Kapitel 44
Politigården i København var et magtfuldt og monumentalt bygningsværk. Udadtil fremstod det hårdt og afvisende med det grå, snavsede murværk af grov mørtel og støbesand samt sin manglende udsmykning, hvis man så bort fra hovedindgangen, hvor der på hver side af kolonnaden var monteret to solide jernbure. Iøjnefaldende og kategoriske symboler, til overflod prydet med forvoksede gyldne morgenstjerner, hvis nogen skulle være i tvivl om symbolikken. Resten af karréernes lange lige linjer løb i kilometerstil ned langs gaderne med vindue efter vindue, der alle åbnedes indad for ikke at bryde facadens strenghed.
Kasper Planck satte tempoet ind over Polititorvet, og Konrad Simonsen afstemte sine skridt, hvilket gav ham tid til at nyde arkitekturen. Han havde alle dage syntes godt om hovedkvarterets nøgterne stil, som i hans øjne var rytmisk og klædeligt behersket. Indvendigt derimod forekom komplekset ham stilforvirret og lidet funktionelt, et spansk kloster med forloren borgerskabsornamentik og art deco-belysning på lokummerne. Den berømte indvendige runde gård med sine mange surrogat-antikke dobbeltsøjler og overflødige tredjesals-balustrade fandt han direkte grim. Cirkelgården havde desuden en uheldig følgevirkning i form af en sand labyrint af buede gange i forskellig længde, der gjorde orienteringen for nytilkomne noget nær en umulighed.
Konrad Simonsen bevægede sig scenevant gennem sin arbejdsplads. På vejen mistede han Kasper Planck, der stødte på en gammel kollega. Snart var han fremme ved kriminalpolitiets afdeling, hvor han bankede på døren til Arne Pedersens kontor og gik ind uden at afvente svar.
Arne Pedersen stod bagerst i rummet. Han talte i telefon, men afbrød abrupt, da hans chef kom ind. Konrad Simonsen slængte sin jakke på stumtjeneren i hjørnet.
– Giv mig en opdatering, Arne.
– Vi kender nu med sikkerhed identiteten på de fem ofre, og det strømmer ind med data.
Arne Pedersen viste med en håndbevægelse mod opslagstavlerne bag ham, og tilføjede med et drenget grin:
– Hvad med dig? Jeg hører, at du er udhvilet.
Konrad Simonsen ignorerede bemærkningen og vendte sig. Et skema fyldte den midterste tavle. Papiret var fastgjort med tegnestifter i hvert hjørne og hang skævt. Han udbedrede omstændeligt fejlen, inden han trådte et skridt baglæns og koncentrerede sig om indholdet.
Over hvert navn sad et billede af afdøde. I to tilfælde var de paniske udtryk fra videosekvenserne nemme at genkende, mens de tre øvrige var almindelige, smilende fotografier. Arne Pedersen kommenterede:
– Ja, nu har Elvang og hans ekspertteam knoklet i døgndrift for at genskabe deres ansigter, og så får vi det hele foræret på et par timer.
Konrad Simonsen trak på skuldrene.
– Sådan er det jo. Og glem ikke, at vi da selv fandt tre navne.
– Hvoraf vi kun var helt sikre på det ene.
– Ja, ja, men det er ligegyldigt nu. Yderligere data?
– Masser, og de kommer ind hele tiden. Der er cirka ti mand på hvert offer, undtagen Frank Ditlevsen naturligvis. Alle grupper har en referenceperson her på HS, og den lokale politimester er koordinator, men du kan selvfølgelig omorganisere, hvis du synes.
– Nej, det er fint. Domme for pædofili eller anden seksuel adfærd rettet mod børn? Det vil jeg have bekræftet i dag. Eller afkræftet, hvis det er muligt. For dem alle sammen.
– Peder Jacobsen har været sigtet, men den blev frafaldet, og det ligger tolv år tilbage. For de øvrige har vi endnu ikke noget fast, men det får vi givet i løbet af dagen. Alle grupper har fokus på emnet.
Konrad Simonsen greb en spritpen og satte et tykt rødt hak ved Frank Ditlevsen.
– Husk Jens Allan Karlsen. Hustruen fortalte jo om hans hobby, altså at ligge med børn.
Konrad Simonsen tøvede med endnu et hak, og besluttede sig så til at lade være.
– Det er ikke tilstrækkeligt. Jeg vil have noget ud over hustruen. Det samme gælder for Peder Jacobsen, en frafalden sigtelse er ikke tilstrækkeligt.
– Okay, det kommer nok. Hvad med mig? Skal jeg til Århus?
– Nej, tværtimod vil jeg have Komtessen hjem fra Middelfart senest i morgen. Pauline kan blive, hvis hun synes. Altså, hvis Komtessen synes. Det ordner du. Har vi afdækket, om de dræbte skulle på ferie? Og i bekræftende fald, hvor de skulle hen?
– Vi ved, at de skulle på ferie. Vi ved, at de skulle til udlandet, og vi ved, at ferien skulle vare tre uger, og rimeligvis skulle gå til Thailand, men der er intet rejsekatalog eller lignende fundet hos nogen af dem. Vi formoder, at deres ferie startede med minibussen tidlig onsdag fra et sted i Århus, og vi gætter på, at de kørte mod Kastrup Lufthavn. Der er dog ikke booket flyrejser, som ikke er benyttet. Så vidt vi ved.
– Formoder og gætter, det har vi gjort i snart en uge. Hvordan med Storebæltsbroen? Jeg går ud fra, at du har sat et team til at undersøge, hvad de har fra forrige onsdag morgen.
– Ja, naturligvis, to erfarne fra Korsør, men … ja, det er lidt noget lort …
Han ledte efter ordene, hvilket var atypisk for ham i arbejdsmæssig sammenhæng.
– Måske skulle jeg starte et andet sted. Har du set opinionsundersøgelsen på Dagbladets hjemmeside?
Konrad Simonsen lagde dårligt skjul på sin irritation. Han havde haft brug for at sove ud, det kunne han tydelig mærke nu, det var sket. At han så ikke i dag var fuldt opdateret om alt mellem himmel og jord, var kun en naturlig følgevirkning. Han sagde surt:
– Jeg har jo sovet, som du ved. Og søvn blokerer min læseevne.
Arne Pedersen overhørte sarkasmen.
– Den spørger folk, om de vil hjælpe politiet i efterforskningen af pædofildrabene – det kalder de dem altså – eller om de ikke vil. Det vil sige under forudsætning af, at de sad inde med oplysninger af værdi. Fireogtres procent svarer ubetinget, at det vil de ikke.
Han hævede stemmen betragteligt.
– Fire-og-fucking-tres procent, Simon. Det er uhyrligt. Desuden er der et link til en lektor fra Juridisk Fakultet, der giver en kogebogsopskrift i at forholde os informationer, hvoraf den mest effektive og simple er ikke at kunne huske noget som helst, uanset hvor hjerneskadet, debil og utroværdig man fremstår.
– Og hvad har det så at gøre med Storebæltsforbindelsen, at boulevardpressens læsere ønsker jungleloven genindført?
– Jeg er desværre bange for, at det ikke kun er læserne af Dagbladet, der vender det blinde øje til. Og videosekvensen med … ja, du ved ham drengen, der bliver omtalt kælent … jeg mener, det har jo ikke ligefrem gjort tingene bedre. Har du ikke selv set den?
– Jo, jeg har. Storebæltsforbindelsen?
– Ja, selvfølgelig. Altså de optagelser, der viser trafikken over broen i netop det tidsrum, vi er interesseret i, er på mystisk vis forlagt eller muligvis overspillet ved en fejl. Dertil kommer, at de ansatte ved broen har fået kollektivt hukommelsestab. I hvert fald rigtig mange af dem. Ingen kan tilsyneladende huske en tøddel.
Konrad Simonsen overvejede dystert og skød derefter tanken fra sig. Rækkevidden af udsagnet var uoverskuelig og derfor overflødig at spekulere på.
– Vi må tage det, som det kommer. Poul Troulsen siger, at Anni Staal modtog to korte videoer fra minibussen, som ikke er lagt på nettet. Hvad med dem?
– Ja, det er rigtigt. Man kan nu dårligt kalde dem videoer, nærmere billedsekvenser. Hver varer mindre end et sekund og er optaget inde fra køretøjet ud gennem et vindue. Teknikerne har valideret dem som autentiske, altså ingen billedmanipulation eller andre fiflerier. Den første viser bagindgangen til gymnastiksalen, men hvor den anden er fra, ved vi ikke. Man kan kun se en gold mark og lidt af en skov i baggrunden.
– Gud ved hvad meningen er med dem? Noget bud?
– Nej, de har også undret mig, men et kvalificeret gæt har jeg ikke. Jeg har heller ikke haft et ledigt minut til at tænke over det. I det hele taget føler jeg mig i den grad i tidsmangel. Det vælter ind med rapporter. Papirmængden i sagen stiger i øjeblikket katastrofalt, og ingen kan nå blot at skimme informationerne. Mit overblik er i bedste fald sporadisk.
– Bedre end ingen informationer.
– Det er selvfølgelig rigtigt nok.
– Du er på den minibus, Arne. Afgang fra Århus, hvor og hvornår, bussens type og registrering, sted for den anden video, og så videre, og så videre. Jeg overtager ansvaret for grupperne i Jylland.
– Så er det her måske noget for Arne.
De vendte sig begge.
Kasper Planck havde sneget sig ind. Han stod med en mobiltelefon.
– Du er sikkert den sværeste mand i Danmark at komme i kontakt med i øjeblikket, Simon. Omstillingen har lavet en specialsluse kun for dig, hvor man åbenbart skal igennem hele tre instanser, før du selv kommer i røret.
– For at skille tåberne og tumperne fra. Ellers kunne jeg ikke bestille andet end at tale i telefon. Det er slemt nok i forvejen.
– Ham her er hverken tåbe eller tumpe, og han er blevet afvist ni gange.
Konrad Simonsen slog ud med armene i en teatralsk attitude.
– Gid du ville overholde systemerne. Han får et minut. Fortæl ham det.
Kasper Planck introducerede:
– Chefkriminalgeneralen er klar nu. Giv dig endelig god tid.
Så rakte han telefonen videre.
Konrad Simonsen modtog røret, brummede sit navn og lyttede. Det ene minut blev til fem. Fra tid til anden stillede han et kort spørgsmål. Arne Pedersen forsøgte uden held at afkode samtalen, der tydeligvis var vigtig. Længe kom han dog ikke til at gætte. Konrad Simonsen lagde mobilen på et skrivebord uden at afbryde.
– Jeg tror, endestationen for vores minibus er fundet.
Han pegede mod mobilen.
– Tag ham der med, Arne. Du skal til Frederiksværk. Og du har travlt.