Kapitel 49

– Damen i rødt er stensikkert en interessant faktor i Per Clausens liv. Alene forskellen i alder og social status viser, at deres forhold var specielt. Problemet er naturligvis, at vi ingen fornuftige steder har at lede efter hende, et bilmærke, en rød påklædning og to møder i en forretning – alt sammen for over to år siden – er simpelthen for tynd en basis at arbejde videre med.

Konrad Simonsen brummede utålmodigt, men Poul Troulsen forblev upåvirket. En god fremlæggelse tog tid.

– Kasper Planck siger, at kioskejeren Farshad Bakhtîshû og hans sønner nu kan huske, at den røde kvinde haltede en lille smule på det ene ben.

– Ja, det er gerne der, det er galt. Og hvad så?

– Egentlig ikke noget, men der er en anden ny ting, og den angår sedlen med kvindens navn og adresse, som hang i kiosken. En af sønnerne er kommet i tanke om en ejendommelig detalje. Den bopæl kvinden anførte endte på vej. Det er selvfølgelig ubrugeligt i sig selv, det specielle er, at prikken over j’et var tegnet som et hjerte.

– Hvilket betyder?

– Ja, jeg er jo opvokset i Jægersborg og ved, at i Gentofte Kommune findes et særkende ved vejskiltene. Ender skiltets navn på vej, er prikken over j’et prydet som et lille rødt hjerte. Andre j’er – eller i’er for den sags skyld – er forsynet med en almindelig sort prik. Informationen er i sagens natur offentlig, men i praksis er det næsten kun gentofteborgere, som kender hjertet. Enkelte finder det så sødt og hjemligt, at de kopierer det, når de skriver deres adresse. Min mor for eksempel skrev altid hjerte-j’er, når hun sendte postkort. Desuden er kvinden i rødt formodentlig velhavende, hvilket harmonerer udmærket med kommunen.

– Okay, jeg medgiver, at det er rimeligt sandsynligt, at vores mystiske kvinde er fra Gentofte, gå videre.

– Per Clausen havde gennem sit liv to relationer til Gentofte. Dels qua sin opvækst, og dels gennem sin datters skolegang. Kvindens anslåede alder tyder mest på, at en forbindelse mellem hende og pedellen oprindeligt gik via hans datter.

– Stadig enig, men nu bygger du et måske oven på et måske.

Poul Troulsen ignorerede indvendingen.

– Efter sin hjemkomst fra Sverige i januar 1993 fuldførte Helene Clausen folkeskolen i niende klasse på Tranehøjskolen i Gentofte. Det følgende skoleår startede hun i 1.g på Auregaard Gymnasium, som ligger umiddelbart ved siden af. At hun blev optaget i en skole i Gentofte Kommune, når hun boede i Gladsaxe, burde have undret os med det samme. Det er ikke normalt.

Konrad Simonsen afbrød.

– Jeg kender historien lige så godt som du.

Poul Troulsen kiggede skeptisk. Der var efterhånden hundredvis af rapporter i sagen, og selv havde han først erfaret sammenhængen i går. Konrad Simonsen fornemmede mistroen. Han messede surt og hurtigt:

– Vi var uopmærksomme, javel, men et par dage efter blev forholdene afdækket med Arnes tur til Sverige. Da Helene Clausen kom til Danmark igen, afviste hun terapi. Hendes far gjorde så det næstbedste. Han havde en kollega, hvis hustru arbejdede med krænkede børn i Københavns Amt og samtidig var tilknyttet Tranehøjskolen som psykolog. Per Clausen opsøgte hende, og hun lovede at hjælpe. Hun talte derefter med en veninde om lidt fælleskommunal smidighed i forhold til pigens skolevalg. Veninden var gift med Gentoftes daværende borgmester. Desværre indgik Helene Clausen aldrig i et decideret terapiforløb. Måske har det kostet otte mennesker livet. Og lad så venligst være med at tvivle, når jeg siger, at jeg ved besked.

– Beklager, jeg tænkte bare, at ud fra papirmængden

…– Videre, Poul, hvor vil du starte henne? Vi har haft et team på skolen og også ét på gymnasiet, og de har gjort et rimelig tilbundsgående stykke arbejde. Hvad nyt kan du bidrage med?

– Måske ingenting, men deres opgave var primært at afklare, hvorvidt Helene Clausen havde været udsat for seksuelle overgreb under sit ophold i Sverige, samt afdække omstændighederne ved hendes død. Hvad de derimod ikke beskæftigede sig med, var eventuelle relationer mellem Per Clausen og hans datters klassekammerater.

Konrad Simonsen nikkede.

– Hm, der har du en pointe.

– Nemlig, og det foregående arbejde forærer mig et udmærket udgangspunkt. Af rapporterne fremgår, at pigegruppen i 1a på Auregaard Gymnasium anno 1993 havde en slags uformel leder. I dag ejer hun et lille vikarbureau i Hellerup, og jeg har aftalt en tid.

Konrad Simonsen foldede hænderne og betragtede loftet. Så tog han sin beslutning:

– Du jager formentlig spøgelser. Start med en fornyet søgning efter en sølvfarvet Porsche, nu området måske kan indskrænkes til Gentofte, og hold så mobilen åben. God tur.