Kapitel 42

Konrad Simonsens bidrag til begivenhederne søndag morgen var ikke eksisterende. Han sov. I forhold til hans arbejdspres den forgangne uge kunne ingen med rimelighed sige ham noget på i den forbindelse, og specielt ikke hvis man tog hans alder i betragtning. Hvilket netop var, hvad hans datter Anna Mia gjorde, da hun sneg sig ind i sin fars soveværelse og afbrød hans vækkeur, som var sat til klokken seks. Månen stod klar uden for vinduet, og dens stjålne lys faldt på hans ansigt; længe sad hun stille på sengekanten og betragtede ham. Hans vejrtrækning var bekymrende, tung og prustende, indimellem gispede han efter luft. Lyden knugede hende, og hun lovede sig selv snarest at tage hånd om hans diabetesbehandling. Og hans cigaretforbrug. Efter et stykke tid faldt hans søvn ind i en mere rolig gænge. Hun aede ham blidt på kinden og viklede forsigtigt hans dyne ud, inden hun gik.

Klokken var over ti, da drabschefen forsovet og forvirret trådte ind i sin egen dagligstue, hvor hans datter og hans ekschef tålmodigt ventede med morgenmad.

Den gamle mand og den unge kvinde havde for længst fordelt rollerne mellem sig, og Anna Mia startede, endnu inden hendes far rigtigt havde fået øjne:

– Der er sket en masse her til morgen, men vi har rottet os sammen mod dig og ladet dig sove. Det vil sige mig, Kasper og ham der Hammer.

Hun skænkede hans kaffe og tændte ham en cigaret. Det sidste var aldrig sket før. Konrad Simonsen inhalerede begærligt, imens Kasper Planck fortsatte:

– Alle de dræbte er nu med hundrede procents sikkerhed identificeret, der har netop været pressemøde, men læs først her.

Anna Mia lagde Dagbladet foran ham. Hun havde siddet på det. Konrad Simonsen stirrede måbende. De gav ham tid til at læse, alligevel viste hans første spørgsmål, at han endnu ikke var rigtig vågen:

– Hvorfor ved jeg ikke noget om det her?

Kasper Planck udlagde bramfrit teksten:

– Du har været i midlertidig karantæne. Under mistanke for at ville kvaje dig, kort sagt – du er blevet omgået, sat i skammekrogen.

– Den del begynder at gå op for mig. Hvad mere?

– Helmer Hammer ringede til mig i morges, eller det var nu nærmere i nat, og vi blev enige om, at det var bedst for alle parter, hvis du koncentrerede dig om at blive udhvilet. Du får en lang dag. Så ringede jeg til Anna Mia og var heldig at finde hende her. I var i biografen i går, forstår jeg. Jeg håber, at det var en god film.

Det blev Anna Mia, der svarede.

– Det var det. Jeg græd, og far sov.

Konrad Simonsen gryntede irriteret og rejste sig.

– Jeg vil se de videoer.

– Skal du ikke først have noget mad, far? Vi har købt frøsnappere til dig.

Det skulle han ikke.

Da han vendte tilbage til bordet, kommenterede han ikke, hvad han havde set, men alvoren stod tydeligt i hans ansigt. De spiste, mens Kasper Planck i mere udførlig form gennemgik morgenens hændelser. Konrad Simonsen lyttede uden at afbryde, og begge gæster bemærkede med tilfredshed, at han smilede, da han erfarede, hvordan Anna Mia havde fusket med hans vækkeur. Det havde de trods alt ikke ventet. Da de lidt efter hørte ham fløjte i badet, var det åbenlyst, at succesen var i hus. De skålede for sjov i kaffe, inden Anna Mia tog af bordet, mens Kasper Planck satte sig til computeren og afspillede videoerne en gang til. Han var dårlig til bens, når det gjaldt oprydning.

Anna Mia tog afsked, da Konrad Simonsen returnerede i påklædt stand. Begge mænd fik et kys, og Kasper Planck insisterede på at forære hende en taxabon fra et hæfte, han havde tiltusket sig i regnskabsafdelingen på Politigården, fordi de almindelige patruljevogne efter hans mening ikke levede op til fortids standard i transportmæssig henseende.

Da de to mænd blev alene, satte de sig igen ved bordet.

– Det tog du sgu meget pænt, Simon.

Konrad Simonsen svarede ikke i første omgang. Han kiggede ud ad vinduet, opad, himmelbuen rundt, så vidt hans blik rakte. Et forslugent gråvejr fra vest åd sig hastigt ind på den spæde blå himmel over ham, snart ville det regne. Han tænkte, at han for første gang længe glædede sig til dagens arbejde: søvn var en god ting. Så koncentrerede han sig om sin ubudne gæst. Han sagde:

– Jeg kan godt lide Helmer Hammer, og i øvrigt gav I to mig jo ikke mange chancer. Så vidt jeg kan regne ud, har I også haft et forspring på adskillige timer.

– Ja, det har vi vel, men nok om det. Hvad mener du om videoerne?

– En masse ting, men først og fremmest, at de aldrig burde være offentliggjort. De er i alle ender og kanter modbydelige.

– Tja, det tillægsord er jeg efterhånden stødt på et par gange. Samt snesevis af varianter over samme tema. Djævelsk, perverst, afskyeligt, kvalmende, frastødende for nu at nævne nogle af de pænere.

– Stødt på hvor?

– I kommentarer fra læserne, der er hundredvis allerede.

– De fleste borgere bryder sig ikke om drab. Det burde ikke komme bag på dig. Hvad er din pointe?

– At harmen ikke er rettet mod drabene, men næsten udelukkende mod Thor Gran for hans … valg af det tredje barn. Selv din datter reagerede på den måde.

Konrad Simonsen nikkede tvivlrådigt og følte sig afmægtig. Som drabschef var han for pokker da ikke ansvarlig for offentlighedens reaktioner, og hvad skulle han også stille op over for en kollektiv proportionsforvrængning andet end at håbe på, at den rettede sig af sig selv? Og så ellers passe sit arbejde. Vagt sagde han:

– Jamen, det var da også grimt at høre på.

Kasper Planck droppede emnet og sagde optimistisk:

– Nå, nu har vi endelig fået noget solidt at arbejde med, så lad os tage ind på HS. Min ærlige mening er, at du hidtil har gennemført en rigtig flot efterforskning, selvom de kommende dage vil blive dér, hvor du virkelig skal bevise, hvad du kan.

– Jeg skal ikke bevise noget som helst, og nu er jeg blevet holdt udenfor hele morgenen, så en halv time fra eller til gør næppe den store forskel. Den halve time kan du passende udfylde ved at fortælle mig, hvad du har fået ud af at drikke øl i indvandrerkiosken på Bagsværd Hovedgade. Videre meddelsom kan man jo ikke sige, at du har været, og de par gange jeg har haft tid at ringe, har du nærmest lydt halvfuld. Men du ville ikke bruge så mange timer derude, medmindre der var noget at komme efter, går jeg ud fra. Jeg har længe villet spørge dig, og her og nu er et udmærket tidspunkt.

Kasper Planck nikkede respektfuldt.

– Du bliver bedre og bedre, men jeg har ikke fået mine notater med, og min hukommelse er ikke helt, hvad den …

– Og du bliver værre og værre. Det der pjat kan du gemme til de unge: Se så at få munden på gled. Det er ikke meningen, at du skal opklare hele forbrydelsen alene.

Den gamle mand kneb øjnene sammen, og et listigt smil spillede ham om munden. Så begyndte han at udstøde sære lyde. Der gik lidt tid, før Konrad Simonsen forstod, at han nynnede. Det var en fæl oplevelse.

– Stop det der, det er græsseligt. Hvad er gået galt?

– „Lady in Red”, vist nok af Chris de Burgh. Har du ingen musikkultur?

– Jeg har ører, og det lyder herrens. Kan du ikke udtrykke dig på normal vis? Fortæl mig om kvinden i rødt, hvis hun er relevant, men i almindelige ord, tak.

Med monoton stemme begyndte Kasper Planck at berette.

– Kiosken ligger på Bagsværd Hovedgade, og indehaveren hedder Farshad Bakhtîshû. Jeg kalder ham nu bare Farshad. Farshad er godt tres år, og født i Shiraz i Iran. Han er uddannet astrofysiker, doktor og underviser ved Teheran Universitet, indtil han i 1984 flygter fra Ayatollah Khomeinis præstestyre. I Danmark mener man ikke at kunne bruge hans uddannelse, hvilket han indser efter et par år. Han bliver gift i 1988, og også hans hustru er flygtet fra Iran. Farshad er en venlig og begavet mand, der de seneste tyve år mest har brugt sine intellektuelle evner til at løbe om hjørner med skattemyndighederne, så Gladsaxe-borgerne fortsat kan købe deres discountsodavand, og hans familie nogenlunde kan holde skindet på næsen. Tre sønner og to døtre har han, og så er han det tætteste, vi indtil nu kommer på en ven af Per Clausen.

Han holdt en kort pause for at tænke sig om. Konrad Simonsen ventede uden at sige noget.

– De bliver venner, pedellen og kioskejeren. Blandt andet har de fælles interesse for matematik. En til to gange om ugen besøger Per Clausen butikken, hvor han sidder i baglokalet og snakker med sin ven. Gerne om aftenen, hvor der næsten ingen kunder er, men biksen lukker alligevel først ved midnatstid. Tit er Per Clausen fuld, dog ofte sober det sidste års tid, og Farshad drikker ikke. Bekendtskabet strækker sig godt syv år tilbage. Mange samtaler er naturligvis uinteressante for os, men ikke dem alle. For eksempel taler de to mænd nogle gange om hævn, hævn for datterens selvmord over ham, der misbrugte hende. Det vil sige for Per Clausens vedkommende, men også Farshad er hårdt ramt. To søstre og en bror faldt i kløerne på den islamiske revolutionsgarde, frygtelige skæbner, jeg springer de grimme detaljer over. Vennerne græder sammen, tænder lys på de kæres fødselsdage, dødsdage, lukker butikken indimellem.

Konrad Simonsen skulle til at afbryde; beretningen var ved at blive lovlig sporadisk, men pludselig ændrede Kasper Planck form af sig selv.

– Fra foråret forrige år stopper samtalerne om Helene Clausen og om Farshads familie. Per Clausen undgår dem og skifter emne, når de kommer op. Farshad ved ikke hvorfor, men han er et fintfølende menneske, et fint menneske i det hele taget, der fornemmer og respekterer de nye signaler fra sin ven. Samtidig sker der en iøjnefaldende fysisk forandring med Per Clausen, idet han trapper sit alkoholforbrug gevaldigt ned. En overgang er han næsten konstant ædru, så begynder han at drikke igen, men langtfra så uhæmmet som før. Forvandlingen foregår ikke gradvist, og den har efter Farshads mening baggrund i en episode, der sker i februar eller marts sidste år.

– Kvinden i rødt?

– Rigtigt gættet, Simon. På et tidspunkt måtte hun jo komme. Det gør hun så. Bogstavelig talt. Ind i butikken, en aften ved cirka titiden, hvor Per Clausen ligger indisponeret i baglokalet. Farshad husker ham som usædvanlig fuld. Så drukken, at han ikke er til at snakke med. Når det sker, får han lov at sove på en briks, indtil Farshad kan bugsere ham hjem efter lukketid. Kvinden er i tredverne, fin og rig, ifølge kioskejeren, og også høflig, målrettet og venlig. Hun vækker Per Clausen og tager ham med i sin bil, uden at han protesterer. Bilen er en sølvgrå Porsche, og selv er hun klædt i en opsigtsvækkende højrød spadseredragt. Hun sætter en seddel op med sit navn, adresse og telefonnummer, og fortæller, at hun kan kontaktes, hvis pedellen en anden gang er plakatfuld. Desværre er sedlen smidt ud. Senere hen taler Per Clausen ikke om hende, men en enkelt gang mere bliver han hentet, også i Porschen. Denne gang er han ikke fuld, og det virker, som om han har en aftale. Desuden har en af Farshads sønner, Farroukh Bakhtîshû, set Per Clausen køre sammen med hende ved en anden lejlighed, men tidspunktet er desværre usikkert.

Kasper Planck trak sin sidste sætning i langdrag, idet han sideløbende tænkte efter, om han havde fået det hele med. Det havde han åbenbart.

– Det er vist i det store og hele, hvad jeg har. Jeg ville ønske, at jeg kunne garantere dig, at det overhovedet er vigtigt, men det kan jeg ikke. Farshad er en imødekommende mand, som gerne hjælper politiet, men kun med faktuelle oplysninger. Han nægter pure at begive sig ud i spekulationer om sin afdøde vens eventuelle deltagelse i drab.

Konrad Simonsen tænkte sig om. Så sagde han:

– Hun lyder interessant, hende vil vi gerne tale med. Fortsæt med Farshad, hvis du mener, at der er mere at hente. Få nogen til at finde ud af hvor mange sølvfarvede Porscher, der kører rundt i hovedstadsområdet, og vurder, om vi eventuelt kan opspore hende den vej rundt. Sæt et par mænd på naboerne og på skolefolket og spørg efter bilen og kvinden.

– Det sidste har jeg gjort uden udbytte, men jeg tager gerne en runde mere med Farshad, skønt jeg tror, at han er tømt. Vi kan køre ind på HS sammen, så jeg først får et overblik over, hvor langt vi er kommet. Derefter tager jeg til Bagsværd.

– Det er nøjagtigt, hvad vi kan, … sagde Konrad Simonsen og rejste sig. Energisk og udhvilet.