fordi hende, I kalder Komtessen, er i Odense.

Poul Troulsen smilede en smule stramt. Igen kørte de et par gader. Denne gang var det Helmer Hammer, som brød stilheden.

– Hvad tænker du på?

– At ærlighed også kan skamrides. Er du altid så direkte?

Kontorchefen slap for at svare. Der var radioavis, og de lyttede begge. Højdepunktet var et kort interview med justitsministeren, hvor selv den smukkeste buket sprogblomster ikke kunne skjule mandens pinlige uvidenhed. Poul Troulsen kommenterede:

– Sikke en nar.

Helmer Hammer var mindre fordømmende. Justitsministeren havde været hans eneste svipser, men det kom der af at afskære sig fra omverdenen.

– Han er en overlever. Måske den mest holdbare af dem alle.

Taxaen var ved at være fremme. Poul Troulsen sagde provokerende:

– Har man set der – en velkomstkomite af tabloidpressens ådselædere.

Helmer Hammer puffede til ham. Uden effekt.

– Jeg vrider patterne af den dumme kælling.

– Nej, du gør ikke, du tier stille. Det slebne diplomati ligger ikke for dig.

Taxaen holdt; Helmer Hammer tilføjede:

– Større mænd end du har i øvrigt måttet æde de ord.

Så satte han ansigtet på charme og steg ud.

De to mænd blev ledt til det samme mødelokale, hvor Anni Staal fredag aften havde fremlagt sine tilsendte videooptagelser. Ved det veldækkede bord sad en kvinde i tredverne og ventede. Dagbladets chefjurist rejste sig og gav hånd, idet hun præsenterede sig. Derefter satte hun sig afventende. Poul Troulsen følte straks et vist samhørighedsforhold med hende. Det var tydeligt, at også hun var tiltænkt en birolle. De to hovedaktører småsnakkede, mens de forsynede sig; kvinden nøjedes med et glas juice; Poul Troulsen en kop sort kaffe. Efter tre rundstykker og en croissant indledte direktøren endelig.

– Det var vist jer, som bad om denne snak, så måske ville det være mest naturligt, hvis I lægger ud og fortæller, hvad vi kan hjælpe jer med.

Helmer Hammer kvitterede overraskende skarpt.

– Spring venligst vrøvlet over; synes du ikke, at I skylder os en forklaring?

Poul Troulsen supplerede, uagtet at han burde holde mund.

– Det her er et soleklart eksempel på tilbageholdelse af bevismateriale, og I …

Længere kom han ikke. Helmer Hammer stoppede ham med en håndbevægelse, som han til sin egen undren rettede ind efter, og sætningen hang uafsluttet i luften. Men deres vært tog tråden op. Han kiggede bydende på sin medbragte medarbejder.

– Måske skulle vi behandle det med bevismaterialet først. Vil du?

Det ville kvinden godt. De næste ti minutter brugte hun langspunden juridisk mund, som ingen hørte efter. Triumferende sluttede hun af:

– Desuden sendte vi allerede i løbet af natten til lørdag videosekvenserne med et følgebrev til Store Kongensgade Politistation. Materialet blev indleveret omkring klokken to. Af brevet fremgår det tydeligt, at videoerne muligvis har betydning for politiets efterforskning af pædofildrabene, hvad vi i øvrigt overhovedet ikke er forpligtede til at oplyse om.

– Har du en kopi af det brev?

Hurtigere end nogen kunne nå at sige proforma-forestilling, fandt hun to eksemplarer i sine papirer og rakte dem til sine gæster. Poul Troulsen og Helmer Hammer takkede. Direktøren skænkede sig tilfreds en kop kaffe, og tilbød galant kanden til sin jurist, der afslog med en hovedrysten. Gæsterne læste. Skrivelsen var lang, snirklet og unødig indviklet. Hvad der burde forklares på otte linjer, var trukket ud over tre en halv side, og først midt på side to havde læseren en rimelig chance for at danne sig et indtryk af, hvad meddelelsen i grunden drejede sig om. Helmer Hammer blev først færdig.

– Ja, med det her kunne I jo være ret sikre på, at det kom nederst i bunken. I har end ikke gidet trykke det på jeres eget brevpapir.

Juristen beklagede halvhjertet.

– Det må være en smutter, det var jo sent. Men som jeg ser det, har vi til punkt og prikke informeret politiet.

Helmer Hammer svarede kvinden, men fokuserede direktøren.

– Det har I måske, og måske har I ikke. Indtil nu er der seks mennesker, der er blevet slået ihjel, og vi har ingen garanti for, at det ikke fortsætter. Viser det sig senere, at denne … skal vi kalde det forsinkelse, med rimelighed kan siges at koste menneskeliv, så lover jeg, at jeres handlemåde vil blive prøvet i en retssag, og givetvis en lang, lang retssag.

Direktøren lignede ikke en mand, der ønskede at få en lang, lang sag på halsen. Han rykkede sig ubehagelig i stolen. Modsat hans jurist, der luftede sit kemi-hvide tandsæt i et bredt, forventningsfuldt smil.

Det næste skridt tilhørte Helmer Hammer. Fra sin inderlomme hev også han et papir frem. Poul Troulsen så, at det var håndskrevet og ikke særligt langt, men indholdet nåede han ikke at tilegne sig. Direktøren læste, blegnede, og var tavs et stykke tid. Så spurgte han:

– Hvad vil du have?

Helmer Hammer tog sit papir tilbage, og sagde så stille, men uden omsvøb:

– En båndet udskrift af de samtaler, Anni Staal har med læserne klokken tolv, inklusive adgang til data for de personer, som har relevante oplysninger om de dræbte. Desuden Anni Staals aktive og uforbeholdne samarbejde med Poul Troulsen de næste timer.

Direktørens ansigtskulør ændredes over i det usunde, og hans stemme gik en oktav op.

– Det er fuldstændig udelukket. Vi videregiver ikke navne på vore …

Han afbrød sig selv, da Helmer Hammer trak sin mobiltelefon og begyndte at taste. Opgivende vendte han sig mod sin juridiske ekspertise.

– Tak skal du have. Du har været en god hjælp.

Der gik lidt tid, før det gik op for kvinden, at hun var blevet smidt på porten. Da tiøren endelig faldt, rejste hun sig hurtigt, samlede sine papirer og forlod rummet med sur ryg og uden at sige farvel. Mændene ventede, til hun var væk.

Så snart døren smækkede, rejste også Helmer Hammer sig.

– Jeg tror, at jeg ligeledes smutter, og overlader til jer at implementere detaljerne. Jeg er sikker på, at I finder en fornuftig ordning. Poul, gider du ringe til mig om en halv time, når I er blevet enige?

Hans hvasse arrogance sved. Direktøren var absolut ikke vant til at blive behandlet som én, der implementerede detaljer. I mangel på realistiske alternativer bed han dog ydmygelsen i sig.