Kapitel 52

Episoden på Gentofte Rådhus havde ikke ødelagt Poul Troulsens humør. Han var yderst tilfreds med dagens hidtidige udvikling, og nu manglede det blot, at kvinden i rødt viste sig medgørlig, hvilket deres korte telefonsamtale i høj grad tydede på, at hun ville være. Samt naturligvis, at hun havde oplysninger, der kunne bringe efterforskningen fremad. Helst et stort spring fremad, det kunne den godt have brug for.

Emilie Mosberg Floyd var en middelhøj nydelig kvinde først i tredverne. Hendes skikkelse var velproportioneret og slank, ansigtet kønt og levende, tøjvalget dyrt og kikset. Orangerød skinnende satinnederdel, en kortærmet bomuldsbluse i samme farve samt en stumpet jakke i groft vævet uld, der changerede mellem orange og lilla over et stiliseret tulipanmønster. Hendes solide sorte sko var velegnede, hvis hun skulle på vandretur.

Hun tog imod ham i døren til sin murermestervilla og ledte ham til kaffe i køkkenet. De indledende høfligheder var snart overstået. Kvinden lagde selv for:

– Du vil høre om Helene og Per Clausen, ja, du må undskylde, at jeg sådan springer ud i det, men jeg har kun en god halv time, så må jeg på arbejde.

Hun smilede et kønt smil. Hendes tænder var regelmæssige og de grønne, årvågne øjne spillevende. Ordene havde et anstrøg af drillende charme.

– Ja, det vil jeg gerne, du kendte dem begge?

– Det gjorde jeg, ja, men mest Per. Mit og Helenes forhold var perifert, hun var min lillesøsters veninde, ikke min. De gik i samme klasse, men det ved du.

Svaret overraskede og lød lovende. Poul Troulsen var afgjort mere interesseret i faren end i datteren, og han var ikke fri for at føle en vis spænding. Alligevel tvang han sig til en rimelig metodik.

– Måske kunne du fortælle en smule om din egen baggrund først?

Hun nikkede forstående.

– Det lyder rimeligt. Altså, jeg er født og opvokset her i Gentofte. I 1992 blev jeg student og startede på medicinstudiet. Året efter kørte jeg og min lillesøster galt i min fars bil, jeg var halvfuld og faldt i søvn. Det var i sommerferien. Vi blev begge slemt tilredt, og genoptræningen tog det meste af et år. Men de psykiske efterveer var de værste. Da jeg genoptog mit studium, var jeg endnu ikke rigtig rask, jeg led af koncentrationsbesvær og uprovokerede grådanfald. En dag blev jeg opsøgt af en psykiater, han hed Jeremy Floyd og var overlæge ved Sexologisk Klinik på Rigshospitalet. Selvom mine problemer ikke faldt inden for hans speciale, havde han lovet en af mine lærere at bruge et kvarters tid på mig, primært for at få mig til at søge professionel hjælp. Fire måneder senere var vi gift, og det ændrede mit liv. Jeg fødte og opflaskede vores to drenge og studerede samtidig. I et par år arbejdede jeg konstant, hvis jeg ikke sov. I 2001 var jeg færdig med medicinen, og siden blev også jeg ansat på Rigshospitalet, hvor jeg er i gang med at videreuddanne mig til hjertekirurg. Sidste år døde Jeremy ved en ulykke. Ud over sin familie og sit fag var bjergbestigning hans store interesse, og det slog ham ihjel. Aconcagua tog ham.

Hun kiggede spørgende, og Poul Troulsen nikkede. Han tænkte, at Aconcagua var et bjerg, men undlod at bryde hendes fremdrift ved at spørge. Hun fortsatte dog kun kort:

– De seneste år har jeg været alene med børnene, der i øvrigt begge er på hyttetur.

Med børnenes aktuelle placering var hun åbenbart ved vejs ende. Hendes stressede grimasse var overdreven, da hun kiggede på sit armbåndsur. Poul Troulsen ignorerede den. I stedet gav han hende et par stikord:

– Helene og Per Clausen?

Hun tømte sin kaffekop og skænkede straks en ny, så fortsatte hun, idet hun satte tempoet en anelse op.

– Helene Clausen var som sagt min lillesøsters veninde. Min søster hedder Katja, Katja Mosberg, og hun bor i Østrig. Hendes kæreste er norsk diplomat, udsendt for udenrigsministeriet, det norske forstås. I 1993 startede Helene i Katjas klasse. Hun kom fra Sverige, hvor hun havde boet en årrække med sin mor og papfar. Helene var sky og indelukket, men hun og Katja kom godt ud af det med hinanden, og de var relativt meget sammen. Blandt andet læste de lektier fælles, og her supplerede de hinanden fint. Helene var et unikum i matematik, fysik og kemi, alt hvad der lugtede af naturvidenskab. Til gengæld var hun svag i det danske, sikkert på grund af de mange år i Sverige. Katja var lige omvendt, god til dansk, dårlig i matematik. Det sidste ligger desværre til familien, og man kan sige, at det var grunden til, at jeg lærte Per at kende, for da Katja og Helene gik i niende klasse, var jeg første års medicinstuderende, og mit værste fag var i særklasse statistik. Hvor alle mine medstuderende svedte over anatomien eller andre af de mere traditionelle lægefag, så truede statistik på middelmådigt fagligt niveau med at afbryde min karriere, endnu inden den var kommet i gang. Jeg fattede simpelthen ikke stoffet, og selv den dag i dag bliver jeg dårlig, hvis nogen siger regressionsanalyse eller signifikansniveau.

Hun smilede, som om hun ville undskylde sine statistiske mangler. Poul Troulsen tænkte, at hvis han nogensinde fik hjerteproblemer, var han ret ligeglad med, om hans kirurg kunne håndtere sandsynligheder. Igen kiggede hun på sit ur, denne gang uden at skilte med sin travlhed, og han var klar over, at han snart måtte forholde sig til hendes manglende tid.

– Katja talte med Per om mig, hun har altid været emsig, villet ordne al ting for andre, men i dette tilfælde lykkedes det faktisk. Per var meget glad for Katjas og Helenes venskab, og desuden var han en rar mand, som gerne hjalp, hvor han kunne. Jeg begyndte at læse hos ham. En eller to aftener om ugen, ganske gratis. Han ville overhovedet ikke høre tale om penge. Min far åbnede ellers gerne pungen, når det gjaldt hans døtres uddannelse. Men dengang tjente Per selvfølgelig også en anseelig løn selv.

Hun rystede på hovedet og korrigerede:

– Nej, den sidste bemærkning fortryder jeg, han ville ikke have haft penge, om han så havde været fattig som en kirkerotte. Sådan var han, altid hjælpsom.

Poul Troulsen fornemmede i glimt kvindens kærlighed til sin gamle manuduktør, og det var ikke første gang, han havde set den slags. Per Clausen var en mand, der påvirkede sine omgivelser.

– Nå, men enden på komedien blev, at jeg bestod min eksamen med en aldeles hæderlig middelkarakter, hvilket jeg i bund og grund kunne takke Per for. Efterfølgende kom så den sommer med biluheldet, og senere døde Helene, som du ved. Katja og jeg var nok de eneste, der kendte baggrunden; vidste, at hun sandsynligvis begik selvmord ved at drukne sig. Og så naturligvis Per, men det fik jeg først sikkerhed for en del år senere.

Hun kiggede op og så ham i øjnene.

– Du ved godt, at Helene blev misbrugt af sin stedfar?

Poul Troulsen bekræftede, og hun fortsatte:

– De næste mange år så jeg ikke noget til Per. Jeg tænkte naturligvis en gang imellem på ham, og egentlig også på at opsøge ham, men det blev aldrig til noget. En dårlig undskyldning kan måske være, at jeg i de år mildest talt havde rigeligt at se til med to blebørn og et studium, jeg skulle afslutte. Men inden jeg kommer til, hvordan jeg mødte Per igen, er det nok relevant at fortælle lidt om min mand.

Hun holdt inde, indtil Poul Troulsen havde accepteret prioriteringen. Han nikkede, hvad han ville have gjort, uanset hvilke forhold hun ville inddrage. Hun var en glimrende fortæller, et af den slags vidner, hvor man kun behøvede læne sig tilbage og lytte.

– Min mand hed som nævnt Jeremy Floyd. Hans far var fra Canada, hans mor fra Danmark. Selv boede han de første elleve år af sit liv i Québec, derefter flyttede hans familie her til landet. Han var uddannet læge fra Århus, og bagefter videreuddannede han sig til speciallæge i psykiatri på Rigshospitalet. Hans store interesse var menneskers seksualvaner, og efter sin doktorgrad i seksualforbryderes psyke fik han en overlægestilling på Sexologisk Klinik. Sideløbende med sit job på hospitalet oparbejdede han en privatpraksis her i huset, hvor han hjalp incestofre, og senere hen alle, der havde været udsat for seksuelle overgreb som børn. I begyndelsen var hans privatpatienter nærmest en måde at få tilfredsstillet sin faglige nysgerrighed på. Ved at arbejde såvel med krænkere som ofre kom han hele cirklen rundt, som han sagde, men efterhånden tog privatklinikken overhånd, og han havde lange ventelister. Desuden havde han svært ved at sige nej, og – ja, jeg kan lige så godt sige det rent ud – han var også meget glad for penge.

Hun rakte ud efter termokanden og rystede den optimistisk. Den var tom. Så rejste hun sig og tog et par coladåser fra køleskabet, som hun satte på bordet, mærkelig nok uden at åbne nogen af dem. Poul Troulsen følte sig heller ikke fristet, han kunne ikke døje cola.

– I efteråret 2003 var min søsters gamle niendeklasse samlet. Her hørte Katja tilfældigt, hvordan Per var gået i hundene efter Helenes død. Jobbet, der røg sig en tur, kort sagt hans drikkeri og forfald. Da hun fortalte mig det, gjorde jeg endelig alvor af at opsøge ham. Måske kan du kalde det en gentjeneste. Han havde hjulpet mig, da jeg havde behov, nu var tiden inde til at betale tilbage. Jeg tror, at jeg besøgte ham en halv snes gange. Ofte var han fuld eller halvfuld, men alligevel var han glad for, at jeg kom. Vi talte mest om Helene, skønt emnet i sin kerne hurtigt var udtømt, så vor snak blev til evige gentagelser af samme sørgelige tema, og hvis jeg skal være helt ærlig, begyndte jeg at blive noget træt af besøgene, selvom de altid skete på mit initiativ. Men så var det, at jeg fik en idé. Den var naturligvis også ret nærliggende. Jeg overtalte Jeremy til at tage Per som patient; det var svært, men det lykkedes. På sin vis var Per naturligvis et offer for misbrug, på den anden side var han ikke selv blevet forulempet, så der måtte en del pres til, før Jeremy var parat til at gøre et forsøg. Endnu sværere var det at lokke Per ind i patientrollen, og i begyndelsen troede jeg slet ikke, at det ville gå. Men Jeremy var dygtig og ærekær, når han først havde involveret sig fagligt, og desuden tror jeg, at Per efterhånden erkendte, at han havde behov for hjælp. I alle tilfælde kom de med tiden ind i et rimeligt behandlingsforløb, og kun et par gange måtte jeg træde til for at hente Per, når han bommede en aftale. To gange fik jeg ham afgiftet, antabus ville han ikke høre tale om.

Poul Troulsen indskød en bemærkning.

– Du hentede ham på et tidspunkt i en kiosk på Bagsværd Hovedgade?

– Ja, det gjorde jeg nemlig.

– Du kørte en sølvfarvet Porsche?

– Også korrekt. Det er min fars, selv har jeg en Audi.

Poul Troulsen nikkede, det gav god mening.

– Vi har undersøgt hospitalsverdenen med en tættekam, herunder alkoholambulatorier. Per Clausen var aldrig indlagt, ikke så vidt vi ved.

Hun smilede en smule forlegent.

– Hm, både Jeremy og jeg arbejdede jo på Riget. Skal vi ikke bare sige, at han ved et par lejligheder fik en ledig seng? Sådan lidt uden for systemerne.

Poul Troulsen bandede indvendigt. Det var præcis den slags, som gjorde efterforskning dobbelt vanskeligt.

– Hvorom alting er, så kom der mere og mere hold på Pers liv i takt med, at Jeremy og han talte sammen. Terapien hjalp kort og godt. Men det ikke er særligt meget, jeg konkret ved om forløbet, da Jeremy aldrig diskuterede sine patienter. De havde krav på anonymitet, og den slags gik Jeremy rigtig meget op i. Patienterne havde deres separate indgang, og det var ikke velset, at jeg overhovedet viste mig i min egen have, når de kom eller gik. En lille smule fik jeg dog at vide, men paradoksalt nok var det mest gennem Per. Efter godt et års konsultationer indgik han i en selvhjælpsgruppe.

Hun stoppede. Ordet fyldte rummet. Også den lille skælven i hendes stemme, da hun sagde det. Hun var ingenlunde dum og havde givetvis for længst gjort sig tanker i forhold til betydningen af sin viden, og Poul Troulsen kunne mærke, hvordan uviljen mod hende pludselig voksede eksplosivt inden i ham. Han måtte lægge kraftigt bånd på sig selv for at tale pænt.

– Hvorfor har du ikke henvendt dig?

Spørgsmålet sprang en masse led over, og hun kunne nemt have pareret det i første omgang, men hun forsøgte ikke at snige sig udenom.

– Jeg ved det egentlig ikke. Måske ønskede jeg ikke at blive involveret. Desuden kender jeg ikke navnene på dem, der indgik i gruppen. Jeg er end ikke sikker på, hvor mange de var.

Hun stirrede lidt ud i luften, inden hun fortsatte af sig selv.

– Der er ingen tvivl om, at jeg synes, at det var forkert at slå de der mennesker ihjel. Meget forkert, og det ville Jeremy også have ment, men det er jo ikke sikkert, at det har noget med hinanden …

Hun afsluttede ikke sætningen. Måske fordi hun ikke selv troede på den. Poul Troulsen sagde alvorligt:

– Du kommer ikke på arbejde, og vi bliver nødt til at tage ind på Politigården i København.

Emilie Mosberg Floyd indså umiddelbart, at hun ikke havde noget valg.

– Ja, det gør vi nok.

Hun nikkede eftertænksomt og gentog sig selv.

– Det gør vi nok.

Poul Troulsen kunne ikke være mere enig.