Kapitel 48

Posterne i Erik Mørks database faldt hårdt ud over landet og skabte megen ulykke. Jylland blev dog overrepræsenteret, idet brødrene Ditlevsens kundekartotek vejede tungt i regnskabet.

Således var en snes mennesker samlet uden for en ejendom i Kvaglund i Esbjerg. De stod alle med bagudbøjet nakke og betragtede ondt manden på femte sal, som halvt sad, halvt stod i et vindue over dem. Med sin ene hånd holdt han fast i løsholtet, der delte de nederste ruder fra de øverste, og han græd. Indimellem kiggede han forskræmt ned. En midaldrende kvinde, hvis blårævepels afslørede, at hun næppe boede i kvarteret, råbte ophidset:

– Så spring da, dit udyr. Kom så, hop nu, vi gider ikke vente evigt.

En yngre mand supplerede. Han sad på sin knallert lidt væk fra de øvrige.

– Ja, kom nu for helvede. Se at få det overstået, tøsedreng.

Et køkkenvindue i stuen blev åbnet, og en oppumpet kvinde med farvet rødt hår og ternet forklæde lænede sig ud og kiggede op. Pelsen forklarede uopfordret:

– Han er børnelokker. Han har siddet halvandet år for voldtægt af to småbørn i Nakskov. Det er uhyggeligt, at vores børn har levet med sådan én gående frit omkring.

– Vores børn, du har vist ikke børn her.

Pelsen svarede ikke, men en åndsfælle supplerede. Hans dansk var dårligt.

– Jeg har fire barn uden på hans dør.

Kvinden tilegnede gruppen en fed fuckfinger og smækkede sit vindue. Tilråbene fortsatte. Kort efter ankom en politibil, og to betjente steg ud, en mand og en kvinde. Efter at have orienteret sig i mængden, der nu var svulmet op, forsvandt de begge ind i opgangen. På femte sal var hoveddøren overmalet med uskønne ord, møgdyr, børneboller og perverse skid; oveni kom nogle arabiske tegn, der næppe heller var venlige. Den mandlige betjent skaffede adgang med et fejlkalkuleret spark, som ramte dørgrebet, men tvang døren op, og kvinden gik indenfor. Hun stoppede et par skridt fra selvmordskandidaten, og kort efter sluttede hendes kollega humpende op bag hende. Manden i vinduet var desperat:

– Hvis I kommer nærmere, så slipper jeg.

Den kvindelige betjent greb en tilfældig stol og satte sig roligt. Råbene fra gaden flød sammen i et taktfast hylekor. Hop, hop, hop. Opfordringen gav genlyd mellem blokkene, og ekkoet kom forsinket rullende som en forvrænget bas.

– Vi bliver her, jeg vil kun snakke med dig.

Manden reagerede ikke.

– Det er ikke det værd. Ting kan ændre sig og blive gode igen.

Betjenten talte langsomt og overbevisende, men hendes ord blev forstyrret af dommen fra gaden, så hun kommanderede sin kollega ned for at stoppe skrigeriet. Manden i vinduet kiggede bedende på hende, som om hun kunne eliminere verdens ondskab, men heri tog han grusomt fejl. Så snart de var alene, ændrede hun brat attitude. Som barn var hun sin fars lille dukke, indtil han endelig drak sig ihjel. Lille trold, lille dukke – de sidste dage havde åbnet et rum i hende. Hun rejste sig og gik hen mod ham.

– Hop eller kom ind. Jeg er sådan set aldeles ligeglad.

Vantro stirrede han på hende i et langt sekund, inden han slap sit tag. Mængdens frydefulde gys akkompagnerede hans fald.

Købmanden i Arnborg syd for Herning jublede ikke, tværtimod undrede han sig. Tre stamkunder var kommet ind i hans butik, men ingen af dem hilste. Nu stod de tavse og alvorlige hver sit sted uden indkøbskurv. Den ene ved marmeladen og syltetøjet, den anden ved hylderne med vin, den sidste ved disken. Pludselig hørtes den plumpe lyd af et knust glas syltetøj mod butikkens stengulv.

– Hovsa, der var jeg så sandelig uheldig.

Købmanden beroligede:

– Det er i orden, Karsten, den slags sker jo.

– Det er nemlig det, ups, der skete det vist igen. Og vupti, vupti og upsedassa.

Dumpe klask fra splintrede glas fulgte hvert udråb.

– Sig mig, hvad helvede er det I laver? Kan I se at komme ud af min butik.

Manden ved vinhylden havde nøje udvalgt to flasker.

– De her ser gode ud, dem tror jeg, at jeg vil have i aften. Åh nej, nu var jeg sgu også klodset, sikke noget griseri.

Den umælende kunde ved disken lænede sig frem og lagde en lab på købmandens skulder. Købmanden var stor og kraftig, manden ved disken var større.

– Du har ham det lange rær ude fra Sørvad ansat her, har du ikke?

– Nej ikke mere. Er det derfor, I smadrer mine varer? Jeg fyrede ham her til formiddag, jeg var sgu ikke klar over, at han var … ja, I ved.

Oplysningen bragte smilet frem hos de tre mænd, og den ene hev sin pung frem.

– Nå, men så stiller sagerne sig jo noget anderledes. Vi fik at vide, at du ville beholde ham, på trods af hans svineri. Det må vel blive fem glas marmelade, to flasker rødvin, og så skal jeg have tyve King’s. Plus vi hellere må give en runde af de kolde i de tilstødende gemakker.

Købmanden lod sig formilde, da han så pengene og hørte om øllerne.

– Ja, det må I vel.

Han råbte bagud:

– Magda, kan du ikke gøre dig nyttig med en gulvklud og en spand vand?

Så henvendte han sig til mændene.

– I kunne for fanden da have spurgt først, I kender mig jo.

De nikkede en smule flove, det var også rigtigt – de kendte ham jo.