Kapitel 51

Ejeren af vikarbureauet viste sig at være en venlig kvinde. På forhånd kendte Poul Troulsen hendes alder; hun var sidst i tyverne. Men hans øvrige forestillinger var så forkerte, som de kunne være. Hans billede af en effektiv, selvbevidst karrierekvinde brast til fordel for en jovial, småfed kone, der ikke ofrede unødige ressourcer på sit udseende eller indretningen af sin virksomhed. Hun ledte ham ind i et samtalerum, som mere mindede om en varmestue end et konferencelokale, og uden at spørge skænkede hun en kop lunken kaffe i et plastickrus. Han takkede og drak høfligt. Den smagte skrækkeligt.

– Som du ved, handler det om Helene Clausens gymnasietid. Jeg har forstået, at du var en af de piger, der var godt inde i, hvad der foregik i klassen.

– Det kan man sige. Jeg var en værre heks for at udtrykke det mildt. Når vi mødes til klassekomsammen, er der stadigvæk nogle af pigerne, som hader mig, og det kan jeg godt forstå. Særlig tiltalende var jeg ikke, men du har ret, når du siger, at jeg var velorienteret.

– Og du gik i klasse med Helene Clausen i et år?

– Ja, indtil hun druknede, men jeg erindrer hende ikke særlig godt, og jeg måtte tænke mig grundigt om for at mindes hende, du ved, genkalde hende for mit indre øje. Jeg kan huske, at da jeg første gang så hende, var jeg på vagt. Hun var jo både køn og klog, så jeg spottede en potentiel rivalinde.

Hun rystede på hovedet ad sig selv.

– Tja, sådan var jeg desværre. Nå, jeg behøvede ikke gøre mig bekymringer i den retning. Helene var ikke socialt anlagt, og siden ofrede jeg hende ikke meget opmærksomhed. Hendes død husker jeg selvfølgelig udmærket. Vi tudede bravt, men glemte hende hurtigt.

– Jeg har et billede af hende, hvis det kan hjælpe.

– Nej, det er lige meget, og i grunden er jeg helst fri. Men altså, vi var ikke særlig tæt knyttet. Det var Helene ikke med nogen i klassen.

Poul Troulsen tænkte, at den oplysning gik igen i stort set samtlige af de rapporter, han havde læst.

– Du er ikke den første, der siger sådan.

– Nej, hun holdt sig mest for sig selv. Derfor var jeg tæt på at ringe og aflyse dig, fordi jeg ikke troede, at jeg havde noget at fortælle.

Han spidsede ører.

– Men det gjorde du ikke …

– Nej, jeg gjorde ej, for måske kan jeg trods alt hjælpe. I hvert fald en smule. Ser du, i de dage førte jeg dagbog, og efter at du ringede, kiggede jeg i mine gamle skriblerier. Det var ingen fornøjelse, og der stod ikke meget om Helene. Næsten intet. Men det satte tankerne i gang, og så kom jeg til at tænke på noget, jeg ellers havde glemt. Engang kørte Helene og jeg i bil sammen. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad vi skulle, eller om der var andre fra klassen med, blot at hun insisterede hårdt på, at vi begge brugte sikkerhedssele. Jeg har nok spurgt indtil det, i alle tilfælde fortalte hun om en veninde, hun havde haft i niende klasse, og som havde været ude for et trafikuheld. Et rigtig grimt et. Det interessante er naturligvis, at hun sagde veninde. Men det er desværre alt, hvad jeg kan bidrage med. Jeg er ked af det.

Poul Troulsen var ikke ked af det.

– Det skal du ikke være, det kan vise sig at blive en udmærket oplysning.

– Det er om henrettelserne på Langebæk Skole?

– Ja.

– Jeg ved ikke helt, om jeg ønsker, at I opklarer dem.

– Tja, i så fald er du ikke den eneste. Du er i det mindste ærlig.

Poul Troulsen rejste sig; kvinden blev siddende.

– Jeg synes, at det er svært. På den ene side er der jo begået en forbrydelse, på den anden side er det altså … lidt svært.

– Det synes jeg ikke, at det er, men tak for din tid og tak for hjælpen.

Hun fulgte ham ud.

Poul Troulsen kørte til Helene Clausens gamle skole, mens han muntert fløjtede på vejen. Rapporterne omtalte ikke en veninde fra folkeskolen, så måske havde han fat i noget.

Tranehøjskolen var en institution af den klassiske art, en fireetagers, trelænget klods med asfalteret skolegård, ringeklokker på muren og nedlagt fælles vandkumme til fordums tørstige børn. Skiltningen til skolens kontorer var tydelig, og i forlokalet sad en kvinde sidst i fyrrerne. Hun havde en øresnegl i øret og skrev på et tastatur. Poul Troulsen måtte rømme sig et par gange for at få opmærksomhed.

– Undskyld, jeg så dig ikke. Har du stået her længe? Hvad kan jeg hjælpe dig med?

– Næ, jeg er såmænd lige kommet. Er du skolesekretæren?

– Også i den grad.

Han tog sit politiskilt frem.

– Poul Troulsen, kriminalpolitiet.

Hun lagde øresneglen fra sig på skrivebordet, hvor den skrattede videre.

– Nå, da da, det lyder alvorligt.

– Overhovedet ikke. Jeg er her for at få oplysninger om en gammel elev.

– Som hedder?

– Ja, det er netop det, der er problemet. Hvor længe har du været her?

– Længere end jeg bryder mig om at tænke på. Næste år har jeg 25-års jubilæum.

– Det lyder perfekt. Niende klasse i 1992/93, og det er en pige.

– Tja, dem har vi jo haft nogle stykker af. Jeg håber, at du har lidt flere data.

Hun havde et behageligt livsbekræftende smil. Poul Troulsen smilede tilbage.

– Ja, det har jeg. Hun var udsat for en trafikulykke, sandsynligvis alvorlig.

Han ville have sagt noget mere, fortalt om venskabet med Helene Clausen, men skolesekretæren kneb øjnene sammen og rystede en finger i luften. Han holdt inde og ventede.

Kort efter klarede hendes ansigt op.

– Emilie, hun hed Emilie. Ja, det var en frygtelig ulykke. Begge pigerne kom slemt til skade. Det skete oppe ved Helsingør, og det var Emilies egen skyld. Hun kørte for stærkt og havde drukket, men de kom sig vist med tiden begge to.

Poul Troulsen rynkede panden. Det stemte ikke. Niendeklasseselever havde ikke kørekort, men sekretæren opklarede unøjagtigheden, før han nåede at spørge.

– Ja, det var altså storesøsteren. Hun var en del ældre end den lille, fire, fem år eller sådan, og det er hende, jeg husker. Hun var her, da skolen fyldte femoghalvfjerds, og da talte jeg flygtigt med hende. Lillesøsteren kan jeg ikke erindre noget om, kun at hun var med ved trafikuheldet, kort efter at hun var gået ud af skolen.

– Efternavn?

Sekretæren rystede på hovedet.

– Nej, men hun blev læge, hvis det hjælper. Det er underligt, jeg kan tydeligt se hende for mig, hvorimod lillesøsteren er helt og aldeles borte, så vi må en tur i kælderen.

– I kælderen?

– Nemlig, hvis du kommer med, skal vi nok finde hendes efternavn, og hvad der ellers er på hende. Jeg opbevarer de gamle årbøger nedenunder. Ja, det er jo ikke ligefrem Rigsarkivet, men det sker ikke så sjældent, at jeg har hjulpet med at opspore gamle elever. Du ved, sammenkomster og den slags.

En magtfuld dyb stemme afbrød dem.

– Sig mig lige, hvad drejer det her sig om?

Skoleinspektøren stod i døren til sit kontor, bred og mægtig. Poul Troulsen betragtede ham. Hans anseelige vom spændte de røde seler til bristepunktet, ansigtet var kødfuldt og bistert, og et par stålbriller var skubbet op på hans skaldede isse.

– Jeg er fra kriminalpolitiet og forsøger at få oplysninger om en …

Inspektøren afbrød.

– Ja, det hørte jeg. Hvad skal du bruge de oplysninger til?

– Hvad jeg skal bruge dem til? Ja, dem skal jeg bruge til at opklare en forbrydelse.

– Hvad er det for en forbrydelse?

Poul Troulsen svarede irriteret.

– Det kommer vel ikke sagen ved.

– Jeg tror nu nok, jeg ved, hvad det er for en forbrydelse. Jeg har set dig på nettet.

– Og?

– Har du en dommerkendelse?

– En dommerkendelse? Hvad skulle jeg bruge den til?

– Der er ikke adgang for alle og enhver til skolens arkiver.

Med en tung hånd skubbede han sekretæren, der havde rejst sig, tilbage i stolen.

– Jeg ved godt, at vi er uenige på det her punkt, men du kommer til at acceptere, at jeg bestemmer. Vi udleverer ikke personlige oplysninger om vore elever uden gyldig grund. Sekretærens øjne lynede, og hun viftede vredt hans hånd bort, mens hun appellerende kiggede på Poul Troulsen. Desværre var der ikke meget, han kunne stille op.

– Skal jeg forstå det sådan, at du nægter at hjælpe mig med at udføre mit arbejde?

– Dit arbejde vedkommer ikke mig. Jeg nægter dig adgang til vores persondata, medmindre du har en dommerkendelse eller en skriftlig ordre fra en af mine overordnede i forvaltningen, og i øvrigt vil jeg ikke diskutere med dig.

– Jeres persondata, det er sgu da helt i skoven, jeg skal jo bare have et navn.

– Som sagt – jeg vil ikke diskutere med dig.

– Så tror jeg, at jeg må en tur på rådhuset og tale med dine foresatte.

Hvis Poul Troulsen havde håbet, at manden lod sig skræmme, tog han fejl.

– Det er en rigtig god idé. Skolechefen, børne- og kulturdirektøren, kommunaldirektøren eller borgmesteren, du har frit valg.

Han lød ubehageligt sikker på udkommet, uanset hvilken høvding der fik forelagt sagen.

– Tak, skal du rigtignok have. Jeg håber, at vi tales ved igen snart.

– Det håber jeg ikke, men hvem ved?

Poul Troulsen fiskede et kort frem og rakte det til sekretæren uden at sige noget. Det var ikke nødvendigt. Hun modtog det foran snuden på inspektøren, og de så begge, hvordan det kriblede i hans fingre for at forhindre overdragelsen.

– Prøv det, og jeg arresterer dig lige på stedet. For obstruktion af mit arbejde, eller for fedme, hvis det passer mig.

Truslen virkede; inspektøren holdt sig i skindet. Ærgerligt nok.

– Skolechefen, børne- og kulturdirektøren, kommunaldirektøren eller borgmesteren.

Poul Troulsen brugte den hierarkiske remse, som skoleinspektøren havde givet ham. Receptionisten på Gentofte Rådhus virkede ikke, som om valgmulighederne generede hende. Hun tastede og kiggede på en skærm.

– Det må eventuelt blive børne- og kulturdirektøren, hvad kan jeg sige, at det drejer sig om?

Hun betonede eventuelt. Han viste hende sit politiskilt, som hun mistroisk betragtede i overdreven lang tid, indtil hun endelig besluttede sig for, at det var ægte. Derefter rakte hun ham et lille kort med en kontorangivelse og pegede med en lang lilla negl for at sætte ham på rette spor. Han gik uden at takke.

Direktøren var en lille mand med et slikket, indolent udseende. Håndtrykket var slapt og klistret som bolledej. Hans gæst fik anvist en plads på den anden side af hans skrivebord og måtte pænt vente, mens han pertentligt ryddede sine papirer af vejen. Til sidst satte han sig med albuerne mod bordet og håndfladerne samlet med hovedet hvilende på fingerspidserne, klar til at modtage. Poul Troulsen fremførte kort og præcist sit ærinde. Manden over for ham nikkede eftertænksomt under forklaringen, som om sammenhængen var vanskelig og kun forundt de udvalgte at fatte. Efterfølgende fortsatte han sit nikkeri en stund, inden han kommenterede anmodningen i en lind strøm af polerede uforståeligheder.

Midt i talen ringede Poul Troulsens mobiltelefon, og nærmest for at irritere direktøren tog han den, men det var godt det samme, for kvinden, han ledte efter, var i røret. Skolesekretæren havde i smug været i arkiverne og derefter gjort sig nyttig. Kvinden bekræftede sit besøg i kiosken i Bagsværd, og desuden ventede hun ham inden for en time. Det kunne dårligt være bedre. Han skrev navn og adresse ned og afsluttede samtalen.

Afbrydelsen havde varet i mindre end et minut, men alt var naturligvis forandret. Hans ærinde var pludselig overflødigt, og han formanede sig selv om, at han burde gå, at han var for gammel til at forløbe sig, at han ikke gad alt det efterfølgende bøvl, og ikke desto mindre blev han siddende.

Direktøren havde stoppet sin forelæsning under telefonsamtalen. Hans positur forblev dog uændret, og så snart Poul Troulsen igen var opmærksom, fortsatte han.

– Men som nævnt er jeg ikke jurist, så det er muligt, at der er nogen aspekter i sagen, jeg ikke har blik for …

Poul Troulsen sprang langspyttet over:

– Så konklusionen er, at du ikke vil hjælpe mig.

Hans stemme var uforskammet og skarp. Atter en gang greb hans overjeg ind og forlangte, at han holdt sig i skindet, allerhelst gik sin vej. Det hjalp som hæfteplaster mod høfeber.

– Det er absolut ikke konklusionen, betjent Troulsen, nu foregriber De begivenhederne. Sagen vil selvsagt blive behandlet både grundigt og uvildigt.

– Og hvornår mener du så, at du kan træffe en afgørelse?

– Det tror jeg kan ske hurtigt. Det er overordentligt vigtigt, at Gentofte Kommunes Skolevæsen fremstår som en troværdig samarbejdspartner over for andre offentlige myndigheder, ikke mindst over for politiet.

– Og hurtigt er?

– Jeg vil nødig lægge mig fast på nogen tidsramme.

Hans mundvige trak sig et par millimeter opad. Det var et smil, og Poul Troulsen indså, at manden nød samtalen. Han rejste sig.

– Jeg vil vædde på, at da du var barn, var du en af dem, der løb helt ud i hjørnet af skolegården, når der var slagsmål.

– Hvabehar?

– Jeg siger, at du garanteret altid har været skideræd for slåskamp, har du i øvrigt nogensinde været udsat for politivold?

Tanken om korporligheder fik selvsikkerheden til at sive ud af direktøren, som luft af et punkteret badedyr. Han foldede forskrækket armene foran sig, og hans stemme gik et par oktaver op.

– Sig mig, truer De?

– Det er nøjagtig, hvad jeg gør, ja, og hvis du bedst kan lide din næse i hel stand, så sidder du stille.

Manden adlød. Små svedperler piblede frem på hans pande og langs roden af hans endnu hele næse. Poul Troulsens blik faldt på en saks, der lå på skrivebordet, og i et kort sekund legede han med tanken om at klippe en lok af fjolsets hår og tvinge ham til at æde den. Så fik fornuften overtaget, og han nøjedes med at give manden et let dask på baghovedet.

– Inden jeg går, kan jeg såmænd godt nå at forklare dig proceduren ved klager over politiet. Du indgiver anmeldelse på nærmeste politistation, og så, vupti – i løbet af ganske få år vil du modtage et afslag.

Mens han talte, bevægede han sig langsomt mod døren. Han nikkede smilende til farvel, tilfreds med at have holdt sit temperament rimeligt i ave.