Kapitel 50

Efterforskningen havde fået bevilget et længere indslag i Nyhedsjournalen, hvilket var positivt. Mindre positivt var det, at mandagens forberedende møde mellem Drabsafdelingen og tv-stationen nærmest kørte i tomgang. Konrad Simonsen, Arne Pedersen, Komtessen og Pauline Berg deltog fra politiets side. Tv-stationen bidrog med en producer og en producerassistent. Arbejdet foregik på Politigården i København, og alle var trætte og irritable.

Produceren havde meldt sig ud allerede fra start. Først holdt han en unødig lang og delvis usammenhængende indledning, hvor han indskærpede efterforskerne vigtigheden af simple budskaber. Derefter sagde han næsten intet. Han lignede efterveerne af en våd weekend, og hans ånde lugtede grimt af gammelt øl, så på begge sider af ham var stolen tom. Hans assistent bekymrede sig udelukkende om tangenterne på sin bærbare computer. Til gengæld skrev hun alt ned, hvilket generede de øvrige, selvom ingen af dem sagde noget.

Til udsendelsen var udarbejdet tre rekonstruerende filmindslag, hver af cirka et minuts varighed. Det første omhandlede transporten af ofrene, den anden viste selve drabene, og den tredje, som var den korteste og sidst fabrikerede, handlede om minibussens vej fra skolen til marken i Kregme ved Arresø. Den manglede endnu at blive speaket. Alle filmene var computeranimerede med dukkemennesker som aktører, hvad der naturligvis nedsatte realismen, men havde den klare fordel, at indslagene hurtigt kunne korrigeres. Efter hver film havde politiet mulighed for at kommentere og efterlyse vidner til begivenhederne. Problemet var, hvilke kommentarer og vidner til hvad.

Konrad Simonsen greb fjernbetjeningen og pegede mod tv’et. Endnu var de ikke færdige med første afsnit.

– Skal vi se den igen?

De tre andre protesterede i sjælden enighed. Produceren så lettet ud, assistenten skrev. Alle spekulerede på hvad. Arne Pedersen repeterede sit eget synspunkt.

– Jeg hælder mest til kvinden. Filmen viser ikke, at hun foretager injektioner, eller at hun udmåler doser af Stesolid efter ofrenes kropsvægt, og heller ikke hendes formodede medicinske baggrund fremgår. Læge, sygeplejerske, sygehjælper, jordemoder, dyrlæge, medicinstuderende, det skal vi altså have frem.

Der var intet nyt, kun endnu en omskrivning af hans egen argumentation, omskrivning nummer tyve. Tænkte Komtessen, og fulgte straks trop:

– Jeg tror stadigvæk, at minibussen er en bedre vinkel. Kun seks voksne vidner har set den. Der må have været flere, og måske kan vi få mærke, årgang eller ligefrem nummerplade; jeg mener, den minibus må komme et sted fra, den må være købt, solgt, registreret og ejet. Alternativet er, at vi venter, indtil teknikerne barsler med noget fra Kregme Udmark, og her har vi først lige fået en dommerkendelse. Det virker næsten som sabotage.

Pauline Berg papegøjede Komtessens synspunkt, idet hun brugte dobbelt så mange ord, som om hun bevidst ville snakke sagesløse mænd en hovedpine på. Tænkte Arne Pedersen, mens han gjorde sig rede til at gentage sit eget.

Konrad Simonsen spurgte Arne Pedersen:

– Hvordan går det med den minibus? Hvornår kan vi have en teknisk rapport?

Arne Pedersen svarede pessimistisk:

– Der har været problemer med at holde folk væk. Nogen smider alt muligt lort ned i gruben for at få det til at brænde endnu mere, men det er ved at blive løst. Værre er det, at teknikerne vil lade bålet dø ud af sig selv for ikke yderligere at ødelægge eventuelle beviser. Tidligst om tre dage kan de sige noget om, hvornår de kan sige noget, hvis du forstår. Der kan gå uger, hvis ikke måneder, før vi får noget brugbart, og det er endda usikkert. Du må regne med, at der har været over tusinde grader varmt i mange dage nede i den grav.

Konrad Simonsen virrede irriteret med hovedet, som om han ville ryste de dårlige nyheder bort. Han svedte, hans ben værkede, og han havde længe skiftet mellem henholdsvis Komtessens og Arne Pedersens standpunkt. Nu forsøgte han sig med et kompromis:

– Vi nævner minibussen og efterlyser vidner, men vi koncentrerer os om kvinden.

Alle var tilfredse. Undtagen producerassistenten, der viste, at hun havde en glorværdig karriere i medieverdenen foran sig. For en kort stund forlod hun tasterne og blandede sig i debatten. Det var første gang, at hun sagde noget, så hendes tynde stemme påkaldte sig udelt opmærksomhed.

– Simple budskaber.

Så var de tilbage til start.

Pauline Berg betragtede nysgerrigt hendes hvide hals og spekulerede på at kvæle hende. Konrad Simonsen tørrede sig over panden med sit lommetørklæde, produceren gabede ugenert, og Arne Pedersen påbegyndte endnu en variant af sin argumentation.

Arbejdet skred frem med museskridt. Langt om længe blev de enige om budskabet, der skulle efterfølge første film. Det simple budskab. Konrad Simonsen havde endelig taget Arne Pedersens parti: de ville fokusere på kvinden med bedøvelsesmidlerne. Hun var set flygtigt af en bilist, da hun steg på minibussen, mens den holdt i yderkanten af en rasteplads på motorvejen mellem Slagelse og Ringsted. Et vidne, som senere havde trukket sit udsagn tilbage, men det var der ingen af dem, der tillagde megen betydning. Næste film blev afspillet de behørige fire gange, og et par mindre rettelser indført, nu var så spørgsmålet, hvad budskabet skulle være her.

Produceren forsvandt et stykke tid, og en overgang frygtede betjentene, at han var blevet væk i bygningens løngange. Da han kom tilbage, havde han fået farve i ansigtet. Desuden medbragte han en julebryg, som han havde skaffet et eller andet sted fra, og som han ugenert gav sig til at drikke. Alkoholen gav ham kræfter til at blande sig, hvilket viste sig at være en fordel. Ignorerede man mandens ilde lugt og belærende facon, var han glimrende som mødeleder. Alle rettede ind og var enige i, at overskriften måtte hedde Manden med videokameraet. Herefter delte vandene sig, og det vidste de godt, at de ville. Konrad Simonsen lagde ud:

– Alias Frank Ditlevsens skjulte ven? Alias drabsmanden og træfælderen fra Allerslev? Alias Stig Åge Thorsens ukendte mand? Alias chaufføren for minibussen og bødlen fra Bagsværd?

Det var et spørgsmål. Komtessen var fast i troen og svarede hurtigt:

– Ja.

Arne Pedersen dannede igen modpol:

– Måske, rigtig meget måske. Det er alt for usikkert at gå ud med, vi risikerer at afspore hele efterforskningen. Gætterier og spekulationer – det er simpelthen for tyndt. Konrad Simonsen nikkede eftertænksomt, mens Arne Pedersen udbyggede:

– Specielt med hensyn til Stig Åge Thorsens ukendte mand er vi end ikke sikre på, at han eksisterer. Det kan være en mand, det kan være fem eller ti kvinder for den sags skyld. Landmanden er mildest talt intet troværdigt vidne, og i alle tilfælde er hans motiver ikke gennemskuelige, selvom han sikkert viser sig som endnu et mediestunt. Vi ved ikke engang, om resterne af minibussen findes nede i den skide grube.

Komtessen imødegik ham:

– Teknikerne har fastslået et match mellem det sidste ekstra filmklip og landskabet set fra hans mark.

Arne Pedersen replicerede:

– Et foreløbigt match, og i øvrigt betyder det ikke nødvendigvis, at minibussen endte dér.

Konrad Simonsen indskød:

– Lad os tage det tidligste først, altså Frank Ditlevsens skjulte ven. Pauline, giv os en opsummering.

Pauline Berg ville have foretrukket, at han havde valgt Komtessen. Hendes hemmelige viden om, at Frank Ditlevsens skjulte ven var en af hans såkaldte gamle drenge, sad slemt i hende, og i dag ville hun give meget for at kunne lave i går om. Hun rettede sig op i stolen. Produceren gloede lystent på hendes bryster og producerassistenten tampede i sit tastatur.

– Det eneste, vi har, er to naboudsagn, hvoraf kun det ene har substans. Genboerne har ved forskellige lejligheder set en mand i tredverne komme hos brødrene det sidste års tid. De mener, han havde egen nøgle. Men beskrivelsen er stærkt mangelfuld; lyshåret, over middelhøjde, slank og velbygget, ankom altid til fods eller sammen med Frank Ditlevsen i dennes bil.

Pludselig afbrød Konrad Simonsen:

– Giv mig et resumé af drabet på Allan Ditlevsen, koncentrer dig om træfældningen.

Hans stemme lød uventet skarp, og Pauline Berg kiggede forvirret på ham. Ingen af de andre sagde noget, men hun kunne se på deres ansigtsudtryk, at de var lige så meget i vildrede som hun. Hun parerede dog ordre. Alt andet ville også være utænkeligt, når chefen havde den mine på, men hans humørskift forekom underligt, ja, næsten foruroligende. Heldigvis kunne hun fakta om træfældningen stort set udenad:

– Drabsmanden skærer træet for med otte snit klokken 04.00 til 04.50 natten mellem onsdag og torsdag i sidste uge, og træet fældes endeligt klokken 05.38. Kort tid før er Allan Ditlevsen blevet dræbt ved slag af en bøgetræsstok. Pølseboden smadres, og drabsmanden samler sine ting, hvorefter han forsvinder ind ad opgangen til ejendommen på Ved Torvet 18. Her går han ned i kælderen og ud ad bagindgangen til Garvergade. Hele vejen er der fundet savsmuld, som stammer fra træet, men herefter kender vi ikke hans færden. Vores bedste spor er fortsat fire fodaftryk fra opgangen i nummer 18. Ejendommen er i øvrigt tømt for beboere, klar til nedrivning.

Endelig fattede også Komtessen pointen. Hun rejste sig og forsvandt, mens Pauline Berg fortsatte sit resumé. Selv gennemgangen af teknikernes rapporter klarede hun uden manuskript. Kort efter kom Komtessen tilbage med en desorienteret Malte Borup på slæb. Konrad Simonsen stoppede Pauline Berg lige så pludseligt, som han havde sat hende i gang. Så henvendte han sig til produceren.

– Din assistent er meget flittig, sig mig, hvad er det egentlig, hun skriver?

Producerens forbavsede, lidt oppustede ansigt fritog ham øjeblikkelig for enhver mistanke om konspiration.

– Det har også undret mig. Hvorfor skriver du alt det ned, Marie?

Tastetrykkene holdt op, og Marie rakte hastigt efter musen. Komtessens greb lukkede sig om hendes håndled få centimeter over dyret; Malte Borup tog hendes tastatur.

Arne Pedersen var den første, som kommenterede situationen.

– Satans også.

Mødet blev suspenderet og udsat til næste formiddag, hvor produceren lovede at indfinde sig med en ny assistent. Han var rystet af et ægte fagligt hjerte, og medmindre han var en fremragende skuespiller, havde han næppe lod i sin assistents femtekolonnevirksomhed. Hvem hun havde rapporteret til over nettet, var han heller ikke vidende om. Stemningen blandt efterforskerne var i bund. Ikke så meget over, hvad producerassistenten havde udrettet af skade. At politiets interne diskussioner nu svirrede rundt i cyberspace, var naturligvis ubehageligt, men så var det heller ikke værre. Det virkelig generende var, at episoden uden formildende omstændigheder viste, at en del af befolkningen simpelthen modarbejdede politiet. Hvis nogle af de tilstedeværende før havde været i tvivl om betydningen af denne hæmsko, var de det ikke mere.

Konrad Simonsen forsøgte at puste glød i sit team.

– Skaden er til at overskue. Situationen ændrer sig jo hele tiden, og at aviserne får en smule baggrundsinformation fra vor egen verden, vælter ikke læsset. I alle tilfælde bliver vi nødt til at arbejde videre og glemme det her.

Overraskende var det Malte Borup, der svarede.

– Det er sikkert ikke til aviserne, snarere til en af de der mange anticop pages, der hele tiden popper op på nettet. Nogle af dem er ret store.

De andre kiggede forundret på ham. Pauline Berg spurgte for dem alle:

– Anticop pages? Hvad mener du?

– Sig mig, følger I overhovedet ikke med?

Det var røget ud af munden på ham. Han fortrød og beklagede, lettere rød i kammen.

– Undskyld, det mente jeg ikke, selvfølgelig følger I med. I alt muligt andet, som …

Konrad Simonsen kom ham til undsætning.

– Nej, Malte, jeg er bange for, at vi ikke følger med, men det burde vi måske gøre. Kan du ikke give os en opsamling?

– Ja, altså der er Gabestokken.dk og SeksSyvSytten.com, og så selvfølgelig ham der satte sig selv i avisen om, at han blev … misbrugt som barn. Han er langt den største. Det er ViHader-Dem.dk.

Han stoppede. Fyldestgørende mundtlige gennemgange lå stadig ikke til ham. Pauline Berg gav et stikord.

– Hvad gør de, Malte? Fortæl om det.

– Altså, man kan melde sig som supporter, og de vil have, at det bliver strafbart at være … altså at være … grim ved børn.

Han rødmede og gik i stå. Pauline Berg fik lyst til at tage ham i hånden. Efter en lille pause kom han i gang igen af sig selv.

– Det vil sige, sådan rigtigt forbudt. Ligesom i USA, hvor man slet ikke må den slags.

Det var Komtessens tur.

– Hvad gør de mere, Malte?

– Det kan jeg desværre svare på.

Arne Pedersen stod i døren. I hånden holdt han en række udskrifter, og alvoren lyste ud af ham.

– De sørger for, at forsvarsløse mennesker bliver gennemtævet eller drevet i døden. Treogtyve tilfælde, fordelt over hele landet. Fra Gedser til Skagen, og ikke som talemåde, men helt bogstaveligt.

Han smed papirerne på bordet, og de andre bøjede sig for at læse. Efterfølgende var der ingen, som sagde noget, bortset fra Malte Borup.

– Jeg kan bombe deres pages ud af nettet, hvis I …

Pauline Berg lagde en hånd over munden på ham, og han rødmede mere end nogensinde. Konrad Simonsens mobiltelefon ringede.

Han tog den brysk og lyttede i kort tid. Da han afbrød, håbede alle, at det ikke var en ny dårlig meddelelse. For en gangs skyld blev deres håb ikke gjort til skamme.

– Troulsen har fundet kvinden i rødt, og det virker lovende. De er begge på vej herind.